Læsetid: 13 min.

Modstandsbevægelsens nye avis

Frode Jakobsen var ikke altid tilfreds med Information. Redaktørerne var for konservative, skønt avisen foregav at være upolitisk
20. oktober 2004

XL
I samme øjeblik Johannes G. Sørensen havde fortalt, at alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig, rykkede to delinger fra Korps Aagesen, en af de veludrustede ventegrupper, ind i Sct. Annæ Passage i St. Kongensgade 40, hvor naziavisen Fædrelandet holdt til.
Få dage inden var Børge Outze vendt hjem fra Sverige fast besluttet på at realisere sine planer om en ny avis. »Jeg hørte et eller andet sted ’under jorden’, at der eksisterede endnu en bladplan foruden vor egen og Arne Sørensens plan om at fortsætte Morgenbladet,« fortæller Outze. »Man sagde, at Frode Jakobsen (hvis navn jeg første gang havde hørt nævne af Gestapo – jeg havde kun kendt ham som »Ravn« eller „Ravnen«) – og hans meget store, illegale organisation Ringen havde dagbladsplaner. Skønt Frode Jakobsen i de døgn havde mere end rigeligt om ørerne i sin egenskab af chef for Frihedsrådets kommandoudvalg, general for ca. 45.000 væbnede folk, som afventede ordre, gik han ind på at mødes med den genopdukkede Informationsredaktør.«
Under samtalen fandt Outze ud af, at nok havde Frode Jakobsen »idéen og lysten, men at der endnu ikke var truffet praktiske forberedelser, og han fik en redegørelse for, hvor langt vi var kommet med planen om Dagbladet Information i Fædrelandets lokaler.« De blev enige om at slå de to bladplaner sammen til én, og at Ringen ville slutte op bag Information.
Da Outze 4. maj om aftenen nåede frem til St. Kongensgade 40, var låsen i døren til redaktionslokalerne skudt itu. På bordet i det første kontor, han kom ind i, lå en blodplettet avis. Det var et eksemplar af sidste nummer af Fædrelandet. »Det er Arne Sørensens blod!« sagde den frihedskæmper, som havde kommandoen over Korps Aagesen.
Det viste sig, at Arne Sørensen var ankommet umiddelbart efter Korps Aagesen og var blevet stoppet i porten.
Det havde han og hans to ledsagere taget meget ilde op, for de ønskede også at overtage Fædrelandets kontorer og trykkeri for at udgive Dansk Samlings avis, Morgenbladet.
»Min far kunne godt lide Frode Jakobsen, selv om han lavede en virkelig slyngelstreg i 1945,« fortæller Svend Auken, hvis far, Gunnar Auken, var den ene af Arne Sørensens to ledsagere. »På et af de sidste møder i Frihedsrådet inden 4. maj siger Arne Sørensen, ifølge min fars referat: »Vi tager Fædrelandet til Morgenbladet.« Frode siger ikke noget, men i virkeligheden havde han lovet det til Information. 4. maj om aftenen ringer Arne Sørensen til min far: »Gunnar, vi må ind og sætte os på Fædrelandet.« Da de kommer derind, bliver der skudt på dem af Korps Aagesen. Det var den eneste gang, han var i livsfare under Anden Verdenskrig, fortalte min far.«
Det havde været nødvendigt at affyre et varselskud for at få de tre Dansk Samling-folk til at standse. »Det viste sig bagefter, at varselskuddet havde været skarpt, og at det på det nærmeste havde barberet det ene øjenbryn af vor særdeles gode ven, dr. med. Gunnar Auken,« fortæller Børge Outze. »Vagten havde tvivlet på, at Arne Sørensen virkelig var Arne Sørensen.«
I løbet af natten blev Outze og Arne Sørensen enige om, at både Information og Morgenbladet kunne trykkes på Fædrelandets gamle trykpresse, den første som eftermidagsavis, den anden som morgenavis. Allerede 5. maj udkom Information første gang som legal avis, men uden at det økonomiske og redaktionelle grundlag for videre udgivelse var sikret.
Den endelige afklaring skete på et møde under forsæde af Frode Jakobsen i hans egenskab af leder af Ringen. Blandt de andre deltagere var Erik Husfeldt, Ebbe Munck, Børge Outze samt nogle fremtrædende folk fra den øvrige presse. Under mødet spurgte Frode Jakobsen hver enkelt af de indbudte pressefolk, om de ville være med. »De sagde nej. Én for én sagde de nej,« fortæller Outze. »Tilbage var så Ebbe Munck. Frode Jakobsen sagde: »Der ligger stor vægt på din afgørelse.«
Ebbe rømmede sig og sagde: »Okay!««
Frode Jakobsen lovede at stille resten af de penge til rådighed, som Ringen havde indsamlet under krigen. „Men så vidt vi vidste, ’stod’ der kun 25.000 kr.,« fortæller Outze.
24. juni kunne Outze meddele Frode Jakobsen, at det gik godt med bladet, at man havde etableret faste tirsdagsmøder med medlemmer af Ringens hovedbestyrelse: »Vi regner med også at se dig på de møder, når du får tid. Så snart vi har fået arbejdet ind i lidt mere rutinemæssige former, skal jeg plage dig noget mere. I øjeblikket tager de tekniske vanskeligheder og forhandlinger til højre og venstre al min tid. I øvrigt regner jeg med at høre fra dig, hvis der er noget, du vil have frem, eller hvis der er noget, du er utilfreds med.«
De faste møder mellem Informations og Ringens ledelse blev inden længe afholdt i Frode Jakobsens ministerium på Christiansborg, hvor der både blev diskuteret redaktionelle og økonomiske forhold, og hvor man aftalte holdning til udrensningen og den politiske linje. Et af resultaterne var en artikel i Information 20. maj med Frode Jakobsen som hovedforfatter. Punkt 1 lød: Bort med dem, som svigtede. Både forbryderne og dem på de høje poster, der svigtede folkets tillid. Punkt 2: Ny national orientering. Slut med Danmarks isolerede neutralitet. Punkt 3: Ikke partipolitik, men nationalpolitik. Samarbejde på tværs af partiskel for nationens bedste.
„I de første måneder var bladet tydeligt modstandsbevægelsens organ med særlig tilknytning til Ringen. Bladet havde en mission, et formål, det var godt at have som sikkerhed i den første kaotiske tid,« skriver Mads Lange i sit historiespeciale om Informations første 25 år.
Foruden de faste møder havde redaktionen næsten daglig telefonkontakt med Frode Jakobsen, oplyser Børge Outze, »men han interesserede sig mere for ’de lange linjer’ i det redaktionelle end for den daglige trummerum.«

Samtalerne kunne være ret livlige. »Vi var ikke altid enige, skønt vi jo heldigvis var enige om det væsentlige,« fortæller Outze. »Vi på bladet fandt, at han blandede sig for meget, mens han på sin side syntes, vi på redaktionen alt for tit undlod at orientere på forhånd (…) Nå, efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, fandt jeg mig til rette med Frode Jakobsen som rådgiver, og vor telefoniske uenighed drejede sig i almindelighed om medarbejderes manglende lyst eller evne til kontakt med Frode Jakobsen – selv i spørgsmål, hvor de vitterligt burde have kontaktet ham som den af modstandsbevægelsens ministre, vi stod nærmest. Men han var dem for skolemesteragtig.«
Et referat fra et hovedbestyrelsesmøde i Ringen i juni viser Frode Jakobsens vurdering: »Vi har startet bladet Information, som det eneste rene modstandsblad. Vi har ikke altid været tilfredse med det; dette fordi vi ikke har haft tid til at have hånd i hanke med det; men det kommer.« Med det royale »vi« mente han utvivlsomt sig selv.
Senere i referatet hedder det: „Information er ikke konservativt. Redaktørerne er noget konservativt prægede. Når jeg før sagde, at vi nu og da havde været utilfredse, er det, fordi det under tiden er skinnet igennem, at redaktørerne er konservative – selv om bladet tenderer at være upolitisk.« På det tidspunkt hed redaktørerne Børge Outze, der var blevet uddannet på det radikale Fyns Venstreblad og havde en fortid som militærnægter, og Ebbe Munck, der var cand.polit., havde været journalist på Berlingske Tidende, og som senere blev ambassadør og endte som første hofchef for den daværende prinsesse Margrethe.
I slutningen af 1945 gik Frode Jakobsen mere ind i forholdene på Information. »Hvad kunne det ikke blive til nu, da han ikke længere var minister; men kun folketingsmand – med den energi, han var i besiddelse af,« skriver Outze. »Vi mærkede fra kredse, som stod ham nær, at det ansås for naturligt, at han nu blev knyttet nærmere til bladet. Vi mente nej. Vi ville ikke være nogen politikers avis. Og det ville vi uvægerligt blive, hvis en kendt politiker fik sit navn knyttet til bladet. Gode råd var velkomne; men derudover – nej tak.
Vi forstod, at han måtte anse os for utaknemlige skarn; men det fik være.«
Formanden for bladet, Frode Jakobsens ven fra Ringen og Frihedsrådet, Erik Husfeldt, mente ikke, at han burde sidde i bestyrelsen, men være politisk rådgiver. »Frode Jakobsen svarede, at han heller ikke ønskede nogen officiel tilknytning, når han ingen indflydelse kunne få, men han var villig til at rådgive i politiske spørgsmål på daglige møder med redaktionen,« fortæller Outze. I praksis skete det gennem en af redaktørerne og oftest pr. telefon.
»En af modstandsbevægelsens få kulturpolitiske innovationer« kalder Hans Kirchoff Information. Indtil slutningen af 60’erne udtrykte den stadig modstandsbevægelsens kritiske syn på efterkrigstidens indenrigspolitik. Samtidig gik den stærkt i brechen for dansk tilslutning til NATO og et større internationalt engagement. Da ’ungdomsoprøret’ satte ind, tog Information et stort venstresving og brød med sit historiske udgangspunkt.
Igennem årene kunne Frode Jakobsens syn på Information være særdeles kritisk. Da Niels Busch-Jensen i februar 1950 måtte trække sig som justitsminister, lagde Frode Jakobsen delvis ansvaret hos Information. Under en afhøring i byretten virkede Busch-Jensen vaklende, og man fik indtryk af, at han løj. Selv mente han, at han var offer for et kommunistisk komplot.
Baggrunden var en retssag mellem det kommunistiske Land og Folk og Justitsministeriet omkring entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kiers forhold under krigen. DKP’s leder, Aksel Larsen, og hans partifælle, landsretssagfører Carl Madsen, havde i skarpe vendinger anklaget justitsminister Busch-Jensen for at dække over rigsadvokaten, der ikke havde sørget for at rejse tiltale mod Wright, Thomsen & Kier for værnemageri. Under byrettens behandling af sagen erklærede Aksel Larsen og Carl Madsen, at Busch-Jensen havde holdt et møde med dem i 1947 om entreprenørfirmaet for at få styrtet den daværende justitsminister, A.L.H. Elmquist, fordi han og rigsadvokaten havde henlagt sagen. Ifølge Aksel Larsen havde Busch-Jensen under deres møde i 1947 fortalt, at „der lå meget mere i sagen, end vi vidste«, og han havde spurgt, om han ikke måtte rejse sagen ved en forespørgsel til Elmquist. Han var sikker på, at han ville blive tvunget til at gå af, og at justitsministerens fald ville blive hele venstreregeringens fald«. For at Busch-Jensen kunne rejse sagen, måtte han dog have tilladelse fra sit parti. Da det ikke lykkedes, løb sagen ud i sandet.
Aksel Larsen kunne samtidig oplyse, at han havde haft særlig tillid til Busch-Jensen, fordi han på et tidspunkt i 1934 havde hjulpet Arbejderbladet – forløberen for efterkrigstidens Land og Folk – med 1000 kr. for at sikre bladets udgivelse dagen efter. »Vi har haft temmelig intim kontakt, og han røbede ustandselig, at han var politisk enig med os,« fortalte Aksel Larsen. »Han har også engang været med til at finansiere Arbejderforlaget (det kommunistiske forlag før krigen, sg). Dette er ikke sagt for at rakke Busch-Jensen ned, men fordi der blev stillet det spørgsmål til mig i retten: Hvorfor jeg kunne have så stor tillid til Busch-Jensen. Der har aldrig før denne sag været grund for mig til at tro, at Busch-Jensen ikke var 100 procent enig med mig politisk.«
Da Busch-Jensen blev afhørt, hævdede han, at han havde hjulpet Carl Madsen med sagen, »for at forhindre Land og Folk i at bringe sagen frem og derved ødelægge Madsens chancer inden for anklagemyndigheden«. Og han afviste, at han skulle have haft et intimt politisk samarbejde med ham og Aksel Larsen rettet mod landssvigere.
De vidt forskellige udsagn indebar, at en af parterne talte usandt. Land og Folks advokat krævede en politiundersøgelse, mens en anden advokat fastslog, at det springende punkt var, om rigsadvokaten var bestukket og hans administration korrupt og rådden.

Blandt de mest kritiske røster i sagen var Information. »Tillid til retsplejen er nødvendig, som menneskets åndedræt i et demokratisk samfund,« skrev Børge Outze. »Den tillid er blevet undergravet i denne sag som i så mange efterkrigssager. Nu tror man at kunne bøde på sket skade ved at tie om de faktiske ting. Man tysser på folk ved at sige: ’Det kan godt være, at det og det er galt, men indrømmer vi det, er det en triumf for kommunisterne. Fatter man da ikke, hvor farligt det er?’«
Et par dage efter gik Outze endnu længere og krævede i lighed med nogle andre dagblade i realiteten Busch-Jensens afgang som justitsminister: »Enhver embedsmand, der må rense sig for en nok så tosset beskyldning, suspenderes, mens sagen undersøges. En minister, der har selve retsvæsenet under sig, må vælge eller tvinges til at vælge samme metode. Har angriberne, fjender og forhenværende venner, ret, kan ministeren ikke fortsætte, og har de uret, vil det være i ministerens egen interesse, at undersøgelsen foregår, uden at nogen kan mistænke ham for at have fjerneste indflydelse på den.«
Det hører med til sagen, at Busch-Jensen et par år forinden havde måttet fyre Carl Madsen som statsadvokat på grund af spirituskørsel. Da de konservative også begyndte at stille spørgsmål ved Busch-Jensens håndtering af sagen, trak statsminister Hedtoft i realiteten tæppet bort under ham og tvang ham til selv at trække sig.
»Danmark har mistet en justitsminister, om hvis handlekraft der har hersket tvivl, men hvis klogskab og retskaffenhed måske ikke er overtruffen af nogen,« skrev Frode Jakobsen umiddelbart efter i Social-Demokraten. »Der findes mange måder at genere et menneske på. En af de mest raffinerede er, når en mand som Aksel Larsen siger: »Jeg har altid betragtet Busch-Jensen som en af mine nærmeste venner.«
Og så de medskyldige? Hvordan mon følelserne i dag er på det Information, der den ene dag klager over antidemokratisk isolation af kommunisterne – og den næste dag er førende i hetzen mod Busch-Jensen, fordi han har vist tillid til en bekendt til trods for, at han var kommunist. De, der var med til at slå Christmas Møller ihjel, har nu også været med til at fælde Busch-Jensen. Det blad, der ønsker at betragtes som et modstandsbevægelsens organ, har nu gjort det af med to af modstandsbevægelsens bedste skikkelser. Hvad er det for en pervers sygdom, der raser i dette blad?«
Usædvanligt skarpe ord, og så fra en mand, som havde været med til at sikre, at Information overhovedet kom på gaden. Hvad angår Christmas Møller, havde Information været stærkt kritisk over for hans Sydslesvig-politik og hans afvisning af en folkeafstemning om flytning af grænsen sydpå. Med først Ebbe Munck og siden hans afløser Ole Kiilerich var bladet talerør for en aktiv holdning i Sydslesvig-spørgsmålet. En anden flittig lederskribent på samme linje var den tidligere militante KU’er Poul Meyer, senere professor i statskundskab i Århus, som siden 30’erne havde været i opposition til Christmas Møller. Den tidligere udenrigsministers elendige valgresultat i 1947, da han opstillede som løsgænger i Sønderjylland, bidrog sandsynligvis til at fremskynde hans død året efter.
For at forstå Frode Jakobsens skarpe reaktion kan der være grund til at minde om, at både Busch-Jensen og Christmas Møller var nære venner.
Busch-Jensens afgang gav også ham anledning til et generelt opgør med kommunisterne: »Skaden er sket. Tilbage bliver læren. Busch-Jensens fald vil komme til at stå som et monument over kommunisternes perfiditet, som en advarsel til enhver hæderlig mand mod at indlade sig med kommunisterne.
Der er nogle, der hidtil har ment, at man kunne omgås kommunisterne på lige fod med andre. Man kunne dog tale med dem om tingene. Det gælder især mange af dem, der som Busch-Jensen og jeg har stået sammen med dem i de dage, begivenhederne tvang os til at holde sammen.
Mange gamle modstandsfolk har ikke kunne forstå, at de dage for længst var forbi. Mon denne sidste judasgerning nu ikke har oplyst også de sidste ? (…)
Det, der nu er sket, må betyde, ingen tør tale venskabeligt med dem, at ingen tør invitere dem til at sidde ved sit bord. Fordi vi nu ved, at også det måltid mad, vi byder dem, en dag kan forvandles til en dolk i vor ryg.
Der har været kold luft omkring den Aksel Larsen, der nu har fældet Busch-Jensen. Den vil efter i dag blive koldere. Ingen skal bringe sig i den fare, at Aksel Larsen en dag med det mindste skær af sandsynlighed skal kunne betegne ham som en af sine venner.«
Sin generelle holdning til kommunisterne slog Frode Jakobsen fast i december 1946: »Jeg vurderer kommunisternes idealisme højt. Jeg har altid respekt for folk, der vil kæmpe for deres overbevisning. Og vi kæmpede godt sammen, dengang vor overbevisning under besættelsen var den samme: at nazismens nederlag gik forud for alt. Men de har i dag en anden overbevisning end vi. Og man kan i politik ikke, når man er bunduenig om fremtidens opgaver, blive stående sammen på grund af enighed om de opgaver, der er løst.«
I hans øjne havde kommunisterne slået meget i stykker for modstandsbevægelsen efter befrielsen, blandt andet fordi de »fik følgeskab af et stort antal brave mennesker af den art, der har krav på tilgivelse, fordi de ikke ved, hvad de gør«.
Kampen med kommunisterne eller måske snarere kommunismen skulle sammen med ikke mindst debatten om stikkerlikvideringerne komme til at optage ham i årevis.

*Sven Ove Gade var chefredaktør på Ekstra Bladet 1976-2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu