Læsetid: 2 min.

Etik og Isak

18. oktober 2004

Tro
I Det Gamle Testamente siger Gud til Abraham, at han skal ofre sin eneste søn Isak, og Abraham indvilliger. Abraham sætter sin tillid til Gud højere end sin etiske forstand. Derfor er han hverken værre eller bedre end den religiøse fundamentalist, der spænder sprængstof om maven og blind af tro vandrer ind i menneskemængden.
For hvad adskiller Abraham og den fanatisk troende, som anser sit selvmord for påbudt af gud? Den troendes valg er en potentielt hensynsløs fundamentalisme; uforenelig med det, man kunne kalde en verdslig etik. Og fundamentalismen er ikke nødvendigvis islamisk, men blot religiøs. Den træder i kraft, hvor det etiske tilsidesættes for det religiøse.
Også Søren Kierkegaard får i sin Frygt og Bævn fra 1843 sagt, at troen står højere end det etiske. Det er en uetisk påstand, for så vidt Kierkegaard må mene, at den troendes tillid til Gud til enhver tid tilsidesætter det etiske valg. Men det er ikke desto mindre hans opfattelse. I Kierkegaards teologi befinder det religiøse menneske sig på et højere stade end det blot etiske menneske.
Han sammenligner Abraham med den tragiske helt Agamemnon, der var grækernes hærfører i krigen mod Troja. Agamemnon må ofre det bedste, han ejer, til guderne for at få medvind over havet. Det bedste, han ejer, er datteren Iphigenia. Men den etiske pligt som grækernes hærfører forekommer ham større end hans faderlige pligt. Derfor ofrer han datteren.
Agamemnons handling er etisk, skriver Kierkegaard. Han ofrer sin datter, fordi noget andet vejer tungere. Abrahams ofring af Isak er derimod uetisk. Han gør det, alene fordi Gud siger, han skal. Handlingen er en tilsidesættelse af ethvert andet menneske og har ikke et højere formål.
Kierkegaard skriver, at der ikke umiddelbart findes en »teleologisk suspension af det etiske«, dvs. en undskyldning for at gøre det uetiske. Og dog, tilføjer han så, for »Abrahams historie indeholder da en teleologisk suspension af det etiske. Han er som den enkelte blevet højere end det almene«. For Kierkegaard er dette troens paradoks, at en handling er retfærdiggjort, ikke fordi den kan fattes af den etiske forstand, men fordi den er Guds påbud.
Det er ord af fundamentalistens mund. Det etiske tilsidesættes af Guds vilje, den troendes valg erstatter etikerens. Da er der en verden til forskel mellem tro og verdslig etik. I det moderne vestlige samfunds optik er det et så problematisk skisma, at dets konsekvenser synes at have fået næsten uoverstigelige dimensioner. For spiren til fundamentalisme ligger ikke blot i Islam. Den findes overalt, hvor troende mennesker erstatter et etisk valg med et religiøst. Også hos Kierkegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu