Læsetid: 8 min.

DEBAT

24. november 2004


Mordet på van Gogh
*Imam Abu Laban, der i mindst tretten år har kundgjort over for vore massemedier, at Danmark er moden til at blive islamisk, siger ved pressemøde efter van Gogh-mordet: »Ytringsfriheden er ikke hellig. Måske er det på tide at genvurdere den. Hvordan ville man modtage det, hvis jeg sagde grimme ting om den danske dronning«.
Her ser vi, hvordan de fremmedkulturelle er uden situationsfornemmelse. Alle danskere ved, at forhånelse og nedgørelse af vor monark kun vil blive mødt med hovedrysten og nedladende smil – og ingen sagsanlæg. Strafbestemmelser for majestætsfornærmelse er en museumsgenstand, der i ca. hundrede år ikke har været brugt, og paragraffen bør ligesom den om blasfemi og nøgenhed afskaffes helt, så vi kan få rene linjer.
Oplysningstiden styrer.

Bo Warming
Nørrebro

*»Ytringsfriheden er hellig«: Den danske statsministers dictum er viel Geschrei und wenig Wolle. Statsministeren var ret og slet (ånds)fraværende, da Danmarks Radios ledere og medarbejdere i sin tid blev intimideret til at tilpasse sin Irak-dækning til Folketings-flertallets opfattelser og til at fjerne en saglig og modig medarbejder fra samme dækning.
DR’s borgerlige bestyrelse med Karsten Madsen og naturligvis en Dansk Folkepartist i spidsen gik ved den lejlighed så langt, som det var muligt på demokratiets skælvende grund i retning af censur, ikke mindst i et velbegrundet og vellykket håb om medarbejdernes selvcensur. Karsten Madsen, husker man, var jo den person, der billedligt talt udstrakt på sit bedetæppe i sin egenskab af chefredaktør på Berlingske Tidende lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen huldskab og troskab.
Undertegnede kan ikke støtte statsministerens korstog for ytringsfrihed; man tror ham simpelt hen ikke.

Poul Ferland
Hadsund

*De danske medier har med god ret skrevet meget om Theo van Goghs brutale død og fordømt fundamentalisterne, der benyttede hans film som påskud for deres morderiske aktion.
Men medierne beskæftiger sig for lidt med angrebene på almindelige muslimer i Holland efter mordet. Mordet blev startskud til nedbrænding af en række moskeer og islamiske skoler.
Det er en meget farlig udvikling. Som Bertolt Brecht skrev i epilogen til sit berømte teaterstykke Arturo Ui, der handler om Hitler: »Det skød, hvoraf det sprang, kan bære mere«.

Ulla Jessing
Virum

Terrorbekæmpelse
*Hvordan kan NATO afholde militærøvelse om terrorbekæmpelse sammen med Israel, der i den grad selv udøver terror mod den palæstinensiske befolkning?

Per Sørensen
Åbyhøj

Llosa er som Jelved
*Information skal have ros for at bringe et seriøst essay af en af Latinamerikas største forfattere og seriøse iagttagere, Mario Vagas Llosa. Llosa vækker altid diskussion, så det var næsten at forvente, at en eller anden pernittengrynet kender af kontinentet ville fare i flint. Llosa kan det med at få læserne til at hoppe i sædet, for han udfordrer den til enhver tid gældende vanetænkning. Om den er højre- eller venstreorienteret er ét fedt. Men som Bjarke Madsen (indlæg den 19. nov.) ligefrem at tolke det, at Information bringer Llosas essay som et bevidst fravalg af anstændig journalistik er helt hen i vejret. Oven i købet med en hånlig vrissen: »En højrefløjs politikers essay«.
Hvis dette udsagn er dækkende for Bjarke Madsens troværdighed, gør han jo flere af de væsentlige detaljer, han selv nævner omkring Latinamerikas fremtid – navnlig det folkelige engagement – til noget useriøst. For det er useriøst at omtale Llosa blot som ’højrefløjspolitiker’. Det har ligesom en biklang af noget Pinochet over sig. Llosa er tidligere politiker i Peru, hvor han i sin tid stillede op til præsidentvalget på et liberalt grundlag. For mig er hans liberale grundlag mest at sammenligne med Det radikale Venstre i Danmark, og hvem ville seriøst omtale Marianne Jelved som højrefløjspolitiker.
For Llosa er det afgørende for Latinamerikas fremtid, at det bliver gjort op med den overvældende korruption. Ikke overraskende for en liberal politiker ser han privatisering som et middel mod korruption og en forvaltning præget af ragen til sig, uduelighed og nepotisme. Man kan være uenig, man kan forestille sig yderligere initiativer, der kunne sætte skub i den økonomiske dynamik, men at opfatte det som hard core højrefløj er bare for store skyklapper og for lidt åbenhed over for en kender af kontinentet.
Prøv at læse Llosa’s essay en gang til ud fra tankeeksperimentet, at han ønsker det bedste for kontinentets fremtid, men er voldsomt pessimistisk.

Poul Petersen
Søborg

Er Pia den farlige?
*Rikke Lauritzen skriver i et læserbrev den 20. nov., at jeg i mit indlæg den 16. nov. har forsvaret Dansk Folkepartis (DF) synspunkter.
Men magisteren har ikke læst ordentligt indenad. Jeg har ikke forsvaret synspunkterne hos DF; derimod har jeg forsvaret partiets ret til at have synspunkter og udtrykke dem demokratisk. Og jeg påpegede, at forfatteren Jan Guillou ikke behøvede opfordre til intellektuelles afstandtagen fra partiet, da DF er i forvejen behandles og latterliggøres usandsynligt hårdt. Det giver Rikke Lauritizen selv sm agsprøver på: »ulækker«, »xenofobi« (fremmedfjendskab), »hadsk« og »stigmatiserende« (brændemærkende) er hendes ordvalg om Pia Kjærsgaard og kompagni – hvilke andre partier og politikere hæftes den slags begreber måske på?
Desuden skrev jeg, at Guillous (overflødige) opfordring forekom at være ude af proportioner – kort efter mordet på filmmanden Theo van Gogh.
Siden mit læserbrev har vi oplevet en socialdemokratisk byrod springe ud af skabet som fundamentalist og sharia-tilhænger, vi har hørt en imam kalde Venstres overrækkelse af partiets frihedspris til medskaberen af van Goghs film »provokerende«, og vi har set universitetsfolk indkalde til konference for at forsvare ytringsfriheden efter et formentlig islamistisk angreb på en underviser, der læste op af Koranen.
Er det virkelig stadig Pia, vi skal være bange for?

Nils-Ole Heggland
medlem (Kons) af Frederiksberg Kommunalbestyrelse

På den gale side
*Niels Kølle spørger i et indlæg den 19. nov., hvorfor vi deltager i krigen mod Irak.
Hvis Anders Fogh inden beslutningen havde spurgt eksperterne i Udenrigsministeriet, kunne han have fået at vide, at et væsentligt princip i dansk udenrigspolitik efter napoleonskrigene har været at undgå, at Danmark kom på den gale side i en krig. Selv under den tyske besættelse formåede de danske politikere at undgå, at vi kom på Tysklands side i krigen.
Men nu har Anders Fogh nok snarere forhørt sig i sit bagland i dansk erhvervsliv, eller måske ligefrem fået et vink derfra om, hvor store fortjenester, der ventede Danmark som krigsdeltager i modsætning til Frankrig og Tyskland, der holdt sig udenfor.
Synspunktet har givet været korrekt, men foreløbig oplever vi kun begyndelsen på eventyret, afslutningen er uvis, men må give alle bange anelser.

Torben Jacobsen
lærer

Venstre – hva' skal det bli' til?
*Fra Venstres landsmøde fortæller statsministeren, at nu skal lærerne igen prioritere undervisningen i demokratiske værdier højest, efter et par år med det faglige i højsædet.
Men den nyfrelste, pædagogiske vismand glemte at fortælle, hvorledes vi skal sætte eleverne. Om de stadig ikke må sidde i den samfundsnedbrydende, kulturradikale, reformpædagogiske rundkreds? Skal tidligere rundkredssamtaler nu formeres som en stjerne – med fem muslimske eller seks jødiske kanter – eller hellere som et kristent kors?
Vi hungrer efter en ny undervisningsvejledning fra vor kompetente statsminister om sådanne vigtige spørgsmål.

Robert Refby
Vanløse

Skattestoppets dage er talte
*Intet varer evigt. Heller ikke regeringens skattestop. Finansloven for 2005 betyder, at afgiften på alkoholsodavand såsom Bacardi Breezer, stiger med et par kroner pr. flaske. Det er i øvrigt utroligt, at regeringen mener, det hjælper på unges alkoholvaner. Sætter man prisen på breezere op, stiger forbruget af Bacardi-rom og sodavand jo bare!
Men en afgiftsstigning er ikke ensbetydende med, at skattestoppet er forbi. I hvert fald ikke hvis man spørger Venstre – der på sin hjemmeside reklamerer med skattestoppet, der har virket i næsten 1.100 dage.

Mads Brandsen
næstformand,
Radikal Ungdom Odense

Når staten styrer sandheden
*Undervisningsministeren har fremsat forslag om pligt til at undervise i blandt andet Darwins udviklingslære, ligestilling m.m., samt pligt til at deltage i tests i de frie grundskoler, angiveligt som følge af problemer med fundamentalistiske kristne og muslimske skoler.
Information var hurtig på aftrækkeren og hyldede forslaget i forsidelederen 16. nov. Når automatreaktionerne på de fundamentalistiske skoler har lagt sig, er der imidlertid grund til at reflektere lidt mere over, hvad der får regeringen til at stille et sådant forslag. På baggrund af det meget begrænsede antal skoler, der rent faktisk har været probemer med, er jeg enig med tidligere undervisningsminister Vestager, der i samme avis giver udtryk for, at de bestående tilsyns- og indgrebsmuligheder er tilstrækkelige. Men kan andre motiver ligge bag? Regeringen hylder det frie valg – og med det mener de valg mellem forskellige leverandører/operatører, gerne kommercielle. Det rent indholdsmæssige – hvor frit valg faktisk giver mening – vil regeringen helst styre og kontrollere, så de forskellige ’leverandører’ i sidste ende kommer til at levere (næsten) den samme ydelse.
Regeringens hang til indholdsstyring har kunnet følges på mange niveauer: Fra læseplaner for børnehaven over litteraturkanon til erhvervsbestyrelser på universiteterne (kan man ikke styre detailindholdet, kan man da i det mindste sikre sig, at tankegangen hos dem, der styrer, ligger tæt på regeringens).
Med forslaget indføres tilmed statsligt definerede sandheder. Uanset hvor fascinerede vi måtte være af udviklingslæren, må vi i et nøgternt øjeblik erkende, at den ikke repræsenterer nogen objektiv sandhed, men er en forklaringsmodel. Modellen passer på mange af evolutionens fænomener (især de små skridt), men langt fra på alle – man kan for eksempel prøve at forestille sig et fænomen som den fuldstændige forvandling hos insekter som et resultat af gradvis tilpasning, eller mutation for den sags skyld? Det fungerer ikke rigtigt, med mindre ideen om den fuldstændige forvandling eksisterede et eller andet sted på forhånd. Udviklingslæren har samme potentiale som den bibelske skabelsesberetning til at blive doceret som den endelige sandhed på fundamentalistisk vis og spærre for undren og spørgsmål – kvaliteter, der faktisk kan fremelskes på en skole, hvis der ikke er al for mange bånd, der binder lærerens kreativitet i udformningen af undervisningen.
Hvis regeringen får held til at gennemføre forslaget – og Dansk Folkeparti plejer jo at bide på ’muslim-maddingen’ – er der udsigt til yderligere indholdsstyring og flere statsligt definerede sandheder.
Jeg gætter på, at næste tvungne undervisningsstof bliver markedsøkonomi. Der er faktisk en del friskoler, der er grundlagt på idealer om solidaritet og deslige – og mon ikke en og anden folkeskolelærer også nærer sådanne undergravende anskuelser, der kunne påvirke børnene i uheldig retning.
Hvornår griber ministeren ind?

Lars Pehrson
Bagsværd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu