Læsetid: 9 min.

Arabiske græsrødder kan også selv

En gruppe af ihærdige unge marokkanere demonstrerer hyppigt foran parlamentet under fællesbetegnelsen De Syv. De er unge, arbejdsløse akademikere, der er motiverede og velorganiserede. Deres krav er enkelt: Skaf os job
24. november 2004

XL
Hvor bulletinerne omkring demokratisering i de arabiske lande oftest tegner et dystert billede, er der lektioner at lære gennem de marokkanske akademikeres eksempel – uden at man skal forfalde til overdreven optimisme. Der er stadig meget at gøre.
Foran Marokkos parlament i hovedstaden Rabat er det ikke usædvanligt at se en samling af demonstranter, der i takt og med stædig venten forsøger at råbe politikerne op.
Politiet står som regel på afstand og venter, men efter timers fortsatte demonstrationer kan tålmodigheden briste. Det er heller ikke usædvanligt, at det ender med, at en del af demonstranterne ender på hospitalet, for med deres strengt efterlevede ikke-volds princip, har de kun ét forsvarsmiddel.
Ved et større opbud af politi end normalt, hælder et par af demonstranterne noget, der øjensynligt er benzin ud over sig selv og truer med at sætte ild til. Hvilket får politiet til at fortrække.

Det første arabiske problem: Demonstrationerne udstiller et af de største problemer i de arabiske landes samfund, nemlig den enorme arbejdsløshed blandt unge.
Arbejdsløshedsprocenten blandt unge, såvel uddannede som ufaglærte, er den højeste i verden.
Disse unge akademikere foran Marokkos parlament har valgt at forsøge at ændre på deres egen situation gennem demonstrationer, der kun sjældent bliver tolereret af myndigheder i de arabiske lande. Hvilket udstiller Marokkos position som et af de mest liberale lande i denne region.
Deres udsendte fulgte demonstranterne gennem et par dage og havde mulighed for at interviewe et bredt udvalg af medlemmerne af organisationen for de unge arbejdsløse akademikere, hvis officielle navn er Unionen af Nationale Grupper for Arbejdsløse Akademikere, men lettest navngives som De Syv.
Det er nemlig syv mindre organisationer, der har slået sig sammen i en landsomspændende association.
Mit første møde med generalsekretariatet for De Syv foregik i en park i Rabat, og de fem medlemmer i bestyrelsen var mere end villige til at fortælle.
De Syv’s krav og struktur: »Vi er en association på cirka 700 medlemmer, der er dannet af syv mindre organisationer af arbejdsløse akademikere, alle med en fem års videregående uddannelse eller mere,« lyder det fra bestyrelsesmedlemmerne. »Den første organisation har eksisteret i mere end otte år. Og efterhånden er der kommet flere til«.
– Hvad er jeres krav ?
»Vores ret. Parlamentet vedtog i 1999 en lov, der skulle integrere arbejdsløse akademikere i den offentlige sektor. Men det har man ikke efterlevet.«
– Hvordan er I organiseret ?
»I bestyrelsen er der blandt andet en ansvarlig for kontakt til myndighederne, én, der er ansvarlig for økonomien, og én, der er ansvarlig overfor kontakt med pressen.«
Sidstnævnte person fortæller med stolthed, at De Syv’s demonstrationer er blevet dækket af så prominente tv-stationer som al-Jazeera og CNN.
Det andet arabiske problem: Som interviewet skrider frem, står de arbejdsløse akademikeres problem stadig tydeligere frem. For der er slet ikke tale om den marokkanske elites flydende tosprogethed på arabisk og fransk.
Dels fordi de fleste af De Syv’s medlemmer er berbere, en etnisk gruppe med egne sprog, og som udgør ca. 50 procent af Marokkos befolkning. I Marokkos administration er arabisk og fransk arbejdssprogene, mens tamazigh, som berber-sprogene kaldes, indtil for nylig blev ignoreret helt.
Dels fordi de med et menigt medlems ord »er de underprivilegeredes børn,« hvis forældre har brugt deres livsopsparing på at sikre deres børn en uddannelse, der skulle sikre deres afkom, men nu viser sig at være stort set værdiløs.
Dette er et andet af de arabiske landes problemer, nemlig den enorme forskel på rige og fattige, der resulterer i en manglende social mobilitet. For de fattiges børn kan på det private arbejdsmarked ikke konkurrere med de riges børn, der oftest er uddannet på europæiske universiteter som Oxford eller Sorbonne. Tilbage bliver mulighed for ansættelse i det offentlige, men vel at mærke ikke i de ledende poster i den statslige administration. Hertil kræves nemlig også et personligt og socialt netværk, som de underprivilegeredes børn sjældent er i besiddelse af. Altså er nepotisme og klientelisme stadig udbredt praksis for at få succes.

Inspirationen fra Europa: En del af De Syv’s medlemmer har dog været i stand til at studere i Europa via deres forældres finansiering eller via uddannelsesstøtte fra UNESCO, typisk på mindre tyske, franske eller østeuropæiske universiteter.
Her har de fået kendskab til og inspiration fra europæiske – især tyske – græsrodsorganisationers struktur, som en unavngiven demonstrant fortæller mig. Dette er blevet en del af De Syv’s jernhårde interne disciplin.
For det første kan medlemmer, der ikke overholder gruppens princip om ikke-vold, ekskluderes.
For det andet har man under selve demonstrationerne en arbejdsopdeling, hvor der blandt andet er en gruppe af mænd, der skal beskytte de kvindelige medlemmer mod politiets knipler.
Endelig har man et pointsystem for demonstrationerne. Deltager man i en demonstration foran parlamentet opnår man 90 points; foran det kongelige palads opnår man 60 points, mens der yderligere er færre points at hente ved deltagelse i demonstrationer foran fagforeningskontorer og rådhuset i hovedstaden Rabat.

Hvis man ikke deltager i den annoncerede demonstration, mister man det samme antal points, som demonstrationen er værd.
Demonstranten H. beretter: »Jeg bor 650 km. Fra Rabat, men når jeg hører, at der er demonstration foran parlamentet, kommer jeg til hovedstaden for at deltage, for det er den demonstration, der giver flest points. Som regel følges der op med en anden større demonstration kort tid efter, som jeg også kan nå at deltage i. Demonstrationerne med få points deltager jeg ikke i.«
De med flest points har førsteret til jobs, når det lykkes De Syv’s at komme i forhandling med myndighederne om stillinger i det offentlige. Det sker typisk før parlaments- og lokalvalg eller efter en større konfrontation mellem demonstranter og politi, der er blevet dækket af marokkansk eller international presse.

Det er i samspillet mellem demonstranternes stædighed og mediernes bevågenhed, at årsagen til De Syv’s succes skal findes. Demonstranterne møder nemlig stor sympati blandt den almindelige befolkning og blandt den uafhængige marokkanske presse. Derfor er der stor fokus på deres demonstrationer, særlig hvis uropolitiets voldelige indgriben fører til, at en del af de demonstrerende ender på hospitalet, enkelte med knoglebrud, ligesom der har været rapporter om, at kvinder har aborteret som følge af mødet med knipler.
Men staten på sin side kan heller ikke tillade at give for store indrømmelser, da det vil virke som en opmuntring for andre arbejdsløse. Og arbejdsløse unge er der nok af i Marokko. De officielle tal melder om ca. 33 procent arbejdsløse unge i byerne, men det reelle tal er nok snarere 50 procent.
Konsekvensen er en stillingskrig mellem staten og De Syv’s. Cirka en gang årligt indleder de to parter forhandlinger, hvorved De Syv’s måske opnår, at 25-75 af gruppens medlemmer får et job i staten. Til gengæld må gruppens medlemmer finde sig i at blive pryglet af politiet, da staten ikke vil tabe ansigt og virke eftergivende for demonstranternes krav.
At De Syv synes at have fat i den lange ende, fremgår ved det simple faktum, at demonstrationer er fortsat gennem næsten otte år. Solidariteten blandt medlemmerne bidrager til udholdenheden. Hvis et af medlemmerne for eksempel havner på hospitalet efter en konfrontation med uropolitiet, sørger en indsamling blandt medlemmer og deres familie for, at vedkommende kan få lægebehandling. I Marokko findes der nemlig intet sygesikringssystem.
Og hele tiden kommer flere til De Syv’s.

Mouna er et godt eksempel. Hun er en ingeniør på 30 år, uddannet i Østeuropa. I foråret meldte hun sig spontant ind i De Syv’s efter to år forgæves at have søgt job. Men demonstrationerne, der endte i voldelig indgriben fra politiets side, fratog hende i første omgang lysten til at fortsætte, fordi hun følte, at »det ikke ville føre til noget.«
Men så kom vendepunktet. Under et ulønnet praktikophold i et ministerium mødte hun to, der havde været medlem af De Syv og derigennem fået arbejde i ministeriet.
Som Mouna siger: »Hvis jeg kan få min ét -årige søn passet, vil jeg deltage i demonstrationerne. Jeg er ligeglad med, om politiet slår mig. Bare jeg får et job.«
For at forstå, hvorfor de statslige stillinger er så eftertragtet, er det nødvendigt med et blik på lønningerne i Marokko, hvor der hverken findes national udannelsesstøtte eller arbejdsløshedsbistand.
Minimumslønnen for de arbejdende, også kaldet SMIG, svarer til ca. 1300 kr., mens BNP pr. indbygger er på ca. 10.500 kr. årligt.
Hvis ingeniører derimod får et job i staten, er de i kraft af deres uddannelse sikret en løn på ca. 4700 kr. månedligt samt en stilling, der stort set er på livstid.
Der er altså tale om et utrolig spring i indtægt og status, hvis det lykkes for et af De Syv’s medlemmer at opnå et job i staten.

Mens de arabiske regimer generelt har anlagt en skarpere kurs over for kritikere under dække af terrorbekæmpelse, synes De Syv’s eksempel at være en solstrålehistorie om en demokratisk, fredelig kamp for rettigheder ifølge marokkansk lov.
Der er dog grund til at understrege, at alene i Marokko er der stadig meget at gøre for at ændre forholdene og undgå en radikalisering af de unge, der grundet håbløse fremtidsudsigter kan blive tiltrukket af radikale islamistgrupper.
Hvis man tager ud på provinsuniversiteterne i Marokko, vil man opleve rystende forhold. Jeg har haft min gang på sådan et universitet, hvor jeg havde anledning til at snakke med såvel professorer som studerende.
Her var det ikke usædvanligt, at fire-fem studerende delte et værelse på 20 kvadratmeter, mens de delte køkken og toilet med 15 andre personer. Det er langt fra optimale betingelser at studere under.
Hvad angår selve kvaliteten af uddannelsen, lader den også meget tilbage. Eksempelvis fortalte en geografi-studerende på andet år, at hans eneste opgave i det pågældende semester var at lære en bog på ca. 150 sider udenad for at bestå eksamen.
Og en professor i historie berettede sørgmodigt: »Til mange af specialerne er der kun tre-fire bøger at vælge imellem, og derfor bliver det langt hen af vejen repetition.«

Det er det enorme paradoks i Marokko, at mens man på den ene side har problemet med analfabeter, der udgør knap 50 procent af befolkningen, er man på den anden side nødt til at masseuddanne de unge til en næsten sikker arbejdsløshed.
Dels fordi de første generationer af universitetsuddannede stadig optager pladserne i den statslige administration. Der er altså ikke den store naturlige afgang og udskiftning i statsligt regi. Dels fordi den private sektor i Marokko er i stagnation, og med mindre man har personlige kontakter, er det svært at integrere universitetsuddannede i det private, der ofte har karakter af små familieforetagender. Hvilket igen skaber et problem: For når det ikke er de bedst kvalificerede, der tegner den lille virksomhed, hvordan kan den så forbedre sin konkurrenceevne?
I en tid, hvor verden råber på demokratisering i Mellemøsten, er det forstemmende, at USA er i gang med at reducere antallet af udvekslingsstuderende fra muslimske lande. De Syv’s eksempel viser, at netop udvekslingsstuderende kan bære kimen til større lighed i den arabiske verden. Det bør Europa tage til efterretning. Demokratisering introduceres bedst via inspiration, ikke diktat.
Et stop for udvekslingsstuderende kan have den modsatte effekt, nemlig at de studerende synker ned i en håbløshed, hvor de kun kan se illegal migration eller islamiske ekstremistgrupper som alternativ. Tendensen er der allerede, i hvert fald i Marokko, hvor den islamiske studenterorganisation er den største på de fleste universiteter. Ligeledes finder islamiske ekstremister god grobund for deres idéer i storbyernes slumkvarterer.
Måske kan EU og Danmark med sit Mellemøstinitiativ iværksætte en række projekter, der kan forbedre de underpriviligeredes vilkår. Konkret kunne det være at etablere netværk og samarbejde mellem private virksomheder og universitetsuddannede i jobtræning.

*Steen Saltofte Nielsen er cand. Mag i arabisk

*Navne i artiklen er ændrede af hensyn til kilderne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu