Læsetid: 4 min.

Danmark svigter Zimbabwe

I dag er Zimbabwe ikke længere trendy. Vi lukker øjnene for krænkelser af menneskerettighederne
Debat
16. november 2004

International
Tænk, hvis det danske retssystem, politiet og det danske militær foretog overgreb på borgere i deres private hjem og betragtede alle, der ikke udtrykker direkte støtte til regeringen, som fjender.
Tænk, hvis en hel ungdomsårgang gennemgik træning i specielle lejre og lærte at true, tæve, mishandle, stjæle og voldtage efter forgodtbefindende med det formål at sprede frygt og rædsel blandt civilbefolkningen.
Tænk, hvis alle love alene skulle tjene den siddende regering og dermed undertrykke demokratiet, og befolkningen sulter og den enkelte kun kan modtage nødhjælp, hvis hun eller han direkte udtrykker sin støtte til den siddende regering.
Ja, at tænke sig dette er naturligvis en absurd tanke i Danmark, men hverdag for millioner af mennesker i Zimbabwe. Her spiller præsident Mugabe et kynisk spil for at bevare magten. Taberne er både de hvide, der bliver fordrevet fra deres hjem, og det store sorte befolkningsflertal, der nu frister en kummerlig tilværelse på et eksistensminimum i det, der engang var Afrikas kornkammer.
På denne baggrund har en kreds af bekymrede danskere stiftet en dansk Zimbabwekomité med det formål at arbejde for et demokratisk Zimbabwe, baseret på grundlæggende menneskerettigheder, demokratiske principper og et uafhængigt civilsamfund sikret gennem et retssamfund.

Indoktrineringslejre
I Danmark har kun få hidtil interesseret sig for den undertrykkelse, der foregår i Zimbabwe. Uanset at Danmark har påtaget sig et særligt ansvar. I en lang årrække var Zimbabwe dansk programsamarbejdsland. Og ved uafhængigheden i 1980 drog mange unge danskere til Zimbabwe for at hjælpe landet på vej. I dag er Zimbabwe ikke længere trendy. Vi lukker øjnene for krænkelserne af menneskerettighederne – uanset at de har store menneskelige konsekvenser.
Siden 2000 er alle grene af Zimbabwes statsapparat blevet reorganiseret og politiseret – med det ene formål at bevare magten hos regeringspartiet ZANU PF.
I retssystemet er dommersæder og administration nu besat med pro-ZANU PF personale, der forvalter retssystemet til fordel for ZANU PF snarere end efter loven.
Politiet har optaget en del krigsveteraner – uden politiuddannelse – i ledelsen. Folk arresteres på løst grundlag, hvis det passer ind i ZANU PF’s strategi.
Militæret bruges bl.a. til at udbrede propaganda for ZANU PF for sammen med politiet at forhindre oppositionen og andre organisationer i at holde møder og til at terrorisere civilbefolkningen.
I lovgivningen er der indført stærke begrænsninger i mediers og individers frihed og civilsamfundets mulighed for at give liv til et demokrati. Senest er der lanceret et forslag til en ny NGO-lov, der giver regimet mulighed for til enhver tid at opløse en privat organisation, og som forbyder NGO’erne at modtage støtte udefra til fremme af menneskerettighederne.
Hvis loven vedtages, vil det få alvorlige konsekvenser – ikke alene for NGO’erne, men især for de sårbare grupper, som NGO’erne har overtaget ansvaret for efter sammenbruddet i de sociale systemer.
Endelig er der oprettet en særlig ungdomsmilits – Green Bombers. Unge mænd og kvinder tvinges til ophold i lejre, hvor de indprentes den ’rette’ politiske lære og oplæres i kamp- og terrorteknik. Efter tre-fire måneders endt ’uddannelse’ spredes de over hele landet, hvor de ved kidnapning, voldtægt, tæskehold, afbrænding af huse m.v. skaber frygt og rædsel blandt civilbefolkningen.

Frie valg en umulighed
Det fundamentale problem i Zimbabwe er dårlig regeringsførelse. Problemet er ikke jordreformer eller forholdet mellem sorte og hvide. Problemet er et regeringsparti, der bruger alle metoder til at undertrykke befolkningen for at fastholde den politiske magt.
Det politiske råderum er indsnævret gennem lov, vold og trusler. Ingen andre end regeringen har gavn af statsapparatet, som systematisk bruges til at undertrykke politiske modstandere.
Det er umuligt som planlagt at gennemføre et frit og fair valg i marts 2005, idet frygten for at udtrykke sig kritisk over for regeringens politik hindrer en reel demokratisk valgproces. Mistroen til regering og statsapparat er udbredt i alle kredse.
Efter Zimbabwekomiteens opfattelse, bør den danske regering snarest tage flere konkrete initiativer:
Der skal hurtigst muligt valgobservatører ind i landet, så der er en reel chance for at se, hvordan regimets valgapparat kører – og ikke kun se, hvordan det fungerer i de sidste par uger før valget, idet det ikke vil give et dækkende billede. Det er væsentligt, at valgobservatørerne bliver i landet i perioden, hvor stemmeoptællingen og annonceringen af valgresultatet foregår, for at kunne følge den del af processen på nært hold.
Der skal gives støtte til civilsamfundet. Det er som oven for beskrevet meget svært for civilsamfundet i Zimbabwe selv at påvirke situationen under de givne vilkår. Danmark har påtaget sig et ansvar gennem sin tidligere støtte til flere civilsamfundsorganisationers arbejde i landet, et arbejde som desværre nu er truet. Danmark skal fortsat påtage sig dette ansvar og vi vil gerne drøfte, hvordan Danmark fortsat kan gøre en indsats for at støtte civilsamfundet i Zimbabwe.
Danmark bør snarest genetablere sin ambassade i hovedstaden Harare. En repræsentation vil kunne bruges til at opmuntre og støtte individer og bevægelser, der arbejder for demokrati og menneskerettigheder. Selvfølgelig vil et sådant utraditionelt diplomatisk arbejde være vanskeligt – men så meget desto mere bør vi være til stede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her