Kronik

Noget om censur-riddere

Debatten om Arbejdermuseets statue er et blandt flere tegn på en tendens til tidens dominerende, stærkt redigerede historie-opfattelse, der har meget til fælles med historieskrivningen i Stalins Sovjetunion
Debat
26. oktober 2004

Kronik
I den nylige debat om Arbejdermuseet statue af Lenin forsøgte regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne at overbyde hinanden i forsøg på at gribe ind over for museets ret til at fremstille dele af historien, som de ikke bryder sig om. Ikke meget historisk bevidsthed eller abstraktionsevne skal dog mobiliseres for at påpege, at politiske indgreb i museernes frihed til at formidle historien var karakteri-stisk for de styrer, der gennem mange år sad ved magten i netop Sovjetunionen. De dominerende politiske kræfter lagde sig i den forstand efter dem, de forsøgte at fordømme så skarpt.
Det synspunkt var der heldigvis også nogle enkelte demokratisk sindede mennesker, der kunne fremføre i den offentlige debat. En af dem var Steffen Heiberg, der i Politiken den 3. september vendte sig mod de socialdemokratiske og borgerlige politikeres pressionspolitik.
Det forbløffende – og karakteristiske – er dog, at Heiberg selv undlader at give debatten egentlig historisk substans. Tværtimod efterplaprer han de borgerlige censurridderes tvivlsomme historieskrivning, der uden skelnen dømmer fjender til ’bødler’: I »det politiske system, Lenin etablerede«, skriver han, blev museer og historiebøger redigeret »efter magthavernes direktiver«. Lenin var en forbryder på linje med Saddam Hussein, Corfitz Ulfeldt og Caligula. (George Bush, Lyndon Johnson, Henry Kissinger og deres mange brutale venner nævnes ikke...) Netop derfor skal han udstilles – til skræk og advarsel.

Heiberg redigerer dog selv historien, når han opremser vidt forskellige historiske skikkelser, han ikke bryder sig om. Ligesom Brian Mikkelsen gentager han paradoksalt nok netop den stalinistiske identifikation af Lenin, der døde i 1924, med den sovjeti-
ske regerings politik anno 1936 eller 1956. Sovjetunionens rædsler udpeges som »det system, Lenin etablerede«.
Mellem det system, Lenin etablerede, og det system, Stalin blev leder af, findes kun kontinuitet på et rent formelt-juridisk plan. Det stalinistiske system blev etableret efter Lenins død ved en gennemgribende politikændring og udrensning. Næsten alle ledende kommunister fra revolutionens tid blev udrenset, foruden hundredtusindvis af andre, der bekæmpede Stalins linje – eller blev beskyldt for at gøre det.
Lenin havde tidligt krævet Stalin afsat fra magten. Han advarede mod at fastholde borgerkrigens indskrænkninger i organisationsfriheden. Han advarede mod bureaukratiseringen af partiet og mod partiets sammenvoksning med statsbureaukratiet. Og frem for at redigere i historien var en af det unge sovjetstyres første gerninger – til de ’demokratiske’ staters forargelse – at offentliggøre hemmeligholdte diplomatiske traktater. Er det ikke absurd at betragte Lenin som foregangsmand for det totalitære system, der blev oprettet efter hans død?
Sandt nok, stalinismen fulgte efter Lenin. Gør det Lenin til stalinismens årsag? Hitlerstaten fulgte efter den demokratiske Weimarrepublik. Men ville det ikke vække både latter og forargelse, hvis nogen skulle hævde, at Weimartysklands parlamentarikere var skyldige i millioner af homoseksuelles, jøders, kommunisters og socialdemokraters død. Ligesom arbejderbevægelsens politikere fra Weimartyskland blev destrueret i Hitlers lejre, blev utallige af den russiske revolutions ledere henrettet eller interneret Sovjetunionen under Stalin.
Stalin lod glansbilleder fremstille for at hylde sig selv i lyset af Lenin som en slags Jesusskikkelse. Hos Brian Mikkelsen og hos Heiberg accepteres samme association, blot med omvendte moralske fortegn. Den ’store’ Lenin er blevet til den ’onde’ Lenin. Den stalinistiske historieskrivnings metafysik gentages i en moralsk ’omvendt’ udgave, hvor Gud er blevet til Satan. Gør det os klogere på historien?

Men var nogle af stalinismens forudsætninger ikke til stede i Sovjetunionen allerede under Lenin? Jo, naturligvis. Ingen mennesker er fejlfri, heller ikke Lenin. Det burde bare ikke være Lenins person, debatten handlede om. Det er den stalinistiske og den rabiat antikommunistiske historieopfattelses fælles fejl, at de begge har tilskrevet Lenin en karakter, der ligger ud over det menneskelige – som henholdsvis gud og djævel.
Til trods for, hvad niveauet i den daglige politiske diskussion kunne forlede én til at tro, skabes store historiske udviklinger ikke af enkeltmenneskers vilkårlighed eller af metafysiske størrelser som godhed eller ondskab, men af handlende og tænkende mennesker i bestemte samfundsmæssige helhedssammenhænge. Disse sammenhænge må danne baggrunden for en konkret analyse af, hvordan Sovjetunionen fra at være en kritisk udfordring udviklede sig til et totalitært spejl af det kapitalistiske barbari, man havde søgt at nå ud over.
Ingen af bolsjevikpartiets ledere havde forestillet sig, at man kunne opbygge et socialistisk samfund i Rusland isoleret fra socialistiske omvæltninger i de stærke industrilande mod vest. Mange hoveder måtte rulle for Stalins og det hemmelige politis hånd, før dette perspektiv kunne udskiftes med Stalins forestilling om socialisme i ét land.
Kun ud fra en gennemført metafysisk historieopfattelse kan nogen forveksle den revolutionære bevægelse i Rusland i 1917 med Sovjetunionen i 1936, hvor Stalin – til antikommunistiske kræfters fryd og fordel – døbte sit rædselsherredømme ’socialisme’. I den metafysiske historieskrivning erstattes konkret analyse og substans med to luftige kombattanter: det Onde (de kommunistiske opviglere, der for den politiske pædagogiks skyld helst skal personificeres) og det Gode (vores demokratiske ledere, der heldigvis tilsidesatte alle hensyn for at udrydde fjenden).

Hvorfor tager nutidens historieopfattelse netop dette metafysiske perspektiv? En almen, men berettiget forklaring er, at det generelt er sejrherrerne, der får lov til at diktere hi-
storieskrivningens betingelser.
I Sovjetunionen lykkedes dette sejrherrerne så effektivt, at sovjetborgerne ofte endte med at støtte op om de undertrykkende regimer, der legitimerede deres misgerninger med overskriften ’socialisme’. Indbyggerne i de vestlige kapitalistiske samfund endte med at gøre noget tilsvarende, fordi deres magthavere har kunnet legitimere deres herredømme med overskriften ’demokrati’. Hermed har de taget æren for de demokratiske rettigheder, som de almindelige befolkninger oftest selv havde måttet tilkæmpet sig selv.
Francis Fukuyamas postulat om de eksisterende vestlige ’demokratier’ som historiens slutpunkt accepteres i dag af bekymrende mange. Det er paradoksalt, men meget sigende, at dette sker på et tidspunkt, hvor mange ’demokratier’ truer med at blive tømt for reelle demokratiske rettigheder, på samme måde som det angiveligt ’socialistiske’ Sovjetunionen var tømt for socialisme. De fleste mennesker tror vel i dag mere på verdens undergang gennem krig eller økologisk sammenbrud, end de tror på det langt mere beskedne perspektiv, som en radikalt anderledes samfundsorden ville være – en samfundsorden, der måske ville kunne løse de problemer med krig og økologisk sammenbrud, som tårner sig op under markedslovenes dominans. Som alternativ til det bestående samfund ses i dag oftest kun – intet samfund.
Denne kollektive depression og håbløshed viser sig i historieopfattelsen, når konservative, højrepopulistisk og socialdemokratiske politikere kappes om at redigere i historien. Den viser sig navnlig, når selv kritikere, der principielt støtter demokratiske rettigheder, kun kan bygge deres argumentation på samme præmis: det politiske formål at brændemærke alle tanker om et anderledes samfund end det nuværende. Formidling af historien bliver da til et spørgsmål om, hvorvidt Satan skal fornægtes eller udstilles til skræk og advarsel – ikke om, hvor denne Satan skal udpeges, eller om han overhovedet eksisterer.
Debatten om Lenin-statuen drejer sig således ikke kun om fortiden. Den må ses som en del af en afgørende politisk kamp i nutiden. Væsentligt divergerende forståelser af historien må kunne udvikles og indgå i en saglig og reel debat, og historien må analyseres kritisk og nøgternt – også for at afsøge mulighederne for bedre samfundsformer end den nuværende. Det demokratiske indhold i ethvert samfund udhules, hvis sådanne analyser og væsentlige meningsforskelle i praksis erstattes af debatter, der kun drejer sig om, nøjagtig hvordan historieformidlingen skal forsvare det bestående samfund og den siddende regerings politik. Bag ’kulturkampens’ facade mod indbildte ’venstreorienterede’ fjender truer en politisk udrensning. Den føres med andre midler end Stalin-bureaukratiets kamp i 1930’erne mod indbildte ’trotskist-fascistiske’ fjender. Ikke desto mindre er der åbenbart behov for en aktiv indsats, hvis den substantielle frihed og diversitet for ytringer og tanker skal fastholdes og udvides.

*Bertel Nygaard er ph.d.-stipendiat i historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her