Læsetid: 10 min.

DEBAT

8. november 2004


Det skal være dig
*Det skal være dig, hvor du så end er, for du er utvivlsomt ikke – det skal være dig, fordi du ikke findes, du skal redde mig ud af dette liv – lig, lig med et nul, lig med nul og niks, nul og niks – det skal være dig, du kan få mig videre, hvad du så end er – det skal være dig, for jeg så dig i går, det skal være dig, sådan som du så mig i går – det skal være dig, hvor du så end er, for du er utvivlsomt ikke...det skal være dig

Absalon Dybdal Rasmussen, VentilAction – all art

Oprørende
*Det er oprørende og horribelt, at Foreningen Oprør på deres hjemmeside kan slippe af sted med at hævde, at PFLP ikke er en terroristorganisation.
Foreningen Oprør skriver: »Det er ikke en del af PFLP’s politik at sprænge pizzabarer, bybusser eller diskoteker i luften.«
Men det var lige netop, hvad der skete i Tel Aviv for få dage siden på et marked, hvor en 16-årig selvmordsbomber tog fire mennesker med i døden og sårede et stort antal mennesker. PFLP tog efterfølgende ansvar for aktionen.
Hvordan har I det i Foreningen Oprør med at støtte selvmordsbombere fra PFLP? Hvor meget sprængstof kan man få for de 50.000 kr., som Foreningen Oprør har skænket til PFLP? Hvor mange uskyldige kan man slå ihjel og kvæste for 50.000? Hvor mange unge på 16 kan man hjernevaske? Man skulle tro, at i det mindste nogle af de sikkert velmenende mennesker, der har støttet Foreningen Oprør, nu har fået en underlig smag i munden? Hvordan kan man blive ved med at hævde, at PFLP ikke er en terroristorganisation, når det åbenlyst er tilfældet?
Der er stort behov for at støtte de kræfter, der vil en fredelig udvikling i Mellemøsten. De findes på begge sider af konflikten og fortjener selvfølgelig støtte. I stedet har en del af den danske venstrefløj gjort det til deres mærkesag at støtte volden, terroren og selvmordsbomberne.
Det er i sandhed oprørende!

Peter Andreas Bredsdorff
højskolelærer, LO-skolen

Indpakningen har indhold
*Ældrepleje skal være funderet på værdighed og selvbestemmelse. Så langt er jeg enig med Tina Skjærbæk Søeborg, der her i avisen den 3. nov. kritiserer regeringens ordning med frit valg, som hun beskylder for at være indpakning uden indhold. Søeborg fremhæver i stedet et forslag fra Enhedslisten, om at igangsætte forsøg i kommunerne ud fra 10 rettigheder, som Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Dansk Sygeplejeråd (DSR) formulerede for snart tre år siden.
Nu er det bare sådan, at regeringen netop har fokus på værdier som værdighed og selvbestemmelse. Et eksempel er ordningen med frit valg af hjemmehjælp. Med frit valg får de ældre større valgfrihed og dermed større livskvalitet. At man nu kan vælge at få hjemmehjælpen leveret af kommunen eller af en privat leverandør gør, at der bliver rum til forskellighed og fleksibilitet. Dermed kan den enkelte ældre få indflydelse på, hvordan hjælpen gives. Det må da være baseret på selvbestemmelse og værdighed!
Heller ikke idéen med at igangsætte forsøg i forskellige kommuner er ny. For eksempel igangsatte Søllerød Kommune allerede i 2001 projektet ’Etik i ældreplejen’, der netop tog udgangspunkt i de 10 rettigheder fra FOA og DSR.
De initiativer, som Søeborg efterlyser, er for længst igangsat af regeringen. Så prøv at folde indpakningen ud igen – den har faktisk et godt indhold.

Eva Kjer Hansen
socialminister (V)

Idealisme uden bagtanke
*Midt i morgenmaden kom jeg i tvivl. Og igen ved busstoppestedet. Men et senere opslag i fremmedordbogen bekræftede, at begrebet idealisme står i kontrast til materialisme og desuden dækker over det at have en uselvisk indstilling. Jeg mente det da nok – der stod ikke noget om idealistens fokus på økonomisk og personligt udbytte. Men to kampagner, der er blevet lanceret inden for de sidste par måneder, kan godt gøre én i tvivl, nemlig Arla Foods interviewrække med Lotte Heise og Socialministeriets ’De Frivillige Engle’.
For tiden er Lotte Heise tilbage på kartonerne med økologisk mælk. Over morgenmaden får man klar besked om, hvorfor Heise selv køber økologiske varer: »Jeg synes, at i et samfund som vores, hvor alle de basale behov er opfyldt, bør de fleste af os have overskud til at være idealistiske«.
Det kan der være noget om. Men særligt dybfølt virker det ikke ved endt læsning, for da står det klart, hvorfor teksten i virkeligheden har overskriften »Lottes overskud«: »Lotte Heise er lige nu aktuel med DVD-udgivelsen af sit nyeste show. DVD’en kan bl.a. købes på www.lotteheise.dk«.
Den 21. september i år lancerede socialminister Eva Kjer Hansen en ny landsdækkende kampagne om frivilligt socialt arbejde i Danmark. Formålet er godt: »Kampagnen skal vise glæden og mangfoldigheden i det frivillige sociale arbejde. Samtidig skal kampagnen gøre det nemmere at finde et job som frivillig« (fremgår det af www.engle.dk). Men det er påfaldende, hvor meget der fokuseres på de frivillige og deres udbytte, frem for på dem, der har brug for hjælp. Ét af flere slogans er ’Gør noget for andre og dig selv’, som ved busstoppestedet kombineres med billeder af smilende mennesker, der har fået tegnet englevinger og glorier på sig. Den ressourcestærke giver, der har det godt med sin gode gerning, er altså i fokus, når det gælder hvervekampagnens ansigt udadtil – ikke den ressourcesvage modtager eller samværet mellem de to. Af en eller anden grund er det ikke nok at sige: »Gør noget for andre« – punktum.
Når Arla Foods og Socialministeriet blander idealisme sammen med individets økonomiske og personlige udbytte, er det uheldigt. Én ting er, at både Arlas interviewrække og Socialministeriets kampagne fremstår som sære sammensurier af idealistisk opråb og reklame, hvor de to ting spænder ben for hinanden. En anden og langt mere alvorlig effekt er, at det danner præcedens for, at uselvisk, det er noget, man er for sin egen skyld. Virksomheder og statslige institutioner behøver ikke at være idealismens foregangsmænd, men de skal holde sig fra at udvande begrebet, så man må slå det efter i fremmedordbogen!

Rasmus Rønlev
stud.mag. i retorik

Pressen tabte præsidentvalget
*Den danske presse – især radioen og tv-stationerne – tabte det amerikanske præsidentvalg. Tv- og radiojournalisterne har nu i flere år kommet med partsindlæg imod præsident Bush, de er kommet med anti-Bush propaganda – i stedet for at give os saglig information om USA og dets præsidentvalg. Hvor flovt er dette ikke for journaliststanden? Det amerikanske valgresultat er kun en overraskelse for de misinformerede. Der er mange kulturradikale journalister, der ikke fortjener deres plads i radioen og fjernsynskanalerne!

Niels Erik Søndergård
Odense SV

Med kulsort samvittighed
*Information skrev den 4. nov. på forsiden, at »58 millioner valgte moral og lederskab«, underforstået at Bush skulle stå for dét. Jeg ser bare ikke ret meget moral i Bush. Han har direkte kunnet forhindre 135 henrettelser uden at gøre det. Og han er øverste ansvarlig for over 100.000 menneskers død i Irak. Hvor ligger moralen i massemord, når man er erklæret kristen? Jeg mindes et ganske utvetydigt bud, der hedder »du må ikke slå ihjel«. Der er meget lidt kristent i Bush. At være kristen og så stemme på Bush er en selvmodsigelse af dimensioner. Det såkaldt ’kristne højre’ en begrebsmodsætning, som vækker min dybe forundring.
Så valgte de mange mennesker virkelig moral? Næppe. Men måske en påstået moral, der som et smukt lag fernis skal dække over en kulsort samvittighed. Og lederskab? Der er ikke meget lederskab i at manipulere med befolkningen og at fremmane fjender, og såmænd ej heller i at være stålsat. En ægte kristen leder havde manet til besindelse og eftertænksomhed efter 11/9 og mindet om ikke at slå igen.
Gjorde Bush det?

Jesper Hertel
København Ø

Flertalsafgørelser problematiske
*Informations artikel den 4. nov. om ’Liberalismen spøger i EU-modstanden’ kan give indtryk af, at jeg går ind for flere flertalsafgørelser i EU. Jeg har rent faktisk gået imod de nye flertalsafgørelseri EU-konventet, og hvor jeg ellers har virket. Ikke fordi det er flertalsafgørelser, men fordi de bruges til at udvide EUs lovgivningsområde og stjæle magt fra de nationale parlamenter.
Mit ærinde er at sige til Holger og Co, at værn mod flertalsafgørelser ikke sikrer den danske overenskomstmodel og vores særlige skattefinansierede sociale borgerretsydelser.
Det er Domstolens vidtrækkende domme, som undergraver vore særlige vilkår. De særlige vilkår kan kun sikres ved et værn i selve forfatningen, f.eks. en protokol, som jeg foreslog i først Charter-konventet og siden EU-konventet.

Jens-Peter Bonde
medlem af EU-Parlamentet
for JuniBevægelsen

Humaniora om brølere og sejre
*Hvad er i grunden hensigten med humaniora? Jeg er selv indskrevet på denne mærkværdige del af Københavns Universitet, men bliver mere og mere i tvivl om dens mål og med...
Det forkeommer mig mere og mere som frimærkesamling eller korthusbygning, denne akademiske tilgang til den humanistiske variant af intellektet. Der skal ikke herske tvivl om, hvorvidt jeg finder det interessant at beskæftige mig med mit studie, og jeg rejser heller ikke tvivl om andres dybtfølte engagement i hver deres respektive fag, men hvor fører det hen? Har det nogensinde været meningen, at det skulle føre nogen steder hen? Har den humanistiske forsknings ’produkt’ egentlig en karakter, hvormed det kan føre nogen steder hen? Er studielivet mon blot tidsfordriv, et godt alternativ til kryds og tværs, en intellektuels måde at sige ’jeg vil ikke være håndværker’ på?
Undervisning er godt, oplysning er godt; videreførelse af visdom, traditioner og kultur skal man ikke kimse af, og man skal ikke kimse af evnen til at reflektere over dette og dermed lære af eventuelle fejltagelser begået i et givent samfund. Men det er som om denne sidste del, refleksivitetens belærende funktion, mangler et sted at udfolde sig... De nuværende fag på universiteterne skal man nok ikke pille ved, de har en lang og sej kamp bag sig hver især, men kan vi ikke udvide vores horisont og ambition i en anden retning end hidtil?
Jo, og min opskrift lyder som følger: Under humanioras vinge oprettes et nyt institut for normativ forskning og undervisning. Et sted hvor man opsummerer fortidens og nutidens samfunds fejl og mangler, brølerne, samtidig med at man indkredser de samfundsmæssige succesoplevelser, der har udspillet sig gennem tiderne, de gode ting. I den sædvanlige akademiske objetivitets ånd og med videnskabsteoretisk kritisk optik på brillen vil dette betyde en konkret anvendelse af forskningsresultater fra stort set alle humanistiske institutter.
En ny ’humanioras krone’, som vi trænger til, både som studerende og som samfund; den vil favne vidt inden for forskning ved det indlysende politiske og kulturelle engagement, den vil udbrede sig endnu videre gennem dens universelle anvendelse, den vil give et politisk modspil til folketingets partipolitiske mudderkastning, og den vil være fleksibel og elastisk, da den må forholde sig til samfund såvel som universitet.
Det bliver et sted, hvor der er plads til idealisme, plads til at skue længere fremad end næste eksamen – eller finanslov, og det vil være et frivilligt værksted på samme vilkår som alle andre studieretninger. Et sted hvor den frie tanke kan dyrkes (og høstes), renset for bureaukrati og andre fadæser.

Morten Riiskjær
religionsvidenskabsstuderende

Globaliseringen er dobbeltbunden
*Tak til Thomas Augsburg (TA) for hans replik den 4. nov. om globale børn. TA ser globaliseringen som et gode. Jeg er ikke uenig. Men jeg vil ikke forveksle globaliseringens humanistiske og oplysende potentiale med internationaliseret kapitalisme og world-wide kommercialisering. Globaliseringen er dobbeltbunden og ikke i sig selv et gode.
TA taler om videnssamfundet som en realitet. Jeg får det som Mahatma Gandhi, der bliver bedt om at kommentere den britiske civilisation: ’Det ville være en god idé’. Jeg kan til nød acceptere, at vi benævner vor tid som et informationssamfund – men et videnssamfund? Ikke i relation til den kultur, der omgiver vore børn og skoler. Der er for meget information og for lidt viden. De 1000 kommercielle informationer er i vidt omfang støj og med til at gøre skolen til et ’kulturtilbud’ på linie med andre ’varer’. Skolen kommer her til kort, og det har jeg svært ved at bebrejde den. Problemet er ikke skabt af skolen, og vi kan ikke forvente at skolen skal kunne løse det.
I 30 år har man pålagt skolerne at redefinere sin egen funktion i forhold til tidens kulturelle fænomener og sociale patologier. Det efterlader mindre plads til de traditionelle kundskaber, vi dog stadig forventer skolen skal bibringe vores børn. TA efterlyser, at jeg peger på, hvordan skolerne så sætter børnene i stand til at møde verden. Mit svar i kronikken var, at løsningen ikke (kun) skal findes i skolens regi – men i omverdenen. Jeg medgiver imidlertid gerne, at skolerne også kan gøre noget: medieundervisning, samfundsfag, religionsundervisning frem for kristendomsundervisning. Men hvorfor ikke prøve at styre udviklingen – i stedet for at lade udviklingen styre os? Børnene og skolerne er symptombærere på en kommercialiseret kultur, som griber helt ind i børnenes intimsfære: deres syn på egen krop, spisevaner, egen seksualitet, selvværd. Hvis vi tror, at skolerne kan magte opgaven med at korrigere for alle de ’dysfunktionelle’ unge, som ikke magter de i særdeleshed kommercielt bestemte tilværelseskrav, så taber vi alt for mange børn og unge på gulvet.

Claus Perregaard
politisk sekretær i SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu