Kronik

Nissen flytter altid med

Før de vagthavende nisser på Christiansborg gør ondt værre i form af en hovsa-løsning, burde der sættes tid og penge af til at få analyseret mediebranchens ledelsesforhold på et forskningsbaseret grundlag
13. oktober 2004

Kronik
De seneste skærmydsler i Danmarks Radio er – traditionen tro – blevet reduceret til en personkonflikt tilsat bulder og brag fra Tv-Byens øverste etager. Det er imidlertid en journalistisk forenkling. Her er nemlig andet og mere på spil end de sædvanlige drillerier mellem højre og venstre i dansk mediepolemik. Fyringen af Christian Nissen handler om noget langt vigtigere og meget mere principielt: ledelse af forandring.
På Handelshøjskolen i København er vi et forskerteam, som ved det nyetablerede CBS International Center for Business and Politics forsøger at skabe forståelse for den slags problemer i krydsfeltet mellem forretningsmæssige og politiske hensyn. I den sammenhæng står DR ikke alene. Vi analyserer tilsvarende tendenser i sundhedsvæsenet, hvor bevillingsmæssige og professionelle interesser dagligt tørner sammen. Noget tilsvarende gør sig gældende i hele den kommunale forvaltning, der nu skal strukturreformeres. Hertil kan føjes fondsejede virksomheder og andelsselskaber, hvor særprægede organisationsformer i mange år har givet Danmark institutionelle konkurrencefordele, men som under nye markedsforhold i høj grad trænger til et forskningsbaseret serviceeftersyn.
Det gælder også Statsradiofonien, som DR blev døbt af sine politiske forældre. Ganske vist har den licensfinansierede medievirksomhed gennemgået en ledelsesudvikling, som viser, at politiske og forretningsmæssige hensyn udmærket kan forliges på trods af stærke partipolitiske modsætninger. Men det er langt fra sikkert, at fortidens forvaltningsmetoder også er hensigtsmæssige under fremtidens markedsvilkår.
DR er resultatet af et politisk kompromis. Efter en periode med fri konkurrence og glade radioamatører, blev der indgået et parlamentarisk forlig, som resulterede i monopolet af 1926. Den daglige drift blev lagt i hænderne på en sagkyndig ledelse. Men det fundamentale programansvar blev placeret i en bestyrelse, som talte repræsentanter, der afspejlede Folketingets politiske sammensætning.
Garanter for ordningen var både Socialdemokratiet og Venstre, der dengang som nu kæmpede om regeringsmagten. Frygten for at overlade kontrollen til konkurrenten var i udgangspunktet større end ønsket om selv at sætte sig på magten over statsradiofonien. Derfor fik DR en ledelsesform, hvor de politiske fløje holdt hinanden i skak gennem forhandlinger bag lukkede døre.

I mange år skulle Radiorådets programudvalg godkende alle udsendelser på forhånd. Det skete med henvisning til værdier som objektivitet og alsidighed. I bagklogskabens neonlys kan den slags fremstilles som utidig politisk indblanding i den journalistiske frihed. Men i praksis sikrede det grundige udvalgsarbejde en så høj grad af legitimitet, at statsradiofoniens almindelige drift kunne foregå uden konkret politisk indblanding. At det var tilfældet hang sammen med, at DR ledelsesmæssigt byggede på en stærk forvaltningstradition.
Selve titlen ’generaldirektør’, som ved siden af DR har fundet anvendelse hos statsbanerne og i postvæsenet, signalerede loyal embedsførelse under politiske spilleregler. Det stod lysende klart for embedsmænd som Hans Sølvhøj, Laurids Bindsløv og Hans Jørgen Jensen, der blev rekrutteret fra DR’s egne rækker, og som blev i jobbet, indtil de selv valgte at gå af. Det sikrede medarbejderne arbejdsro og journalistisk frihed. Bagsiden ved embedsvældet var imidlertid bureaukratiske arbejdsgange, som svækkede DR’s konkurrenceevne, da tv-monopolet og eneretten til landsdækkende radiospredning blev ophævet.
Det er på baggrund af den friere konkurrence i mediebranchen, vi må vurdere de ændrede ledelsesforhold efter den 1. oktober 1988, hvor TV 2 prægede mediedagsordenen. Efter nogle turbulente år valgte DR’s bestyrelse at bryde med traditionen og ansætte en generaldirektør udefra.
Christian Nissen havde gjort sig bemærket som chef ved Rigshospitalet. Hans primære opgaver i DR var at øge produktiviteten og væbne organisationen til skærpet konkurrence i en mediestruktur, der i stigende grad fungerede på markedsmæssige vilkår.

Begge dele lykkedes. Det er Nissens tilhængere og modstandere enige om, selv om de ikke ubetinget bifalder generaldirektørens strategiske metoder. Særligt tankevækkende forekommer det i dagens situation, når de mange DR-medarbejdere, som det seneste tiår har betragtet Nissen som deres fjende, i fyringens stund bakker forandringslederen enstemmigt op. Det kan forekomme paradoksalt, men vores forskningsresultater dokumenterer, at der er tale om et karakteristisk grundvilkår ved forstyrrende forandringsprocesser, hvor min fjendes fjende er min potentielle allierede, og hvor de fleste er utilfredse med det bestående, men først for alvor fornærmede, når man indfører noget nyt.
Nissen formåede på imponerende vis at skabe forandring gennem forstyrrelser. Svendestykket var lanceringen af DR2, der i praksis gjorde det muligt at strømline DR1 og øge medarbejderes produktivitet. De indhøstede erfaringer blev senere anvendt effektivt i omlægninger på radiosiden. Også her mødte forandringerne modstand, men til gengæld lykkedes det stort set at konsolidere markedsandelene. Ved systematisk at sammenligne DR’s visionære idealer med fremtidige trusler (’kommercielle mediebaroner’) og forstenet fortid (’monopolistisk statsradiofoni’) er der blevet etableret et værdigrundlag, der ledelsesmæssigt understøtter en effektiv del- og-hersk strategi.
Udflytningen til Ørestaden må vurderes på denne baggrund. Med sin forandringsorienterede ledelsesstil glemte Nissen imidlertid den traditionelle visdom, at nissen altid flytter med: Selv om der ledelsesmæssigt var parlamentarisk accept af bruddet med fortidens bureaukratiske embedstradition, var DR stadig en politisk styret organisation. Driftsledelsen er fortsat dybt afhængig af de periodiske medieforlig på Christiansborg, der blandt andet aftaler fordelingen af licensmidlerne. Derfor kan det kun betragtes som en afgørende svækkelse af det nissenske ledelsesgrundlag, at den 75-årige borgfred på medieområdet mellem Venstre og Socialdemokratiet gradvist blev bragt til ophør i årene omkring årtusindeskiftet.

I folketingssalen er der nu blæst til kulturkamp, hvori DR’s udflytning til Ørestaden udgør en konkret kastebold. Uden at fælde dom over det substantielle i stridighederne, kan der næppe herske tvivl om, at den hidtidige DR-ledelse har været offer for ideologisk mudderkastning. På den anden side kan man næppe heller drive en licensfinansieret organisation som DR uden parlamentarisk legitimitet. Derfor er der ingen grund til at blive forarget over, at den ansvarlige bestyrelse bruger nogle millioner kroner på en opsigelse. Sådan er spillereglerne. Hvis bestyrelsen ikke har tillid til driftsledelsen, må direktøren gå. Det gælder både i offentlige og private virksomheder.
Til gengæld er der god grund til bekymring over, at ingen tilsyneladende ønsker at bevilge et tilsvarende beløb på at finde ud af, hvordan spillereglerne kan forandres, så fremtidens nisser flytter til Ørestaden på en mere hensigtsmæssig måde. I stedet kræver nu både højre og venstre det folkevalgte element i dansk medieledelse udskiftet med en såkaldt professionel bestyrelse for DR.
Det er en farlig vej at betræde. Skiftende radiolove har hidtil udmøntet det såkaldte armslængde-princip i form af en uafhængig bestyrelse, som afspejler styrkeforholdet i Folketinget uden direkte at være underlagt regeringskontrol eller rene markedskræfter. Alternativerne, som man kan gøre sig bekendt med i udlandet, forekommer nemlig ikke attraktive. Regeringsudpegede bestyrelsesmedlemmer fører til risiko for øget politisk ensidighed. Direkte repræsentation, f.eks. baseret på medlemskab af lytterforeninger eller folkeafstemninger, fører til kludetæppe-programlægning, der underlægges populistiske hensyn.
Hvis man vil forandre ledelsesformen i DR, er det derfor klogt at tænke sig grundigt om. . Både de aktuelle konflikter i DR, privatiseringen af TV 2 og dagbladenes økonomiske problemer skriger på en uvildig udredning, der kan fremtidssikre den institutionelle konkurrence i krydsfeltet mellem forretningsmæssige og politiske hensyn.

*Anker Brink Lund er professor, dr.phil. ved Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu