Læsetid: 5 min.

Vi har mødt fjenden – og han er os

Vi amerikanere stemmer ikke for en bestemt politik eller en bestemt kandidat. Vi stemmer imod den anden side
Debat
15. oktober 2004

International
De mange ekspertanalyser af de svingende opinionstal for Bush og Kerry viser, at præsidentvalget den 2. november tegner til at blive et lige så tæt løb, som tilfældet var for fire år siden. Det har en enkel forklaring: Skønt de fleste vælgere betegner sig selv som ’moderate’, er den amerikanske vælgerbefolkning psykologisk fastfrosset i to uforsonlige, lige stærke lejre. Krigen, økonomien, kandidaternes militære bedrifter og personlighed, den 11. september – intet af dette tæller så meget, som det elementære spørgsmål: Hvilken side er du på?
At stå til venstre eller til højre er kommet til at betyde mere for vores selvforståelse end vores religion eller hjemstavn. I en tid, hvor fællesskaber er mere virtuelle end virkelige, føler vi os tryggest i selskab med folk fra vores egen lejr, hvorimod dem fra den anden side virker truende og fylder os med nag og modvilje. Faktisk ser vi slet ikke den anden side. I bedste fald er folk derfra notorisk vanvittige, i værste fald monstrøst umenneskelige.

You liberal!
Lad mig illustrere min pointe med to selvoplevede eksempler. For fire år siden hørte jeg i en universitetsklub i New York et foredrag af en prominent konservativ intellektuel og tidligere taleskriver for præsident Bush. Hun var afslappet og charmerende og følte sig tydeligvis blandt ligesindede. »I begyndelsen af valgkampen,« sagde hun, »havde mine kolleger og jeg et fint forhold til Gore. Vi var uenige i det meste af, hvad han sagde, men det kunne vi leve med. Han virkede som en person, man kunne tale med. Nu må vi erkende, at han er fuldstændig som Clinton – sindssyg!«
Da jeg fortalte en venstrefløjsven om episoden, udbrød hun: »Det overrasker mig ikke! Din historie har dog én skavank: Der findes ikke intellektuelle på højrefløjen.«
Få måneder senere var jeg med min søn på vej hen over en snedækket gade i Manhattan. En varevogn med Jersey-nummerplader drejede skarpt og undgik kun med nød og næppe at køre min søn ned. Jeg løb efter den og skældte chaufføren ud. Han kastede et enkelt blik på min pelshat og designerbriller, før han rullede vinduet ned og spruttede: You, you, you… liberal!
Vi er ikke blot uenige. Vi hader og frygter hinanden. Republikanerne hader demokraterne, fordi de er luskede, slatne typer, der vil bortøde ærligt tjente penge og ofre hævdvundne friheder for at lefle for dekadente europæere og perverterede pressionsgrupper. De er kvindagtige kujoner uden vilje til at tage et regulært slagsmål for deres overbevisning. Et yndet hadeprædikat er »latte-drikkende, Volvo-kørende liberale«. Det er en meget betegnende fordom: At drikke caffe latte og køre i Volvo er et knæfald for det fremmedartede og fordægtige. Alene navnet latte er europrætentiøst og at køre Volvo antyder, at man sætter sikkerhed over design, motorkraft og fart. Det svarer til at fornægte livskvaliteter, som krydrer et i forvejen overreguleret liv. Men det værste er dog, at demokrater og liberale er hyklere, der foregiver at ville hjælpe de fattige og omfordele nationens velstand, samtidig med at de sikrer sig, at deres egne børn kommer i de rigtige skoler og undgår militærtjeneste.
I dette enkle fjendebillede spores også frygt. Blikket i chaufførens øjne udtrykte frygt – ikke for at jeg skulle melde ham til politiet, men for at jeg tihørte et højere lag i samfundet end han og havde magtmidler, som han slet ikke kunne forestille sig. For mange republikanere er demokraterne indbegrebet af den privilegerede klasse: en selvretfærdig, upersonlig, abstrakt og pseudogenerøs mennesketype, der uden videre vil forære rettigheder bort, som underpriviligerede har måttet kæmpe for.
Demokraterne hader republikanernes stupiditet og glæde ved vold, deres selviskhed, aggressivitet og hensynsløshed. Republikanere er bøller og svindlere, som vil gribe til alle tænkelige taktiske kneb, selv beskidte, for at opnå, hvad de ønsker. De er isolationister og fyldt med had og fordomme. Man kan ikke tale fornuft med dem, for de anser fornuftsræsonnementer for et tegn på svaghed. De er Mr. Hyde over for demokraternes moralsk engagerede, humanistiske Dr. Jekyll – i freudske termer: id’et over for det demokratiske jeg. Men ikke et sundt, seksualiseret id. Tværtimod dækker deres macho-stoltseren over en dyb usikkerhed om egen formåen.

At vinde er vigtigst
Demokraterne frygter republikanerne af samme grund, som deres modpol frygter dem. De frygter fjendens overlegne magt. Fra høje bestyrelsesposter i de store koncerner trækker republikanerne i nationens tråde. Det radikale højres plebejere er blot en bekvemmelighed, som partieliten behøver for at kunne blive valgt ved at føre opmærksomheden over på håbløse sager som at omstøde retten til abort eller ændre forfatningen, så den forbyder voksne mennesker af samme køn at indgå ægteskab.
Under hadet og frygten tror jeg, at der lurer en endnu mere fundamental følelse, som begge lejre deler: skuffelse. Skuffelse over ens offentlige og private liv og skuffelse over den demokratiske proces. Ud fra det svindende antal vælgere ved Europas valg og russernes passive accept af den fremadskridende inddragelse af deres nyligt erhvervede rettigheder, kan man slutte sig til, at denne skuffelse ikke er begrænset til USA.
Igennem de seneste 50 år er den republikansk-konservative vision om at stå på egne ben og klatre op ad den sociale rangstige gennem hårdt arbejde blevet fordunklet af alt fra kompleksiteterne i udenrigshandel til regulerende statsagenturer og uligheder i uddannelses- og velfærdssystemer. Den demokratiske vision om den gode stat, der arbejder for lige muligheder for alle er ligeledes kompromitteret af de store koncerners arrogance, af lobbyismen og en følelse af, at kløften mellem de rige og de fattige er vokset til usete proportioner. Da løsninger på sådanne problemer ikke er inden for rækkevidde, og da vi i vidt omfang har mistet tiltroen til, at den demokratiske proces evner at løse problemerne, har vi valgt at se os gale på hinanden i stedet. At vinde er blevet eneste prioritet. Og kan vi ikke selv leve et godt liv, kan vi i det mindste sikre os, at de andre heller ikke gør det.
I november stemmer vi ikke for en bestemt politik eller en bestemt kandidat. Vi stemmer imod den anden side. Som Walt Kellys Pogo, helt i en populær tegneserie, udtrykte det for mange år siden: »Vi har mødt fjenden – og han er os.«

©George Blecher, Eurozine og Information

*George Blecher er amerikansk journalist og forfatter

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her