Læsetid: 3 min.

Monogami eller zapperi

Debat
4. oktober 2004

Det' da løgn
Jeg er dybt bekymret over udviklingen inden for de mikrobiologiske videnskaber. Efter min mening er forskningen gået grassat, og følgerne kan blive uoverskuelige.
Tag nu f.eks. det eksperiment, nyhedsmedierne omtalte for nogen tid siden. Man havde sprøjtet nogle gener ind i hjernen på mus, hvorved deres naturgivne promiskuøse tilbøjeligheder blev ændret til livslang monogami.
Normalt er jeg både overbærende og omgængelig. Men sådan noget oprører mig! Jeg er forarget over, at veluddannede og kompetente mennesker kan hengive sig til en så letfærdig omgang med tilværelsens grundlæggende værdier. Hvor har de deres tanker? Fatter de virkelig ikke de mulige implikationer af deres handlinger?
Selvfølgelig går verden ikke under, fordi nogle små gnavere render rundt og svigter deres natur. Men vi har jo set det den ene gang efter den anden: Når det først ved dyreforsøg har vist sig muligt at realisere en idé – den være sig nok så uhyrlig – så vil der uvægerligt være ryggesløse elementer, der ikke kan afholde sig fra også at afprøve den på mennesker.

Behandlet troskabs-gen
Tænk, hvis et sådant troskabsgen fik lov til at sprede sig ukontrolleret i samfundet. Hvor ville vi så være henne? Hvis allerede den første forelskelse førte til et livsvarigt forhold, hvad ville der så ske med vores uophørlige bestræbelser på at erobre hinanden og at beskytte vores erobring mod andre? De ville høre op! Og hvad ville der så ske med hele det industrikompleks, der lever af og understøtter kampen? Det ville gå under! Skønheds- og plastickirurgiindustrien, mode- og fitness-branchen og den internationale handel med kvinder ville forsvinde, underholdningsindustriens og reklameverdenens strømme af drømme og luftkasteller ville tørre ud, og det psykiatriske behandlersystem, advokatstanden, domstolene og statsamterne ville svinde ind til næsten ingenting.
Og det er ikke det værste! En biologisk baseret tilbøjelighed til livslang troskab ville være en bombe under hele den moderne vestlige civilisations værdigrundlag. En sådan omvæltning i vores dybere mentale lag ville indebære, at alle vore forestillinger og normer skulle vendes på hovedet. Hvad vi nu anser for godt, ville pludselig være skidt og omvendt. Egenskaber som hurtighed, dynamik og omstillingsparathed ville miste deres betydning til fordel for stabilitet, udholdenhed og grundighed. Idealet om den individuelle behovstilfredsstillelse ville blive udhulet af nødvendigheden af at vise gensidig hensynsfuldhed, omtanke og respekt. Egenkærlighed måtte udskiftes med ømhed. Grådighed med opofrelse. Overfladiskhed med engagement. Og uansvarlighed med pligtfølelse og samvittighed. Forestillingen om ungdom, glat hud og en snæver horisont som tilværelsens sande værdier ville miste sin tiltrækningskraft og erstattes af begreber som livserfaring, udsyn og klogskab.
Forestil jer en forvirring, det ville skabe! Det ville jo betyde, at alt – simpelthen alt – skulle tænkes om på ny. Hvad ville det indebære for vore begreber om moral og etik? For vore ideer om meningen med livet og lykken? For vore forestillinger om den ideale stræben? Og hvad ville der komme ud af et sådant kaos? Ville vi kunne bevare vores forbrugsmønster? Alt det, der hidtil har beriget vores tilværelse og givet den liv og kulør? Eller ville vi kassere brug-og-smid-væk kulturen? Droppe zapper-mentaliteten? Ville vi pludselig sætte kvalitet over kvantitet og indre egenskaber over den ydre form? Ville vi pludselig begynde at stoppe vore strømper og reparere vores indbo, når det blev slidt? Ville vi begynde at gå med træsko? Tænk lige på, hvad der så ville ske med produktionen og den økonomiske udvikling – ja, med hele grundlaget for vores samfundsorden!
Rystende perspektiver, ikke sandt? Og nu nytter det ikke, at forskere, der lurer på at udføre eksperimentet på mennesker, undskylder sig med uvidenhed om konsekvenserne. De er blevet advaret!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her