Læsetid: 5 min.

Arafat døde for mange år siden

Han giftede sig med Palæstinas befrielseskamp og blev en lommediktator, der udstedte falske løfter om demokrati
Debat
2. november 2004

International
Endnu engang forlyder det, at Arafat er døende. Vi troede allerede i 1982, at han blev dræbt under de angreb, som Israels luftvåben udførte mod nogle boligblokke i Beirut i den tro, at PLO-lederen befandt sig her. Bomberne massakrerede i hundredvis af uskyldige libanesiske civile, men Arafat var aldrig i nærheden. Dernæst troede vi, han havde mistet livet ved et flystyrt i den libyske ørken, men det var kun piloten, og den livvagt, der beskyttede Arafat i hans flysæde, der omkom. Så troede vi, at han havde taget billetten på vej til Bagdad, da han blev ramt af en blodprop. Men jordanske læger bragte ham atter tilbage til de levendes verden. Ifølge de seneste meldinger er han nu i bedring. Om han er dødeligt syg, ved vi først, når vi kender den endelige diagnose fra de franske læger, der tilser ham. På samme måde som Paven synes Arafat at være i stand til at trodse alderens tiltagende skrøbelighed og blive ved og ved.
Arafat er en forfærdeligt trættende person. Det er han ikke bare i kraft af sin gentagne død, men også i levende live som manden, der valgte at gifte sig med Revolutionen (Som hans kone skulle komme til at konstatere) snarere end at udvikle en sammenhængende strategi for et folk under besættelse. I sidste ende blev han som så mange andre arabiske ledere – og som israelerne ønskede, han skulle være: En lommediktator, som uddelte dollar og euro til sine aldrende, men loyale kumpaner, udstedte falske løfter om demokrati og klyngede sig til magten i sin ruindynge af et kontor i Ramallah. Havde han gjort det arbejde, han var blevet sat til – d.v.s. regeret 'Palæstina' (Anførselstegnene bliver dag for dag stadigt mere nødvendige) med hensynsløshed, knust al opposition og gået ind på alle Israels krav, ville han i dag have været i stand til at besøge Jerusalem og selv Washington.

Ingen hjælp
Jeg husker, hvordan jeg efter PLO-lederens berømte håndtryk på plænen foran Det Hvide Hus i 1993 (med Israels Yitzak Rabin, red.) fortalte en israelsk ven, at det kun var rimeligt, at han nu skulle leve side om side med Arafat. Trods alt havde jeg selv måttet udholde hans besættelseslignende naboskab i Vestbeirut i syv år.
Det var i hine dage, at han lovede at føre alle flygtninge fra præ-1948-Palæstina tilbage til deres hjem, og at han kynisk kalkulerende ofrede tusindvis af palæstinenseres liv i Tel el-Zaatar-lejren for at vinde verdens sympati. Det var dengang, han tolererede flykapringer, talte om »våbnenes demokrati« og i sidste ende prisgav sit folk i Beirut til Israels morderiske håndlangere blandt Libanons falangister.
Arafats partisantørklæde-omhyllede fjæs skulle aldrig finde vej til universitetsmure og studerekamre på samme måde som Che Guevara og endog Castro.
Det har altid udstrålet en særlig forkrøllet afdankethed, og det var måske netop denne lurvede karisma, der fik israelerne til at tro, at her var manden, de kunne bruge til at genne sit folk ind i deres små bantustans – en stedfortrædertyran, som kunne køre showet, når deres egen besættelse blev lidt for træls. »Kan Arafat kontrollere sit eget folk?«
Det spurgte israelerne sig selv – og med dem et imødekommende internationalt samfund, som ikke begreb, at dette just var grunden til, at Arafat blev tilladt at komme tilbage til de besatte områder: For 'at kontrollere' sit folk.
Den eneste gang, han satte sig op imod sine israelsk-amerikanske herrer, var, da han nægtede at tage til takke med 64 procent af de 22 procent af Palæstina, som palæstinenserne var blevet ladt tilbage med. I triumftog vendte han tilbage til Gaza og lod israelerne påstå, at han var blevet tilbudt 95 procent, men havde valgt krigens vej.
Da han begyndte at forhandle med israelerne, havde han ikke set så meget som én jødisk bosættelse, men sat sin lid til amerikanerne – altid en farlig ting at gøre i Mellemøsten – og da Israel begyndte at svigte sine tilbagetrækningsløfter, var der ingen til at hjælpe ham. Israel brød tilbagetrækningsaftalerne fem gange.

Ingen efterfølger
Så kom Den Anden Intifada, de palæstinensiske selvmordsbomber og den 11. september 2001, og nu var det kun et spørgsmål om tid – omkring seks timer for at
være helt eksakt – før Israel påstod, at Arafat stod i ledtog med Osama bin Laden, og at også Ariel Sharon var
involveret i at bekæmpe verdensterrorismen i sin kamp mod 'terroristen' Arafat.
I et land, hvor ordet 'terrorist' bruges om muligt endnu mere promiskuøst end i USA, blev denne etiket påklæbet Arafat af hver eneste israelske regeringsembedsmand og af hver en højresnoet journalist uden for Israel.
Men som en gammel og døende ugle sad i sit hovedkvarter i Ramallah må det have strejfet Arafat, at han var i en klasse for sig selv. Nogle 'terrorister' – Khomeini f.eks. – er døde af alderdom. Andre – lad mig nævne en Gaddafi – bliver ophøjet til statsmand takket være uvederhæftige typer som Tony Blair. Andre igen – Abu Nidal er et oplagt eksempel – bliver myrdet, ofte af folk fra deres egen side.
Men Arafat er mig bekendt den eneste mand, som begyndte sin karriere som 'superterrorist', hvorpå han fra den ene dag til den anden blev gjort til en 'superstatsmand' af Oslo-aftalerne, før han atter gik tilbage til at være 'superterrorist'. Ikke så sært, at PLO-lederen så ofte taber tråden, virker fraværende, laver faktuelle fejl og bliver syg.
Som alle diktatorer har han sikret sig, at der ikke står nogen efterfølger klar til at tage over. Det kunne have været Abu Jihad, men han blev myrdet af israelerne i Tunis. Det kunne have været en af de andre militante ledere, som israelerne har likvideret via luftangreb i løbet af de sidste par år. Og det kan – muligvis – stadig nå at blive den fængslede Marwan Barghouti. Men vær forvisset om én ting, hvis israelerne beslutter sig for, at Barghouti skal være lederen og åbner fængselsdøren for ham: Det palæstinensiske folk får ikke noget at skulle have sagt i dette spørgsmål.
Vi ved ikke, om Arafat endnu engang klarer den. Skulle han dø denne gang, vil begravelsen blive det sædvanlige ulidelige orgie i højstemt retorik. Men jeg er alvorligt bange for, at sandheden er, at Arafat døde for mange år siden.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her