Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
6. oktober 2004


Genindspilning
*’Kramer mod Kramer’ - denne gang Københavns overborgmester mod Ørestadsselskabets adm. direktør.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Kanon eller ej
*Man skylder debatten om den litterære kanon at rette den ind efter den virkelighed, den er blevet til i. Kommissoriet for arbejdet har været at finde »centrale danske forfatterskaber gennem tiden«; i vores rapport gør vi opmærksom på, at de forfatterskaber, vi har udvalgt »kan og bør indgå i samspil med stof fra andre kulturer« (hele rapporten kan læses på undervisningsministeriets hjemmeside).
Når Stinne Føns (27. sept.) savner herlige forfattere som Isabel Allende, Laxness og Heinesen på vores lister skal hun vide, at det ikke har været på tale at have dem med, alene fordi de ikke er danske. Og når de studerende på litteraturvidenskab i flg. Karen Sybergs artikel (29. sept.) nu laver lister over uundværlige kvindelige forfattere, gør de det i et globalt perspektiv ud fra selvbestaltede præmisser, som altså ikke ligner vores. Det er i den sammenhæng interessant, at de ender med som eneste danske kvindelige forfatter at have Karen Blixen på listen. Sådan endte vores obligatoriske liste også.
Andre debattører har anfægtet det snævre, nationale perspektiv og levende beskrevet den kvalme, det kan give. Jo da. Men man skal huske, at der i gymnasiet er fag, der som deres akse har engelske, tyske, franske og spanske forfattere, og som nødigt ser, at dansklærerne løber med det hele.

Marianne Zibrandtsen
rektor på Aurehøj Amtsgymnasium og medlem af kanonudvalget

*Stine Føns spørger (27. sept.) om, hvorfor William Heinesen og Halldór Laxness ikke er taget med på Kanonudvalgets liste over litteratur, der skal læses i skolen (når nu Henrik Ibsen er med).
Jamen, det er da klart, for Laxness og Heinesen stiller de fleste af de andre i skyggen.

Claus Bjerring
Næstved

*At Pil Dahlerup vil slå et slag for kvindelige forfattere, skal jeg ikke blande mig i, men at hun som professionel vil skifte Peter Seeberg ud, det gør mig både ked af det og vred.
At der skal gøres plads til Inger Christensen, er jeg enig i, men det skal da ikke være på bekostning af den forfatter, som sammen med Rifbjerg har været anden halvdel af det 20. århundredes mest banebrydende og betydningsfulde. Så optaget af det feministiske kan man da ikke være, så det skygger for læsningen af Seebergs forfatterskab?

Jens J. Arnum
Silkeborg

*Den hidsige debat om den nye kanon minder mig om debatten, da forsøgsstationen Risø blev bygget: De samlede omkostninger var efter tidens forhold meget store, men det, der kunne begribes, var en meget dyr flagstang, og det var så den, man diskuterede.
Nu diskuterer man, om den eller den (kvinde) skulle med eller ikke, om det skulle være værker i stedet for forfatterskaber, hvorfor kanon kun rummer danske forfatterskabet etc. Det, man efter min mening burde være opmærksom på, skulle i stedet være den samlede læreplan for danskundervisningen i gymnasieskolen, hvoraf de kanoniske forfatterskaber kun er en mindre del. Det har ikke tiltrukket sig tilstrækkelig opmærksomhed, at man i en fortjenstfuld indsats for at give fagets sproglige dimension en tiltrængt saltvandsindsprøjtning ikke har villet erkende de faktiske forhold inden for jernindustrien: at det timetal, som man tildeler faget, ikke er blevet udvidet i forlængelse af læreplansudvidelsen. Resultatet bliver som ved Haarder-reformen i 80’erne, hvor ambitionsniveauet også var for højt: det var selv med de bedste elever ikke muligt med den tildelte tid at gabe over så meget, og følgen blev, at noget måtte stærkt nedtones eller helt forsømmes. Med de nye, strammere eksamens-krav får lærerne nu tommelskruerne på, men stadig kan man ikke hælde halvanden liter i en liter-flaske. Konsekvensen bliver: der må skøjtes, og den nye, gode gymnasiereforms krav om fordybelse forbliver en drøm.
80’er-bekendtgørelsen måtte blødes op allerede ti år efter. Det vil også blive tilfældet her. Men hvorfor vente og forpeste tiden så længe for både lærere og elever?

Jørgen Sørensen
tidl. gymnasielærer

*Når Claus Westh den 30. sept. skriver, at det er en selvfølge, at gymnasielærere i størstedelen af deres danskundervisning vælger at beskæftige sig med litteratur, fordi den i sit indhold appellerer til de 16-19 årige, så tyder det på, at han, på trods af undervisning af dygtige sproglærere i sin universitetstid, ikke har forstået, hvad sprogundervisning kan indeholde.
Sprog er så meget andet end grammatik. CW foreslår selv, at man kunne »beskæftige sig mere med den fysiske verden, som eleverne færdes i, og give dem redskaber til at aflæse det betydningsindhold, der ligger dér«. Og det er jo netop via sproget, at verden tilskrives mening. Med sproget etableres og afsluttes venskaber, dyrkes kærlighed, kæmpes politiske kampe, manipuleres i medier, skabes identitet og skrives litteratur.
Sproget er grundlæggende for danskfaget, og jeg mener ikke alene, at det med CW’s ord ’har mening’ at arbejde med sproget integreret i litteratur- og medieområdet, jeg mener, det er nødvendigt. Undervisning i sprogområdet vil appellere lige så meget til nutidens gymnasieelever som undervisning i fiktion om kærlighed og død, hvis den tager udgangspunkt i virkelighedens anvendte sprog. Talehandlinger i frikvarterets samtaler, normer i sms-sprog eller sproglig stil og identitetsmarkører i ungdomsgrupper kunne inddrages i undervisningen. Ved at blive bevidstgjort om sprogets pragmatiske funktioner vil fremtidens gymnasieelever blive bedre rustede til at gennemskue sproglig manipulation og udnytte den, når de skal sælge sig selv, for eksempel til jobsamtaler.

Lian Malai Madsen
ph.d.-studerende,
Københavns Universitet

Rod i fakta om metro
*Fakta skal være omdrejningspunkt i god journalistik. Desværre var det ikke tilfældet i Informations leder den 29. sept., som handlede om Jens Kramer Mikkelsens snarlige tiltrædelse som adm. direktør i Ørestadsselskabet. Jeg vil kommentere et lille udvalg af de forkerte oplysninger: Metroen har ikke kostet 15 mia. kr., men derimod ca. 12 mia. kr. Årsagen til udvidelsen af anlægsbudgettet fra ca. otte til ca. 12 mia. kr. er dels fordyrelser og forsinkelser, dels politisk besluttede ændringer. Den reelle budgetoverskridelse – målt i forhold til tidspunktet for de endelige politiske beslutninger om anlæg af Metroens tre etaper – er 26 pct.
Lederen påstår, at Metroen har et dagligt driftsunderskud på et par mio. kr. Dette er forkert. I 2004 forventer vi et mindre overskud på driften.
Det angives også, at Metroen skal have en forhøjet betaling fra HUR per passager. Fakta er, at vores krav om betaling fra takstfællesskabet ligger på niveau med forudsætningerne for Lov om Ørestad. Det henholder vi os naturligvis til.
Lederen påstår endvidere, at salget af grunde til private investorer i Ørestad er for magert. Jeg kan oplyse, at grundsalget ligger mere end 35 pct. over salgsforventningerne.

Lars Mortensen
kommunikationsdirektør i Ørestadsselskabet

Verdensklasse
*Et rungende til lykke med de 70 til Nordens store forfatter P.O. Enquist og hertil blot eet at tilføje: Giv ham den så! Nobel-prisen altså.

Lars Bredo Rahbek
filmproducer

Åbent brev til Slimane
*Det er flot, at du føler så meget for det tjetjenske folks sag, at du er villig til at tage til Tjetjenien og deltage i deres frihedskamp. Men jeg vil alligevel på egne og Støttekomiteen for Tjetjeniens vegne på det kraftigste fraråde dig at gøre alvor af dine planer. Det er der flere grunde til: Det tjetjenske folks væbnede kamp mod de russiske besættelsesstyrker er en national og politisk frihedskamp og ikke en kamp specielt for islam. Selv om de fleste tjetjenere bekender sig til islam, ønsker det store flertal en verdslig stat med frihed til individuel religionsudøvelse, og ikke en islamisk republik.
Der er fuldt tilstrækkeligt med unge tjetjenere der vil kæmpe i frihedsbevægelsen, der er ikke brug for fremmede, de vil blot være en byrde for de veltrænede og stedkendte tjetjenske soldater.
Hvis dine planer ikke var, at du ville melde dig til den tjetjenske hær under Præsident Aslan Maskhadov, men til én af de fundamentalistiske udbrydergrupper, f.eks. Sjamil Basajev’s, kan jeg oplyse dig om, dels at disse gruppe kun støttes af et meget lille mindretal af den tjetjenske befolkning, dels at de er under stærk mistanke for at være redskaber for FSB, og dels at når tjetjenerne har vundet deres frihedskamp, vil medlemmerne af disse grupper blive stillet til retsligt ansvar for deres forbryderiske handlinger, herunder terrorangreb og gidseltagninger.
Hvis du mener det alvorligt med at ville støtte det tjetjenske folks sag, bør du som dansk statsborger støtte tjetjenerne ved politisk at arbejde for deres sag her i landet.

Carl Erik Foverskov
Støttekomiteen for Tjetjenien

Stop 68'er-dagsordenen nu
*STOP-NU-initiativet vil forbedre vilkårene for de danske elever og studerende. Men når midlet er en forældet dagsorden, der højst peger i retning af nogle få reaktionære semi-løsninger, så kan initiativet næppe sælges som andet end en dårlig undskyldning for at pleje sit indbildte sociale image.
Under dække af at ville fremtidssikrer uddannelsessystemet, har STOP-NU-initiativet (SN) opstillet en række punkter, som vi elever og studerende bør sige fra overfor. Men i stedet for at tale ind i fremtiden, identificerer SN nogle mindre væsentlige problemer, og peger efterfølgende på fortidens løsningsforslag:
Flere penge og mere demokrati.
Naturligvis skal vi som studerende ikke gå med til generelle nedskæringer, men som en organisation der også taler andre elevers sag, ignorerer man, at vi har verdens dyreste folkeskole, og ifølge UM har gjort både den og ungdomsuddannelserne dyre hen over de sidste år. Denne manglende nuancering fra SN kaster en utroværdig skygge hen over det faktum, at der siden 1997 faktisk er brugt færre penge pr. universitetsstuderende.
Troværdigheden til SN som værende andet end et økonomiske projekt forsvinder med kravet om stop til brugerbetaling. Vores uddannelser gratis, og de fleste af os får en hæderlig SU. I stedet for et forkælet, blindt og bredt krav om flere tilskud, ville det være mere solidarisk at fokusere på mere hjælp til dem, der har brug for det. Det vil blandt andet sige de enlige forsørgere, der stadig har det hårdt økonomisk, men også nydanskerne, der har svært ved at komme over den sociale og kulturelle kløft, der omringer forelæsningslokalerne.
Med den utroværdige og amoralske dagsorden diskvalificerer SN nærmest sit eget krav om mere demokrati. Hvis vi som elever og studerende vil gøre vores røst gældende, bør det ske på et sagligt grundlag, og vi bør fokusere på det der forringer vores uddannelser mest. Et oplagt eksempel kunne være utidssvarende undervisere og undervisningsformer. Hvorfor ikke stille krav om mere innovation på undervisningsfronten? Og hvorfor kæmpe mod ekstern ledelse på universiteterne, når det i hele verden kun er de interne, der har interesse i at opretholde de eksisterende, konserverende rammer? Det er en kæmpe misforståelse, at vi skulle have samme interesser som vores lærere og undervisere!
At forbedre uddannelsessystemet med SN’s dagsorden, er som at lue ukrudt med en hammer. Hvis vi som studerende ønsker forbedringer, bør vi fra et socialt ansvarligt udgangspunkt smøge ærmerne op og tage fat, hvor det nytter: Identifikation af forudsætningerne for at lære, forsat optimering af den anvendte læringspædagogik, flere krav om videreuddannelse af undervisere og lærere, mere effektiv ledelse og altså generelt:
Afvikling af det undervisningsparadigme STOP-NU med sit fokus selv er med til at opretholde.

Laurits Rasmussen
studerende på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her