Kommentar
Derrida (1930-2004) var frihedskæmper, som bekæmpede demokratiets modstander, metafysikken. I bogen After Philosophy skriver Kenneth Baynes, at Derridas projekt var at dekonstruere vestens metafysik eller logocentrisme, der påtvinger ting talemåder, som ikke er i tingene selv, men som i stedet er strategier til udelukkelse og undertrykkelse opretholdt af filosofiske systemer.
Derridas fortjeneste er, at han sammen med Foucault har diagnosticeret de fundamentalistiske kræfter, metafysikkens pastoralmagt, som er indbygget i moderniteten i en sådan grad, at moderniteten bør dekonstrueres til en ny demokratisk postmodernitet. Med ord som logocentrisme og dekonstruktion har Derrida afsløret vore universiteter som moderne klostre og templer til dyrkelse af modernitetens afgud, ordet. Og med sine empiriske studier af ordenes arkæologi har Foucault påvist pastoralmagtens virkning på mikro-niveauet.
Meta- og fysiske herrer
Ved at dæmonisere demokratiets sofister fik antikkens metafysik bugt med det græske demokrati og installeret sig selv som bedrevidende filo-sofister på Platons akademi, som siden blev til først klostre så universiteter. Men demokratiet fik et comeback i oplysningstiden, efter Newton havde påvist det tredje metafysiske nedslag i verden. Pythagoræerne havde allerede påvist, at det er metafysiske love bag harmoniske lyde og geometriske figurer. Newton påviste, at når æblet og månen falder til jorden, så er det ikke en metafysisk Herres uforudsigelige vilje, der sker i himlen og på jorden, men derimod en fysisk vilje til ændring, en kraft, som kunne forudsiges ved at sættes i tal og beregning. Men hvis naturens love kan opdages i laboratoriet og udbredes gennem oplysning, så kan vi undvære formynderiet fra vore to herrer, den fysiske herremand og den metafysiske Vorherre. Vi skal blot, som Kant sagde, have mod til at bruge vor egen fornuft. Så oplysningstiden geninstallerer demokratiet, som realitet i USA og Frankrig, og som drøm i Tyskland, der måtte vente små 200 år, før man kunne realisere et tysk demokrati. USA har stadig sin første republik, medens Frankrig med sin 5. republik må erkende, at demokratiet begynder at smuldre, så snart det er installeret, hvorfor hele den franske nation er mobiliseret til forsvar for republikken, franske tænkere inklusive. Så det unge tyske og det erfarne franske demokrati kan med Habermas og Derrida være enige om Kants formulering af demokratiets drøm, men de er rygende uenige om, hvordan demokratiet realiseres. Habermas ser ordet som bærer af den herredømmefrie demokratiske dialog. Og Derrida ser ordet som bærer af metafysisk pastoralmagt installeret af universitetets forskere til trods for Heideggers og Nietzsches påvisning af, at alle er-udsagn mangler objektivt grundlag.
At Derrida har ret i sin metafysikkritik fremgår af en enkel observation, blyants-dilemmaet: Anbragt mellem en lineal og en ordbog kan en blyant pege på tal, men ikke på ord. Dvs. udsagnets grundled, blyanten, kan selv falsificere usande tal-udsagn, men ikke usande ord-udsagn. Tal er troværdige data, som kan bruges til at frembringe validerbare udsagn, forskning. Ord er ren fortolkning, der præsenteret som forskning bliver til forførelse, som dog kan bekæmpes med dekonstruktion.
Derrida har dog uret i, at al metafysik skal dekonstrueres. På universitet er der både sande og falske metafysikere. F.eks. er fysikere sande metafysikere, da de kan validere deres tal-udsagn med troværdige tal-data. Det er ord-forskernes er-domme, som er den falske metafysik. Demokrati forudsætter derfor, at det moderne universitet sekulariseres. Og at vi fortsætter Derridas arbejde med at dekonstruere dets metafysiske talemåder for at påvise, at disse er installeret, ikke gennem en demokratisk debat, men som diktat fra pastoralmagtens vogtere.
