Kronik

Keep it simple - sweetheart

Livet leves først og fremmest enkelt i økolandsbyen Friland, hvor begrebet marginalisering er blevet et plusord, og hvor skæve eksistenser organiserer sig som glade outsidere på vrangen af samfundet
Debat
28. oktober 2004

Kronik
Københavns skrå tage synes at dukke sig i efterårsblæsten. Med udsigt ud over hovedstadens tilfældige mosaik af rød tegl, grå eternit og irgrøn kobber, er både sommeren og naturen langt borte. Jeg tilbragte et par af sommerens dage i Feldballe på Djursland, på besøg i økolandsbyen Friland. Når jeg ser tilbage på det besøg, er kontrasten til storbyen ubegribelig. Minderne om frilændernes tilbage-til-jorden-projekt rammer mig en gang imellem med forundring. Når man til daglig bor på 10. sal, er der langt til jorden i mere end én forstand. Man bliver med tiden en fremmed tilskuer til naturen.
Og så en dag stiger man af bussen i Feldballe. Man finder sig selv helt nede ved jordoverfladen. Man står først lidt urolig og lytter. Landevejen mod Ebeltoft har et af sine stille øjeblikke. Ingen trafik. Jeg nægter at tro på, at stilheden kan være larmende, så jeg vælger græsset som ’en naturlig forklaring’: Det er det berømte græs; man kan høre, det gror.
Jeg var kommet for at besøge Thomas Birk Lynnerup, der er i gang med at bygge ungdomsboligen »Ballely«. De vigtigste materialer er her halmballer, rundtømmer, sand, ler og muslingeskaller. Det lerklinede hus var næsten færdigt og stod som et sjældent geologisk fænomen, der var skudt op af jorden. Det lignede noget, sidste istid havde formet. Eller måske et forstenet kæmpedyr, der trodsigt skyder ryggen mod himmelen. Det svære rundtømmer stak frem under græstaget og gav lerhuset et solidt udseende. Skulle det en dag – mod al forventning – styrte sammen, vil det bare være jorden, der med et suk tager sine materialer tilbage.
Det er en arkitektur i slægt med den, man har kunnet se i Anders And bladenes hottentotlands-byer, langt fra byens stål- og glaskonstruktioner.

Jeg var – som så mange andre – blevet fascineret af Danmarks Radios tv-udsendelser fra Friland. Der er noget dragende over det sted. Drømmen om et sundere liv med økologi og økonomisk frihed drev mig derud. Jeg fik lov at bo hos Thomas i et par dage, hvis jeg ville give en hånd med under byggeriet. »Hands for knowledge« kalder han det, når den logerende får et kursus i økologisk halmhusbyggeri, imens værten får den logerendes arbejdskraft. Jeg er bange for, at min arbejdskraft ikke var meget værd, men opholdet havde stor værdi for mig. Jeg er ikke blevet nogen bedre håndværker, men jeg har set, at der er håb – selv for ham med 10 tommelfingre.
Under mit korte feltstudium blev det klart for mig, at frilændernes vigtigste værktøj er tid. Aldrig har jeg set så tålmodige mennesker. Jeg ved ikke om det skyldes halmen eller leret, men disse huse skyr alle former for stress. Når man det ikke i dag, så når man det måske i morgen. Jeg så aldrig Thomas blive utålmodig, når jeg brugte en halv dag på at save et bræt over. Der var heller ikke nogen synderlig bekymring at spore i hans ansigt, da boremaskinen tog magten fra mig og drejede rundt i tagudhænget som et løbsk piskeris.
Thomas så helst, at husets vægge ikke blev alt for lige – en arbejdsinstruks der passede godt til mine fagkundskaber. Halvfemsgradersvinkler er mere undtagelsen end reglen i et organisk hus, der skal forsøge at mime naturens tilfældige orden. De afrundede hjørner og det store buede tag er med til at give huset et kvindeligt udtryk. Det var næsten en erotisk oplevelse at stå med bare hænder og smøre de bløde former ind i ler. Som de bugter sig ind og ud, bærer væggene tydeligt præg af at være formet af kærlige hænder. Funktionalismens arkitekter ville løbe skrigende bort ved synet af dette smølfehus, men som alt andet menneskeskabt fortæller husene noget om deres skabere. Boligerne på Friland er ikke bygget af perfektionister, men af rolige gemytter (jeg var lige ved at skrive lykkelige mennesker, men så godt kender jeg dem trods alt ikke). Som udefrakommende får man indtryk af, at folkene på Friland hviler i sig selv. De har tid til at lægge værktøjet fra sig og tale med hinanden. Er der en, der har brug for hjælp til at løfte noget tungt, kan naboerne samles på et øjeblik.

Men hvordan har de råd til at ødsle sådan med tiden? De bliver jo aldrig færdige med det tempo, de lægger for dagen. »Færdige med hvad?«, ville frilænderne blot svare med et andet spørgsmål. Hvad er det egentlig, vi skal nå? Beboerne på Friland er en del af en ’simple living’-bølge, der af og til rejser sig over de vestlige samfund. Der er ikke ret mange, der rider med på den, men de, der gør, forsøger at finde sig selv så tæt på naturen som muligt. De lever i en form for ikke-religiøs askese. Ved at forsage den almindelige materielle overflod opdager de, at de pludselig har oceaner af tid til deres rådighed. Det er som sagt simpelt: Jo mindre de behøver at forbruge, jo mindre behøver de at gå på arbejde for at tjene penge. Ved selv at bygge deres huse af de billigste materialer undgår de at blive kreditorernes ’gældsslaver’. De er frie, og de har tid til at fordybe sig i de ting, de finder væsentlige. Kreativiteten har gode vilkår under disse omstændigheder, det er en tilværelse for kunstnere og opfindere.
Har man lige fået installeret et nyt supermoderne køkken til 100.000 kroner, bliver man nok nødt til at købe sine fødevarer i Aldi. Selvbyggerne på Friland har råd til at købe sunde, økologiske fødevarer. Det er et spørgsmål om prioritering.
Men hvis alle gjorde som denne dagdriverbande, hvem skulle så holde hjulene i gang? Samfundet ville jo gå helt i stå! De kritiske røster har ladet høre fra sig.
Jeg tror ikke, at de skal være så nervøse, det er meget få mennesker, der praktiserer denne simple livsstil. Forbrugermøllen kører bevidstløst derudad, maskineriet fungerer upåklageligt. Jeg hjælper selv med til at træde i hjulet en gang imellem, men af og til kommer jeg til at tænke på frilænderne. Jeg beundrer dem for deres mod, for det kræver virkelig mod at stå udenfor. At stå af ræset som man siger. De har taget skridtet fuldt ud og helliget sig deres eget liv. Jeg betragter dem ikke som egoister, men som idealopsøgende lykkeriddere.
Jeg var ikke den eneste, der havde fundet vej til Feldballe på Djursland. Nybyggernes lille landsby vrimlede med nysgerrige besøgende. Friland er takket være Danmarks Radio blevet en mindre attraktion der på egnen. Da jeg stod med hænderne dybt begravet i leret, følte jeg mig pludselig som statist på et frilandsmuseum. Jeg må have set autentisk nok ud, for folk kom hen og spurgte mig ud om ting, jeg ikke anede en pind om. Jeg var lige ankommet fra København og stod tilfældigvis bare og kærtegnede en væg.
De besøgende tog sig friheder, som de aldrig ville have gjort på en traditionel byggeplads. De gik simpelthen bare ind i husene, så sig omkring og hilste frejdigt på selvbyggerne, »som de jo kender så godt fra fjernsynet!«. Jeg tror, at frilænderne fandt det lidt belastende i længden. Jeg kom selv ret hurtigt til at føle, at jeg var på den forkerte side af tremmerne i en zoologisk have. Der var mange, der ligesom jeg selv kom for at lære noget nyt om en alternativ livsstil, men der var også mange, der bare kom for at få et billigt grin, for at se de levende huleboere i aktion. »Sådan kan man da ikke bo!«, hørte jeg en fnise lavmælt, og ord som »Christiania« og »Thylejren« blev brugt i muntre sammenhænge.

Man kan godt bo sådan, og de, der gør det, lever rigtig godt. Bedre end de fleste vil jeg vove at påstå. Det er gamle romantiske organismetanker, man forsøger at fører ud i livet på Friland. Ro og fordybelse kræver for nogen nok en tilbagetrukken tilværelse, en slags frivilligt indre eksil, men landsbyen i Feldballe er et åbent samfund. Frilænderne vender ikke ryggen til resten af Danmark – det ses bl.a. på antallet af besøgende i weekenderne og deres informative hjemmeside (www.friland.dk). Alligevel betragtes de af flertallet – alene fordi de gør tingene anderledes
– som skæve eksistenser. Det ironiske er, at almenvældets begreber i dette tilfælde mi-ster deres oprindelige betydning: Frilænderne bærer titlerne ’skæv eksi-stens’ og ’outsider’ som hædersbevisninger, som højtdekorerede medlemmer af en økologiens avantgarde. Gid jeg kunne være lige så skæv. De skal have held og lykke med projektet og tak for gæstfriheden.

*Martin Krogh Andersen er danskstuderende på KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her