Kronik
Den tidligere Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane fremkaldte forargelse, efter at han blev interviewet på DR2s Deadline den 22. september i år, og sagen rullede. Han truer danske ministre, mente man. Man hvad var det egentlig, han sagde? Her kan sprogvidenskaben hjælpe.
Der var mange reaktioner efter interviewet i Deadline. Statsministeren var chokeret, forsvarsministeren mente, at der var tale om utilstedelige trusler, Pia Kjærsgaard (DF) kunne ikke finde ord, der var stærke nok, og Morten Bødskov (S) mente, at der var tale om et selvmål af dimensioner.
Målet med Deadlines interview med Slimane var oprindeligt at finde ud af, hvem Slimane er, og hvad han kæmper for. Et sådant interview foregår ligesom enhver anden form for sproglig kommunikation inden for såkaldte mentale rum. Læren om mentale rum stammer fra den franske sprogvidenskabsmand Gilles Fauconnier og går i korte træk ud på, at enhver sætning tildeles en sandhedsværdi i forhold til vores realitet og dermed tilhører et bestemt mentalt rum. Det vil sige, at vi i vores formulering af en sætning markerer, om den stemmer overens med vores virkelighedsopfattelse og dermed tilhører et realitetsrum, om den er hypotetisk, eller om den er helt irreal, det vil sige, at der er tale om et tankeeksperiment, der ikke er en del af vores virkelighed på nuværende tidspunkt.
Efter at have talt om Tjetjenien begynder Deadlines journalist at tale om Irak. Først spørger journalisten til, hvad Slimane rent faktisk mener om krigen i Irak. Det vil sige, at Slimane opfordres til at tale inden for et realitetsrum. Slimane svarer, at krigen i Irak handler om olieressourcer, ikke om et forsvar af islam. Således består Slimanes realitetsrum af en opfattelse af, at Irak-krigen slet ikke handler om religion, men om, at Vesten vil styre Iraks olie. Dette er således det reale udgangspunkt for resten af interviewet.
Her ender samtalen om realiteterne omkring Irak. Journalisten opstiller nemlig et tankeeksperiment, et såkaldt irrealt rum: »Hvis du nu... kæmpede i Irak, ville du så som dansker være i stand til at skyde mod de danske soldater?«.
Journalisten er på forhånd klar over, at Slimane ikke er interesseret i at tage til Irak for at kæmpe mod de allierede styrker, men han opfordrer Slimane til at forestille sig, at han alligevel tog derned. Her starter altså det irreale rum, hvor de oplysninger, der kommer frem inden for dette rum, ikke er en del af Slimanes virkelighed. På denne måde kan man altså ikke gå ud fra, at det, der siges i dette rum, nødvendigvis også ville blive ført ud i livet, hvis tankeeksperimentet skulle realiseres.
Et mentalt rum markeres normalt rent sprogligt af den, der opstiller det. Dette sker også i journalistens irreale rum. Den vigtigste markør i dette tilfælde er den såkaldte tempusforskydning: »Hvis du nu... kæmpede i Irak, ville du så som dansker være i stand til at skyde mod de danske soldater?«.
Journalisten kunne også have sagt »Hvis du nu... kæmper i Irak, vil du så som dansker være i stand til at skyde mod de danske soldater?«. En sproglig petitesse, vil nogle mene. Men inden for teorien om mentale rum gør det en verden til forskel. Der er forskel på at sige »hvis jeg havde penge nok, ville jeg købe en ny bluse« og »hvis jeg har penge nok, køber jeg en ny bluse«. Den første sætning indeholder tempusforskydning og står i præteritum (datid), og her markerer jeg, at jeg ikke har penge nok, og at mit tankeeksperiment således ikke er realistisk. Den anden sætning står i præsens (nutid), og her markerer jeg, at der er en realistisk sandsynlighed for, at jeg har penge nok, jeg skal bare lige være sikker først. Ved at formulere sætningen i præteritum fjerner Deadlines journalist sig altså mere fra realiteten end ved at bruge præsens. Slimane svarer undvigende, men journalisten holder ham fast i det irreale rum: »...din tro ville i det tilfælde forpligte dig til også at skyde på danske soldater.« Dette irreale udsagn svarer Slimane ja til.
Her kan man så mene, at Slimane med dette ja siger, at han vil skyde på danske soldater. Men ud fra teorien om mentale rum er dette ikke korrekt. Slimane bekræfter kun, at det er muligt at opstille et sådant tankeeksperiment, ikke at det er foreneligt med hans realitet. Her er der en stor forskel.
Journalisten fortsætter det irreale rum, men nu på en anden måde end ved hjælp af tempusforskydning. Han siger, at den logiske følge af det hidtidige tankeeksperiment må være, at Slimane må være parat til at angribe danske soldater i Danmark, fordi de efterfølgende skal til Irak. Her vælger journalisten en anden strategi, nemlig brugen af såkaldte modalverber: »...så du må vel også være parat til at angribe de danske soldater i Danmark, som er på vej i krig...«
Der er en klar sproglig forskel på at sige, at Slimane må være parat til at angribe i stedet for at sige, at Slimane er i stand til at angribe. Samtalen foregår altså stadig inden for et irrealt rum, ikke et realitetsrum. Dette irreale udsagn synes Slimane ikke at ville godkende, så han svarer undvigende. Derfor omformulerer journalisten det irreale rum og anvender igen tempusforskydning: »Så du ville også acceptere, hvis der fandt angreb sted på de militære faciliteter i Danmark, hvor man træner til krigen i Irak?« Ud over at tempusforskydningen trækker udsagnet længere væk fra virkeligheden, går journalisten bort fra, at Slimane (»du«) i egen person er i stand til at angribe, og siger i stedet »hvis der fandt angreb sted...« På denne måde undgår journalisten at nævne, hvem der udfører angrebene, og udsagnet bliver på denne måde mere anonymt. Dette udsagn kan Slimane acceptere.
Til sidst i interviewet kommer der et radikalt skift set ud fra et sprogvidenskabeligt synspunkt. Journalisten opstiller en hypotese ved at mene, at hvis angreb på militære installationer i Danmark er acceptable, så er de regeringsmedlemmer, der har ansvaret for disse installationer, også legitime, militære mål. Her anvender journalisten ikke tempusforskydning, men holder sætningerne i præsens. På denne måde forsøger journalisten at nærme sig realiteten.
Men Slimane er ikke villig til at godtage denne hypoteses tilnærmelse til realiteten, så han vælger en anden strategi: Han svarer inden for et såkaldt generisk rum. Et generisk rum indeholder udsagn, der præsenteres som almengyldige. Slimane svarer, at ledere er legitime mål i alle krigslove, ikke kun hos Slimane eller hos muslimer.
Ved at anvende frasen alle krigslove opsættes det generiske rum, som ikke er Slimanes realitetsrum, men derimod indeholder en generel diskussion om, hvad der gælder i krig. Heraf udleder journalisten, at den danske statsminister og forsvarsminister er legitime krigsmål, og det svarer Slimane ja til, da det er den logiske følge af det generiske rum. Men Slimanes svar tilhører også det generiske rum, ikke hans realitetsrum, og således forbliver Slimane inden for den generelle diskussion. Her standser samtalen om krigen i Irak.
Betyder det så, at Slimane mener, at statsministeren og forsvarsministeren er legitime krigsmål for ham i dag? Ikke sådan som Slimane udtrykker sig i Deadline. Det eneste, Slimane siger, er, at de pågældende ministre objektivt set er et mål i enhver krig. For Slimane er med sit generiske rum gået ind i en diskussion omkring, hvad der er legitime mål i krig generelt. Truer Slimane således de danske ministre? Ikke ud fra principperne i teorien om mentale rum.
Hvorfor mener mange så, at Slimane i interviewet truer den danske regering? Også her kan de mentale rum komme med en
forklaring. Misforståelsen opstår ved en misfortolkning af, hvilke mentale rum der tales inden for. Hvis man mener, at Slimane og journalisten i interviewet taler inden for et realitetsrum, er den logiske slutning, at Slimane går ind for angreb på både danske soldater og den danske regering.
Men ud fra en sprogvidenskabelig synsvinkel taler Slimane i de nævnte eksempler inden for først et irrealt rum og dernæst et generisk rum, som ikke nødvendigvis stemmer overens med Slimanes faktiske virkelighed, hvor krigen i Irak jo ifølge ham selv handler om olie, ikke om religion.
*Lise Bernhardt er forskningsadjunkt ved Københavns Universitet
