Læsetid: 5 min.

Kønsforskellen – et bolværk mod kaos

Hvis kønsforskelle udviskes, vil det føre til konkurrence mellem kønnene og i sidste ende til sejr for den ’maskuline model’, frygter den katolske kirke – og visse feminister
27. oktober 2004

Hvis kønsforskelle udviskes, vil det føre til konkurrence mellem kønnene og
i sidste ende til sejr for den ’maskuline model’, frygter den katolske kirke – og visse feminister

International
Vatikanet offentliggjorde i begyndelsen af august et dokument der handler om den katolske kirke og kvindens stilling. Det vakte røre både i reformvenlige kirkemiljøer og i feministiske kredse. I øvrigt har den katolske kirke i mange lande mere end travlt for tiden med at forholde sig til øgede krav om modernisering og liberalisering. Dokumentet, forfattet af kardinal Josef Ratzinger, er solidarisk med kvinder langt hen ad vejen og taler for at de skal indgå aktivt i alle sider af samfundslivet. Der tales imod diskrimination og undertrykkelse af kvinder, og der er en gennemgående solidaritet med kvinder og forståelse for deres livsvilkår, navnlig når de er dobbeltarbejdende. Det er dog stadig meget vigtigt at kvinden er en central figur i familien, en støtte for sin mand og en opofrende mor for sine børn. Det gælder da om på samfundsplan at skabe vilkår som sikrer at kvinden både kan opdrage sine børn og have et virke udenfor hjemmet.
Kardinal Ratzinger går ind for ligestilling, men han angriber ikke desto mindre den form for feminisme der vil gøre kvinden til en ’rival’ til manden. Den vil blot lede til forvirring omkring kønsidentitet og roller. Hvis kønsforskellen helt bliver udvisket, vil det føre til konkurrence mellem kønnene og i sidste ende til en sejr for den ’maskuline model’, en samfundstilstand som ikke fremmer de kristne værdier. Desuden vil lighed mellem kønnene og en udviskning af kønsforskelle dels føre til at homoseksualitet befinder sig på samme plan som heteroseksualitet, dels medføre en ny model for ’polymorf seksualitet’, en tøjlesløs og umoralsk form for seksuel udfoldelse.
Hvis man ser nærmere på dokumentets teologiske argumentation og det dertil knyttede menneske- og kønssyn, vil man hurtigt opdage at Ratzinger anser kønsforskellen for at være konstituerende for verden og dens sammenhængskraft. Verden består grundlæggende af forskelle og relationer. Gud har indstiftet kønsforskellen, og den bliver et barskt vilkår efter Syndefaldet. Ligeledes er religionens og kirkens orden kønnet, forstået på den måde at den hellige kvinde, jomfru Maria, har født en mandlig frelser, Jesus Kristus. Med Jesu komme vil den sande kærlighedsrelation mellem mand og kvinde endvidere kunne realiseres. Jomfru Marias moderkærlighed er desuden en garant for at Jesus kan frelse menneskeheden. Og forholdet mellem Kristus og kirken er at ligne med forholdet mellem brudgom og brud, mellem mand og kvinde. Jomfru Maria bliver sindbilledet på kvinden, men mærkeligt nok afstår kardinal Ratzinger fra at bestemme manden nærmere. Han er selvindlysende, essens, hvor kvinden først og fremmest er i og med hun har en ’evne for de andre’.

Kønsfundamentalisme
Snarere end blot at afskrive dette dokument som endnu et bevis på Vatikanets reaktionære og utidssvarende holdninger, er det interessant at dvæle ved den tankefigur som kønsforskellen er, for den tankefigur er umådelig velkendt i vores kultur. Den optræder således hos en gammel feminist, Fay Weldon, der i to essays bragt i Politiken hhv. den 12. og den 13. august gør forskelle i mandlig og kvindelig adfærd til ene og alene instinktmæssige, naturlige forskelle. Som meget rigtigt påpeget af Hanne-Vibeke Holst i Politiken den 21. august må de synspunkter betragtes som kønsfundamentalisme efter religiøst mønster. Andre feminister insisterer også på kønsforskellen, f.eks. de såkaldte livmoderfeminister, som forfatteren Nina Björk skarpt analyserer i Kvindelighedens maskerade. Eller tænk på en dansk debattør som Lone Nørgaard der insisterer på grundlæggende forskelle mellem mænd og kvinder og på at samfundet skal indrette sig derefter. I reaktionære religiøse kredse, kristne eller andre, og i visse forskelstænkende feministiske miljøer synes mand-kvinde konstellationen og den kønnede strukturering af verden at fungere som et uundværligt bolværk mod kaos og meningsløshed.
Perspektivet kan imidlertid udvides. Den senmoderne verden er blevet flydende og uoverskuelig, og det er for mange et ubærligt vilkår. Der mangler orden og struktur. Frisættelse og flydende kønsidentiteter skaber utryghed. Den hermed beslægtede forfaldshistorie lurer også lige om hjørnet: der er ikke mere fællesskab, ikke mere omsorg, ikke mere tryghed. Svaret på denne oplevelse af meningsløshed og amoral bliver for nogle kvinder traditionelt: Kvinde, besind dig på din kvindelighed. Vær der for din mand og dine børn! Dermed opfylder du både deres vitale behov og følger dit eget instinkt. For menneskedyret er instinkt jo lig med behov. Smart, ikke? Det hellige moderskab og do. parforhold er og bliver en blind plet hos mange feminister, en uantastelig, næsten religiøst betinget fortolkning af moder- og hustrurollen, ifølge hvilken opofrelsen er det centrale. Var det ikke på tide at opfinde nye måder at være kvinde og mor/forældre på, når nu også nye måder at være mand og far på langsomt, men sikkert vinder indpas? Det ville være til gavn for alle, ikke mindst børnene.
Sociologen Anthony Giddens beskriver identitetsprocessen i det senmoderne, komplekse samfund som et individuelt projekt, hvor intet er givet på forhånd, heller ikke kønsidentitet. Hvert enkelt individ skal så at sige opfinde sig selv i en livslang, reflekterende proces. Det synes som om tankefiguren kønsforskel bliver den sidste redningsplanke for mange, der har svært ved at leve med den senmoderne åbenhed, og som ser trusler, hvor andre ser spændende muligheder. Jeg tænker også her på visse feministiske debattører, der taler om kulturelle kønsforskelle, som en eller anden mystisk grund er umådelig vanskelige at bekæmpe, ja de ligner næsten natur, eller som mener at et samfund indrettet efter kvindelige værdier pr. definition er et bedre samfund.
Nina Björk får det sidste ord i sin kritik af et traditionelt samfund og dets forskelstænkning: »Kvinder påtvinges en immanens, en mangel på evne til at være sandt menneskelige, det vil sige at kunne vælge, at være frie, at skabe sig selv og verden.« Med denne eksistentialistiske hævdelse af ukønnet menneskelig identitet peger hun ind i det senmoderne samfund, hvor forskelstænkningen for alvor er på retur.

*Anne-Marie Vestergaard er cand.mag i litteraturhistorie og filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu