Læsetid 2.8714285714286 min.

Bhutan viser vejen

Som det første land i verden har det lille Himalyakongedømme indført totalt rygeforbud
29. november 2004

International
Nogen skulle gå foran og vise vejen. Men hvem havde dog troet, at det skulle blive Bhutan? I sidste uge blev det lille Himalaya-kongedømme det første land i verden til at indføre et totalforbud mod tobaksrygning. Forbudet gælder overalt: indendøre, udendøre, i folks private hjem – ja, selv på bjergtoppe. Salg af enhver form for tobak er nu kriminaliseret i Bhutan. Pågribes personer i færd med at ryge en smøg, bliver de idømt en bødestraf på 210 dollar – for gennemsnitsbhutaneseren svarer det til tre måneders løn. Samtidig mister værtshuse og restauranter deres bevilling, hvis de gribes i at lade kunder ryge.
Ved at rette dette slag imod sine rygere har Bhutans regering lagt grunden til en formidabel ny smuglerindustri.
Regeringen er forberedt på problemet. »Griber vi en udlænding, der prøver at sælge tobak til bhutanesiske borgere, vil vi sigte ham for smugling. Al tobak vil fremover blive betragtet som smuglergods«, udtaler Karma Tshering fra Bhutans toldmyndigheder til BBC.
I Bhutan hersker der nu forbudstid, på samme måde som tilfældet var for alkohol i 1920’ernes USA og på samme måde som det er tilfældet for narkotika i hele verden i dag.
Bhutans kriminelle underverden har hidtil været af beskeden størrelse, men den kan nu glæde sig over at have fået en enestående chance for vokse sig stor og økonomisk magtfuld ved tobakssmugling. Endnu har det vel lange udsigter, før en bølge af lignende totalforbud mod tobak i større lande vil skabe samme globale eldorado for kriminelle, som forbudene mod alkohol og narko gjorde og gør. At sådanne forbud kan være på vej, er der imidlertid al mulig grund til at frygte.
Agitationsmønsteret hos de pressionsgrupper, som påstår at bekymre sig for helbredsrisici, men snarere drives af intolerance over for selvdestruktiv adfærd hos deres medmennesker, peger klart i den retning.
Det lader sig natuligvis ikke afvise, at tobaksrygning udsætter vores helbred for ganske store risici – endda større risici end dem, der er forbundet med at indtage ’stoffer’ eller drikke alkohol. Men tobaksrygning skader sjældent andre end rygerne selv, så hvorfor blander nogen sig overhovedet i frie menneskers individuelt tilvalgte last?

Ren og skær intolerance
I offentlige rum, som vi alle må deles, om, er rygning klart nok et fællesanliggende. Her har ikke-rygere al mulig ret til at føle sig generet af og al mulig ret til at protestere mod rygernes forpestende os. Men når et rimeligt rygeforbud udvides til at omfatte alle offentlige indendørsrum – selv barer og pubber, som ligefrem ønsker at beværte rygere og deres tobakstolerante venner – som New York gjorde sidste år, Irland har gjort i år, og Polen har planer om at gøre inden for en årrække, er det udtryk for ren og skær intolerance baseret på fanatisk ideologi.
Vi har ikke set det sidste til denne intolerance. ’Californiseringen’ af vores planet skrider ubønhørtligt frem. Skønt Bhutan ligger lidt på afstand af hovedstrømmen, har lilleput-bjergnationen læst tidens kulturelle signaler helt rigtigt. Et totalforbud mod tobaksnydelse, selv under private former, er måske ikke mere end fem eller ti år væk i nogle vestlige lande.
At den organiserede kriminalitet har kunnet vokse til sit nuværende enorme omfang, skyldes næsten udelukkende, at den har påtaget sig at levere varer og tjenester, som et stort antal mennesker begærer, men som de lokale love forbyder: hasardspil, prostitution, alkohol og narkotiske og psykedeliske stoffer. Den sammenhæng er indlysende for alle kriminalitetseksperter. Colombias narkokarteller ville blive lige så fortvivlede over en legalisering af kokain i dag, som Chicagos gangstervælde blev, da USA ophævede sit forbud mod alkohol i 1933. En ny tobaksmafia, der specialiserer sig i at opfylde efterspørgslen efter ulovlig tobak, må derfor betragtes som en uundgåelig følge af et totalforbud.

Skamløs manipulation
Uanset om et sådant forbud indføres eller ej, vil andelen af rygere i de udviklede lande formentlig fortsætte med at falde, til den stabiliserer sig på omkring 10-15 procent, svarende til andelen af regelmæssige ’stofbrugere’ (hvoraf hovedparten blot ryger hash) i disse samfund. Antallet af rygere har været støt nedadgående i årtier som følge af øget oplysning om rygnings helbredsrisici og øget socialt pres. Men en uudryddelig restgruppe af håbløse tobaksnarkomaner og determinerede rebeller vil blive tilbage i ethvert land, uanset hvad man gør. Fristelsen for at straffe for dem for deres trodsighed og rationalisere denne straf ud fra et argument om, at »det jo kun sker for deres eget bedste« vil være stor, men det er en fristelse som bør modstås.
Et totalforbud mod rygning vil måske nok kunne redde menneskeliv, i det omfang det vil kunne få flere rygere til at afstå fra deres last og frem for at blive klienter hos den illegale tobaksmafia. Rygning dræber vitterlig mennesker, skønt ikke helt så mange som de mest rabiate kræfter bag korstoget mod tobak hævder. ’Beviserne’ for de angivelige helbredssrisici ved såkaldt passiv rygning ligner således mest af alt skamløst manipulerede overdrivelser eller pure opspind. Men den generelle pointe er, at vi bør afstå fra at bruge lovgivningen til at regulere eller straffe enkeltindividers adfærd, i det omfang at den ikke er til skade for andre mennesker.

Social panik
Ikke kun rygning forårsager forudsigelige dødsfald. De gør biltrafik i høj fart også, men ingen foreslår af den grund, at hastighedsbegræsningen bør sænkes til 60 km/t på motorveje. Samfund, hvor nydelse af alkoholholdige drikke er dybt rodfæstet i samværskulturen, vil næppe heller forbyde alkohol igen, skønt alkoholmisbrug er en væsentlig faktor bag megen vold i familier, gadevold og dødsulykker. Og ingen har tilsyneladende heller overvejet at forbyde junk food, skønt abnorm fedme er et voksende helbredsproblem, der afkorter livet for et stigende antal mennesker kloden over.
Åbenbart bliver, hvad vi tillader, og hvad vi forbyder, sjældent afgjort ud fra et rationalt grundlag. Snarere ligger vi under for social panik eller moraliserende propaganda, som får os til næsten helt at ignorere de reelle konsekvenser. Tobak er nu på vej ind i kategorien over de ting, der kræves totalt forbudt. I flere lande arbejder tiden for et sådant forbud. Og de forudsigelige skadevirkninger af forbudet ønsker antitobakslobbyen overhovedet ikke at diskutere.

*Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist. Hans klumme bringes i aviser i 45 lande

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu