Læsetid: 5 min.

Den forsvundne ambition

Debat
18. oktober 2004

Globalisering
EU barsler med et direktiv, der skal gøre en 48 timers arbejdsuge til en gennemsnitlig norm for lønmodtagere i EU. Det er ifølge beskæftigelseskommissær Stavros Dimas et tiltag »der skal beskytte arbejderes helbred og sikkerhed, samtidig med at fleksibiliteten øges og konkurrenceevnen bevares« (Urban, 23. september).
Kommissionens forslag må bl.a. ses på baggrund af SPD’s (læs: Schröders) arbejdsmarkedsreformer i Tyskland og især Siemens og Daimler Chryslers nye model for arbejdsmarkedet: arbejd længere for mindre. Inden for SPD i Tyskland er der en opposition på vej under ledelse af SPD’s enfant terrible Oskar Lafontaine. Forbundsrepublikken har altid udmærket sig ved at være både en retsstat og en socialstat. Sidstnævnte implicerer indskrænkning af den enkeltes frihed til gavn for alle og ikke mindst: social retfærdighed. Med afsæt i denne kendsgerning og en lang socialdemokratisk tradition for at værne om den, kan der snart dannes en opposition til Schröders postmoderne opfattelse af hvad socialdemokratisk politik er. I Danmark bejler Dansk Folkeparti til de vælgere, der savner en Oskar Lafontaine-opposition i Socialdemokratiet. Lykketoft propaganderer med det nye partiprogram for en individualistisk samfundsopfattelse. Men med EU-direktivet in mente kan den individualistiske samfundsopfattelse misforstås som det krydderi, der skal få danske lønmodtagere til at sluge en ny-liberalistisk omkalfatring af den danske socialstat råt. Tiden kan hurtigt blive skruet tilbage til år 1920, hvor det lykkedes at få indført tre-gange-otte-princippet, dvs. otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn. Man arbejdede 48 timer om ugen, inklusiv lørdagsarbejde. Over flere etaper er det lykkedes at få arbejdstiden ned på 37 timer (1986). På baggrund af de sidste mange års høje arbejdsløshedstal og en vanvittig produktivitetsstigning, også inden for det offentlige, har det været naturligt fra lønmodtagerside at ønske sig arbejdstiden skåret endnu længere ned – til 30, 25 eller sågar 20 timer ugentligt. Med omkring en million mennesker i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet er sådanne ønsker meget forståelige.

Med milde øjne
Derfor bør det bekymre Socialdemokratiet, når også danske arbejdsgivere, for eksempel Lindø-værftets nye direktør, Torben Anker Sørensen, bakker op om den tyske model: arbejd længere for mindre. I fagbevægelsen ser man åbenbart med milde øjne på kravet om at arbejde mere intensivt og i længere tid for samme løn. LO’s formand Hans Jensen tror ikke på en ’firkantet’ 40 timers arbejdsuge, han går ind for frivillige aftaler og mere fleksibilitet, med større ledelsesret over arbejdstiden for arbejderne som kompensation. SF’s arbejdsmarkedspolitiske ordfører Ole Sohn advarer om at EU-direktivet »vil give arbejdsgiverne mulighed for at lade arbejderne knokle halvdelen af året og så lade dem gå ledige uden for sæsonen« (Urban 23. september). Socialdemokraternes markedspolitiske ordfører Jan Petersen vil »sætte lup på forslaget«. Problemet for socialdemokratiske kernevælgere må være at der ikke er tale om et ubehageligt forslag, der pludselig dukker op. Forslaget udtrykker jo en tydelig tendens, der politisk er fastlagt allerede i år 2000 i Lissabon. Her besluttede man at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden, åbenbart nu også på bekostning af faste regler omkring arbejdstidens længde. Når man taler om en konkurrencedygtig økonomi, mener man også, at den skal kunne konkurrere med kinesiske arbejderes lønninger og selskabsbeskatningen i Asien i øvrigt.
I disse år ser man europæiske virksomheder flytte deres produktion og investeringer til Asien, især til Kina, på trods af at verdens folkerigeste stat er et diktatur, som man i alle andre sammenhænge tager afstand fra. Man forestiller sig, at markedsøkonomien vil katalysere en demokratisk udvikling. Som om markedsøkonomi har noget med demokrati at gøre i sig selv! Jeg gad f. eks. vide, hvilke tanker formand for EU-kommissionen, den tidligere maoist, portugiseren Barroso, nu konverteret til ny-liberalist, gør sig, når han den ene dag kan læse i avisen, at en formodet kollaboratør for en fremmed magt, en kinesisk medarbejder fra New York Times, Zhao Yan, er blevet arresteret for højforræderi og fængslet i tre år for at have villet danne et demokratisk parti i Kina, og den næste dag erfarer, at arbejdere og private virksomhedsejere i den spanske by Elche går amok i frustration over at billigt fodtøj, produceret af kinesiske virksomheder, kastes på markedet til priser, der er helt ude af trit med, hvad det koster at producere sko i Spanien. Protesten mundede ud i, at man brændte lagerhaller og fabriksanlæg ned til grunden!

Bjøls doktrin
Hvordan kan man moralsk legitimere over for sig selv og det demokrati, man skulle forsvare, at fortsætte udflytningen af virksomheder til Kina, som om der intet politisk problem var at forholde sig til? Og, som Jørgen Ørstrøm Møller her i avisen påpeger (2.-3. oktober), om føje år har Kina skabt et hjemmemarked, som kan aftage landets egen produktion. Man vil da have en dalende interesse i at eksportere billige varer til USA og EU. Man vil lukke sig om sig selv, og den demokratiske udvikling som det stigende handelssamkvem skulle sætte i gang, vil udeblive. Kina vil forblive en hybrid mellem stalinisme og fascisme. Økonomisk set er verden blevet en global landsby, men vi kan stadig vælge fra politisk.
Men det har man, forblindet af udsigten til en stadig større profitrate, lykkeligt glemt. Lad mig minde om hvordan Erling Bjøl definerede fascisme: »Racedoktriner, inklusive herrefolksteorierne, planøkonomi med bevarelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed retten til profit, forfølgelse og udryddelse af politiske modstandere uden lov og dom, militaristisk ungdomsopdragelse i stedet for humanistisk, feudalisme inden for landbruget, kvindernes og arbejdernes undertrykkelse, national undertrykkelse«. Hvis man ser bort fra herrefolksteorierne, kvindeundertrykkelsen og feudalisme inden for landbruget har vi en perfekt beskrivelse af Kina som et eksempel på det Bjøl kaldte ’rød fascisme’. Hvordan kan man overhovedet på den baggrund fra arbejdsgiverside komme på den formastelige tanke at true danske arbejdere med udflytning af arbejdspladser til Kina? Det er jo ret beset globalt ’værnemageri’! Nyrup modtog i sin regeringstid Dalai Lama med uhørt lav respekt på trods af sin viden om den udtalte nationale undertrykkelse af Tibet, der har stået på siden Kinas anneksion af landet i 1951. Nu trues de vestlige demokratier økonomisk og politisk af Kinas ’røde fascisme’, og der er ingen politiske reaktioner at spore hos de ansvarlige partier. Der tales udelukkende om økonomisk tilpasning. En 48 timers arbejdsuge er blot starten på en lang række forringelser af europæiske lønmodtageres vilkår, som EU’s nye forfatning er skræddersyet til at legitimere.
Socialdemokratiet må træde i karakter nu, ellers sker der bare det som de seneste Gallup’er viser: Danskerne vælger hellere en hensynsløs venstremand, der er entydig i sine udmeldinger, end en socialdemokratisk leder, der ikke tør være sit eget klassestandpunkt bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her