Læsetid: 13 min.

DEBAT

11. oktober 2004


Spøgelser på væggen
*Når Christian Nissen har snoldet for 300 millioner, er der da ingen grund til at tro, at Mærsk har fået ham fyret på grund af en kritisk udsendelse - om Operahuset.

Mette Kyrpø, København

Ægte viden om natur
*Jeg dyrker ikke vitalkræfter (som Ole Michelsen skriver i sit indlæg den 9.-10. okt.), men jeg påstår rigtignok og måske lidt anmassende, at selv videnskabsfolk har nogle ’vitale’ træk – f.eks. at være bevidste – som man kun kan mene et stk. teknologi har, hvis man er animist. Jeg tror, det gør mere end en gradsforskel, om vi er levende eller ej. Da jeg ydermere mener, vi er naturlige, må jeg slutte, at der er liv og bevidsthed i naturen, endda den type liv, for hvilken det gør en forskel.
Man kan ikke teste, måle eller veje, om der findes bevidsthed og liv, kun om de mekaniske betingelser for liv og bevidsthed er til stede. Og betingelserne er ikke identiske med det, de er betingelser for, ligesom testosteronhormonet er en betingelse for liderlighed, men næppe selv er liderligt.
Når nu naturfænomener som f.eks. bevidsthed, liv og liderlighed dømmes uinteressante af naturvidenskaben, fordi de ikke kan testes, så fortæller det mig, at naturvidenskaben ikke er interesseret i at forstå naturen som sådan og som helhed. Den er kun interesseret i at lave operationel viden om natur. På det punkt er der ikke forskel på grund- og anvendt videnskab, som Jens Olesen hævder (indlæg den 9.-10. okt.). Vi profiterer alle af operativ naturviden, så tak for den. Men da der åbenbart findes natur, som denne videnstype ikke vil vide af, ville det være … ja, uvidenskabeligt, at acceptere den eksisterende naturvidenskabs eneret til at afgøre, hvad der er naturligt.
Jeg tager gerne mange andre til indtægt – også de skole- og studiesøgende – for mit begær efter at forstå så naturlige og udbredte erfaringer som nu f.eks. liv. Hvorfor udvikler naturfagene ikke repertoiret, så vi ikke behøver gå til de alt-for-alternative eller til andre subkulturer som f.eks. humaniora, for dog at få en smule genuin viden om natur?

Sune Frølund
ph.d.-studerende ved Institut for pædagogisk filosofi, DPU

Ikke nok at droppe bongo-trommer
*Efter læsning af undervisningsministeriets hjemmeside-afsnit om overvejelserne ang. en revision af pædagoguddannelsen, sidder jeg lidet overbevist tilbage. Det tilfredsstillende i oplægget koncentrerer sig om en styrkelse af det teoretisk-faglige på bekostning af den berømmelige »lilla ble« i form af bongotrommer, udklædningstøj og fingermalning – altså de kreative, musiske fag. Den store hænger i oplægget er imidlertid, at generalistuddannelsen stort set fastholdes dog med bedre mulighed for at – som der står – »tone« visse fag i mere specialiseret retning.
Jeg gætter på, at pædagoguddannelsen ikke via denne »toning« kan gøre det ud for en grunduddannelse, der dækker handikap-områdets krav. Jeg vil derfor slå til lyd for, at man enten som førhen opererer med rene specialuddannelser eller deler uddannelsen i to år med grundstof efterfulgt af to års specialuddannelse efter eget valg af specialområde.
Man er tydeligvis stadig bange for at indføre mere stramme, bogkrævende elementer i pædagoguddannelsen. De stramme krav ligger for eksempel på klinisk tunge specialområder som udviklingshæmning og neuropsykiatri. Det svære kan sagtens overvindes ved dygtige undervisere med naturlig autoritet forenet med engagerede og ihærdige studerende!

Niels Dujardin
uddannelseskonsulent
i neuropædagogik

Bevar mangfoldig filmindustri
*Mangfoldighed er en af de værdier, alle frisindede mennesker over hele verden, holder højt – og holder af. Fundamentalister afskyr mangfoldighed. Se bare, hvordan denne afsky udtrykkes i den pianistiske bevægelse herhjemme, i den præstestyrede muslimske ditto i f.eks. Iran, og i de amerikanske regeringers afsky for kvindens ret til at vælge fri abort.
I den danske filmindustri har vi i over 30 år hyldet mangfoldigheden, udtrykt i mange forskellige filmmiljøer: Verdens ældste filmselskab, Nordisk Film, andre store filmselskaber og en stor underskov af mellemstore, mindre og små uafhængige filmselskaber, med en lille egenkapital og en stor kreativitet som drive.
De uafhængige filmselskabers første division er for manges vedkommende udsprunget fra Den danske filmskole, der uddanner bl.a. manuskriptforfattere, kreative producere og instruktører.
Og mange af disse uafhængige filmfolk har i mere end 30 år haft Det danske filmstudie i Lyngby som base. En base der giver mulighed for en selvstændig filmproduktion, uden indblanding fra for eksempel Nordisk Film (Egmont Fonden), der er én af de få seriøse (læs: pengestærke) mulige købere af det uafhængige Det Danske Filmstudie, der er sat til salg af kulturministeren. De seneste forlydender taler om, at amerikanske købere har meldt sig som private ejere.
Går kulturministeren ikke ind for flere selvstændige danske næringsdrivende? Mange, rigtig mange mennesker, ønsker at fortsætte med – og at blive – selvstændige filmfolk. Og ansatte på Det danske filmstudie, bl.a. håndværkerne, der er eksperter ud i film (der burde ansættes lærlinge nu) kan noget, ingen andre kan, f.eks. male et kirkerum fra 1200-tallet, så du tror det er en ægte kirke. Disse håndværk og Det danske filmstudie skal bevares og udvikles, til glæde for alle de mennesker der ser vores film i disse år.
Hvad med at prøve en mere initiativrig ledelse af filmstudiet, og så holde muligheden åben for, at der fortsat kan drives filmstudie-virksomhed i Kulturministeriets regi?

Peter Nørgaard
filmproducer

Vand er ikke en vare blandt mange
*Markedet ødelægger vandets økologi og forværrer uligheden. Da private selskaber ikke har andet ansvar end størst mulig profit, har de ikke noget ansvar i det spil. Når der ikke er mere at komme efter, flytter de bare et andet sted hen.
I løbet af det 20. århundrede er vandforbruget syvdoblet. Industri og landbrug ødsler med vandet og forurener vandreserverne. Kun en stærk offentlig sektor kan kontrollere dem.
Verdensbanken og IMF presser på med deregulering og privatisering – også som løsning på verdens vandproblemer. En håndfuld transnationale EU-vandselskaber lobbyer med alle midler for at få sat hane på en forretning, der kan sammenlignes med oliesheikernes.
EU er positiv over for privatisering af vand. Den danske regering er det. I Københavns kommune er man ved at forberede vandforsyningen til de nye tider. Kommunernes Landsforening arbejder med planer, der også rummer privatisering af vandet. Kun en vågen offentlighed kan forhindre katastrofen. Men er offentligheden klar over, hvad der foregår? De kræfter, den er oppe imod, er frygtindgydende stærke. Men der er ingen alternativer til vand.
Det er altafgørende at forhindre privatisering af vand.

Geo Horn
medlem af ATTAC

Prostitution og trangen til forbud
*Herhjemme var vi så forargede over, at man i Tyrkiet ville have ægteskabelige sidespring forbudt, at man ikke ville have dem med i EU. Vi, derimod, diskutere heftigt og vedholdende om prostitution skal forbydes. Det er selvfølgelig en meget mere civiliseret debat, der ikke »voldtager« den personlige frihed. Men så er det bare jeg spørger: »Hvornår er det nu lige, man bedrager hinanden mest?« Med købesex eller med svigtet kærlighed? Og hvorfor må man ikke bedrage hinanden for f. eks. penge; mens det er OK, der hvor det gør mest ondt? Så mon ikke vi selv skulle spare bare en lille smule på forbudene, før vi klandrer andre?
For hvad rager det egentlig os andre, når én tager penge for seksuelle ydelser, som en anden er villig til at betale for? Det kan da ikke være alle os, der ikke er prostitueret, og som har vores på det tørre med hensyn til relativ normal seksuel udfoldelse, der skal sætte »de anderledes« i fængsel eller det, der ligner. Jeg har stor respekt for alle de sociale tiltag rundt om prostitution; bl.a. fordi sociale årsager jo kan være en grund til, at prostitution er foretaget som et nødvendighedens valg. Men sociale foranstaltninger er vel netop et blandt flere værdige alternativer til et forbud?! Lad os et øjeblik forestille os, at en aftale om betalt sex kunne indgås et sted uden indblanding fra andre, fysisk såvel som verbalt nedvurderende. Ville aftalen så kunne angribes etisk og i bekræftende fald, hvordan?
Generelt kan jeg selv kun se en rimelighed i, at samfundet skal blande sig i en aftale, der kun ved-rører de aftaleindgående parter, hvis det der indgås aftale om, i sig selv ulovligt (uanset betaling eller ej). F. eks. »Brug af narkotika«, »Hjælp til selvmord« m.m.
Så lad os først forbyde sex, dernæst prostitution.

Jørgen Aanæs
Roskilde

Fri konkurrence på telemarkedet
*Under overskriften ’TDC-misbrug af monopol’ retter Anders Larsen i et læserbrev den 2. okt. kritik mod TDC. Den vil vi svare på, idet den ikke afspejler virkeligheden.
Det er en kendsgerning, at forbrugerne siden liberaliseringen af telesektoren i midten af 1990’erne frit har kunnet vælge eget teleselskab. Hverken Anders Larsen eller nogen anden er på nogen måde bundet til TDC. Det er derfor ukorrekt, når Anders Larsen skriver: »Hvis jeg vælger TDC’s lavere pris på det rå kobber, må jeg altså ikke købe mine telefonsamtaler hos konkurrenter til TDC«.
Telesektoren er underlagt skrappe regler. Det betyder, at TDC skal sikre, at konkurrenterne har adgang til det rå kobber. Det sker til priser, der er regulerede med sigte på at fremme konkurrencen. Det betyder, at de forbrugere, som er kunder hos andre teleselskaber end TDC, modtager en regning direkte fra dette selskab. Sagen er, at det er teleselskaberne, der lejer sig til adgang til det rå kobber – ikke den enkelte kunde. Der er derfor ikke tale om, at kunder modtager en særskilt regning for at få adgang til TDC’s rå kobber. Eller at TDC har mulighed for at tilbyde egne kunder en ekstraordinær lav pris for adgang til det rå kobber på grund af ejerskabet. Konkurrencen på telemarkedet er intens, hvilket fremgår af IT- og Telestyrelsens statistikker. TDC hilser konkurrencen velkommen, fordi den gavner hele telesektoren, samtidig med at konkurrencen er til gavn for forbrugerne, der har oplevet markante prisfald siden markedet blev åbnet for konkurrence.

Jens Hauge
vicedirektør, TDC

Tving Israel til forhandling
*Israel er i gang med en blodig offensiv i Gaza, efter en raket er faldet i byen Sderot, som ligger få kilometer fra Gazastriben. Omkring 200 kampvogne er rullet ind i det nordøstlige Gaza og de bosættelser, man vil beskytte mod raketter. Militæret har oprettet en ni kilometer bred ’sikkerhedszone’, som inkluderer to palæstinensiske byer og dele af den største flygtningelejr, Jabaliya. Indtil nu er 70 palæstinensere døde, mange af dem civile. Men i Sderot kræver beboerne , at den palæstinensiske by Beit Hanoun, som ligger i sikkerhedszonen, bliver slettet af landkortet.
Sharon vil med krigen i Gaza vise, at han er den stærke mand, som bosætterne og andre i Israel kan stole på. Hvad der sker nu i Gaza, sætter spørgsmålstegn ved, om Sharon nogensinde vil fjerne bosættelserne fra Gaza. Man må frygte, at han forbereder en endnu større massakre i Gaza og på Vestbredden, hvis ikke det internationale samfund tvinger Israel tilbage til forhandlingsbordet sammen med den palæstinensiske selvstyre.

Ulla Jessing
Virum

Hvid kanon
*En international kanon af 20 forfattere, men på listen ikke én eneste asiat, araber eller afrikaner. Nærlæser man de 15 ærværdige kritikeres valg øges bestyrtelsen. Lotte Folke Korsholm alene har mere end en ’farvet’ på sin liste, 10 har ingen. Den hjemlige elites manglende evne til at se kvalitet i andet end vores egen vestlige kulturkreds er chokerende og flov. Desværre ser vi samme elitære arrogance, når det gælder EU-debatten. Er det tidens sygdom?

Lars Bredo Rahbek
filmproducer

Kanon Tidende
*Så vidt jeg kan læse Informations superkanon (7. okt.), så har Torben Brostrøm og Karen Syberg ikke rangordnet forfatterne, men anført dem i alfabetisk orden. Og så det er det da lidt af en gåde, hvordan superkanonen har kunnet konstrueres.
Forleden nævnte medlem af kanonudvalget, rektor Marianne Zibrandtsen, at Laxness, Allende og Heinesen ikke kunne komme i betragtning, fordi der ikke var tale om danske forfatterskaber. For de to førstnævnte er afgørelsen indlysende, men ikke vedr. William Heinesen. Hvis hans forfatterskab, i hvilket alle de væsentligste værker er skrevet på dansk, af udvalget ikke er blevet regnet som dansk, så har udvalget arbejdet med nye kriterier for, hvad der er dansk litteratur, hvilket fortjener at blive oplyst nærmere.

Mogens Østergård-Nielsen
Vordingborg

*En ting har Informations anmeldere til fælles. De har ikke en Bibel liggende på natbordet. Hvis bare en enkelt af de 16 anmeldere, der den 7. okt.. i fællesskab opstillede en litterær kanon, havde været bibellæser, er det utænkeligt, at Bibelen ikke ville være kommet med på en af listerne. At disse 16 lærde og belæste kritikere overser den mest indflydelsesrige bog i vores kultur er en så kolossal bommert, at det kræver en forklaring.
En lang række af de forfattere, der er kommet med på listerne, var selv afhængige af den bibelske forestillingsverden, og deres værker er utænkelige uden den bibelske inspiration. Tager man de syv første forfattere fra f.eks. Brostrøms liste, så er bibelske tankegange, billeder og historier til stede helt inde i forfatterskabernes kerne: H.C. Andersen, Charles Baudelaire, Samuel Becket, Cervantes, Dante, T.S. Eliot og Kafka. For slet ikke at tale om nr. 8: Søren Kierkegaard!
Tidligere generationer af kritikere ville næppe have begået denne bommert. Litteraturkritikeren Paul V. Rubow anså Første Mosebog for et af verdenslitteraturens mesterværker. Jens Kruuse skrev med stor kyndighed om Jobs Bog, der også må regnes for et hovedværk i verdenslitteraturen.
Hvad kan forklaringen være på Informations bommert? Måske deler de 16 kritikere bare det syn på Bibelen, man finder hos en af Fritz Jürgensens figurer: »Hvad er det for en Bog? En aldeles forældet Lecture, en ethnographisk Curiositæt, som enhver oplyst Mand må desavouere … jeg har aldrig seet en Bibel!«

Peter Boile Nielsen
lektor

*Det er dejligt at se den store interesse for litteratur, som for eksempel Information lægger for dagen. Alle de mange artikler og læserbreve, og så en hel side med anmeldernes forslag til en liste over forfattere, som folk bør læse.
Med al ønskelig tydelighed viser de forskellige lister, hvor tåbeligt det er at fremsætte forslag om en sådan ‘kanon’, især hvis den skal bruges som facitliste og plageånd for skoleelever og studenter. Det ærgerlige er, at Information ikke kan afstå fra at lave en superkanon, når nu alle listerne viser, hvor mange og forskellige fremragende forfattere, der findes. Der kunne nemt laves snesevis af nye lister med forskellige forfattere.
Måske skal man håbe på, at den der trang til at lave lister vil brede sig blandt godtfolk, og hver familie i de mørke måneder ville bruge tid på at lave lister over gode bøger, som de synes deres børn og måske ægtefællen burde læse, ja, de kan tage listerne med til forældremøder, på arbejde, hænge dem op deres yndlingsbiblioteks dør og sådan vil det efterhånden brede sig. Først må man have en liste, det er nemmere end at læse bøgerne, og måske til jul kan man give hinanden en af de bøger der står på listen, eller for at drille, nogle helt andre bøger af forfattere, som måske stadig lever og skriver.
Jeg har et forslag, som jeg troligt har sendt til en række undervisningsministre de sidste ti år. At få forfattere ud på skolerne og fortælle om forfattere, der har betydet noget for dem og hvorfor. Det ville måske kunne skabe begejstring for litteraturen og dens virkemidler. Hver forfatter skulle være på skolen mindst en uge, så alle har mulighed for at få en ordentlig snak. Jeg kunne sagtens lave indtil flere lister over forfattere, der ville være gode til at give folk lyst til at læse skønlitteratur. For det er jo den, der pludselig er blevet trukket ud af stalden, og sandelig om den ikke fortsat vrinsker, så det er en lyst. Måske er det hele glemt til næste sommer. Så lyt bare efter det næste vrinsk!
Men, kære Information, glem den der superkanon og lad anmeldernes liste genoptrykke ind imellem artiklerne om strukturreformen, valget i Afghanistan, og krigen i Irak, beretninger om sult og drab i Sudan, og valget, der ikke kommer, og det i USA som skal komme. Nogle læsere ville måske af og til finde på at læse nogen af de udvalgte forfattere.
Ikke et ord mere om ordkanoner før metalkanonerne er skrottet. Brug tiden og avisen på det.

Arthur Krasilnikoff
forfatter

*Jeg vil gerne takke for jeres oplæg til en international superkanon. Selv om den i sagens natur er særdeles konservativ og traditionel (med en klar overvægt af vesteuropæiske mænd der har været døde i rigtigt mange år), er der alligevel henimod en tredjedel af de nævnte 20 forfattere som jeg aldrig har læst en linie af. Og jeg er ellers en dannet mand fra et hjem med indtil flere klaverer.
I en tid hvor listen over bøger, jeg aldrig vil få læst, vokser dagligt, understreger jeres forslag det grundlæggende absurde i hele kanontankegangen.

Preben Hammer Jensen
Lille Egede

*Marianne Zibrandtsens begrundelse den 6. okt. for ikke at medtage William Heinesen er, at Heinesen ikke er en dansk forfatter.
Men William Heinesen havde en dansk mor og en færøsk far, og han kunne skrive og tale begge sprog hele sit liv. Han fik sin handelsuddannelse i Danmark, og sin kunstneriske inspiration fik han fra digtere som Kingo, Brorson, Pontoppidan, Thøger Larsen, Gelsted m. fl. William Heinesen udgav alle sine værker på dansk. William Heinesen blev tidligt medlem af Det danske Akademi. Han havde derfor indflydelse på, hvem af samtidige og yngre kolleger der skulle modtage Akademiets store pris. Ret sent i sit liv blev han anerkendt og berømt for sine fortællinger i sin hjemby, Torshavn. Endnu senere blev han æresborger samme sted. Byen er hovedstad på Færøerne, som stadig har den danske dronning som overhoved. Hvis ikke William Heinesen var dansker – ville det så ikke være bedre, at han var det?

Henrik Ljungberg
lektor, dansk/engelsk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu