Kronik

Fantastiske Cortázar

Den argentinske forfatter Julio Cortázar(1914-1984) er indirekte med til at løfte latinamerika ud af den europæiske kulturarv for at vende tilbage til kunstens naurliehe
11. oktober 2004

Kronik
Den berømte chilenske digter Pablo Neruda har engang sagt: »Enhver, der ikke læser Cortázar, er fortabt«.
Mens den argentinske forfatter Julio Cortázar endnu var lille, gik faderen ned for at købe cigaretter og kom aldrig tilbage. Hans forfatterskab om, hvorledes rutiner slår om i risiko, har gjort ham til Latinamerikas hverdagshelt número uno.
På trods af at argentinske Julio Cortázar anses for at være blandt Latinamerikas vigtigste forfattere, er han endnu ikke kendt af et dansk publikum. Latinamerikas litteraturliv har ellers markeret sig gevaldigt med prominente navne som Isabel Allende, Gabriel García Márquez, Octavio Paz og så selvfølgelig den fantastiske litteraturs fædre Jorge Luis Borges og Adolfo Bioy Casares. Cortázar er netop det tredje medlem af den fantastiske litteratur. Ved at udforske hverdagslivet revolutionerede forfatteren den moderne roman og løsrev sig fra den europæiske kulturarv i ét og samme hug. Gennem Cortázars forfatterskab får vi indblik i et komplekst fænomen, hvor rutiner giver momenter af dyb indsigt. Cortázars beskrivelser af situationernes omvending, af parallelle virkeligheder kendetegner den argentinske señors bidrag til den fantastiske litteratur.
Cortázar fejres gennem dette år i Argentina for sin indflydelse på den latinamerikanske litteratur. Han blev født den 26. august 1914 i Bruxelles, men familien vendte tilbage til Buenos Aires fire år efter. Fra 1951 og til sin død den 12. februar 1984 boede han i Paris, hvor han i starten arbejdede som oversætter ved UNESCO.

Med Cortázars forfatterskab bevæger den latinamerikanske litteratur sig væk fra den nationale allegori. Læsningen af den latinamerikanske litteratur har traditionelt set afspejlet nationen, men Cortázars omdrejningspunkt er selve læseren:
»Mens én læser hen mod slutningen formår at se noget af sig selv, så falder en anden blidt tilbage i den etablerede orden; disse er de dialektiske spil, som enhver må betragte omkring sig eller i spejlet på badeværelset uden at lægge nogen mening i det. Det, jeg skriver, burde bidrage til at forandre ham, til at rykke ham, til at forbløffe ham, til at fremmedgøre ham«.
Cortázars værker kommer ikke med løsningsforslag; de begrænser sig til at vise mulige veje ved at banke muren ned for at se, hvad der er på den anden side af væggen.
I forlængelse af dadaisme, surrealisme og eksistentialisme hylder Cortázar avantgarde-litteraturen, hvis formål er at nedbryde skellet mellem kunst og hverdagsliv. Sproget skal formes til situationen og ikke omvendt for at læseren selv kan konstruere sin egen verden. Dermed ønsker han at lave en glidende overgang mellem fiktion og virkelighed. Litteraturen skal kunne føles, mærkes og være nærværende. Dette opnås ved at skabe de realistiske rammer med hverdagen som omdrejningspunkt, hvor det fantastiske slår ned. Præmissen for overgangen fra det realistiske til det fantastiske skal findes i et manifest, Cortázar skrev i 1947 om Tunnelens teori: »Tunnelen, passagen, broen, bilen, bussen, kort sagt de lukkede rum bliver til gennemgangssteder, hvor man kan bryde ind i en fantastisk verden. Disse steder er mulighedernes land og må ikke forveksles med den magiske realisme, som vi kender den fra García Márquez. Den magiske realisme udspringer fra de oprindelige folks fortælletradition i Den Nye Verden, hvor overnaturlige elementer indtræder: huset snakker og træerne løfter børnene op.«

I Todos los fuegos el fuego (Den tabte himmel) fra 1966 træder hovedpersonen i novellen af samme titel ind i en passage i Buenos Aires, som umærkeligt omdannes til en kendt passage i Paris. I Buenos Aires befinder den unge børsmægler sig i året 1928, men året i Paris er 1970. Passagen er forbindelsen mellem før og nu, her og der, offentligt og privat. I passagen er den herskende orden suspenderet og hovedpersonen skaber egne erfaringer ved at flanere på må og få.
I slutningen af 1920’erne krakkede som bekendt New Yorks børs i Wall Street, og novellen kan læses som en udfordring til det konforme, rutineprægede hverdagsliv, der pludselig kan bryde sammen og skabe en risiko. Hyldesten til det spontane er tydelig og ses i børsmæglerens omflakken. Teorien om tunnelen viser det lukkede lands mulige univers. Dette er ikke magisk, men fantastisk.
I Los premios (Præmierede) fra 1960 opdager passagererne ombord på et krydstogtskib, at skibet ikke styres af nogen. Dette er starten på en kulturel emancipation fra Europa: Fortælleren sætter fokus på netop spontanitet og sensation. Ved at forkaste det rationalistiske og logocentrerede i den europæiske civilisation vil Cortázar tilbage til det naturlige, til det oprindelige i den amerikanske (læs: latinamerikanske) verden. Hermed kritiserer han de mekaniserede europæere for at have nærmet sig surrealismen og kunsten fra den forkerte side modsat latinamerikanerne, der kommer fra det fertile mørke og ind i lyset af rationalitet. Kunsten udspringer derfor i sit naturlige element fra Den Nye Verden og er samtidig alternativet til den rationelle, ‘flade’ hverdagserfaring, der sætter spørgsmålstegn ved elementer af selvfølgelighed.
Den prosaiske virkelighed, de daglige rutiner, hverdagens ulidelige lethed. Alle disse elementer ophæves i Cortázars verden og slår om i risiko, men også i eventyr. Formmæssigt er Cortázars hovedværk fra 1967 Rayuela (Hinkeleg) et eksempel på dette. Bogen kan læses fra A til Z, eller efter forfatterens anvisninger. Bogen er den samme. Historierne er det ikke. Rayuela afspejler Cortázars optagethed af at udforske det moderne menneskes eksistensgrundlag. Kort fortalt leger forfatteren med læseren ved at sætte spørgsmålstegn ved den givne orden.
Cortázar nærmer sig i sine hverdagsagtige beskrivelser en verden af erfaring og arketyper, hvor tingene atter vil indtræde i deres primære mening. I »Vejledning i at gå op ad en trappe« fra værket Historier om kronoper og famøser (1962) er beskrivelsen af netop denne trappeopstigning uundværlig: »Man bør gå forlæns op ad trapper, da de forekommer særdeles ubekvemme, hvis man gør det bag- eller sidelæns«, advarer argentineren. Cortázars forfatterskab anses den dag i dag for at være the state of the world i forholdet mellem Europa og Latinamerika, i betingelsen af at være latinamerikaner. Ved indgående at proklamere en tilbagevenden til det oprindelige– blandt andet vist gennem hverdagssituationer – er Cortázar indirekte med til at løfte Latinamerika ud af den europæiske kulturarv for at vende tilbage til kunstens naturlighed.
Med Cortázar gives dyb indsigt i hverdagens små mysterier, der er så nødvendige for ikke at fortabe sig. Eller som Neruda fortsætter: »Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist… og vil, sandsynligvis, lidt efter lidt, tabe håret«.

*Hans Haahr Larsen er stud. mag. i spansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu