Kronik
For nylig hørte jeg på P1, Danmarks Radios Bestyrelses formand Jørgen Kleener lægge op til en åben debat om, hvordan Danmarks Radio forvalter sine forpligtelser, et generelt blik på Danmarks Radio og gerne forslag til nye oversete dækningsflader. Ovenpå en lang sportssommer vil jeg da gerne ta ham på ordet og sætte spot på et stofområde, som trænger til et kvalificeret eftersyn.
Som billedkunstner og ivrig tv-seer slår det mig ustandseligt, hvor nedpriorteret kultur i almindelighed og billedkunst i særdeleshed er.
Som kulturbærende institution bør tv oplyse og informere om alle kulturelle strømninger og begivenheder i ligelig fordeling. Det gør tv ikke. Generelt set, mener jeg, det er på sin plads at tale om, at billedkunsten er mere end nedprioriteret. Og når man taler i generelle termer, er det samtidig påfaldende som en anden kulturel genre, er endog aldeles over-repræsenteret, nemlig sporten.
Når jeg nævner sporten overfor billedkunsten, skyldes det at kunsten og sporten har et slægtskab i det kulturelle, vi deler ministerium og er at regne for to grene på samme træ. Men derudover mener jeg, billedkunsten og de forskellige kunstarter samlet bør tage ved lære af sportens folkelige formidling i medierne.
Hvorfor er sport i tv blevet så folkeligt populært? Sådan har det ikke altid været. Det er klart, at det har mange årsager, men navnlig to grunde gør sig gældende: opdragelse og penge. Opdragelse, fordi mediernes dækning af sportsbegivenheder over årene har været glidende eskalerende. Sport har en allemandsunderholdende appel og kræver ikke synderlig forhåndsviden. Ser man tilbage på de moderne massemedier og sportens historie vil de tos statistiske kurver have et parallelt stigende forløb i mangfoldighed og interesse. Jo større dækning, jo større marked, det gælder både reklameværdien i det private erhverv, men også staten skummer sin del af fløden med alle de spilleglade danskere, som uge ind og uge ud krydser formuer ind i statskassen. I dag ved flere, hvem Anja Andersen og Morten Olsen er end Allis Helleland og Michael Christiansen.
Hvor mange gange har vi, der har små børn, ikke oplevet de små forventningsfulde poders skuffelse, når speakeren bekendtgør, at Bamse og Kylling er flyttet på grund af damehåndbold. For slet ikke at tale om de gange, hvor selve TV-Avisen er rykket på grund af en landsholdskamp. Hvornår er der sidst blevet flytter en TV-Avis på grund af en fernisering på Statens Museum eller en premiere på Det Kongelige Teater? Fundamentalt mener jeg at såkaldt finkultur og sport lagt op mod hinanden vejer lige tungt i vægtskålen, i hvert fald når der står public-service på vægten.
De respektive tilrettelæggere, direktioner og bestyrelser bør koncentrere sig om at lave et nyt set-up. Det er en alt for stereotyp og tendentiøs kulturdækning, tv lægger for dagen. Så vidt jeg er orienteret, er det kun godt og vel 50 procent af seerne, der virkelig tænder på sport eller man skulle måske sige tænder for sport resten er ligeglade. Er det så rimeligt, at sport skal fylde så meget på sendefladen for ikke at sige i budgetterne?
Jeg er billedhugger og kan som sådan kun repræsentere billedkunsten.
Men jeg har prøvet at lege lidt med tanken om, hvordan billedkunsten eksempelvis kunnne komme mere i fokus.
I arbejdet med formidling af et så relativt smalt stofområde som billedkunst, er folkelighed et begreb, man bliver nødt til at forholde sig til. Det er vigtigt, at man taler til folk, hvor de er. For at komme det i møde, kan man billedligt talt scanne hele det billedkunstneriske stofområde ind i forskellige rytmekategorier for derved at skabe en slags flersporet motorvej, hvor hver rytmegruppe har sin bane. Det vanskelige i at formidle kunst i en moderne formidlingsramme ligger i, at billedkunst næsten ingen fællesnævner har med nutidens højhastighedssamfund. Billedkunst handler jo netop om fordybelsen, det ikke-hurtige og ofte det ikke-sproglige, men følelige.
Ved at dele materialet ind i forskellige rytmegrupper, læs programtyper, kan man opnå større overskuelighed og derved en mere præcis formidling. Når jeg bruger ordet rytme, er det, fordi det nemt kan forbinde billedkunstnerisk fordybelse og moderne medieformidling.
Hvis man prøver at inddele kunstscenen i forskellige rytme-grupper, så vil man eksempelvis kunne sige, at den hurtige rytme eller den hurtige bane på motorvejen vil kunne beskrives ved overfladen eller det ydre. Nemlig ferniseringer, skiftende udstillinger, altså lidt kalenderagtige ting, interviewbidder med kunstneren. Hér kan man lære af sporten, små korte indslag, hvor man kommer rundt i landet og oplever mangfoldigheden i det kunstneriske udbud. Det kunne være et ugentligt program, som kunne hedde Billed Børsen. Jeg kan forestille mig, at et sådant program kunne have en ganske folkelig appel, hvis det bliver strikket godt sammen, netop på grund af den hurtige rytme. Det kan også være, at studieværten på TV-Avisen melder af med at fortælle hvilke udstillinger, der er relevante lige pt. Fulgt op af nogle gode billeder. Fornylig så jeg Søren Rye Petersen lave en slags anmeldelse af blomsterudstillingen på Louisiana, helt nye vinde fra en helt ny kant. Mere af det.
En mindre hurtig rytmegruppe kunne være deciderede programmer, som kunne hedde Se mit Skønne Museum, hvor vi fik landets mange museer at se under kyndig rundvisning af de respektive museumsdirektører. Det kunne være et program som hed Den Flyvende Kuffert, hvor man følger kunstneren i forberedelserne til én af de mange internationale udstillinger, hvor danske kunstnere er repræsenteret. Eller det kunne være Ugens Offentlige et lille program som præsenterer os for en af de utallige udsmykninger, som præger det offentlige rum, en kunsthistorisk analyse og lidt fakta om kunstneren. Det kunne være Kongens Nytorv no 1. Et docu-soap program om de studerende på Kunstakademiet og deres genvordigheder i medgang og modgang. Det kunne være Vis mig dit Sofastykke; et program, hvor danskere inviterer indenfor og viser deres sofastykke og fortæller, hvad det er, der rører dem og hvorfor.
Man kunne også lave indtil flere spændende udsendelser om billedkunstneriske begivenheder som Verdensmesterskaberne i Kunst, nemlig Kunstbiennalen i Venedig, hvor der oven i købet bliver uddelt guldmedalje til vinderen. Eller OL i Kunst, den store kunstudstilling Docomenta i Kassel, som kun afvikles hvert femte år. Den bliver aldrig nævnt, selvom det formentlig er verdens vigtigste udstilling.
Endelig den langsomme rytme, Ned i Kunsten. Det kunne eksempelvis være et program, hvor man fulgte en udsmyknings tilblivelse. Fra kommunen, der har en plads eller en væg og til den færdige indvielse.
Hvordan får de penge? Hvem skal kunstneren være? Hele den lange proces inklusive skabelsen. Det kunne være et månedligt snakkeprogram, hvor man kommer om bag kunsten og berører de store spørgsmål. Et debatforum for kulturpolitiske overvejelser: Hvilke intellektuelle overvejelser ligger til grund for skabelsen, kunsten og religionen m.m. Man kunne også forestille sig regulære kunstanmeldelser.
Det drejer sig om at rette folks øjne på billedkunsten og hjælpe dem med at fokusere. Og jeg tror det kunne være gavnligt at studere, hvordan sporten bærer sig ad for at opnå en højere grad af folkelighed i formidlingen af kunst og kultur. Det indebærer blandt andet, at sendetidspunkterne bliver mindre marginale. Tilsvarende skal udsendelserne selvfølgelig også være både korte, stramme og underholdende.
Det har altid undret mig, hvordan det kan være, at ud af alle de utallige krydderier, der findes, er det netop peberet, der er blevet saltets mage. Hvorfor ikke koriander eller allehånde? Hvorfor er det en naturlov, at sporten er nyhedsblokkens mage? Vi vil også have vores egen Claus Borre. Der er også nyheder i kunsten. Gi kulturen sin egen Morten Stig Christensen. Det må være pay back time. Danmarks Radio og TV2 bør give noget af den tabte tid tilbage til kulturen. Det er som om det sunde legeme har kvalt den sunde sjæl. Lad være med at fokusere på kroppens dummeste del, nemlig fødderne, vend bøtten og giv en chance til den anden ende. Alle andre får deres. Der er sporten, der er vejret, der er finans- og pengenyt, der er boligindretning og forbrugermagasiner, der er portrætter og profiler, der er næsten ikke den samfundsgruppe, som ikke bliver tilgodeset, men: Hva mæ Kulturen?
*Kristian Dahlgård er billedhugger
