Læsetid: 11 min.

Historiens tidevand

Når psykiatri igen dukker op i medierne skyldes det desværre en række mord, som utilregnelige psykisk syge har været involveret i det sidste år samt den tragiske dolkning af Sveriges udenrigsminister
Debat
28. oktober 2004

XL
Når man som professionel arbejder terapeutisk med kræftpatienters eksistentielle problemer, savner man tit psykiatrien, fordi den er så dejlig direkte politisk via sin bestemmelse af normalbegrebets svingende grænser og via hvilke vilkår og roller, vi historisk tildeler de psykiske syge. Disse ændre sig med historiens tidevand, og det er påfaldende, at behandlingstiltag, der engang fremstod som humane og progressive, nu betegnes som undertrykkende og reaktionære, og at selve kerneproblemet – helbredelse – er uberørt. Fordoblingen af voldspræget kriminalitet blandt psykisk syge har reaktualiseret denne konflikt, som historisk skal belyses i det følgende.
I 1980’erne var jeg via partiet VS involveret i udarbejdelsen af grundlaget for den nuværende distrikts- og socialpsykiatri. Den opstod, som en massiv humanistisk protestbevægelse mod fortidens autoritære anstalts- og opbevaringspsykiatri, hvor patienterne var totalt institutionsundertrykte og udgrænsede fra det omgivende samfund. Det var i anti-psykiatriens, Laings, politiske terapi og Galebevægelsens tid – hvor den progressive sygdomsforståelse tog udgangspunkt i et bredt samfundsmæssigt undertrykkelsesbegreb. De psykiske syge blev oplevet som en vigtig del af den revolutionære modoffentlighed via deres ’radikale protest’ mod at tilpasse sig det borgerlige samfunds snævre normalitets rammer.
I Vesttyskland forsøgte f. eks. en bypartisangruppe fra Rote Front Arme at befri de indespærrede på et sindssygehospital ved med våben at erobre nøglerne og slå alle døre vidt op, så de syge jublende kunne myldre ud i friheden. Der var mærkeligt nok ingen, der benyttede tilbudet ud over nogle få hallucinerede, dørsøgende patienter. De fleste trak sig skræmte tilbage fra og gik i koma over de ivrigt agiterende revolutionære.
Aktionen var lidt af en bet for venstrefløjen. Men vi blev hurtigt kollektivt enige om, at de indlagte var så medicinerede, institutionaliserede og stigmatiserede, at de valgte slavernes ufrihed. En burfugl bliver ved med at flyve rundt i cirkler, når den slippes ud i det fri!
Der var ellers undertrykkelse nok på ’museet for gakkede gangarter’: tvangsmedicinering, elektrochok, rutinemæssig bæltefiksering, ottesengs stuer, opdeling af patienter i helbredelige og uhelbredelige, lukkede afdelinger samt det hvide snit (lobotomi), som Danmark først stoppede midt i 70’erne.
Det var i de dage, hvor dansk psykiatris store nestor professor Erik Strømgren (og Erling Jacobsen) stadig residerede på Det Jyske Asyl i Risskov. Hvor bævende overlæger brugte den daglige konference til at anmode professoren, om de måtte ordinere en halv liter piskefløde til en spisehæmmet/anorektisk patient. Det blev bevilget!
Jeg husker, at en depressiv kvinde på 76 blev udskrevet med begrundelsen: færdigbehandlet. Det viste sig, at hun havde været konstant indlagt, siden hun var 18. Færdigbehandlet! Jeg var den eneste, der brød sammen i krampelatter under de strengt diagnosticerende blikke. Psykolog! Det eneste der adskiller ham fra psykopat, er de sidste tre bogstaver.
Men det var også dengang, hvor Strømgren ved konferencerne fremviste, at han huskede alle tidligere patienter ved navn og stadig sendte dem hilsner til fødselsdage, mindedage o.s.v. Han fortalte f. eks., at han havde modtaget et takkebrev det var også dengang, hvor Strømgren ved konferencerne fremviste, at han huskede alle tidligere patienter ved navn og stadig sendte dem hilsner til fødselsdage, mindedage o.s.v.fra en tidligere skizofren, der havde fungeret som barnepige for hans børn. Mange af patienterne arbejdede dengang i hospitalets køkken, vaskeri, gartneri og beskæftigelsesværksteder. Om efteråret så man store flokke af bladrivende patienter, der var dybt forankrede i hver deres særegne og mærkelige ritualer. Det var et herligt syn og måske også gode liv i forhold til betonghettoens ensomhed?
I VS-gruppen udarbejdede vi i begyndelsen af 80’erne et distriktspsykiatri-lovforslag under inspiration fra Den demokratiske psykiatribevægelse i Italien, de antipsykiatriske behandlingscentre i England, Radikal Psykiatrien i Californien, integration-af-gale-bevægelsen i Holland samt den afinstitutionalisering, som foregik i den danske åndsvageforsorg efter, at man havde brudt lægernes magtmonopol og smidt den ud af administrationen.
Hovedtrækkene var nedlæggelse af de gamle mammutinstitutioner og opbygningen af et bredt netværk af mini-institutioner ude i samfundet: lokale distriktspsykiatricentre, psykiatriske skadestuer, lilleskoler, beskæftigelsesforanstaltninger, væresteder/klubber, bofællesskaber, patientkollektiver og halfways-houses efter Fountainhouse-modellen, hvor man kombinerede boenhed med arbejde og udslusning. De retspsykiatriske patienter skulle skilles ud, fordi deres status nødvendiggjorde lukkede afdelinger, og de ældre, udbrændte patienter skulle huses på specielle, gerontopsykiatriske plejeafdelinger.

En hovedsten i forslaget var oprettelsen af en lang række psykoterapeutiske behandlingskollektiver – hvor patienterne kunne tilbydes intensiv, dybtgående psykologisk behandling. Samtidig skulle der satses bredt på forebyggende arbejde og ændring af de samfundsmæssige og familiære forhold, der producerede psykisk sygdom. Grundlaget var klart psykoterapeutisk og socialt. Medicinforbruget skulle reduceres til et absolut minimum, idet det udelukkende blev accepteret som en form for akut symptombehandling – hvilket var en meget negativ ting dengang. Helbredelse – ikke tilpasning!
Planen var til høring hos Galebevægelsen, Landsforeningen for Sindslidendes Vel, udvalgte psykiatere, og der blev holdt offentlige høringer, stormøder m. v.
Lovforslaget nåede kun igennem førstebehandling i Folketinget. Så blev der valg, og VS gled ud. Men planen har stort set været retningsgivende for de forandringer, der siden er sket i psykiatrien. Ca. halvdelen af sengepladserne er nedlagt. Der er blevet oprettet et netværk af lokalpsykiatriske centre med terapeutiske tilbud, hvorfra distriktspsykiatriske sygeplejersker foretager hjemmebesøg hos de udeboende patienter. Der er oprettet en lang række bo- og væresteder, lilleskoler m.v. i socalpsykiatrisk/kommunalt regi. Storbyerne har opsøgende psykoseteams, som støvsuger nærmiljøet for særlinge og udadrettede, utilpassede (minus hjemløse, fordrukne grønlændere og stofmisbrugere). Psykiatriens målgruppe er også blevet kraftigt udvidet via pårørendearbejdet og fokus på børn af psykiatriske patienter, som p. g. a. af den ambulante behandling nu i større grad er udsat for at skulle samleve med forældrene i deres psykotiske perioder og ritualiserede virkelighedsforvrængninger.
Det tog lang tid at få retspsykiatrien skilt ud, men det er nu sket de fleste steder.
Den største og mest katastrofale mangel er, set i tilbageblikket, at der kun er oprettet yderst få intensive terapeutiske behandlingscentre med helbredende sigte og de ’refugium-pladser’, der også var tænkt ind i planen i forhold til patienter i livsstressede perioder. Mange steder er de (psykoanalytiske) terapeutiske tiltag tværtom blevet nedlagt og ofret på medicinens alter. De dybtgående terapeutiske aktiviteter foregår overvejende i de medicinprægede hospitaler og på opbevaringspsykiatriens præmisser. Det er heller ikke lykkedes at ændre væsentligt på befolkningens holdning til psykisk sygdom. Vi ’normale’ på den rigtige side af stregen udgrænser dem stadig og presser dem i stigende grad over i psykologernes og psykiatrikernes stigmatiserende domæne, så vi kan slippe for deres angst og selvcentrerede piv og karrierehæmmende underligheder. Skammens horde! »Køb da en mobiltelefon og snak med stemmerne via den – ligesom alle vi andre.«
Det var herligt at være med til at forandre verdenen og at være så ubetinget på de gode kræfters side. Selv ældre psykiatere (som Niels Reisby) kunne komme hen til én og skulderklappende bemærke: »I fik nok jeres distriktspsykiatriplan gennemført« – med lidt skjult skepsis.
Vi var dengang blinde og naive i forhold til den massive revolution, der samtid skete i udviklingen af psykofarmakologisk medicin, og at den biologiske psykiatri ude på sidelinien var ved at opruste sine »genetiske stormtropper« i samspil med den symptomfikserede kognitive terapi og det systemiske »alt hænger sammen la-la« – knyttet uløseligt sammen under den kapitalmaksimerende medicinindustris hellige domæne.
Ti år senere blev jeg inviteret af Galebevægelsen til at holde oplæg på deres årlige landsseminar. Det var en hastehenvendelse p. gr. a. et afbud fra en dramatiker, der skulle have udbredt sig om »galskab som kunstnerisk inspiration og kreativitet«. Jeg greb nogle gamle overheads og holdt et udmærket, lidt støvet oplæg om vigtigheden af samfundsmæssigt lønarbejde i forbindelse med identitets- og socialkarakterudvikling med udgangspunkt i Maslows behovspyramide. Jeg var midt i en inspirerende beretning om en gruppe psykiatriske patienter i Stockholm, der havde overtaget en benzinstation, som fik stor søgning fordi de rengjorde bilvinduerne, gav kunderne kaffe, snakkede med dem.... da der lød et kæmpe brøl nede fra salen: »Psykiatriske patienter får sgu da ikke arbejde, hvad planet lever du på mand? Du færdes vis udelukkende på de bonede gulve!«
Det førte til en kæmpe diskussion om, at distriktspsykiatrien var noget argt lort, hvor det eneste, man fik, var piller med masser af bivirkninger, at man var nødt til at skære halsen halvt over, hvis man ville indlægges, samt at man tit blev brutalt tvangsudskrevet, fordi der manglede sengepladser. Jeg spillede tilbage med, at de virkede totalt prægede af reaktionær offertænkning og infantil krævementalitet. Halvdelen af forsamlingen udvandrede larmende.

Da jeg kørte hjem, havde jeg forstået, at distriktspsykiatri ikke længere fungerede som et automatisk ’ros-udløsende’ plusord, og at frisættelsen fra asylpsykiatrien havde skabt en lang række andre problemer. Det var samme skæve følelse, som da jeg i 1968 kom hjem efter tre år på vestkysten i Canada og syntes, at Vietnamkrigen var sgu da sån`t set ok – ellers erobrede ’de gugøjede’ bare alle landene i Østasien – dominobrik-teorien. Jeg fandt hurtigt ud af, det var værstdummeste, man kunne mene, hvis man ville begå sig i de erotiserede venstreorienterede universitetskredse. Så jeg holdt hurtigt kæft og blev en ihærdig krigsmodstander.
Det næste møde med psykiatrien var en (Carsten Andersen-arrangeret) temadag i Esbjerg i 1999, hvor enhederne fra kommunens psykiatriske system var samlet. Jeg holdt oplæg om det sociale netværks diagnostiske betydning. Det efterfølgende gruppearbejde begyndte med en præsentation af de tilstedeværende institutioner, som fortalte levende om deres klientgrupper, arbejdsopgaver, udviklingsutopier m.v.
Efter at have hørt de første fem indlæg slog det mig, at medens de brugte lang, lang tid på at fortælle om deres opsøgende arbejde, hvordan de fik fat i patientgruppen og skabte aktiviteter for at fastholde dem samt deres pårørendearbejde, var der stort set ingen, der nævnte helbredte/ekspatienter, som forlod systemet og genindtrådte funktionsduelige i samfundet. Påvisningen førte til en hed diskussion om deres succeskriterier – og hvordan disse stort set ikke indbefattede helbredelse, rehabilitering («at genindtræde i tidligere tids værdighed«) eller nutidens resignerede recovery-begreb, som siger »halvt rask/halvt syg«.
Det billede, der sørgmodigt tegnede sig af patienthverdagen var, at de stod om morgenen i den beskyttede lejlighed (i betonslummet). Så bevægede de sig hen til værestedet for at få morgenmad. Dernæst gik det videre til lokalcenteret for at blive medicinindstillet og mødes med deres personlige case-manager eller kontaktperson. Derefter et besøg på Lilleskolen eller aktivitetsstedet, måske et smut på forvaltningen for at forhandle penge, så hen til LSV-klubbens ghettoverden, tilbage til værestedet for at få aftensmad og så hjem til fjernsynet.
Anstaltspsykiatrien placeret ude i samfundet. De lukkede afdelinger erstattet af en medicinsk spændetrøje. Var det virkelig det, vi ville dengang? Skulle de ikke helbredes, frigøres – være del af revolutionens fortrop. »Frigørelse ikke tilpasning« – som sloganet lød.
Har den biologiske psykiatri, med dens samfundskonsoliderende (og dybt kedsommelige) tro på, at al psykisk sygdom kan reduceres til genetiske defekter og bioneurologisk malfunktion virkelig totalt overtaget distriktspsykiatriens sjæl og geninstalleret fortidens tunge opdeling af patienterne i uhelbredelige og helbredelige og frataget patienterne deres livs- og lidelsesansvar – og derved legitimeret kronificerings- og opbevaringsperspektivet. Hvornår holdt tilpasning egentligt op med at være et reaktionært fyord?
Den kognitive terapi – med dens skemaindfangede virkelighed er på stærk fremmarch inden for dansk psykiatri. Den målsætter direkte tilpasningen – og er helt ligeglad med, hvorfor der gik kuk i maskinen. De andre psykologiske terapiretninger har heller ikke udvist tiltro til »psykosens visionære kraft« eller til, at man reelt kan helbrede psykiske lidelser.
Opsøgende arbejde lyder umiddelbart godt. Men hvis det går ud på, med kapitalismens sprogbrug – at udvide (patient)målgruppen og dermed markedsandelen (og medicinalindustriens profitter) uden at man reelt har andet end symptomdæmpende og socialkompetence-sløvende medicin og en form for fastlåst ghettoliv at tilbyde, så var mange bedre tjent med at leve deres tidligere skæve, særlingeliv, som de trods alt selv kreerede. Nu indfanges de – tit med politiets hjælp – og indlægges på røde/gule papirer på overfyldte afdelinger, hvor de er under ’miljøterapeutisk observation’, mens de venter i ugevis på et kvarters samtale med en fortravlet psykiater, der stort set kun har pilledåsen, som tilbud. Posedamernes og de hjemløses tavse protestmarch!
Psykiatrifondens stort anlagte depressionskampagne – »250.000 danskere er depressive uden at vide det« – rummer samme problematik. Den indsnævrer normalitetsbegrebet og sygeliggør mange reaktioner på plagsomme livshændelser. Vi ved evidensbaseret, at psykoterapi har den bedste, langtidseffekt på lette depressioner – men reelt, så er det lykkepillerne, der triller. Tænk også på det stigende antal medicinerede børn, som vi de sidste 10 år har puttet i diagnostiske kasser som DAMP, MBD m.v. »Det var godt, at vi blev født, før serenasen den blev fri« – og på alle de plejehjemsældre, der er groft overmedicinerede.
Måske var det på tide, at en gruppe unge nørder satte sig ned og forsøgte at formulere fremtidens psykiatri – og tog fat i de problemstillinger, som nutidens distriktspsykiatri tilsyneladende har sat eller videreført.

De burde producere tal på: Har vi anvendt den øgede genetiske og bioneuroliske viden de sidste 20 år til at udvikle virkningsfulde former for psykofarmaka, som reelt helbreder folk og ikke bare er symptomdæmpning og lapperier. Står de behandlingsmæssige resultater overhovedet i forhold til medicinalfirmaernes profitter? Hvorfor er antallet af patienter i psykiatrien stadig stigende på trods af de fra biologisk hold postulerede fremskridt? Hvor kommer patienterne fra? Hvem og hvad producerer dem? Er der reelt sket en forbedring af mulighederne for psykoterapeutisk hjælp, som er helbredende? Hvorledes står ressourceforbruget til dette i forhold til de medicinske udgifter? Og hvis man anvender begrebet livsduelig helbredt på social-/distriktspsykiatrien, hvilke talresultater kan den så fremlægge?
Psykiatri for det nye årtusinde.
Har den lægelige/medicinske model efter 150 års herredømme over psykiatrien udspillet sin historiske rolle og burde forlade området, som præsterne og juristerne historisk har gjort før dem? Jeg mindes stadig en garvet psykiater, der levede af lægevagtarbejde, udtale: »De otte slags piller, jeg har i lægetasken, kan enhver lære at uddele efter en halv times instruktion. Det behøver man ikke 9 års uddannelse til.«
Nørderne må ikke glemme at spørge de meget, meget systemerfarne psykiatriske patienter. Det glemte vi vist dengang for 25 år siden.
Historiens tidevand. Distriktspsykiatrien løste en historisk konflikt. Fik revet de mest livsduelige ud af institutionernes favntag. Men skabte samtidig en ny, marginaliseret voksende psykiatrisk restgruppe.
Når psykiatrien igen dukker op i medierne skyldes det desværre en række mord, som utilregnelige psykisk syge har været involveret i det sidste år samt den tragiske dolkning af Sveriges udenrigsminister.
Det er alvorlige symptomer på, at tingene ikke fungerer.
Sundhedsministeren har udtrykt tro på, at hvis bare behandlerne udformede de nødvendige handlings- og behandlingsplaner for hver enkelt patient, så ville forholdene forbedres. Han må huske på, at handleplaner uden handlerum og effektive redskaber stort set er værdiløse. Vi savner stadig fremvæksten af en helbredende, humanistisk sindsvidenskab, der fokuserer nænsomt på den fascinerende og utrolige komplicerede menneskelige psyke.
Historiens ironiske tidevand. Man skaber en progressiv udviklingsbølge og løser en række presserende problemer. Og samtidig sætter man en lang række nye udfordringer, som måske er endnu vanskeligere at løse.

*Niels Peter Agger er cand. psych.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her