Læsetid: 6 min.

DEBAT

Debat
26. november 2004


Symboler
*Når ordet ikke er det virkelige, og beskrivelsen ikke er det beskrevne, hvordan kan disse symboler så være så vigtige for den enkelte i bestræbelsen på at erkende virkeligheden?

Leif Grage

Uddannelse i udbud
*I juni måned reagerede en række underviser-organisationer i Danmark og Europa meget kraftigt på, at undervisning i den nye EU-forfatning ville blive en tjenesteydelse og dermed falde ind under EU’s handelspolitik. Konsekvensen af dette ville blive, at udenlandske virksomheder kunne etablere uddannelser i Danmark og få et retskrav på at modtage den samme offentlige støtte som danske uddannelsesinstitutioner, samt at EU-kommissionen ville få frie hænder til at deltage i internationale forhandlinger med det formål at gøre uddannelser til en almindelig handelsvare. Kravet var, at der måtte videreføres en klar undtagelse for uddannelse i den nye EU-forfatning.
Det kan vi nu konstatere ikke er sket. Med den nye EU-forfatning få EU såkaldt enekompetence på handelspolitikken. Det betyder, at EU kan indgå handelsaftaler, der er bindende for alle medlemslande, alene på grundlag af et kvalificeret flertal i Ministerrådet. Der er dog kommet et enkelt forbehold ind i EU-forfatningen. Således hedder det, at beslutninger skal træffes med enstemmighed, når det gælder »handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser, når disse indebærer risiko for at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare.« Hvordan formuleringen konkret skal fortolkes, bliver en sag for EF-domstolen. Den EF-domstol som har ét grundlæggende princip: at fremme integrationen i EU.
Derfor er der ikke megen trøst at hente i den kendsgerning, at de fem danske ja-partier har indgået en aftale om, at hvis EU vil tiltage sig ny kompetence via handelspolitikken, så vil Danmark gå til EF-domstolen for at få fastslået, at Danmark har vetoret. Sagen er, at det har Danmark kun, hvis EF-domstolen vurderer, at det skal vi have.
I den situation er der ikke noget valg. Hvis vi fortsat vil stå fast på en konsekvent modstand mod kommercialiseringen af uddannelsessystemet, må vi sige nej til EU-forfatningen.

Per Clausen
medlem af Hovedbestyrelsen
i Dansk Magisterforening

Kjær gør børn fortræd
*Debatgruppen for Børns Udvikling, 11 fremtrædende danske erhvervsledere og fagfolk, retter skarp kritik mod kvaliteten af børnepasningen. De vil gøre op med den »rå pasning, hvor børn bare bliver anbragt, mens forældrene arbejder, defensiv pædagogik, der skal stilles større krav til pædagogikken at 1 uddannet pædagog til 12 børn er for lidt, der er for få kvadratmeter pr barn osv.«
Hvordan sikrer vi betingelserne for udvikling af viden, kreativitet, sociale kompetencer, iværksætteri, alt dette, der skal til for at sikre fremtidens velfærd? En gruppe begavede og fagligt kompetente borgere engagerer med kritik og ideer. Hvad gør minister Henriette Kjær? Hun bliver smækfornærmet og tager polemisk kommunerne som gidsler: Udvalgets arbejde er en »hån« mod kommunerne, udtaler hun.
Hvad skal der til, for at Henriette Kjær og denne regering vil lytte? Hvor megen anstændighed går der på et skattestop?
I øvrigt: Støjniveauet i mange danske børneinstitutioner medfører risiko for høretab og støjskader. En børnemiljølov, der beskytter børn i lighed med voksne, er endnu ikke blevet til noget. Børnenes sproglige indlæring, koncentrationsevne og indlæring, såkaldte ’kognitive færdigheder’ hæmmes. Antallet af hæse børn (pga. støjende omgivelser), der henvises til øre-næse-hals-klinikker er mere end fordoblet over en ti-års periode.
Støjniveauet kan reduceres væsentligt, men ikke uden ressourcer. Der foregår fortsatte nedskæringer på området.

Henrik Strube
musiker, far og redaktør

Fumble eller dropped pass
*Da jeg begyndte som frivillig skribent for et kulturmagasin, var en af mine første opgaver at anmelde en cd af det italienske techno-ikon Mauro Picotto. I min anmeldelse skrev jeg, at Italien kun leverede gode cykelryttere og fodboldspillere, og da Picotto ikke var nogen af delene, kunne jeg ikke anbefale cd’en. Min anmeldelse blev aldrig trykt, for – som min redaktør fortalte mig – »der er jo ikke nogen idé i at bringe en anmeldelse af en anmelder, som ikke ved noget om musikken«.
Jeg synes, det ville have klædt Informations kulturredaktør Peter Nielsen, om han havde sagt det samme eller noget lignende til Lars Movin i forbindelse med anmeldelsen af Hunter S. Thompsons ’nye’ (flere måneder gamle) bog Hey Rube: Blood Sport, The Bush doctrine, and the downward spiral of dumbness – i stedet for at smække anmeldelsen på forsiden.
Anmeldelsen handler mere om, hvad Thompson har skrevet tidligere, end det handler om den nye bog, og selv om Movin glimtvis fanger essensen af Thompsons egomaniske skrivestil, så må han i store dele af anmeldelsen forlade sig på udførlige citater i stedet for at selv at gengive bogen.
Man skal ikke sætte en filmanmelder til at anmelde en sportsbog – især ikke hvis anmelderen er uinteresseret i sport og ikke ved, hvad forskellen er på en ’fumble’ og et ’dropped pass’! Det er uværdigt.

Jeppe Lisdorf
stud.mag.

80 tamme minutter
*Jeg beundrer statsministerens evne til at få journalister til at flyve i flok. Fra Information til Jyllands-Posten har kommentatorerne været enige om, hvilken fantastisk præstation han ydede på Venstres landsmøde, og hyldet ham som den eneste visionære politiker i Danmark. Og så kan oven i købet tale uden manuskript i 80 minutter!
Halløjsa. Man kan ikke beskylde Mogens Lykketoft for at have visioner om et bedre eller anderledes samfund, hvorfor han efter al sandsynlighed også taber næste valg. Men at påstå at statsministeren har substans i sine ’visioner’ denne gang, det er tragikomisk.
Fogh Rasmussen har én vision: at holde sig ved magten så længe som muligt. Beklageligvis har oppostionen samme mål, hvis den mod forventning skulle komme til magten igen. Ikke just visionært i mine øjne.

Søren Skriver Tillisch
Frederiksberg

Flere og flere kvinder går imod EU-forfatningen
*I debatten om EU forfatningen er et væsentligt element overset, nemlig forfatningens konsekvenser for kvinder.
Hele den europæiske venstrefløj er meget kritisk over for forfatningen, og det gælder ikke mindst kvinderne. Netværket ’Kvinder for et andet Europa’, der tæller kvindegrupper fra EU-lande samt østeuropæiske ansøgerlande, vedtog på et møde i Bukarest i juni 2004 at sige nej til forfatningen. Kvinderne i Attac har også besluttet at sige nej.
Der er flere årsager til dette – blandet andet modstand mod den militarisering af EU, som er indeholdt i forfatningsteksten, samt at forfatningen udelukker borgerne i EU fra beslutningsprocessen. Men hovedårsagen er EU-forfatningens perspektiv om stadig mere liberalisering med en stadig større grad af privatisering af den offentlige velfærd. EU-forfatningen gør en fri markedsøkonomi med størst mulig konkurrence, kapitalens fri bevægelighed til selve grundlaget for samfundene i EU. Dette nyliberalistiske grundlag for EU-forfatningen ligger i forlængelse af indholdet i de tidligere EU-traktater, men den betyder også en skærpelse. En ekstrem form for kapitalistisk økonomisk politik bliver gjort til lov, som gør det umuligt for borgerne i de enkelte EU-lande at ’stemme for’ en anden økonomisk og social politik. Borgernes får ingen mulighed for demokratisk indflydelse på indretningen af deres samfund.
Dette har katastrofale konsekvenser for kvinder. Det er stadig kvinder, der har det primære ansvar for omsorg i familien og på arbejdsmarkedet. Der er flest kvinder ansat i den offentlige sektor, og kvinder har i højere grad end mænd brug for den offentlige sektor. For eksempel er en god, offentlig børnepasningsordning afgørende for, at kvinder kan komme ud på arbejdsmarkedet og blive økonomisk uafhængige. Eksempelvis er mellem 70-75 pct. af nordiske kvinder på arbejdsmarkedet. Hvorimod der samlet i EU kun er 54 pct. kvinder. At nordiske kvinder i større udstrækning er på arbejdsmarkedet skyldes primært en god offentlig børnepasning. En vedtagelse af forfatningen betyder, at der skabes et samfund, hvor der skæres ned på den offentlige omsorg, som herefter bliver privatiseret og dermed dyrere og som regel dårligere, og kvinder får sværere vilkår på arbejdsmarkedet. Kvinder i de sydeuropæiske lande forventede, da deres lande kom med i EU, at de ville få en velfærdsmodel som den nordiske. I stedet er det gået den modsatte vej – de nordiske har nærmet sig den central- og sydeuropæiske model med mere forsikringsbaseret velfærd. Denne type velfærd tilgodeser især dem, der er mest på arbejdsmarkedet, og som tjener mest. Det vil sige ikke kvinderne. De store indtægtsforskelle mellem kvinder og mænd (i EU på 27 pct. – i Danmark 10-15 pct.), fortsætter således også ind i pensionsalderen.
Så EU-forfatningens smukke ord om ligestilling er der ikke belæg for, når man ser nærmere på indholdet i forfatningen. Nyliberalismen giver kvinder dårligere betingelser end mænd.

Inger V. Johansen og
Gitte Pedersen
Enhedslisten og RAV – Kvinder mod unionen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her