Læsetid: 4 min.

Fogh som ytringsfrihedens vogter

Med Anders Fogh Rasmussens uddeling af frihedsprisen, har han endnu en gang demonstreret, sin opfattelse af, at anderledes tænkende skal bankes på plads
Debat
23. november 2004

Kommentar
Vores statsminister har endnu en gang demonstreret sin meget bastante opfattelse af anderledes tænkende. De skal bankes på plads.
Sådan fremgår det i hvert fald af avisreferater fra Venstres landsmøde i weekenden. Her indstiftede man på baggrund af en muslimsk ekstremists grusomme mord på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh en frihedspris, som blev uddelt til den kvindelige muslimske politiker Ayaan Hirsi Ali, som havde skrevet manuskriptet til filmen »Submission«. En film, der af mange muslimer – moderate som mere fundamentalistiske – opleves som blasfemisk, en forhånelse af deres religion i det offentlige rum.
Det var også det, den københavnske imam Ahmed Abu Laban gav udtryk for, da han meget bevidst havde inviteret medierne til fredagsgudstjenesten.
Han lagde ud med at sige, han var rasende over mordet på van Gogh og kaldte det for den værste hændelse siden anden verdenskrig. Men samtidig kritiserede han filminstruktøren for at overskride grænserne for, hvad man kan tillade sig og efterlyste en debat om ytringsfrihedens grænser, om forholdet mellem respekten for andres religion og ytringsfriheden.

Typisk Fogh-argument
Men den diskussion kan imamen godt droppe, mente Anders Fogh Rasmussen ifølge Politiken: »Ytringsfriheden har i Danmark ikke andre grænser, end dem lovgivningen sætter. Hvis nogen føler, at ytringsfriheden overskrides, så er det en sag for domstolene – ikke noget man kan håndhæve ved selvtægt.«
Det er en helt typisk goddag-mand-økseskaft-måde for Fogh at argumentere på. Han tillægger folk synspunkter, de aldrig har givet udtryk for og stiller derpå sig selv i positur.
Abu Laban havde jo netop i den grad taget afstand fra selvtægt, men forsøgt at rejse en diskussion om, hvad man kan sige om religion. Det samme gjorde imamens datter Aiyasha Abu Laban, som ifølge Information sagde: »Jeg ser de danske værdier, som jeg har lært, at man skal respektere andre. Jeg synes, at jeg som muslim bliver forhånet i filmen.«
Tolerance handler som bekendt om at acceptere og kæmpe for andres ret til at have standpunkter, som man i bund og grund ikke selv er enig i.
Jeg er som Fogh Rasmussen imod indskrænkninger i ytringsfriheden, men vil da til enhver tid plædere for andres ret til at fremføre synspunkter i den retning og prøve at lytte efter, hvad de ønsker at sige til mig om deres følelser. Som Venstres tænksomme medlem, Birthe Rønn Hornbech, gør opmærksom på i en kommentar i Politiken, findes de jo allerede, disse begrænsninger.
Straffeloven foreskriver, at den, der offentligt forhåner et lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse straffes. Også ytringer, der offentligt fremsættes, og som forhåner en gruppe af personer på grund af race, hudfarve eller etnisk oprindelse straffes.
Disse paragraffer opstod i det væsentlige på baggrund af de frygtelige erfaringer med antisemitismen, men denne indskrænkning af ytringsfriheden har altid været kontroversiel. Blasfemi-diskussionen var oppe i forbindelse med Filminstituttets afslag om støtte til Jens Jørgen Thorsens første Jesus-film for godt 25 år siden. Jeg var en af de få i bestyrelsen, som mente, at der ikke skulle udøves censur over for Thorsens ytringsfrihed, hvis en filmkonsulent borgede for projektets kunstneriske kvalitet. Mange har sikkert glemt, at det ikke mindst var den ellers så liberale kulturminister Niels Matthiasen, der med sit ministerium gik forrest med anklagerne om blasfemi.

Debatkultur
Men dengang som nu er det mit synspunkt, at det er bedre at afprøve en kunstners argumenter i det offentlige rum end ved domstolene. Men når en muslimsk debattør spørger, om det også gælder den af Goebbels så snedigt udtænkte film »Den evige jøde«, bliver jeg da et øjeblik i tvivl. Det gør jeg også, når jeg tænker tilbage på, hvordan det var svinsk og løgnagtig propaganda fra en bestemt radiostation, som var med til at skabe folkemordet i Rwanda.
Jeg tror dog stadig på, at vi i det danske samfund kan administrere ytringsfriheden uden begrænsninger.
Men det kræver en debatkultur og et følgeskab af den anden værdi, som Abu Labans datter, var så venlig at kalde dansk: nemlig respekten for andres værdier og menneskeværd.
Der er for mig stor forskel på ytringer, der kommer af kunstnerisk nødvendighed, og som er båret af lødighed, og så den skødesløse omgang med forhånende ord som ’gedekneppere’ og ’jødeschmauzer’ samt debatformer, hvor man håner andre for provokationens skyld og dæmoniserer et helt mindretal ud fra enkelttilfælde.

Letkøbte provokation
Det danske samfund har i de senere år inviteret en stor gruppe mennesker med en anden kultur og en anden religion indenfor. Mange af deres værdier betragter vi som meget gammeldags, og specielt frygter vi, at de sætter deres religiøse leveregler højere end vores gennem demokratiet vedtagne love. Det er et alvorligt problem, men vores sekulære korstog virker ind imellem ualmindeligt skingert. Ja, der spekuleres nærmest i at gå på den daglige muslimjagt og tvinge dem ud af busken med spørgsmål efter recepten: Hvornår er du holdt med at slå din kone? Uden den mindst forståelse for det krydsfelt af modstridende værdier, de befinder sig.
Denne tone, hvor man ustandselig afkræver muslimer afstandtagen fra alt, hvad enkelte muslimer har foretaget sig, er både selvretfærdig og modproduktiv. Jeg er ikke i tvivl om, at det dominerende og højtråbende flertals totale mangel på forståelse for, hvad sådan et pres forårsager inde i hovedet på mindretallet, vil være med til at fremkalde de begivenheder, som kan få flertallet til triumferende at udbryde: Hvad sagde vi?
Hvad vi har brug for er ikke Fogh Rasmussens letkøbte ’provokation’, som han faktisk selv kaldte det, men statsmænd med mod. Mod til at gå op mod den form for folkelig stemning, som ved sidste valg skæppede så godt i stemmeurnerne. Mod til at hjælpe og beskytte et mindretal, som kæmper for at finde sin ny identitet. Mod til at gå i spidsen for dialogen, i stedet for demonstrativt at lukke i for den. De kvaliteter har Fogh Rasmussen i den grad fortalt os, at han ikke besidder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her