Læsetid: 4 min.

Det europæiske hus

Efter 10 år kan EU-Kommissionens hovedsæde – Berlay-montbygningen – atter indtage sin plads som monument for det europæiske projekt
Debat
25. oktober 2004

International
En nylig undersøgelse viser, at EU-Kommissionen har et alvorligt imageproblem blandt EU-borgerne. Administrationen opfattes som bureaukratisk, uigennemskuelig, for dyr og for ineffektiv, hvilket næppe kan siges at være en nyhed. Interessant er det dog, at undersøgelsen falder umiddelbart sammen med, at EU-Kommissionens hovedbygning, Berlaymont, genåbner efter knap 10 års renovering.
Berlaymontbygningen er den firearmede bygning, som ofte danner baggrund for reportager fra Bruxelles. Den har siden 1969 fungeret som hovedsæde for EU-Kommissionen, men måtte i 1991 rømmes på grund af omfattende asbestforurening.
I 1995 gik en renovering i gang med år 2000 som deadline, men af forskellige årsager blev såvel tidsfrist som budget overskredet flere gange. Sidstnævnte har især belgierne mærket til. Den belgiske stat påtog sig ansvaret for renoveringen, som ifølge seneste budget har kostet 670 mio. euro. Heri er ikke medregnet omkostningerne til genhusning af Kommissionens ansatte, hvilket har givet anledning til rygter om en samlet renoveringsudgift på svimlende 1,4 mia. euro.
For ’det kolde monster’ eller ’den store dinosaurus med de små ben og den lille hjerne’, som Berlaymont kaldes, har renoveringsforløbet ikke hjulpet på bygningens eller systemets popularitet. Dog ville det have været begrædeligt, hvis det var lykkedes kritikerne at få Berlaymont jævnet med jorden, idet bygningen indgår i en arkitektonisk beretning om såvel Belgiens som Europas historiske udvikling.
Ikke langt fra Berlaymontbygningen ligger Parc du Cinquantenaire. Parken blev anlagt i 1880 i forbindelse med Belgiens 50 års jubilæum. I anledning af 75 års jubilæet i 1905 blev der her opført en storslået trebuet arkade, med to tilhørende sidebygninger. På toppen af arkaden står en pompøs bronzeskulptur, som skuer ned mod EU-institutionerne og Bruxelles’ centrum.
Med arkadens størrelse og parkens symmetriske orden, minder parken om så mange andre europæiske nationale monumenter fra en tid, hvor stat og nation blev hyldet som samfundets centrale fundament. Ingen kunne dengang forudsige, at modsætninger mellem de europæiske nationalstater skulle føre til to traumatiske verdenskrige, som ikke mindst Belgien måtte lægge jord til. Med en række mindre monumenter opstillet i parken mindes om nationalstatens værste sider: krig, død og ødelæggelse.

Fatale krige
Ved parkens øst-indgang er opført en væg med navne på faldne fra Første Verdenskrig. Videre inde i den store arkade ligger et militærmuseum, hvor den militærtekniske udvikling, som må siges at være kommet til fuld udfoldelse i Belgien, kan beskues. At krig og dens konsekvenser på den måde udstilles i en nationalbygning, er et tydeligt udtryk for krigens rolle i Belgiens nationale erindring og fortælling.
Parkens vest-indgang fører ned til området ud for EU-institutionerne. Her står en buste af franskmanden Robert Schuman, der var ophavsmand til kul- og stålunionen og en af arkitekterne til ideen om et forenet Europa. Denne idé rummede et ønske om at skabe et overnationalt system, der kunne skabe den økonomiske og sikkerhedsmæssige stabilitet, som man havde manglet for at afværge Europas fatale storkrige.
Meget sigende er Schumanbusten placeret med ryggen til parken, som om han med afsæt i det nationale projekt har tankerne og blikket rettet frem mod det nye Eu-ropa: Et Europa, hvor modsætninger skulle overvindes og freden sikres gennem bindende traktater, der samtidig skulle føre Europa sammen i et stadigt tættere samarbejde. Dette var hovedtanken bag oprettelsen af kul- og stålunionen, der blev til EU.
At det europæiske projekt har en anden baggrund og et andet sigte end det nationale projekt afspejler sig også i Berlaymontbygningens udformning. Med dens fire arme, som i udadgående buer er sammenføjet på midten, markeres der et mere åbent og inkluderende forhold til omverden, sammenlignet med Parc du Cinquantenaire og arkadens markant afgrænsende, rektangulære og symmetriske udformning.
På baggrund af to verdenskriges slagmarker, eller nationalstaternes sammenbrud om man vil, står Berlaymont som symbol for forestillingen om det europæiske hus som et grænseløst og inkluderende Europa.

Imageproblem
Også i forhold til EU’s udvidelse er ombygningens symbolværdi til at få øje på. Med asbestoprydningens besværligheder voksede regningen for Berlaymonts renovering. En tankevækkende parallel til udvidelsesprocessen, hvor netop prisen for udvidelsen, som en anden asbestforurening afslørede EU-projektets manglende folkelige opbakning. Et møjsommeligt problem at komme til livs, men af vital betydning for hele projektet.
Franske landmænd og danske fagforeningers reaktioner på EU’s udvidelse har vist, at der blandt befolkningerne er en grænse for forandringsprocessen i det euro-pæiske projekt. I den forbindelse afspejler der sig et centralt modsætningsforhold mellem EU-systemet og borgerne. Systemet holder som Schuman blikket fremadrettet, mens borgerne frygter, at deres eksistensgrundlag forsvinder i EU’s uigennemskuelige, teknokratiske og udemokratiske projekt.
Dette imageproblem har selvfølgelig vakt bekymring i EU-institutionerne. I et forsøg på at imødekomme borgernes skepsis over for EU har arkitekterne bag renoveringen af Berlaymont tilføjet bygningen en transparent miljø- og menneskevenlig skærm. Konkret skal skærmen forbedre arbejdsklimaet ved at holde varmen ude om sommeren og inde om vinteren. Symbolsk sker det i håbet om at signalere nærvær og gennemskuelighed i forholdet til borgerne.
Om arkitekturen vil have positiv effekt på EU’s næste imageundersøgelse er uvist. Måske er det trods alt for meget forlangt af en transparent skærm. Ses Berlaymontbygningen i dag fra gadeplan kan den bekymring strejfe en, om ikke EU og hele det europæiske projekt er blevet indhyllet i et endnu et lag velmenende (men kostbare) aftaler, endnu længere væk fra borgerne.
Tiden vil vise om renoveringen af Berlaymont og udvidelsen af EU blot har gjort dinosaurusen endnu mere ubehjælpsom, klodset og dyr.

*Søren Hansen er cand. mag. i kulturstudier og historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her