Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
15. oktober 2004


Endelig med
*Kære Søren Espersen, er du glad for at være med i
et af Danmarks Radio’s underholdningsprogrammer?

Jan Krag Jacobsen, Farum

Cortázar og parallel virkelighed
*Det er glædeligt, at Information bringer en artikel den 11. oktober, hvor der med rette gøres opmærksom på Cortázar som en af Latinamerikas væsentligste forfattere, blot hidtil næsten upåagtet i Danmark. Så meget desto mere ærgerligt, at artiklens forfatter, Hans Haahr Larsen, udtrykker et overordnet syn på Cortázars værk, der er stærkt misvisende. HHL har fat i noget helt essentielt, når han fremhæver Cortázars insisteren på parallelle virkeligheder, som læseren inddrages i. Men de er netop parallelle, udmunder altså ikke i et punkt, hvorfra der kan konkluderes entydigt. HHL taler om »hyldesten til det spontane«, om at Cortázar vil »tilbage til det naturlige, det oprindelige i den amerikanske (læs: latinamerikanske) verden« og om at »tingene atter vil indtræde i deres primære mening«. Så er vi bombet langt tilbage til en utopisk forestilling om det sande liv, den ædle vilde m.m., og sådan en opbyggelig forestilling er så langt som tænkes kan fra Cortázars intrikate spil på virkeligheder (europæiske som latinamerikanske). Selvom det er tyve år siden, han døde, er han tilsyneladende stadig for moderne for nogle.

Ane-Grethe Østergaard
Cortázar-oversætter

Stav selv
*Tak til Peter Laugesen for at gøre mig og Information opmærksom på, at to vokaler var blevet forbyttet i min lille artikel fra USA. Det er rigtigt, at Emily Dickinson ikke hedder »Emily Dickenson«, at Amherst ikke hedder »Amhurst«. Nu vi er ved korrektheden, er det dog ironisk, at Peter Laugesen i sit læserbrev selv sjusker kraftigt og lader hele fem bogstaver glide ud af mit navn. Jeg hedder faktisk Katrine Marie Guldager.

Katrine Marie Guldager
Frederiksberg

International skat
*Hvad skal vi leve af? Det er et spørgsmål som man ofte hører stillet i disse dage. Mange svar gå ud på, at vi i Danmark skal få ideer, som vi kan sælge dyrt til resten af verden. Det forekommer mig dog usandsynligt, at vi alle skulle kunne leve af at få ideer, for hvad skulle forhindre idemagerne i at flytte i skattely i udlandet eller anbringe deres formuer uden for det danske samfunds rækkevidde? I dag er det nemlig sådan, at dagsordenen sættes af den internationale kapitalisme, også kaldet globaliseringen. Pengenes magt har formået at bryde ud af den nationalstatslige ramme og er blevet international. Den politiske magt derimod hænger stadig fast i nationalstaterne eller i bedste fald i konstruktioner som EU. Derfor er det pengene der sætter betingelserne. Eksempelvis forsøger lande i Latinamerika at tiltrække kapital ved at reklamere med, at der ikke er hverken miljøkrav eller fagforeninger, at lønnen er lav, og at der ikke er krav om miljøhensyn. Løsningen må derfor være, at vi demokratisk stiller krav om opbygningen af en demokratisk magt, der kan overtage initiativet fra pengene. En start kunne være en international skat på internationale pengestrømme. Kun på den måde kan vi sikre at menneskelige interesser atter kommer i første række i stedet for som i dag, hvor pengenes interesser kommer før mennesker.

Christian Ydesen
Aalborg

Lad din stemme blive hørt i USA
*Aldrig før har vi ønsket så meget, at vi kunne stemme med i USA om verdens mest magtfulde post på så afgørende et tidspunkt i historien.
Men kan vi ikke få lidt indflydelse på valget alligevel? Jo, send dit eget ’bekymrede’ valgindlæg som en e-mail til dine amerikanske venner, og du vil blive forbavset over, hvor meget de klikker det rundt til deres mere reaktionære eller apolitiske venner og familie. Husk, der skal måske kun flyttes 2-300 stemmer i tre svingstater, før USA igen kan få en præsident, der havde et pas, før han søgte global indflydelse. Men de ensidige elektroniske medier holder vælgerne i total uvidenhed om, hvor upopulær Bush er rundt om i verden, og du kan derfor støtte Kerry i hans anklager om, at Bush har opflammet både anti-amerikanisme og endog terrorisme.

Jacob Holdt
København

Demonstrationer engagerer
*Allan Damsgaard kritiserer i Information indlægget Hvor er de studerende? Han mener ikke, at der er sket forringelser på universiteterne – han kan ikke mærke noget. Ifølge Rektorkollegiet er det gennemsnitlige taxameter pr. studerende faldet, og jeg kan blot sige, at forringelserne mærkes i Roskilde. Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om Aalborg.
AD påstår desuden, at demonstrationer er elitære. Det er jeg meget uenig i. Demonstrationer er netop åbne for alle. De kræver ligefrem massiv deltagelse og engagement fra normalt ’ikke-politiske’ studerende. Det er en af styrkerne ved aktionsformen, udover den indlysende (og vigtigste) at aktioner skaber indflydelse, hvilket forløbet omkring skolebesættelser og demonstrationerne den 5. oktober tydeligt viser. Derfor er jeg glad for, at vi var mange fra RUC, der deltog i demonstrationerne i København. Forhåbentlig bliver vi lige så mange studerende som gymnasieelever næste gang, for efter Stop Nu-initiativets succes bliver det svært for vores studenterorganisationer fremover at negligere aktioner og demonstrationer.

Bjørn Hansen
sam-basis, RUC

Det rager mig
*Jørgen Aanæs spørger i sit indlæg 11.oktober »Hvornår er det nu lige man bedrager hinanden mest? Med købesex eller med svigtet kærlighed?« Derfra argumenterer han videre, at vi i en dansk sammenhæng skal afholde os fra at diskutere forbud mod prostitution, førend vi blander os i, hvorvidt man i Tyrkiet gør sidespring forbudt eller ej.
Sidespring og prostitution kan ikke sammenlignes. Sidespring er et brud – eller ikke et brud – på tilliden mellem to mennesker. Prostitution er en handelsrelation og et produkt af samfundets og den enkeltes accept af, at man kan købe (kvinde)kroppe.
»Hvad rager det egentlig os, når en tager penge for seksuelle ydelser, som en anden er villig til at betale for?" spørger JA videre. Personligt rager det mig, fordi jeg er yderst harm over at nogle (mænd) opfatter mit køns krop som en potentiel salgsvare. Det rager mig også, fordi langt de fleste kvinder, der arbejder som prostituerede, gør det af nød, og jeg mener, at samfundet skal støtte dem, der har brug for støtte.
Og kan vi så ikke også lige få det slået fast én gang for alle: Vi, der bruger ordet »kriminalisering« i forbindelse med prostitution, diskuterer, hvorvidt kriminalisering af kunden vil være hensigtsmæssig – ikke kriminalisering af den prostituerede. Vi reagerer altså ikke, som JA insinuerer, med baggrund i en moraliseren over for den prostituerede, men med en reaktion mod samfundets accept af at kvindekroppe kan være til salg. Sidespring er et spørgsmål personlige relationer. Prostitution er et samfundsproblem.

Camilla Burgwald
SF’s ligestillingsudvalg

Vil Sharon droppe fredsprocessen?
*I den dansk-jødiske forening New Outlook er vi yderst bekymrede over de seneste meldinger fra Israel – se f.eks. Hans Henrik Fafners leder sidste torsdag – om, at Sharon nu i forbindelse med den planlagte tilbagetrækning fra Gaza-striben påtænker at lægge både Køreplanen for Fred, ideen om en to-stats løsning og dermed hele fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne i mølpose på ubestemt tid, hvilket man oven i købet hævder sker med Bush-regeringens velsignelse.
Det forekommer helt ufatteligt, hvis resten af det internationale samfund stiltiende vil affinde sig med disse planer, der jo er den sikre opskrift på mange års videreførelse af den nuværende ulykkelige voldsspiral i hele Mellemøsten. Hvad siger EU til dette? Hvad siger vores egen Per Stig Møller, der jo i sin tid søsatte Køreplanen for Fred? Indtil nu synes reaktionen blot at være en stor larmende tavshed.
Kan det virkelig være rigtigt?

Robert Refby – John Saietz
New Outlook

De professionelt bekymrede
*Et ikke ubetydeligt antal politikere med Bertil Haarder, Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard i spidsen samt spinddoktorer og læsebrevsretorikere har det sidste halve snes år bevæget sig inde i en sand envejsstigende, fremmedfjendsk meningsspiral. Spiralen af professionelle bekymrede for de fremmede og anderledes udseende danskere. Et persongalleri, som med tiden har malet sig op i et hjørne, hvorfra kun stramninger og yderligere stramninger har retfærdiggjort en forsat eksistensberettigelse som offentlig person eller egenværdiobjekt. Som følge af stramninger har et hold af kinesiske forretningsfolk de sidste par uger været fængslet og sendt hjem uden kontakt til deres danske værter. Selvom der var tale om inviterede personligheder med visum og papirerne i orden. Gud fader, hvor jeg skammer mig over at være dansker i dette smålighedens og jantelovens rige.

Bent Brogaard
Galten

Dahlin og metroen
*Information bragte den 8. oktober en artikel af Ulrik Dahlin om den københavnske metro under overskriften Et helt igennem førerløst projekt. Vinklingen af historien er Dahlins ansvar. Men der er en række faktuelle oplysninger i artiklen, som ikke er korrekte. Den begrænsede spalteplads gør det umuligt at medtage alle, men tillad mig at påpege nogle stykker.
Det fremgår af artiklen, at stationernes placering har været bestyrelsens ansvar. Det er ikke korrekt. Ørestadsloven fra 1992 fastlægger principperne for linjeføringen og stationsplaceringer. Den endelige linjeføring og placering af stationer er i henhold til loven fastlagt i region- og kommuneplanlægningen.
Dahlin skriver, at passagerprognosen er baseret på den adm. direktørs vurderinger. Det er ikke korrekt. Prognosen er udarbejdet af eksterne rådgivere, valgt efter et forudgående EU-udbud. Den prognosemodel der anvendes er i øvrigt den samme, som anvendes af de øvrige trafikselskaber.
Dahlin noterer, at der ikke har været en vækst i antallet af kollektive passagerer i hovedstadsområdet efter åbningen af Metroen. Det er ikke korrekt. Seneste opgørelse af passagerudviklingen i hovedstadsområdet viser, at der i perioden januar-juni 2004 var en stigning på en procen i antallet af rejser sammenlignet med samme periode sidste år. Og det til trods for, at taksterne er blevet sat op. Ser man mere snævert på Metroens nærområde, så viser en undersøgelse fra i år af trafikken på Frederiksberg, at den kollektive trafik er steget med 30 procent efter åbningen af Metroens etape 2a.
Dahlin skriver, at spørgsmål fra Folketinget altid besvares af Ørestadsselskabets eksterne konsulenter. Det er ikke korrekt. I tidens løb har en række af Folketingets spørgsmål været af teknisk karakter, og i disse tilfælde har selskabet inddraget de tekniske rådgivere. Men selskabets egne medarbejdere har også besvaret mange spørgsmål.
I tillæg til ovenstående så begår Dahlin ofte den fejl, at han ikke fortæller hele historien. Væsentlige oplysninger udelades, hvis tilføjelsen ikke passer ind i hans forudfattede billede. Lad mig illustrere pointen:
Dahlin noterer, at offentlighedsloven ikke gælder for Ørestadsselskabet. Det er korrekt. Han glemmer imidlertid at fortælle, at selskabets bestyrelse har vedtaget, at vi skal agere, som var vi omfattet af loven. Det betyder bl.a., at journalister kan søge aktindsigt, hvad adskillige journalister da også har benyttet sig af gennem tiden.
Dahlin skriver, at prisen for hele projektet i 1992 blev anslået til ca. fire mia. kr. Dette tal (eller mere præcist 3,6 mia. kr.) er angivet som værende prisoverslaget for en sporvogn. Men nu besluttede man altså efterfølgende at bygge en Metro. Hertil kommer, at prisoverslaget var angivet i 1990-priser.

Lars Mortensen
kommunikationsdirektør
Ørestadsselskabet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her