Læsetid: 4 min.

Israel/USA lurer på at angribe Iran

Et forebyggende angreb, der skal uskadeliggøre mullahstyrets atomfaciliteter, må anses for en realistisk mulighed og kan endda være Bushs ’oktober-overraskelse’
Debat
4. oktober 2004

International
Amerikanske efterretningskilder har i denne tid påfaldende travlt med at lække hårrejsende historier om Irans påståede atomvåbenprogram. Forleden udtalte Norman Podhoretz, redaktør af Commentary og nykonservativ godfather, i et interview: »Jeg vil ikke direkte gøre mig til talsmand for, at vi skal invadere Iran lige nu. Men mit hjerte vil ikke ligefrem blive knust, hvis det alligevel skulle ske.« Det forlyder endvidere, at Israel for nylig har modtaget 500 såkaldte ’bunker-buster’-bomber fra USA – netop den type skyts, er skal til for at ødelægge svært befæstede og dybt nedgravede nukleare faciliteter. Bliver den igennem lang tid forudsagte ’oktober-overraskelse’, der definitivt skal afgøre USA’s præsidentvalg til fordel for George W. Bush, et angreb på Iran?
Flere højtstående iranske militærfolk virker alvorligt bekymrede, og i sidste måned forsikrede Yadollah Javani, chef for Revolutionsgardens politiske kontor, iranerne om, at hverken USA eller Israel vil vove at angribe deres land. »Hele det zionistiske territorium, herunder dets nukleare anlæg og atomarsenal er nu inden for rækkevidde af Irans avancerede missiler,« sagde han. »Derfor vil hverken zionistregimet eller Amerika gøre alvor af deres trusler.«
Nogle af disse overvejelser er åbenlyst forvrøvlede. F. eks. ser Norman Podhoretz forståelse af militære realiteter ud til at være ringere end den gennemsnitlige skønhedsdronnings. Militært er USA alt for overspændt i Irak og Afghanistan til overhovedet at drømme om at invadere Iran, som er meget større og stærkere end dem begge til sammen, og Israel er helt afskåret fra at invadere et Iran, det ikke har nogen fælles grænse med. En invasion er udelukket.
Også Yadollah Javani sludrer derudaf. Irans Shahab 3-missiler kan måske nok nå Israel og ramme amerikanske styrker overalt i Mellemøsten og Afghanistan, men da det må betragtes som givet, at Iran ikke har atomvåben (endnu), vil angreb med iranske missiler kun kunne anrette begrænset skade, hvis de overhovedet er præcise nok eller ikke bliver skudt ned forinden. Der findes ingen effektive iranske afskrækkelsesmidler mod amerikanske eller israelske luftangreb, der måtte blive iværksat for at ødelægge Irans nukleare faciliteter – en aktion, der er er langt mere sandsynligt end en invasion.
Desuden er det umuligt at få øje på, hvorfor det skulle være så presserende at angribe Iran lige nu (men okay – det samme kunne man sige om Irak). Selv hvis Irans uranberigelsesprogram virkelig skulle tage sigte på at fremstille atomart materiale, der er egnet til våbenbrug – og ikke, som Iran selv hævder, brændselsstave til civile atomreaktorer, er der ingen ædruelige iagttagere, der vurderer, at Iran vil kunne udvikle atomvåben i nær fremtid. Der er stadig rige muligheder for at øve indflydelse på Iran via diplomatiske forhandlinger, inspektioner og aftaler. Et militært angreb før november vil kun kunne være motiveret af politiske spekulationer.

Angreb med kort varsel
Israels ministerpræsident er givetvis stærkt fristet til at iværksætte et ’slå-først’-angreb mod iranske atomanlæg, hvis han ellers kunne få grønt lys til det fra USA, da han dermed kunne eliminere en potentiel trussel mod Israels atomvåbenmonopol i regionen og styrke sin popularitet, der er kriseramt på hjemmefronten. Og set fra den israelske leders synsvinkel må oktober være et bedre tidspunkt end senere, fordi han så kan være sikker på, at præsident Bush (der netop har foræret ham bunker-buster-bomberne) stadig er ved magten. En John Kerry kunne finde på at sige nej.
Umiddelbart ser opiniontallene så gode ud for Bush, at Det Hvide Hus måske slet ikke behøver nogen ’oktober-overraskelse’ for at vinde. Men trumfen er rar at have i ærmet for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra en Kerry-kampagne i fornyet medvind. Et angreb kan i givet fald iværksættes med kort varsel, da det kun kræver indsættelse af fly. Et israelsk angreb på Iran med eller uden direkte amerikansk deltagelse vil ganske vist skabe en tumultagtig raserieksplosion i hele den muslimske verden, men den slags betragtes i Washington som en perifer uvæsentlighed, når det er en sejr i det amerikanske præsidentvalg, der står på spil.

Mullahernes trøst
Det virkeligt pudsige er, at et sådant angreb vil være allermest velkomment blandt de islamistiske ekstremister, som overtog magten i det iranske parlament ved hjælp af valgsvindel og vælgerboykot i foråret, og som håber at kunne afsætte den moderate præsident Khatami næste år. De ved kun alt for vel, at de fleste af deres landsmænd er lede og kede af undertrykkelsen hjemme og konfrontationskursen over for udlandet og kun ønsker sig et normalt liv. Mullaherne har brug for et eller andet, der kan drive de almindelige iranere tilbage i deres lejr, og hvad kunne være bedre egnet hertil end den patriotiske vrede, der vil blive sluppet løs efter et uprovokeret israelsk eller amerikansk angreb?
Og selv om de vitterlig måtte have et atomvåbenprogram at skjule, kan de finde trøst i, at enkelt runde luftangreb på vidt udspredte og dybt nedgravede atomanlæg næppe vil være nok til at sætte dem varigt ud af spillet. Og har de intet program, har de jo intet at tabe. I begge tilfælde har de meget at vinde politisk ved et israelsk/amerikansk angreb, og deres luskede optræden og mangel på samarbejdsvilje i forhold til IAEA’s inspektører siden foråret tyder på, at de til fulde forstår dette.
Når alle relevante beslutningstagere på begge sider har udsigt til at høste politisk gevinst ved en given aktion, må denne aktion regnes for en realistisk mulighed. For øjeblikket er den dog ikke mere end dette, og den endelige beslutning vil under alle omstændigheder skulle tages i Washington, uanset om israelerne gennemfører bombardementet alene. Men hvis George W. Bushs popularitetstal skulle begynde at rasle ned hen over de næste to-tre uger, kan risikoen for et sådant angreb blive ganske overhængende.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her