Kronik

Små og store kanoner

I kampen om sjælene er der brug for samfundskanoner som modvægt til markedskræfternes forsøg på at gøre børn og unge til passive forbrugere af såvel sange som sodavand
Debat
21. oktober 2004

Kronik
Den 6. oktober kom folkeskolelærer Aslak Gottlieb her i avisen med en alvorlig indvending mod den litterære kanon, idet han hævdede, at: »De ældre tekster er, selv om de betegnes som klassikere, der pr. definition taler til generation efter generation, ganske enkelt så svært tilgængelige for børn, at der som absolut minimun skal bruges et par ugers danskundervisning (ud af skoleårets 40) til hvert forfatterskab...« Den 7. oktober trumfer Information så over med en superkanon med 20 navne på verdensberømte forfattere, og professor Peter Madsen forlanger med Goethe i hånden intet mindre end »verdensdannelse«. Budskabet er klart: Ingen småtskåren provinsialisme her; hvis ikke du tænker globalt, er du en reaktionær og farlig nationalist.
Modersmål-Selskabet har i al beskedenhed bidraget til kanondebatten med et forslag om at kanonisere 10 danske salmer og 20 danske sange, som eleverne i folkeskolen skal kunne, helst udenad, og skal kunne synge. Men vi vil nødig lade os jage hen i skammekrogen til nationalisterne, og vi har ikke i vores begrundelser for forslaget brugt argumenter om at styrke danskheden eller lignende, hvad regeringsudvalget med Jørn Lund som formand heller ikke gjorde.
Forholdet mellem det lokale, evt. nationale, og det globale er i øvrigt ikke enkelt. Arthur Koestler fortæller i romanen Mørke midt på dagen, hvordan aviserne i den store sovjetiske industriby, hvor han opholder sig, hver dag er fyldt med beretninger om kommunismens fremgang i fjerne verdensdele, mens der ikke står et ord om, hvorfor sporvognene i byen ikke kører, eller hvorfor der ikke er gas i gasnettet. Man kunne jo nok mene, at det ene ikke behøvede at udelukke det andet, og at det er en dårlig kosmopolit, der ikke ved, hvad der sker i hans egen opgang, eller som rent ud foragter det.
Udlandsrejsende beretter henført om nydelsen ved at sidde på fortovscafeen og læse den lokale avis: Nu skal platanerne på bytorvet studses, og en mand fra netop deres provins har ved et gymnastikstævne hoppet højere end alle de andre franskmænd, der var med. Når andre folkeslag istemmer deres hjemlandes vemodige melodier og hylder deres bjerge og sletter og fortidens bedrifter, er det charmerende, måske rørende eller storslået, men skulle en dansker finde på at holde af det sted, hvor han er født, og måske offentligt tilkendegive det ved sammen med andre at synge en sang fra Højskolesangbogen, ja så er han nationalist og henvises af kosmopolitterne til at læse Homer eller Goethe i stedet for.

Ingen onde ord om hverken Homer eller Goethe, men det er noget pjat at slå en national kanon oven i hovedet med dem, for der er kun den modsætning mellem det ene og det andet, at man i skolen ikke kan nå det hele, og at noget kan være for svært for børn og unge. Verdensdannelse og verdenskanon er for voksne, de er livsprojekter, som hver enkelt selv må vælge til eller fra; de er for omfattende til at være rettesnor i en skole, der er for alle. Men et sted må man begynde, og det er det, kanonsagen drejer sig om. Vi er henvist til at udøve tilværelsen fra det hjørne af verden, hvor vi nu engang er anbragt, og selv om vi flytter til New York eller Paris, havner vi uvægerligt i et andet hjørne, som så er udgangspunktet, hvor en anden kanon gælder. Cervantes kan være for de spanske børn (hvad han for øvrigt er), Goethe for de tyske, Bellmann for de svenske osv. ligesom H.C. Andersen og Blicher er for de danske.
Fint nok med verdensdannelse, men den må begynde et sted, og det sted har altid en historie og et sprog. Selv den store Goethe måtte begynde med at synge den lokale udgave af Lille Peter Edderkop og fik sit sprog grundlagt bl.a. ved at blive ført gennem sin tids skolekanon. Verdensborgeren kom først til senere, og ikke alle hans skolekammerater blev lige så store verdensborgere.

Ideen bag en kanon er, at den prioriterer hårdt og sætter forskel ved at udpege noget som vigtigere end andet, og herved træder dette andet, det ikke udpegede, også klarere frem. En kanon giver lektier for eller vinkler stoffet, som journalisterne siger, den tvinger til at stoppe op, lære og huske. Det er ligesom med weekendens avislæseri. Efter to Informaer, Politiken og Weekendsjaskeren kan fruen finde på at spørge: »Nå, hvad har du så læst?« Der står man så som brødrene i Klods Hans, bah! »Jo, øh, en kronik af Peter Madsen.« Hvad den gik ud på? Jo, altså, det var noget med Goethe og verdenslitteraturen. For at tvinges til opmærksomhed og for at huske, må vi have en vinkel: Værsågod, her er en stak aviser; på mandag skal du gøre rede for, hvad folk i den forløbne uge har ment i kanondebatten, argumenter for og imod. Tvang, ja, men når man skal, så kan man godt, og det opleves som en sejr, når man ud af den amorfe masse af informationer faktisk har tilegnet sig noget.
Sådan er det også med bøgerne, sangene og salmerne. Læs én (god) bog 10 gange i stedet for at læse 10 bøger, lær ét (godt) digt udenad i stedet for at læse hele digtsamlingen, vælg én forfatter og hold fast. For nu at sætte sagen på spidsen. Så har man etableret sig en lille ø midt i den strøm af kommerciel underholdning, der truer med at opsluge os.
I en vis forstand er børn og unge i dag allerede verdensdannede, idet de alle i hvert fald i den vestlige verden lytter til nogenlunde de samme amerikanske popsange, ser de samme film og spiller de samme computerspil – med enkelte lokale variationer. For det var jo, hvad der skete efter opgøret i 70’erne med den forældede traditions tvang: Banen blev ryddet for Disneykulturen, og den er ikke det rene Anders And mere. Væk med nationalistisk morgensang og Højskolesangbog i skolerne, nu skal 1.000 blomster blomstre og fantasien og kreativiteten til magten. Jo, godmorgen, her 30 år efter kan det konstateres, at hvor kirke og samfund måtte give, op tog en passivitetskultur over. Børn og unge synger ikke mere (kun småbørn), de bliver sunget for – og mest på engelsk.

Der bliver sunget som aldrig før, men i radio og fjernsyn, hvor der er ’Hit med sangen’, ’Stjerne for en aften’og Melodi Grand Prix også for børn, og den ene stjerne er dygtigere end den anden. Men af en eller anden grund er det ikke gået her som i sportens verden, hvor børnene ufortrødent spiller fodbold, selv om de er klare over, at de ikke spiller så godt som de professionelle.
Når det drejer sig om at synge, føler de sig lagt ned, fordi de ikke er så gode som de rigtige stjerner. Formerne til at udfolde sig i mangler, og de kan ingen sange, højst nogle enkelte linjer på engelsk og nogle strofer fra Kim Larsen, ikke nok til fælles udfoldelse. Når man ved, hvor meget musik betyder for børn og unge, opleves det som både synd og skam.
Vov dig op en søndag morgen kl. otte og se og hør på, hvad børnene bydes på i ’Fjernsyn for dig’. Det er et bombardement af eventyr, en stadig strøm af talende dyr, der skyder med alle former for mærkelige våben, laver karatespring, flyver i raketter og rumskibe og smadrer biler i kamp med andre talende dyr. Hertil opgejlede stemmer, råben og skrigen. Ideologien i det meste er den fladeste materialisme: Hvad kan jeg bruge det til? Virkningen på børnene er rastløshed, kedsomhed og mangel på interesse for den virkelige verden. Skolen er kedelig, for der kan man vanskeligt smadre en bil hvert tiende minut, og hvad skal jeg med navnene på de største tyske floder – hvad kan jeg bruge det til? Spørg en 15-årig om navnene på de 10 mest almindelige danske træer; man skal være heldig for at få bøg, birk og eg.
Noget af en overdrivelse, indvender læseren. Ja, heldigvis da, og det er et af hverdagens små mirakler, at de fleste trods alt overlever bombardementet og ender som kærlige fornuftsvæsener. Men tendensen er der, og rygterne om, at 20 procent af eleverne forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, maner til eftertanke. I kampen om sjælene er der brug for samfundskanoner som modvægt mod markedskræfternes forsøg på at gøre børn og unge til passive forbrugere af såvel sange som sodavand.
I Modersmål-Selskabet tror vi på, at en sangkanon vil medvirke til at bevare og styrke det fælles dagligsprog, som er så afgørende for at slå bro over de mange kløfter, der deler os i grupper: forskellige generationer, forskellig herkomst, forskellige faglige, sociale, økonomiske og politiske grupper. Også bro over kløften til de generationer, der gik forud for os.

*Bent Pedersbæk Hansen er formand for Modersmål-Selskabet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her