Kronik

Døden på Nilesat

Hele 81 procent af den store arabiske tv-station al-Arabiyyas seere mener ifølge en meningsmåling foretaget live i primetime den 12. november, at Arafat blev forgiftet i Paris
23. november 2004

Hele 81 procent af den store arabiske tv-station al-Arabiyyas seere mener ifølge en meningsmåling foretaget live i primetime den 12. november, at Arafat blev forgiftet
i Paris

Kronik
Fra min plads i min ternede syriske sofa har jeg adgang til hele verden. Skimtende gennem revnerne af mine søvnfyldte øjne kan jeg se morgen-
nyheden, som verden har ventet på; verdens eneste folkevalgte arabiske leder har efter 75 begivenhedsrige år taget rejsen hjem til Gud og den retfærdige dom. Må Gud være hans sjæl nådig og fred være med ham.
Det overrasker mig ikke, når den tilslørede nyhedsoplæser annoncerer at den israelske justitsminister byder døden velkommen. Jeg zapper hastigt fra al-
Jazeera til den palæstinensiske satellitkanal, der bringer et stillfoto af »oldingen«, som palæsti-nensere kærligt kalder ham, til lyden af beåndet koranrecitation. Mod enden af min tv-dag fatter jeg at det er dagens transmission fra Palæstina.
Overalt hvor jeg trykker mig hen er nyheden Nyheden. Al-Arabiyya bringer billeder og minder fra Arafats liv, Camp David og legen med Ehud Barak bag Clintons ryg, de sidste sygebilleder, fredsprisen. Talen foran FN’s generalforsamlingen i 1974; »lad ikke den grønne olivengren falde fra min hånd… krigen påbegyndes i Palæstina og freden starter i Palæ-stina.«
Speakeren annoncerer 40 dages landesorg i Palæstina og Jordan og tre dage i Syrien og i øvrigt i Nordkorea. Rulleteksterne fortæller om folkemængder i tusindvis, der marcherer i gaderne i de store palæstinensiske flygtningelejre i Sydlibanon. Her fra Damaskus fortæller min palæstinensi-ske ven om enorme optog i de palæstinensiske lejre.
Meldingerne kommer ind fra verden over. Det kinesiske folk er i sorg med det palæstinensiske folk og hylder Arafats modige og retfærdige kamp. Fra Indien kaldes Arafat symbolet på frihedsbevægelser verden over. Vatikanet snakker om frihed og selvstændighed. Solana taler om en palæstinensisk stat bygget på Arafats minde. Fra Indonesien kaldes Arafat »alle muslimers leder«. Fra USA, Rusland og Storbritannien er hilsnerne høflige, men afmålte. Sharon taler om et vendepunkt i mellemøstkrisen, og Bush og Blair taler pragmatisk om den nyopståede mulighed for fred i regionen.

Jeg zapper over på al-Mustaqbal, der sender fra Libanon. Der tales dokumentarisk om Arafats syv liv og de utallige mordforsøg, han er blevet udsat for, siden han blev valgt som præsident for PLO i 1969. Bilbomber, snigskytter, luftangreb og forgiftninger har taget livet af flere af Arafats vagter og venner, men Mossad og den israelske hær har aldrig fået ram på Oldingen selv
– indtil nu. Beirut, Tunis, Amman, Damaskus… 81 procent af den store arabiske tv-station al-Arabiyyas seere mener ifølge en meningsmåling foretaget live i primetime den 12. november, at Arafat blev forgiftet i Paris. Gennem e-mails og telefonopkald gav seerne udtryk for, hvad de mener i en timelang livetransmission. I et interview med Arafats personlige læge får vi at vide, at inden han blev fløjet til Paris, var Arafat syg, men efter dennes professionelle mening ikke livstruende. En seer spørger retorisk; »Har de ikke prøvet at slå ham ihjel før? – ville de ikke benytte enhver mulighed for at slippe af med ham? – Israel har magten til det og viljen til det. Israel styrer verden.«
Tilbage på al-Jazeera diskuterer man militæroptoget, som skal foregå dagen efter i Kairo. Hvem vil være til stede? Hvem får lov til at vise deres symboler frem ud over de officielle statslige symboler? Får vi f.eks. Det Muslimske Broderskab at se? Et kvindeligt medlem af parlamentet forklarer efterfølgende fra gravpladsen i Ramallah, at de lokale myndigheder ikke har autoritet til at tillade hverken lokal eller international deltagelse til begravelsen i Ramallah – alt er lukket af Israel.
Alle programmer dagen igennem på de store arabiske nyhedskanaler handler om Arafat og Palæstina. I overgangen til alle reklamepauser på al-Jazeera vises et klip af en storsmilende Arafat der modigt annoncerer; »… når en af vore sønner hæver det palæstinensiske flag over Jerusalems synagoger, dets minareter og dets kirker.«

Klokken 16.00 lokal tid er der en times livetransmission fra militærlufthavnen i Frankrig med sørgemusik på skærmen. Det er svært at finde et alternativ til denne transmission på nogen kanaler. Aftenen igennem står på Arafat.
Fra morgenstunden sendes der live fra Kairo, og jeg får talt mig frem til at ikke færre end 32 af de 105 kanaler, vi modtager fra Nilesat viser de samme billeder. Fra Marokko til Bahrain og fra Syrien til Sudan. Flere kendte ansigter viser sig, de fleste arabiske, men også flere ikke-arabiske. Bl.a. får jeg øje på Per Stig Møller, og jeg bryder stolt ud over for min kone at det er den danske udenrigsminister. Timer senere og ud på eftermiddagen er vi i Ramallah til et velkendt palæstinensisk virvar. De kedelige transmissioner bliver hver time i nyhederne afbrudt af en skinger stemme fra Falluja. Desperat beskriver en af de ansvarlige vagtlæger fra et hospital i den sønderbombede by befrielsen. Skingerheden og telefonforbindelsen gør det næsten uforståeligt og speakeren beder ham flere gange om at prøve at slappe af og forklare hvad der sker. »…det er en massakre, et blodbad, gaderne er fyldt med døde og vi kan ikke komme frem. De bomber vores huse og vores moskeer og slår vores børn ihjel…«
Men Arafat er stadig det vigtigste og også denne aften er sendefladen besat. På al-Jazeera er der debat i primetime om de valg, Qureie samme dag har annonceret vil foregå inden to måneder. Parterne er bl.a. en talsmand fra Hamas politiske fløj og hans modpart i FATEH, Arafats parti. Hvorvidt vil valget være frit? Hamas-talsmanden spørger om FATEH er parat til at afgive magt til Hamas og Islamisk Jihad, hvis disse vinder valgene. Alle deltagere i debatten ved at det et meget sandsynligt udfald, hvis valget bliver et sandfærdigt udtryk for holdningen i den palæstinensiske befolkning. FATEH-talsmanden mener, at disse grupper må stille op inden for de allerede etablerede politiske rammer. Hamas-talsmanden bliver spurgt om hvorvidt Hamas, hvis de blev valgt, ville fortsætte den væbnede kamp eller gå over til en udelukkende politisk linje; »Så længe der er en militær besættelse af vores land, der med våben undertrykker og nedkæmper vores folk vil vi kæmpe en væbnet kamp.«
En tredje debattør, en palæstinensisk akademiker fra London, påpeger at ingen folkevalgt leder vil kunne tilfredsstille USA og Israel. De accepterede ikke Arafat selv om han var folkevalgt, så hvorfor skulle de godtage en anden leder fra FATEH, hvis denne blev valgt? Derfor kan det ligeså godt være Hamas eller Islamisk Jihad – ingen af dem vil alligevel få USA’s og Israels accept og i det mindste ville de i så fald have en reel lokal anerkendelse.

På Nilesat har Arafat fået den begravelse, der er ham værdig efter 35 års kamp for frihed og selvstændighed. Han er et arabisk ikon, et symbol, et håb, en kamp. En af de vigtigste politiske skikkelser i nyere tid. Han fortjente alle 105 kanalers fulde opmærksomhed og det har han fået. Med ham har Palæstina fået et selvstyre og hele verdens opmærksomhed. Modstanden mod Israels besættelse har slået dybe rødder verden over og den palæstinensiske sag er blevet hele verdens vedkommende. Alt dette skylder vi Arafat.
På fjerdedagen efter Arafats død er de arabiske nyhedsmedier på vej tilbage til den normale rutine. Det betyder et skarpt fokus på Irak og de besatte palæstinensiske områder, det betyder daglig fremvisning af billeder af døde civile fra Irak, interviews med familiemedlemmerne af de palæstinensiske martyrer, der ofrer deres liv i kampen mod besættelsen, der snart har varet 60 år. Det betyder reportager, der ikke er censurerede af hensyn til sarte seere, der ikke tåler fremvisningen af det blod deres soldater udgyder. Det betyder »unembedded«.

*Kasper Mathiesen er bosat i Damaskus i Syrien og er masterstuderende ved KU på Islamstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu