XL
Far, skal jeg vælge fransk eller drama som valgfag i ottende?«
Min 13-årige datter stod foran voksenlivets udfordringer.
Hvordan skulle hendes skolegang bedst kvalificere hende til livet?
Svaret lå lige på tungen for forældre, der jo vil deres barn det bedste. Selvfølgelig skulle hun da vælge fransk. Det gjorde vi jo selv i sin tid. Endnu et kundskabsfag, der ville styrke hendes muligheder for at klare sig på en videregående uddannelse, og fremmedsprog er vel aldrig helt af vejen.
På min skole blev drama opfattet som et lallefag for de flippede, der ville gøre hvad som helst for at slippe for uregelmæssige verber.
Men måske er evnen til at udtrykke sig ikke bare med korrekte udenlandske udsagnsord men kreativt med krop og sjæl en kvalifikation, fremtidens samfund vil efterspørge?
Måske vil evnen til at skabe være lige så værdifuld i fremtiden som evnen til at kunne?
Måske bliver det vigtigere at finde på end at huske på?
Meget tyder på det.
Tusinder af cand. mag.er, der gjorde præcis som deres forældre, lærere og studievejledere sagde, og valgte fransk og de andre rigtige fag, sidder i dag arbejdsløse og uvirksomme med deres lange, dyre uddannelser og store specialviden. De mangler noget nyt at omsætte deres store viden til, nu da efterspørgslen efter lærere, der kan uddanne nye generationer i kundskabsfag, er lille. Og hvem vil betale 25.000 kroner om måneden for en cand.mag., der ved alt om kommaets betydning for spansk litteratur i 1600-tallet?
Mange nyuddannede akademikere har smerteligt opdaget, at når alle gør det rigtige, bliver det rigtige forkert.
Hver anden, der har læst humaniora på universitetet, var i 2004 arbejdsløs et år efter afslutningen af studiet. 52,2 procent af nyuddannede arkitekter bliver arbejdsløse, 50 procent af akademi-ingeniørerne, 49,8 procent af bibliotekarerne, 39,6 procent af diplomingeniørerne og 35 procent af teologerne.
»De unge tænker ikke på job- og lønmuligheder, når de vælger studium. De gør det, alle i hele deres opvækst har sagt, at de skulle:
De følger kun hjertet og lysten. Men arbejdsløshed er en så tragisk oplevelse for de unge, at vi må skabe en ny fortælling. Vi skal kombinere lysten med realitetssansen, så de unge kan få et job,« sagde Benjamin Holst, chefkonsulent i Akademikernes Centralorganisation i radioudsendelsen Orientering. Hans udtalelser var en kommentar til en undersøgelse af 1700 unge, der blev studenter i sommeren 2004. 72 procent af dem erklærede, at de ikke skævede til jobudsigterne i deres valg af uddannelse.
Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet, er enig i, at de unge må kombinere deres drømme med realitetssansen.
»Men alene at foretage et fornuftsbaseret valg er som at vælge ægtefælle uden kærlighed. Det går galt til sidst.«
Meget få unge drømmer om at udvikle noget selv. At blive en, der sætter noget i værk, har initiativ, bygger noget op, finder på. Det er ikke prestigefyldt at være iværksætter i Danmark.
Som formanden for statens Innovationsråd, Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen, sagde, da NORDJYSKE bad ham give de 800 afskedigede medarbejdere på monteringsfabriken Flextronics i Pandrup et godt råd:
»Find på noget selv. Byg noget op. Skab noget. Gør noget.«
»Alle 800?«
»Ja, hvorfor ikke?«
Men blomsten af dansk ungdom kanaliseres fortsat i stigende omfang over i gymnasierne, hvor al for megen undervisning har et job som lønmodtager gerne i den offentlige sektor som mål.
Komikeren Casper Christensen har til radiojournalisten Gitte Løkkegaard i DRs P1 fortalt om sin tid i den danske folkeskole. Om hvordan det var accepteret, at der var forskel på, hvor god man var til matematik og til sport. Nogle fik bedre karakterer end andre, og på fodboldbanen var det ok, at nogle skulle spille i angrebet, andre skulle stå på mål eller være på andetholdet, mens andre igen måske burde finde på en anden idrætsgren.
»Men når det kom til de kreative fag, så skulle vi alle sammen være lige. Alle skulle være lige gode. Man fordelte rollerne til skolekomedien næsten ved hjælp af lodtrækning. Det blev slet ikke taget seriøst.«
Først da Casper efter 9. klasse kom på high school i Las Vegas, oplevede han et skolesystem, hvor kreativitet blev taget alvorligt, og hvor der blev stillet krav også til dem med talent for at finde på.
At han fik en pokal som Nevada-mester i at mime, anser Casper Christensen fortsat for en af grundpillerne under sin senere karriere som fornyer af dansk underholdnings-tv og stand-up-komik.
I årevis har ordet kompetence været et nøgleord for regeringer og i debatten om fremtidens uddannelser. Jo større viden om et enkelt område, jo bedre. Specialisering er afgørende. Man skal vide mere og mere om mindre og mindre.
Tankegangen har sine rødder hos to amerikanske erhvervsøkonomer, Hamel og Prahalad. I begyndelsen af 1990erne kritiserede de forretningsstrategien hos store multinationale selskaber som f.eks. Generel Electric, der spredte sig over utallige forretningsområder.
Kritikken gik på, at man ved at sprede sig risikerede at tabe konkurrencen på det område, hvor man var bedst. Opgaven for virksomheder og deres medarbejdere, lød det derfor op gennem 90erne, var at definere deres kernekompetence og koncentrere sig om den.
I virkeligheden er denne tankegang blot en videreførelse af Industrisamfundets forestilling om, at specialisering og endnu mere specialisering er nøglen til nationernes rigdom, som den liberale tænker Adam Smith formulerede det, da dampmaskinerne fik tryk på i slutningen af 1700-tallet.
Det er vel også rigtigt, at jo mere specialiserede vi bliver, jo bedre bliver vi til at udføre de opgaver, vi bliver pålagt.
Men er det nok?
Hvis udfordringen for fremtidens samfund består i at være engageret, tage selvstændige initiativer og have et personligt ansvar for at løse en given opgave, skal grundstenen for uddannelsessystemet så være et begreb som kompetence, der bygger på en tankegang fra Industrisamfundet?
I virkeligheden kan det, der var en kernekompetence i går, være den største forhindring for nytænkning i morgen.
Ikke at det pludselig bliver en kvalifikation ikke at vide noget.
Jeg vil til hver en tid hellere have fjernet min blindtarm af en vidende og kompetent kirurg end af en kreativ læge.
Men i en lang række fag vil kompetence i sig selv ikke være nok til, at vi er konkurrencedygtige. Dertil udveksles viden og kompetencer alt for hurtigt i Informationssamfundet. For at kunne konkurrere på kompetence må man beholde kompetencen for sig selv så længe, at man kan nå at få et nyt produkt på gaden og være fri for konkurrenter i tilstrækkelig lang tid til at kunne tjene investeringen i specialkompetencen hjem og gerne lidt til.
En tysk undersøgelse viser, at halvdelen af en computeringeniørs viden er forældet allerede et år efter eksamen. For gennemsnittet af lønmodtagere er »halveringstiden« beregnet til otte år. Det vil sige, at mindst halvdelen af vores viden er ubrugelig få år efter vores uddannelse.
»Klog i dag. Dum i morgen«, som det hedder i kursuskataloget for Den Journalistiske Efteruddannelse anno 2004.
Jamen, hvis vi er i Vidensamfundet, så må viden da være godt. Og mere viden endnu bedre?
Ikke nødvendigvis.
Professor i interaktive medier og direktør for Knowledge Lab ved Syddansk Universitet, Lars Qvortrup udgav i eftersommeren 2004 bogen Det vidende samfund mysteriet om viden, læring og dannelse.
Her gør han op med det politiske krav om mere paratviden og fastslår, at der alt for længe har været for meget fokus på, om uddannelsessystemet enten skal fokusere på at give eleverne og de studerende kompetencer, eller om elevernes og de studerendes hoveder skal fyldes med remser, kongerækker og faglig viden.
»Vi skal ud af denne enten eller-tænkning og have fat på, hvordan de forskellige former for viden understøtter hinanden. Den egentlige faglige og pædagogiske udfordring ligger der, og ikke i at indføre to timers mere paratviden og en paratvidenstest.
Diskussionen er forfejlet, og der er mange, der stiller det op på denne måde eksempelvis statsminister Anders Fogh Rasmussen,« mener Lars Qvortrup.
I 1970erne var det nærmest venstreorienteret at sige kompetencer og reaktionært at kræve paratviden. Men ifølge Lars Qvortrup har ingen af fløjene forstået, hvad viden er.
»Nogle foretrækker kvalifikationerne paratviden, kendsgerninger, fakta. Andre prioriterer altså kompetencerne og argumenterer med, at i vores samfund kan man alligevel aldrig vide alting, og derfor er det vigtigere at være parat til at vide end at have en stor paratviden,« siger Qvortrup i bogen og henviser til, at erhvervslivet stiller andre krav til de unge end tidligere.
»Unge skal ikke længere kun have dyb grundlæggende viden om et enkelt område. De skal have evnerne til at arbejde tværfagligt, organisere deres arbejde og være parat til at omstille sig. Og så skal de være i stand til at gå bag om sagen. Se tingene fra en anden synsvinkel. Finde alternative løsninger. Være kreative. Unge, der kun har faglig viden og ingen kompetencer, kan ikke klare sig i en videnstung virksomhed, for der stiller man krav til, at man også har sociale kompetencer og kan samarbejde. Men alternativet er heller ikke at hoppe over i den anden grøft og udelukkende fokusere på kompetencerne og sige, at det ikke gør noget, at de ikke ved noget så længe de har kompetencerne til at finde oplysningerne. For man skal have et grundlag at bygge på.«
I Industrisamfundet lagde Henry Ford med sit samlebånd navn til en forretningsmodel med fokus på at nedbringe omkostningerne i produktionsleddet, for at produktet kunne nå ud til så mange som muligt.
Sådan lavede og solgte man biler og aviser.
Fokus i fremtiden kommer til at ligge på det, der ligger før produktionsleddet design og produktudvikling samt det, der ligger efter reklame og markedsføring. De kreative led.
Det vigtigste i et foranderligt samfund er ikke at opbygge en bestemt viden for al evighed, men at kaste forældet viden over bord, bygge videre på det meningsfulde, turde se verden med nye øjne og kombinere erfaringer og ny viden på nye måder. Derfor bliver innovation og kreativitet nøgleordene for fremtidens succesfulde medarbejdere og deres virksomheder.
Midlerne til at opnå disse ting er motivation og inspiration. Men det er der meget lidt fokus på i den danske uddannelsessektor.
»På ingeniørstudiet og andre uddannelsesinstitutioner træner vi udelukkende de unge i teknik og vidensfag. Men det er jo ikke nok. Man får ikke ros for skøre indfald, og de kreative evner bliver aldrig stimuleret hverken under uddannelsen eller i virksomhederne,« siger ingeniør og seniorkonsulent Erik P. Hansen, Forum for Outsourcing ved Teknologisk Institut, og fortsætter:
»Vi bliver nødt til at sadle om. Nu. Ellers er det for sent. Det behøver man ikke at være klog for at se. Det er sund fornuft. Alle spørger: Hvad gør regeringen? Nå, ja, et udvalg hist og her, men grundlæggende er der tale om skrivebordsarbejde. Imens er der mange danske lønmodtagere, der kommer i klemme. Regeringen bør fokusere på de brancher, der kan forvente afskedigelser. Der er behov for massiv efteruddannelse, omskoling og træning først og fremmest af de kortuddannede. Ellers bliver der ingen steder at placere dem.«
Kim Holst Jensen fra Schmidt, Hammer & Lassen i Århus fungerer som censor for Danmarks kommende arkitekter. Han husker ikke, at man nogensinde snakkede om idéer på Arkitektskolen.
»Og det er egentlig underligt, når kreativitet og evnen til at få gode idéer er forudsætningen for succes i mit fag. Men der var ingen undervisning i det. Det var mere vidensfag; om arkitekturhistorie, teknologi og den slags. Selvfølgelig er viden også den ene forudsætning for at få succes i dette fag.
Men den anden er evnen til at få den indlysende idé, der skiller projektet ud fra alle de andre, og som vil stå i hundreder af år.«
Selv i så håndværksprægede brancher som entreprenørbranchen skifter kravene til kvalifikationerne.
Tidligere var det nok at kunne regne, bygge og så snyde bygherren så meget som muligt, for ellers risikerede man selv at blive snydt. Det var maskespil og benhård forhandling. Nu er industrisamfundets formalistiske skuespil på byggepladserne afløst af begrebet partnering, hvor tidligere modstandere som bygherre, byggesagkyndige, arkitekt og entreprenør nu går sammen om at finde de bedste idéer og løsninger til den bedste pris.
Som administrerende direktør Torben Bjørk Nielsen fra et af landets største entreprenørfirmaer, Hoffmann A/S, siger:
»Tidligere var byggepladserne ofte præget af negativt samarbejde, hvor alle beskyttede egne interesser. Derfor manglede der fokus på de rigtige løsninger både økonomisk og kvalitetsmæssigt.
Det er på tide, at der blæser nye vinde i byggebranchen. Med partnering vælges alle parter af bygherren ud fra hvilke ressourcer, de vil stille til rådighed, deres kompetence og deres idéer. Derefter arbejder alle sammen med åbenhed om økonomi, idéer og interesser. De vigtigste kvalifikationer for fremtidens entreprenører er evnen til at få gode idéer og få dem gennemført i samarbejde med de andre partnere på byggepladsen. Den bedste idé vinder.
Tidligere var det den med den bedste advokat. Det var uærligt, tidrøvende og upraktisk. For alle vores medarbejdere er det blevet klart, at Hoffmann nu bliver valgt til vores opgaver på baggrund af vores idéer og faglige kunnen samt ikke mindst den enkelte medarbejders performance.«
Hvis kreativitet bliver et nøgleord for fremtidens medarbejdere, hvorfor underviser vi så ikke i at få idéer? Hvorfor findes der ingen forskning i, hvordan man arbejder systematisk med at skabe originalitet?
De unge ansøgere til universiteterne, som bliver fremtidens veluddannede, bliver optaget på grundlag af deres karaktergennemsnit i gymnasiet, hvor vidensfagene dominerer.
De få steder, hvor man forsøger at finde talenter ud fra andre kriterier end optagelseskvotienten, lægger man ofte vægt på andre færdigheder end kreativitet. Vi udvælger f.eks. fremtidens journaliser gennem optagelsesprøver, hvor vi tester kandidaterne i stort set alt andet end kreativitet og evnen til at få idéer. Vi tester dem i Trivial Pursuit altså deres paratviden vi tester om de kan stave og sætte kommaer, om de kan høre efter og tage noter, om de kan skrive.
Men den nytænkende og kreative kandidat bliver efter al sandsynlighed sorteret fra, fordi han eller hun ikke scorer højt på de kvalifikationer, der var væsentlige før i tiden.
*Ovenstående er et uddrag fra Ulrik Haagerups nye bog En god idé fik du den? 238 sider, 229 kr. Aschehoug
*Ulrik Haagerup er chefredaktør på NORDJYSKE Medier. Han er Cavlingprismodtager (1991) og tidligere chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten
