Læsetid: 3 min.

Kolonialisme og færøske kvinders ret til abort

Det er dansk dobbeltmoral, når man på den ene side fordømmer religiøse fundamentalister udadtil, mens man samtidig lader som om, de ikke findes inden for rigets grænser, i dette tilfælde på Færøerne
Debat
22. oktober 2004

Kommentar
Det danske initiativ til at yde økonomisk støtte til, at færøske kvinder kan få foretaget abort i Danmark, har sat sindene i oprør på Færøerne.
Det er forståeligt, når man som færing får tics ved lyden af danske kritiske røster og i ren og skær refleksreaktion manifesterer retten til selvbestemmelsen og ikke-indblanding udefra. Historien har indtil flere gange vist, at det færøske folks rettigheder er blevet underkendt af den danske stat. Folkeafstemningen for løsrivelse fra Danmark 1946 er bare et eksempel.
Man bør ikke fra dansk side gøre kvinders rettigheder på Færøerne til et rigsfællesskabsanliggende, hvilket man gør, når man underkaster deres rettigheder til et spørgsmål om brugen af de danske ydelser til Færøerne. Kvinders rettigheder kan ikke reguleres via bloktilskuddet og bør ikke reduceres til et økonomisk anliggende i det hele taget. Motivationen for at blande sig skal ikke ligge i at Danmark har magt over Færøerne via bloktilskuddet, men ud fra en interesse i at fremme ligestilling.

Konservativ kolonialisme
Når Konservativ Ungdom i Danmark udtaler, at Færøerne ’bare kan erklære sig selvstændige’, hvis de ikkevil have indblanding, er det atter et udtryk for dansk kolonialisme. Det er klart, at man fra færøsk side reagerer mod dansk indblanding, når den ledsages af en magtdemonstration.
Dog er der tale om en alvorlig misforståelse når man fra færøsk side behandler kvinders rettigheder som et internt anliggende, der alene vedrører det færøske folk. Kvinders rettigheder er først og fremmest et anliggende, som har basis i de internationale konventioner, som Færøerne og Danmark har tiltrådt. Derfor handler det ikke om, at den danske stat underkender Færøernes interne selvbestemmelsesret, men derimod om at Færøerne, som netop efterstræber anerkendelse af deres position i det internationale samfund, også må forvente at der også bliver stillet krav til dem udefra. Det åbne demokrati muliggør netop at grupper kan hævde deres rettigheder på tværs af landegrænser. Færøerne – og for den sags skyld Grønland – har ofte påberåbt sig rettigheder som folk og nation. Selvom man dermed fremstår som en homogen gruppe udadtil, udgør borgerne en heterogen gruppe indadtil, hvor nogle (grupper) har brug for mere beskyttelse end andre, det være sig børn, homoseksuelle, kvinder i udsatte situationer, etc. Man skal derfor passe på, at man ikke ofrer de svage borgeres rettigheder på nationalismens bord i forsøget på at fremstå samlet imod en ydre magt, i dette tilfælde den danske stat.
Vi giver Høgni Hoydal ret, når han gang på gang påpeger, at rigsfællesskabet er med til at skabe ansvarsforflygtigelse på Færøerne. I denne sammenhæng er der så tale om ansvarsforflygtigelse over for de færøske borgeres rettigheder. Diskussionen kunne derfor bruges på Færøerne til at tænke over, hvilket image man ønsker at have udadtil i fremtiden, hvad enten det er som en fortsat del af rigsfællesskabet eller som eventuelt suveræn stat. Som suveræn stat skal man nemlig stå til regnskab for hele verdenssamfundet – og mest af alt sine egne borgere.
Spørgsmålet er blevet rejst af både Naser Khader og Kamal Qureshi i Danmark. Det er jo tankevækkende, at ligestillingsspørgsmålet kommer fra danskere, der ikke er vokset op med den traditionelle berøringsangst omkring rigsfællesskabets dybereliggende moralske dilemmaer. Det gør dem måske mere klarsynede omkring dobbeltmoralen i det danske samfund, når man på den ene side fordømmer religiøse fundamentalister udadtil, mens man samtidig vælger at lade som om, de ikke findes inden for rigets grænser, i dette tilfælde på Færøerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her