Kommentar
Med bulder og brag blev befolkningen i forrige uge præsenteret (gevær) for den litterære liste, som eleverne i folkeskolen (og gymnasiet) skal stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletid. Det er ellers glimrende, at der spilles op til dans på det pædagogisk set tabu-belagte område: kanonisering og indførelse af bindende mål for elevernes udbytte af undervisningen. Desværre må det blot konstateres, at der hverken kan danses rock eller rhumba til melodien af det partitur, som kanonudvalget og Ulla Tørnæs har komponeret. Ej heller selv om alle landets lederskribenter på de større dagblade deltager som hylende baggrundsvokaler i stort set unison hyldestsang.
Der er flere alvorlige problemer ved kanon-projektet i den form det hidtil har været beskrevet offentligt. For folkeskolens vedkommende udgøres den bindende kanon af 14 forfatternavne samt folkeviserne som genre. Af disse kan man forestille sig, at der undervises i folkeviserne og H.C. Andersen i de yngre klasser, og for restens vedkommende (Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Blicher, Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Karen Blixen, Herman Bang, Martin A. Hansen, Tom Kristensen, Martin Andersen Nexø, Peter Seeberg og Rifbjerg), realistisk set, i 9. klasse.
Der er slet ikke tid
De ældre tekster er, selv om de betegnes som klassikere der per definition taler til generation efter generation, ganske enkelt så svært tilgængelige for børn. at der som absolut minimum skal bruges et par ugers danskundervisning (ud af skoleårets 40) til hvert af forfatterskaberne, såfremt der skal finde den nødvendige læring sted. Undervisning er som bekendt ikke lig med læring, og formålet med netop undervisningen i disse forfatterskaber, er intet mindre end videreførelse af kulturarven. Forsøger man sig alligevel skyndsomst at nå listen igennem, vil eleverne måske nok stifte bekendtskab med de hellige skrifter, men komme til at se tilbage på danskundervisningen i uforståenhed og med afstandstagen til det overfladiske og intetsigende japperi med værkerne, der nødvendigvis har måttet finde sted. Altså noget nær det ringeste udgangspunkt for at viderebringe den danske kulturarv og give eleverne (positive) fælles identitetsnationale referencerammer. (Skal lærerne kunne forvalte en eventuel lovgivning på baggrund af kanonudvalgets indstilling forsvarligt, bør faget Dansk Litteratur indføres som fag for de ældste klasser i skolen.)
Det bør imidlertid ikke sættes til diskussion, at både samfundet og individet har behov for et fælles sprog og nogle fælles referencerammer. Men en danskfaglig kanon bør være både bredere og mere præcis (målbar) end det foreliggende udspil, der blot beskæftiger sig med toppen af det isbjerg danskfaget udgør i forbindelse med elevernes udvikling af kulturel og demokratisk identitet. Med ordlyden: »Når eleverne forlader Folkeskolen, skal de være i stand at...« er dette mit personlige bud på en (ikke fuldendt) danskfaglig kanon:
*Kunne formulere et læserbrev stilet til en bredere offentlighed nTurde tage ordet i en større forsamling
*Læse højt og fortælle historier nKunne skelne mellem opinion og information i et hvilket som helst medie
*Gennemskue annoncørers hensigt og budskaber
*Kende centralt udvalgte litterære værker af både børne-, ungdoms- og voksenlitteratur både nyere og ældre
*Kunne synge et antal udvalgte danske sange
*Forstå norsk og svensk.
Selv om Ulla Tørnæs har meddelt, at den bindende kanon indføres fra næste skoleår, ville det være modigt og klædeligt for hende (og konstruktivt for selve projektet), hvis hun tog opinionens betragtninger med i sin beslutningsproces.
