Kronik

Besæt aldrig en ambassade!

For 25 år siden lagde islamiske studerende grundstenen til det hadefulde forhold mellem USA og Iran og banede vejen for ayatollaernes overtagelse af magten
4. november 2004

Kronik
Det er præcis 25 år siden, de islamiske studenter invaderede den amerikanske ambassade i Teheran den 4. november 1979 og tog 52 gidsler i 444 dage. Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat.
Ni måneder før dette angreb på ambassaden havde iranerne væltet den pro-vestlige shah. Den Islamiske Revolution fandt sted i det land som bare ét år før (den 31. december 1977) af Jimmy Carter blev kaldt »an island of stability« i det ustabile Mellemøsten.
Siden CIA’s kup mod den folkevalgte Mossadeq i 1953, der bragte shahen af Iran tilbage på sin trone, kunne USA stole blindt på Iran som en af de mest trofaste allierede. Irans funktion som USA’s ’politimand’ i Mellemøsten var ikke alene en barrikade mod Sovjetunionen, men landet havde også, som det eneste og første muslimske land, diplomatiske forbindelser med Israel, som det forsynede med iransk olie. Ydermere agerede Iran også som den hurtige ildslukker ved lokale konflikter, som f.eks. i 1973, hvor Irans militære indblanding i Oman, hvor de iranske tropper slog de marxistiske oprørere (støttet af Sovjetunion) ned og dermed sparede amerikanerne for en light Vietnam-krig eller nutidens Irak-krig.
Under urolighederne i Iran i løbet af 1978, var Jimmy Carters administration ret hurtig til at indse, at deres vigtigste allierede i Mellemøsten var fortabt. Takket være Carters geniale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, der rådede Carter til at starte ’forhandlinger’ med Khomeinis kredse for at anerkende de kommende magthavere i Iran. Denne kontakt var allerede etableret i og efter oktober 1978.
USA var et af de første lande der anerkendte det nye regime i Iran i februar 1979, og dermed håbede Washington på, at man kunne fortsætte det gode forhold med landet. Måske ikke så intimt som under shahen, men i hvert fald et godt forhold, da begge lande stadigvæk havde en fjende, som begge hadede meget.
De første par måneder efter den islamiske revolution gik alt efter planen som USA ønskede. Men efter at ayatollahernes sejrsrus havde lagt sig, dukkede de dårligere minder om USA så småt op. Siden kuppet i 1953 så iranerne altid den amerikanske ambassade som en ’spionrede’, da det i følge kupmagernes egne udsagn kom frem, at de havde brugt ambassaden som et gemmested. Kuppets hovedperson, og CIA’s chefagent, Kermit Roosevelt, beskrev i sin bog Countercoup, hvordan den amerikanske ambassade havde hjulpet og havde givet ham og de øvrige agenter husly i ambassaden under kuppet i 1953. Siden dette kup og frem til selve revolutionens dag var mindst 100.000 mennesker (de fleste under selve revolutionen) blevet dræbt eller tortureret af shahens hemmelige politi, SAVAK. Iranerne var vidne til, at Shahens politistat kun var i live på grund af USA’s massive støtte. De så selv, hvordan den såkaldte Mægtige Kongernes Konge faldt relativt let fra sin trone, da USA trak sin støtte tilbage.

Nu var Shahen af Iran på flugt, og ingen lande gad give ham husly. Samme shah som for mindre end ét år siden var anset som en prestigefuld gæst, havde nu gevaldige problemer med selv at få en turistvisa fra miniputstater som Bahamas eller korrupte lande som Panama og Mexico. Samme Jimmy Carter, som året før holdt nytårsaften sammen med ham, gad ikke engang tale med ham i telefonen. Shah var syg og ramt af cancer tre til fire år forinden. De politiske såvel som personlige omvæltninger havde også taget hårdt på ham. Det var kun shahens sande ven, Anwar Sadats Ægypten, der var parat til at give ham asyl. Det nye regime i Iran havde allerede bedt omverden om ikke at tage imod shahen. Sadats blanke afvisning af at udlevere shahen tilbage til Iran er den dag til i dag hovedårsagen til, at Iran har afbrudt sine politiske relationer til Ægypten.
Da shahens tilstand blev forværret, lykkedes det for shahens gamle ven Henry Kissenger at overbevise Carter og hans udenrigsminister Cyrus Vance om at give shahen lov til at komme til USA af humanitære grunde og med det formål, at han bliver opereret for cancer i USA. Den 23. oktober 1979 landede shahen i New York. Officielt kun for operation men med så mægtige intime venner som Ricard Nixon og David Rockefeller, var det nærmest en formalitetssag, inden shahen fik fået lov til at blive resten af sit liv i USA.
Iranerne var rasende, og de gentog prompte deres krav om udlevering af shahen og hans formue, der var stjålet fra den iranske statskasse. Men Irans krav blev – forståeligt nok – afvist fra USA’s side. Forståeligt for alle på nær en flok glødende revolutionære studenter ved Teherans universitet. For dem var USA grunden til alt tyranni, som deres land var udsat for i de sidste 25 år. Bekymringer og uroen for at USA igen, ligesom i 1953, ville nedkæmpe revolutionen var tilstede. Især de Moskva- tro kommunister og venstreorienterede grupper havde store kampagner i gang for at vise, at USA var et monster og gøre landet så ugleset så muligt i befolkningen. Man spurgte sig selv, om denne »spionrede« igen ville fremtrylle et nyt kup á la 1953 og bringe iranerne endnu en periode med tyranni. Følelsen af afmagt, angst og ikke mest indignation overfor USAs handlinger var motivet, da en flok emotionelle studenter indtog ambassaden den 4. november 1979.

Oprindeligt var besættelsen beregnet til at være en endags forestilling. Men da nyheden nåede frem til selve Khomeini, så var han yderst tilfreds med handlingen. Han ville hele tiden se sit samfund i oprør og kamp mod nutidens vantro, selve Vesten. Man skulle eksportere den islamiske revolution til hele verden. Han kaldte spontant hele den arabiske verdens ledere banditter, og samtidigt blev USA og Israel benævnt henholdsvis »den store og lille satan«. Khomeini var i bund og grund, som Lev Trotskij, tilhænger af den »permanente revolution«, dog med islamisk fortegn. Han kaldte derfor også besættelsen af ambassaden for »Irans anden revolution«.
Han ville have en permanent revolution og konfrontation med Vesten. I de 10 år, som han var de facto leder af Iran frem til sin død i 1989, stod Iran konstant på dårlig fod med Vesten. Efter besættelsen af ambassaden i 1979 var der krigen mod Irak i 1980, der varede helt op til 1988. Saddams angreb på Iran var jo faktisk en indirekte krig mellem Iran og Vesten. Alle arabiske lande (Undtaget Syrien), USA, Frankrig etc. støttede Saddam for at holde Iran i skak så længe som muligt. Efter krigen mod Irak og inden sin død i juni 1989, nåede han endnu en gang at konfrontere Vesten, denne gang med en døds fatwa mod Rushdie i februar 1989.
Allerede i 1978 i Paris mente Khomeini at han efter shahens fald ville bosætte sig i den hellige by Qom og aldrig mere blande sig i politik. Derfor udnævnte han den liberale og civile Mehdi Bazargan som premierministeren. Udnævnelsen af Bazargan var en meget vigtig taktik. For det første havde ayatollaherne ingen erfaring med regerings arbejde, og de vidste intet om statskundskab. Derimod var Bazargan og mange af hans ministre nogle gamle erfarne politikere fra selveste Mossadeqs regeringstid som nød folkets enorme opbakning. For det andet ville det have været et chok for alle de sekulære iranere pludseligt at se en præst som en premierminister.
Dagen efter besættelsen af ambassaden henvendte Bazargan sig prompte til Khomeini efter en fordømmelsen af studenternes handling, ellers ville hans regering resignere. Den 6. november 1979 gik Bazargans regering af, da Khomeini fortsat roste studenterne.

Der har været en del spekulationer om, besættelsen var en handling scene sat af nogle snu ayatollaher, såsom Beheshti og Rafsanjani, for at lige netop have elimineret den liberale Bazargans regering. Men der er tre gode grunde der tæller imod sådan en tanke.
For det første: Denne beregning ville have været alt for teoretisk for de nævnte præsters IQ. For det andet: Ingen kunne have regnet med Khomeinis reaktion. Han holdt altid kortene tæt til kroppen og kunne skifte mening time for time afhængigt af, hvordan situationen stod til. For det tredje: Besættelsen fandt sted efter, at shahen havde fået lov til at komme ind i USA og lige efter, at Jimmy Carter blankt havde nægtet at aflevere en syg mand til fjenden.
Alt tyder på, at besættelsen af ambassaden var et nødråb fra en flok studerende, der ville vise omverdenen deres vrede og foragt over for USA – der havde taget en nation som gidsel i 25 år (Siden kuppet i 1953) – endte som en dobbelt pointføring hos ayatollaherne. Nu var vejen til magten egentlig åben for ayatollaherne.
Taberne? På overfladen var det den sympatiske Jimmy Carter, der tabte præsidentvalget til Ronald Regan, omend alle gidslerne blev løsladt i hans sidste fire timer af embedet. Men den rigtige taber var – som altid – befolkningen af Iran, der igen skulle lægge krop og sjæl til endnu 26 års undertrykkelse der indeholdt en otte-års blodig krig, isolation og fattigdom samt en total embargo og konfiskering af deres aktiver og værdier i USA.
Besættelsen var den dummeste handling, som iranerne kunne have fundet på i den situation. De fleste af gidseltagere har fortrudt det, selv om de fleste senere fik meget vigtige politiske poster. Men sådan er jo revolutionen: Emotionelle handlinger uden omtanke.

*Reza Rahimpour er freelancejournalist, og Medlem af Dansk PEN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu