Læsetid: 7 min.

DEBAT

Debat
27. oktober 2004


Til højre midt for
*Kære Morten Messerschmidt, du skriver i et indlæg (Inf., 22. okt.), at DF befinder sig i midten af dansk politik. Du indrømmer, at nogle af jeres mærkesager er »strammere udlændingepolitik, hård retspolitik og lavere skatter«, men mener ikke, det gør jer særligt højreorienterede.
Det kan undre. En stram udlændingepolitik er et udtryk for, at de oprindelige borgere i landet er mere værd end andre mennesker. Det står i modsætning til den lighedstænkning og den respekt for de universelle menneskerettigheder (i moralsk, ikke juridisk forstand), der er en del af både den socialliberalistiske og marxistiske tradition.
En hård retspolitik betyder, at man sætter statens interesser over borgernes. Man vil beskytte almenvellet i en grad, der tillader at de individuelle rettigheder tilsidesættes i større eller mindre grad. Det er i modstrid med den klassiske liberalisme, der i hele Europa udgjorde den venstrefløj, der tog et opgør med den mere autoritære højrefløj. I Danmark har vi eksempelvis set det liberale Venstres opgør med godsejerpartiet Højre. Også jeres retspolitik er altså en stærk indikator på, at I tilhører højrefløjen.
De lavere skatter er et krav som højrefløjen overalt i den vestlige verden stiller. Lavere skatter betyder mindre omfordeling af samfundets ressourcer og dermed større ulighed i samfundet. Kampen mod økonomisk ulighed er et af de afgørende træk ved den danske venstrefløj, der altid har været inspireret af socialismens lighedsideal. Altså endnu et højretræk.
Nu burde I vide, hvad en højrefløj er – så mangler vi bare, at I indrømme, hvor i hører hjemme!

Rasmus Nørlem Sørensen
stud.mag. og medl. af
debatgruppen Papirtiger

Halleluja
*Modersmåls-Selskabets formand foreslår den 21. okt., at alle skolebørn forpligtes på at lære 10 salmer og 20 sange – helst udenad. Håbet er – for der er intet andet belæg – at man kompenserer for opløsningen af det nationale fællesskab.
Det lyder optimistisk. Reduktion af kompleksitet med nogle obligatoriske sange – er det mon også børnenes sange, eller blot Selskabets sange? Forslaget minder om den slags kompleksitetsreduktion, der er på spil, når de nyreligiøse samles i USA som Promise-keepers. »I Modersmåls-Selskabet tror vi på, at en sangkanon vil...« Halleluja!

Jørgen Thorslund
Slangerup

Ubehjælpsom damage control
*I medierne var alle politikere mere eller mindre troværdigt rystede over anholdelsen af Fl. Oppfeldt. Og midt i alt rysteriet fungerede statsministerens damage control, som det hedder i spindoktor-jargonen, ikke optimalt.
»Folk er i stand til at sondre mellem, hvad der er regering og politik, og hvad der er et enkelt medlems private handlinger, som vi naturligvis må tage skarp afstand fra,« sagde statsministeren ifølge Frederiksborgs Amts Avis.
I TV-Avisen sagde han nærmest det modsatte. Nemlig at det er en sag, der kan ryste folks syn på folkevalgte, som man efter hans mening med rette må stille krav til er i stand til at opføre sig ordentligt.
Hvis han helhjertet mente det første, er der vel ingen grund til, at Oppfeldt skal forlade Folketinget og Venstre.

Jan Krag Jacobsen
Farum

Uartighed
*Debatformen i Danmark er ikke ligefrem blevet kønnere de senere år; man tillader sig at benævne andre mennesker de værste ting. Jo værre jo bedre, synes devisen at være. Det gælder også den ellers sobre Mikkel Wold, der i sit Luther-portræt (22. okt.) finder lejlighed til at kalde Grosbøll for ’kystbaneteolog’, hvormed Wold får stemplet ikke blot Tårbæks suspenderede præst, men også hans menighed, der jo bakker op om deres præst og hans udlægning af teologien.
Nu gør jeg mig ingen forestillinger om, at Wold kunne finde på at give en undskyldning, men han burde i det mindste trække udtrykket tilbage, som han har fra det nært beslægtede kystbanesocialist, der tillægges den senere generaldirektør i DR, Hans Jørgen Jensen, som anvendte udtrykket første gang i en kronik Berlingske Tidende.

Jens J. Arnum
Silkeborg

SF kræver skat fra multinationale
*Jens Chr. Stausholm Christensen undrer sig den 20. okt. over, at der ikke er grebet politisk ind mod multinationale selskaber, der bruger udenlandske datterselskaber til at undgå at betale skat i Danmark. Og jeg deler hans undren.
De danske skatteregler er nemme at omgå, og kontrollen er ikke god nok. Alligevel har regeringen og Dansk Folkeparti adskillige gange stemt forslag fra SF og den øvrige opposition ned, som netop har lagt op til at skærpe beskatningen af de multinationale selskaber og lukke deres skattehuller.
Derfor er der ikke andet at gøre end at blive ved med at presse på, og så håbe på, at flertallet skifter ved næste valg, så vi kan sørge for, at også de multinationale selskaber bidrager til vores fælles velfærdssamfund.

Morten Homann
MF (SF)

Skoleuniform eller ej
*Annegrethe Rasmussen opholder sig p.t. i Paris og er tilsyneladende yderst begejstret for den franske skole (Inf., 23.-24. okt.). Fint nok. Rasmussens synspunkter er blot et indlæg blandt mange om det danske skolesystem. Sandheden er det jo ikke nødvendigvis.
Før Rasmussen og børn tog ophold i Paris, var hun i London, her gik børnene i den norske skole. Om denne skole kan man på hjemmesiden http://www.dnslondon.com/Diverse/danske_sider.htm læse denne begejstrede beskrivelse, skrevet af Annegrete Rasmussen: »Derfor valgte vi den norske skole. Masser af udendørs leg, ingen skoleuniform, en fri omgangstone og små klasser. Danske familier føler sig hjemme på den norske skole – først og fremmest, fordi den ligner det system, de kender fra Danmark«.
Artiklen slutter med følgende oplysning: »Annegrethe Rasmussen er London-korrespondent for det danske dagblad Information og har selv to børn i den norske skole.«
Hvor mon næste skoleophold kommer til at stå? Mon Rasmussens børn når at få lov til at opleve det danske skolevæsen i praksis, og ikke blot gennem morens læsning af diverse OECD-rapporter. Hvem ved, måske er det ikke længere som i 1970’ernes kedelige sønderjyske folkeskole?

Gorm Nielsen
Nykøbing F.

*Annegrethe Rasmussen synes at beskrive en katolsk privatskole. De offentlige skoler i Frankrig anvender ikke skoleuniformer, og beskrivelsen af meddelelsen til forældrene om påklædningen samt episoden med diplomatfædrene tyder også på, at der er tale om en privatskole med et deraf følgende særligt udvalgt elevklientel.
Hvad kan vi så bruge denne beskrivelse til, når vi sammenholder den med skolebørnene i Gjellerupparken og Nørrebro i København ?

Kai Giørtz-Laursen
fhv. chefpsykolog

SVAR: Da jeg forlod Danmark, valgte jeg rigtignok den norske skole i London bl.a. fordi jeg ikke brød mig om skoleuniformer. Jeg har skiftet mening! Artiklen på den norske skoles hjemmeside er ikke min kommentar, men gengiver udsagn fra to danske mødre, som jeg interviewede.
Den franske skole, jeg skrev om forleden, er ikke katolsk. Det er en privatskole, som har engelsk fra børnehaven (75 pct. af eleverne er franske, 25 pct. ikke-franske). De bedste, mest kendte franske skoler er ikke private, men statsskoler (modsat Storbritannien). Men de er for akademisk krævende for mine endnu ikke-fransktalende børn.

Annegrethe Rasmussen

Kollektiv afstraffelse af civile
*Efter 40 års besættelse diskuterer det israelske parlament, Knesset, Sharons ensidige tilbagetrækningsplan fra det ludfattige Gaza. Samtidig med debatten har israelske kampvogne og helikoptere, efter en aktion udført af Hamas, angrebet en flygtningelejr i Gaza. Det resulterede ifølge BBC-World i 14 døde og 50 sårede palæstinensere, heriblandt mange børn som måtte flygte fra deres legeplads.
Hvor længe skal denne kollektive afstraffelse af civile palæstinensere fortsætte,før det internationale samfund sætter en stopper?
Skal hele Gazastriben drukne i blod?

Ulla Jessing
Virum

Et kulturindustrielt komplot
*Jeg ser dagligt mennesker med mindre kropsfylde end jeg selv, men nok flest med mere. Derfor vil jeg vurdere mig selv til at ligge lige under, hvad der er at betragte, som gennemsnitlig kropsfylde her til lands.
Igennem en årrække har jeg indkøbt undertrøjer (t-shirts) til 30-50 kr. stykket; en pris, der mere end antyder, at det ikke er mærkevarer. Alligevel er jeg nu blevet uskyldigt offer for et modefænomen. Undertrøjerne forhandledes i størrelsen ’small’ – altså min størrelse. Derfor var min forfærdelse stor, da ekspedienten under mit forrige tøjindkøb meddelte mig, at størrelsen var udgået. »Small er en uddøende race«, sagde hun. Idet jeg forlod butikken med uforrettet sag og med ekspedientens evolutionistiske profeti i baghovedet, anede jeg konturerne af en sammensværgelse. Tiden gik, og det samme billede viste sig i andre tøjforretninger, hvor størrelsen small forsvandt fra hylderne. Indtil de en dag opstod igen – størrelsen small var tilbage. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog at være en forklædt størrelse medium. Alle størrelser er rykket, så man nu skal være godt i stand for at kunne bære en størrelse medium. Fedmen er ganske enkelt blevet normaliseret.
Den tyske filosof Theodor Adorno (1903-69), der kaldte enhver form for masseproduktion af underholdnings- eller livsstilsprodukter for kulturindustri, benyttede sig af begrebet »den repressive egalitets triumf«, om det af markedskræfterne manipulerede kollektivs sociale tvang. Under konstant påvirkning af kulturindustriens reklamer og påståede mode – og i misforstået sympati med de overvægtige, har man overbevist dem, der normalt ville købe undertrøjer i størrelse small om at købe noget større. Efterspørgslen falder, varen udgår – simpel markedsøkonomi. Men disse mennesker er kun ubevidst en del af sammensværgelsen.
For kulturindustrien er de overvægtige et hastigt voksende befolkningssegment, der stort set er ekskluderet fra den kropsnære mode. Som en maskine sætter det kulturindustrielle system i gang. Reklamefolk udpønser strategier, popkunstnere købes til at gå i for stort tøj og konceptet sænker sig som et tæppe over de købestærke, men letpåvirkelige unge.
Hele konceptet er så godt designet, og kulturindustrien så dygtig til at sløre profitmotivet, at de unge mennesker nu tror, at tøjet er et udtryk for deres egen autonome kultur, der udstråler selvstændighed og oprør mod systemet. Men oprøret mod systemet er udtænkt af systemet – udelukkende for at tjene penge på fedmeepidemien.
Mit eneste håb er, at Oscar Wilde havde ret da han sagde: »Mode er en så afskyelig form for grimhed, at vi bliver nødt til at udskifte den hvert halve år«. Og så vil der måske igen blive tid til de tynde.

Mikkel Ferneborg
studerende ved Danmarks
Biblioteksskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her