Politisk
Læses kanondebatten i et bredt perspektiv, ser det ud til, at litteraturen skal udfylde huller i den netop beskårne historieundervisning: Dansk litteratur plus Ibsen som pædagogisk krykke. Skatteloftet amerikaniserer skolesystemet så mange børn sendes i privatskole, at folkeskolen ender som en tredierangsinstitution uden overskud til at tage sig af litteratur i nævneværdig grad.
Er det ikke relevant med en bredere kanon i en stadig mere globaliseret verden? DR og TV 2 viser Morten Korchfilm fra væg til væg, danskheden skal bevares! Men de danske rødder lå ikke kun i kornmarker. Før Morten Korchs romaner og DF's 22 mandater fandtes der rebslagere, postryttere, skudeskippere, skræddere og værftsarbejdere, der aldrig satte deres ben på en højskole.
Og mændene dominerede litteraturen. Nu er det bare ikke nok. Kvinder har skrevet i århundreder. Desuden læser især kvinder skønlitteratur med en vis forvirring da formidlernes kvalitetskriterier ikke altid stemmer overens med deres. I en opslagsbog fra 1953 om Verdenslitteraturen blåstemples Jane Austen, mens Charlotte og Emily Brontë og George Eliots (Mary Ann Evans) slidstærke romaner kaldes relativt betydelige. Ligner det forholdet mellem Karen Blixen og Tove Ditlevsen? Hvis kommende generationer skal have noget fælles et af argumenterne for kanon er en snæver og gammeldags defineret tradition så nok? Jeg savner kanonudvalgets accept af en nutidig anbragthed i tid og rum og af, at borgerne ikke mindst de unge skal kende både Danmark og omverdenen. Vigtigt er også, at de unge piger i folkeskolen og gymnasiet har stor selvfølelse, som hverken finder sin nødvendige afbalancering med et nyt familieministerium eller en kanon, der forviser kvindeskrevet litteratur til en niche.
Kanon og svinefarme
Jeg har et inderligt forhold til den litterære tradition og så den gerne bevaret. Men for at bevare skal man forandre og det sker ikke med denne kanon. Mange af regeringens dispositioner bl.a. kommunesammenlægningerne forstår jeg ikke. Det hævdes, at der føres borgerlig politik, men den stritter traditionsløst i alle retninger. Samtidig er fornemmelsen af en skjult dagsorden blevet påfaldende. Noget anes dernede en rungende tavshed om EU. Afdemokratiseringer. Danmarks provinsielle selvtilstrækkelighed. Syndebukkene. Alt stort er vidunderligt sommerhusområder, svinefarme, militære koalitioner osv. Særlig pinefuld er regeringens winner takes it all-attitude, hvor kritik og spørgsmål afvises, og de brede forlig hen over midten visner.
Hvis alt dette ikke foregik, ville kanon næppe have ført til omfattende debat. Men på baggrund af regeringens politiske æstetik og beslutninger fremstår denne kanon som et borgerligt projekt.
