Læsetid: 14 min.

Årene på den mindst ringe

Om tiden på en avis, hvor mængden af venstrevredne fraktioner i og uden afghanerpels snart skulle skabe en uoverskuelighed af fronter og kliker. Man vil dog nødig have været den foruden
4. november 2004

XL
Tilfældet greb atter ind i mit liv, for efter fire måneder i Rom, hvor jeg var fast indstillet på efter hjemkomsten at begynde at læse til eksamen, endte jeg ad sære omveje på dagbladet Information. Avisen havde, som fra tidernes morgen, hjemme i hjørnet midt på Sankt Annæ Passage, hvor chefredaktøren, Børge Outze efter et år med duplikerede udgaver i 300 eksemplarer var rykket ind, før besætningen på det nazistiske dagblad Fædrelandet næsten var rykket ud. De bogstaver, der i alt udtrykker en holdning, har sjældent skiftet så hurtigt side, Information opstod i St. Kongensgade fra den ene dag til den anden, med prik over i’et og den gamle Christian X som en af sine første abonnenter.
Jeg kendte et par på avisen i forvejen, men det var glimrende folk, som med god grund betvivlede, at Information og jeg egnede os for hinanden. Så uden vistnok direkte at modarbejde mig, gjorde de heller ikke noget for at fremme min ansættelse. Da jeg begyndte at ligne en kendsgerning på stedet, sikrede en alternativ kreds sig desuden den unge billedkunstner Torben Ebbesen, og vi fungerede begge, for øvrigt glimrende sammen, på linjebetaling under veteranen Poul Gammelbo, der stak dybest, når det drejede sig om hollandsk stillebensmaleri i 1600-tallet.
Naturligvis var Information og jeg et forunderligt par, men selv om avisen var en af marxismens højborge, tiltrak den desuden periodens gråmelerede kulturradikale, der holdt af at tage stilling fra sag til sag og derfor udmærkede sig ved en vis form for utilregnelighed. I de begyndende EF-tider frygtede man vedrørende mig, at jeg skulle slænge skalmejen for munden med henblik på nogle sørgmodige hjemlandstoner. Betænkeligheden var velbegrundet, men hver gang to individer læner sig mod hinanden med en gensidig respekt, opstår der noget andet og uventet. Der var adskillige, som på en nogenlunde kultiveret måde ikke brød sig om det, jeg skrev, i en tid med markante fronter var det ofte gensidigt, men i modsætning til dem, som med en slags tilbagevirkende kraft føler sig forfulgt af periodens toneangivende personer og synspunkter, er det mig en kær pligt at bekende den modsatte oplevelse.
Torben Ebbesen var med en grundig viden om bl.a. den russiske avantgardist Tatlin godt funderet, og som elev på Kunstakademiet under Richard Mortensen stod han midt i tiden. Øystein Hjort svævede et sted mellem film og billedkunst et pænt stykke over os andre. Uanset indgik vi sammen i det hold af såkaldte spinatfugle, der sorterede under kulturredaktøren Palle Koch. Han sad altid og ventede på et forsinket manuskript, bag et par blå øjne og noget rødligt hår, der så ud, som havde det en gang for alle rejst sig i afmagt over den flom af manuskripter, som hver dag skyllede ind over ham.
Han var også vores mand ved redaktionsmøderne, hvilket ikke altid var så let på grund af avisens medfødte modsætningsforhold mellem journalister og spinatfugle.
Det viste sig allerede den første dag, hvor jeg åndeligt vandkæmmet og indstillet på et nyt afsnit i mit liv – sådan lidt à la Hemingway og Rifbjerg – gav møde på avisen. Her var alt præget af det råt nedslidte og lettere uhumske, der karakteriserer en arbejdsplads for hovedsagelig mænd, og man mødte uden formildende omstændigheder et rendyrket udvalg af arten inde i redaktionssekretariatet. Gamle Willy P., der nærmest var nagelfast på stedet, kiggede op med et af de korte, konstaterende blikke, der er vant til at få sine værste anelser bekræftet, medens Hans Meier fortrak ansigtet i retning af noget imødekommende.
– Og den herre ønsker?
Jo, jeg var den nye kunstanmelder og hed N. N. Hans Meier stirrede vantro tilbage og overhørte det mislykkede »hej«, som man sådan lidt usikker med hensyn til modtager stangede ud i luften.
– Kunstanmelder? Kunstanmelder? Per Høyer Hansen løftede også hovedet i baggrunden, som indeholdt det lille sammentræf nogle overordnede, mere principielle overvejelser, som man med fordel kunne begrave forstanden i.
Men jo, nu dæmrede der noget for Hans Meier. Det var sådan, at der her i byen fandtes større og særdeles velkonsoliderede aviser, som kunne tillade sig både den ene og den anden slags fråds og derfor måske også en kunstanmelder. Så jeg blev trukket med hen til det åbne vindue, hvorfra han udpegede en rute ned over Kongens Nytorv og videre ad Strøget. Her kunne man allerede dreje til højre ved Kristen Bernikowsgade og fremme på hjørnet ved Sværtegade finde Berlingske Tidende. En anden mulighed ville være at fortsætte helt frem til Rådhuspladsen, herren ved, den med duerne, hvor et andet lille drej mod højre ville føre direkte frem til Politiken, hvor man efter sigende ansatte alt, hvad der rørte på sig.

Modtagelsen kunne have været mere løfterig, men den dækkede som senere andet af slagsen over en hjertelighed, der blot kom lidt sidelæns til udtryk. Den rare Kai Selliken og min senere gode ven Bjarne Hansen hørte også hjemme i redaktionssekretariatet, og jeg vil tro, at der var dem, som aldrig nåede længere end dertil. Måske gjorde det så heller ikke noget, for der hørte forskellige slags talent til at overleve på Information i de år, hvor avisen hovedsagelig var bemandet med entertainere.
Selv lærte jeg på et kvarters tid adskilligt, da Poul Gammelbo efter et halvt år ville have mig afskediget og for at demonstrere alvoren gik videre med en trussel om, at han ellers ville tage sin afsked.
– Vil det passe dig at holde op
l. april? spurgte Torben Krogh, der da var bladets unge og frelsende chefredaktør.
Forløbet fik mig umiddelbart til at sande, at man aldrig skal true med sin opsigelse. Her betød det, at jeg blev ansat på fuld tid og derfor mere var henvist til at holde mine studier simrende end til for alvor at overveje eksamenslæsning. Med min fastansættelse fulgte der en forpligtelse til at fungere som kulturredaktør, når Palle Koch havde ferie, og jeg trivedes mere end godt ved ikke bare at aflevere et manuskript, men deltage i produktionen af avisen fra først til sidst.
Der var et samspil fra planlægningen af dagens avis over ombrydningen, til man omkring midnat sad og ventede på at få en af de første aviser med hjem. Det blev ofte til ture længere ud i byen, for miljøet var djævelsk farligt, hvis der skulle hentes børn i børnehaven eller på anden måde bidrages til et familieliv.
Men hvor ser jeg med glæde tilbage på de år. Der hørte kloge og fascinerende folk hjemme i hver krog af avisen, og bare kulturredaktionen var et studium i sig selv.
Litteraturen var i de år bemandet med tre så forskellige kapaciteter som Torben Brostrøm, Hans Hertel og Hans-Jørgen Nielsen, den legendariske Hansgeorg Lenz rådede med forskellige undertrykte linjeskribenter til rådighed over musikken, medens Morten Piil og Henning Jørgensen anmeldte film, Henrik Lundgren ballet og teater, medens Erik Wiedemann tog sig af jazz. Jeg beundrede tavs Leif Blædel, der trods verdens mest ulæselige manuskripter var en hædersmand, som aldrig afveg en tomme fra den lille indvendige rettesnor, der havde ført ham gennem livet.
Det er vist så nogenlunde den gruppe i kulturen, som tegnede sig for det mere tilbagevendende i den daglige avis, men den var i forhold til mindre områder suppleret med specialister som Per Øhrgaard omkring det tyske. Jørgen Siegumfeldt trådte til, når der var cirkus i byen, og Nils Ufer havde opdyrket et stofområde, der var hans alene. I den politiske brydningstid var der almindelig uro i redaktionen, når der var en mere alternativ præstation under opsejling, for så antoges det, at kulturredaktionens fagmedarbejder ville misse hele pointen og budskabet. Det kunne være en film om sydamerikanske forhold eller en elektrisk koncert, som ikke bare krævede sin mand, men selve Jan Stage eller Lasse Ellegaard bag et par flotte solbriller.
Information var en yderst underholdende miniverden at have del i, og jeg tænker tilbage på perioden som den gamle cowboy, der synger: I feel so lonesome in my saddle, since my horse died. Livet rørte ivrigt og mangfoldigt på sig som i en myretue, der blev nikket skaller og udvekslet grovheder, men det var sjældent noget, som fik folk til at standse op i livsvarige uvenskaber. Klikerne trivedes på tværs af al fornuft, og ligesom pigerne en dag først i april begyndte at finde hinkestenene frem nede i Hindegade, var der samtidig et hold, som over en langstrakt frokost på restaurant »12« i Dronningens Tværgade besluttede sig til, at nu skulle Blædel fyres. Sad han måske ikke på en lystgård nede ved Hvalsø og drev den af uden at gide at komme til redaktionsmøder, medens vi andre puklede for at holde bladet oven vande?
Blædel var så vant til at blive afskediget, for Outze greb relativt let til på sit fynske at bjæffe, at man kunne hente sine penge ved kassen og forsvinde. Så Blædel tog anslagene mod sig med ro, viste sig måske lidt oftere på redaktionsmøderne med sine to løsgående, men velafrettede hunde ved siden, men det var også for at få afsat sine glimrende landæg til lettere overpris. Angrebet på ham indtraf næsten på klokkeslæt, han fik for husfredens skyld pålagt en række opgaver, som han sagde ja og amen til, og så blev sagen henlagt indtil næste forår.

Lenz og Ufer brugte mange gode kræfter på at hade hinanden, og under et veritabelt slagsmål fik Ufer foden ned i en kasse, så han lettere ukampdygtig led et forsmædeligt nederlag.
– Gid I een gang for alle vil slå hinanden ihjel, råbte Outze ned ad gangen, før han vendte tilbage til den lille elastikomviklede skrivemaskine, som producerede de enestående ledere, der signeret med det karakteristiske o ikke lod nogen i tvivl om, at vi var på Børges avis. Men de to kamphaner havde al for megen glæde af de tilbagevendende sammenstød til, at de ville nænne at berøve en så kær modstander livet. Lenz truede undertiden med at tugte Ufer igen, og Ufer, der havde accepteret sit nederlag, svarede:
– Du er vel nok stor, du er, Hansgeorg!
Jeg skrev mine kunstanmeldelser på bedste beskub, og det gør mig undertiden ondt at møde et rart menneske, som trækker et stykke slidt avispapir op af tegnebogen og siger:
– Prøv lige at se, hvad du skrev om mig i 1972. Det drejer sig næsten altid om noget selvhøjtideligt vås, der burde være blevet i moders liv, men sådan kan det gå, når man hele tiden forventes at have en mening om alt mellem himmel og jord.
Derfor var jeg også glad for at få sammenstykket et stofområde, der foruden kunst inddrog især bysaneringen i København og den krise i fiskeriet, der opstod i forlængelse af vores indtræden i EF i 1972. I mangel af bedre hang det også på mig, hvis avisen skulle have en leder om en præst, der ikke uden videre ville døbe børn. Det var en blandet landhandel, men jeg trivedes glimrende med det og færdedes glad og tryg i flokken af kammerater. Måske var det i forlængelse af årene i Hellebæk min anden omskoling til livet mellem de raske i riget, og da Regitze samtidig ikke bare blev færdig som bibliotekar, men også fastansat i Lyngby, begyndte vi ligefrem at spare op.
Efterhånden var jeg på nippet til at opgive mine videre studier, arbejdet på avisen passede mig fint, og jeg tjente mere, end det ville være muligt som ung nyansat magister på et museum. Alligevel var jeg så langt med kunsthistorien, at det ville have været svært at afstå fra en afslutning. Rundt omkring på aviserne gemte der sig desuden folk, som engang havde været stjerneskribenter, men nu skulle være glade for det nådsensbrød, der blev dem tildelt. Så uden at have nogle planer i den retning stod det mig klart, at det var vigtigt at kunne søge væk, hvis der skete for drastiske ændringer.
Jeg begyndte i perioden at dyrke en række provinsemner, på skift i et samarbejde med Lasse Ellegaard og Morten Sørensen og i ledtog med fotograf Ernst Nielsen. Det var muntre og undertiden ret overstadige dage, hvor vi som navnkundige folk fra Information blev modtaget af menighederne ude i provinsen med noget nær samme andagt som Paulus i sin tid i byerne langs Lilleasiens kyst.
Uden at stå i korps havde jeg et glimrende forhold til avisens forskellige grupper med undtagelse af Philip Lauritzen, der i et og alt var en anden slags person, end jeg var det. Med Philip nævnt vil jeg straks indskyde, at det hører til mine store glæder, at jeg kort før hans tidlige død tilbragte en ren og lutret eftermiddag sammen med ham. Der var en menneskelig nærhed i vores tilbageblik over årene og en vidunderlig ligegyldighed i forhold til alle de nu intetsigende ting, som engang havde gjort os til arge modstandere. Jeg var da et andet sted i livet, Philip var på vej ud af sit, men årene på Information forenede mere, end de adskilte.
Med Philip som en hovedaktør begyndte der i midten af halvfjerdserne at vise sig nogle nye modsætninger, og bladet stod ved en korsvej, da hædersmanden Knud Vilby besluttede sig til at stoppe som chefredaktør. Der blev nedsat et bedømmelsesudvalg, som over adskillige frokoster på »Els« skulle pege på en efterfølger. Det stod mig helt klart, at jeg var med som både det bløde brød og det tynde øl, egentlig udviklede det sig med Lasse Ellegaard ved roret i små og fordragelige skridt ad gangen, og hvordan jeg så ellers har båret mig ad med at sove så gevaldigt i timen, viste det sig pludselig, at jeg havde været med til at pege på en ny ledelse, der bestod af Philip Lauritzen, Erik Meier Carlsen og den nytilkomne Bente Hansen.
Det var for mig at se den rene kommunistyngel, og den dag, da forslaget skulle præsenteres og jeg var trukket op i ryggen til at gå forlæns, marcherede jeg baglæns med en voldsom undsigelse af hele den indstilling, som ellers skulle have udløst et enstemmigt valg. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som en af Graham Greenes helte, når de efter megen fejhed gør omkring for at konfrontere sig med det, de flygter fra. Naturligvis ville fremgangsmåden gøre mig til en død mand i store kredse, men jeg havde den glæde, at mit modindlæg var med til at give den nye trojka kamp fra begyndelsen. Det var endda næsten ikke nødvendigt, mængden af venstrevredne fraktioner i og uden afghanerpels skabte fra den første dag en uoverskuelighed af fronter og kliker, der efterhånden forså sig mere og mere på Bente Hansen.
Der var kommet noget, som mindede om Fagre nye verden ind over Information; de kvikke holdt til inde i stuehuset, men det blev snart tydeligt, at den første tids søde forbrødring omkring ledelsen var ved at gå al kødets gang. Den majoritet, der ikke kunne lide Bente Hansen, havde en morgen sine tropper på plads, og de fyldte godt omkring bordet i redaktionslokalet. Noget lettere hysterisk havde avlet med sig selv, og det viste sig nu, at alle skulle rejse sig på tur og sige, hvad de syntes om Bente Hansen.
Jeg har heldigvis aldrig oplevet noget lignende, det flød med bitre anklager og salte tårer, medens den ene efter den anden ligesom i rundesang brugte hver sit næb. Der var absolut intet i den forudgående tid, som havde knyttet mig til Bente Hansen, men jeg fattede på stedet en stor godhed for hende, som jeg heldigvis havde den anstændighed at vedgå. Dengang og med glæde siden.
Hele seancen mindede mig om det mest forskrækkende i mine indremissionske omgivelser som dreng, næsten ingen af kammeraterne var sig selv, og det gjorde mig i situationen lige så ondt for dem som for Bente Hansen, der imedens ikke fortrak en mine. Jeg var ved min enegang i forbindelse med trojkaens ansættelse blevet forvist fra det gode selskab, under andre omstændigheder havde jeg måske hørt med på den anden side, men nu blev avisen noget endnu mere fremmed for mig.

Jeg havde dengang og har for så vidt stadig en lille lågkrukke til tobak, som jeg var gladere for end mine øvrige småejendele. Det var efter mit niveau en fin ting, som hver gang, jeg stoppede min pibe, fyldte mig med et velvære, og derfor bedrøvede det mig også mere, end jeg ville være ved, da der en dag blev slået et stort skår af den.
Naturligvis fik jeg krukken limet, så den fungerede lige så godt som før, men jeg brød mig ikke om den på samme måde. Skåret og limningen var blevet det dominerende ved oplevelsen af den, tobakken begyndte at smage af klister, og nu står den bare oppe på hylden, så man ikke kan se, hvor den er limet.
Derfor tog jeg også et opslag om en ledig stilling på Ny Carlsberg Glyptotek til mig som en slags vink udefra. Posten som daglig leder af den såkaldte moderne samling var ved Havard Rostrups afgang blevet vakant, og den endte jeg med at få til tiltrædelse i nytåret 1978. Fortryllelsen ved Information var forbi, indtil jeg flere år senere kunne se perioden i et nyt lys, og hvor ville jeg nødig have været de år foruden.
Det værste ved opbruddet var, at jeg måtte skilles fra min hjerteven, Morten Sørensen, som jeg i det sidste par år havde arbejdet nært sammen med.
Vi var hele tiden på farten for at skrive om mopsede tillidsmænd og ditto -kvinder, men vores fælles glæde ved fugle betød, at vi brugte en god del af tiden på at finde nogle af landets sidste urfugle eller på at ligge med kikkerten ved Stavns Fjord på Samsø. Det var som at blive styrtet i en afgrund, da jeg i begyndelsen af min nye eksistens fik at vide, at han havde taget sit eget liv, og jeg kører nødig forbi Strib uden at lægge vejen omkring hans grav.
Verden blev med et lidt mindre ung; Mortens død lavede et lille hul i os alle, før vi skyndte os videre i hver sin retning.
Det var muntre og undertiden ret overstadige dage, hvor vi som navnkundige folk fra Information blev modtaget af menighederne ude i provinsen med noget nær samme andagt som Paulus i sin tid i byerne langs Lilleasiens kyst.

*Hans Edvard Nørregård-Nielsen er formand for Ny Carlsbergfondets direktion og for bestyrelsen for Glyptoteket

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu