Læsetid: 4 min.

System i økologien – fisk eller vandmænd

Når fiskene fiskes væk, kommer der vandmænd i stedet – men hvem er til vandmænd, sådan rent kulinarisk
5. oktober 2004

Kommentar
Gedder æder aborrer, aborrer æder skaller, skaller æder dafnier, dafnier æder plankton, og plankton æder næringssalte. Når vi, dvs. landbruget, leder ekstra næringssalte ud i en sø (eutrofierer søen), så kan mængden af alger eksplodere. Når der således bliver flere alger, skulle man tro, at der så bare blev flere dafnier, flere skaller, flere aborrer og til slut flere af den gode spisefisk gedde, men sådan er det bare ikke. Søen bliver grøn og vandet uigennemsigtigt, og gedderne forsvinder.
Der sker nemlig sket det, at nede i den grønne suppe, der kan gedderne ikke se, og derfor ikke fange aborrerne og skallerne, som derfor bliver mange, om ikke ret store. De æder så løs af dafnierne, som nu bliver for få til at spise algerne.

Til sidste sardin
Men så skulle løsningen vel ligge lige for. Vi holder op med at forurene søen. Så forsvinder algerne vel, og med dem… osv. Den gamle ligevægt og fødekæde vil genopstå. Det er bare ikke tilfældet. Søen forbliver grøn, også selv om vi stopper eutrofieringen, for nu er gedderne væk og skidtfiskene derfor for mange og dafnierne følgelig for få til at rydde op. Det samme ville formodentlig ske hvis vi blot fiskede alle gedderne væk. Frem og tilbage er ikke lige langt, og der er ikke nogen smart beregning med to streger under hvormed vi kan håndtere miséren. Vi har forskubbet et økosystem, og selv om vi har nogenlunde styr på mekanikken bag, så har vi ikke nogen automatisk, endsige entydig, vej tilbage. Så ét har vi (nogle af os) da lært: Økosystemer er komplekse, de er ikke lineære, og de er ikke reversible.
Eneste facit med to streger er: Vi har mistet en art.
Det gør vi med stigende hast. I Californien fiskede man sardinerne væk i 1942, hele vejen igennem med en positiv cost benefit, selv om klassisk økonomi såvel som miljøøkonomi tilsiger, at det ikke burde være tilfældet. Det hedder sig her, at den marginale omkostning ved at fange den sidste fisk er så stor, at der kommer vi aldrig til. Det kom man så.
Californien var en øjen-åbner. Fra nu af satsede fiskeripolitikken på stadig mere komplekse matematiske modeller og stadig større computerkraft (har man hørt det siden?), men alligevel gik det galt.
Ud for New Foundland fiskede man verdens største torskebestand i bund i 60’erne. Man dekreterede fiskekontrol, for så måtte man vel vende tilbage til udgangspositionen? Og det så sådan ud. Videnskabeligt kontrolleret fiskeri, erklærede man, kunne både begrunde og forklare øget fangst hos de store havtrawlere. Øget fangst, men ikke blandt de små kystfiskere. Det var nemlig ikke videnskaben, men bedre teknologi som skaffede merudbyttet, og i 1992 var det så slut. Bestanden var kollapset. Økosystemer vender ikke sådan tilbage, blot fordi man fjerner den påvirkning som væltede dem.
Er vi blevet klogere?

Den sidste torsk
Nu skal dansk fiskeri sættes på omsættelige kvoter, en politik, som vil føre til havbaserede svinebaronier, hvor de store bliver større, og fanden tager de små. Og de er allerede store. Skibene, og især skibenes motorer. De er så store, at de kan fiske hele fiskestammer væk, de kan flå gydepladser op, og tromle produktive stenrev flade.
For selv om det er dyrt, meget dyrt, at fange den sidste torsk, så har der løbende været statstilskud til afviklingen af miljørigtige bæredygtige fiskeriformer og til udviklingen af stadig større, stadig mere bundødelæggende, stadig mere dieselforbrugende og CO2udledende, stadig mere bifangstudsmidende skibe, og nu er de blevet så store og så effektive og så destruktive, at de kun må fiske på visse dage.
Jamen er det ikke mageløst. Man investerer i konkurrencens hellige navn gigantiske fradragsberettigede formuer i at udvikle så store skibe, at man må forbyde dem at fiske! Mageløst, når man nu kunne have udviklet det naturskånsomme kystnære fiskeri, med stort forbrug af menneskelig arbejdskraft i land såvel som til søs, med minimalt forbrug af diesel, levering af højkvalitet levende fisk, minimalt udsmid af bifangst og opretholdelse af et levende fiskermiljø i danske havne.
Utopisk? Overhovedet ikke. EU bruger halvdelen af sit budget på at understøtte et erhverv, som ikke kan forrente sig selv, hvorfor så ikke fiskeri, når gevinsten oven i købet kunne være et bæredygtigt fiskeri, både hvad bestande, natur og miljø (CO2) angår.
Alt sammen alene fordi det skal kunne svare sig. Svare sig, ikke ressourcemæssigt eller miljømæssigt, men alene målt i den mest irrelevante målestok som næsten tænkes kan: den enkelte fiskebarons statsunderstøttede privatøkonomi.

En komisk variant
Historien har selvfølgelig også sin komiske variant: Det gør ikke noget at vi fisker en art væk, mener statsministerens egenhændigt udpegede miljøekspert, for der kommer bare en ny. Og her har Bjørn Lomborg da en pointe, eller en halv. På engelsk har han ret nemlig ret. Der kommer om ikke fisk, så fish, jellyfish, – på dansk vandmænd. Når fiskene fiskes væk, kommer der vandmænd i stedet. Vi ser det i Limfjorden, og vi ser det i Sortehavet.
Spørgsmålet er så bare: Hvem er til vandmænd, sådan rent kulinarisk?

*Claus Heinberg er geolog, lic scient, lektor i økologi ved institut for Miljø, Teknologi og Samfund, Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu