Interational
At det lod sig gøre at sammenstuve jøder, bøsser og sigøjnere i koncentrationslejre med så stor effektivitet kunne nazisterne takke IBMs teknologiske ekspertise for. Det var nemlig IBM, som forsynede Nazityskland med den for 1930'erne så revolutionerende hulkortteknologi, der gjorde det muligt at opdele hele den tyske befolkning efter racetilhørsforhold, Derefter var det en ekspeditionssag at eliminere de uønskede. IBM-datterselskabet Hollerith havde to medarbejdere stationeret i hver kz-lejr, og de numre, som blev tatoveret på fangernes arme, var femcifrede koder, der skulle bruges i IBM-maskinerne. Som Edwin Black, en prisbelønnet historiker, der har brugt fem år på at udrede trådene i den fæle historie, forklarer: »Havde det ikke været fordi IBM leverede maskiner, medarbejdere til at betjene og vedligeholde dem og stadige forsyninger af hulkort, ville Hitlers dødslejre aldrig have været i stand til at holde styr på et så stort antal fanger.«
IBM har undskyldt sin assistance til Nazityskland og har forhåbentlig lært af episoden. Men i dag følger andre store koncerner i IBM's fodspor: De er med til at finansiere det folkedrab, som finder sted i Darfur i dag.
Nyheder fra Vestsudan står lavt på mediernes prioritetsliste. Vi lukker helst øjnene for, at et menneske dør en voldelig død i Sudan hvert femte minut, at to millioner darfurianere er blevet fordrevet fra deres hjem, og at FN beskriver situationen som »den værste humanitære katastrofe i verden i dag.« Ustraffet kan den arabiske majoritet fortsætte med at voldtage og slagte den sorte afrikanske minoritet. Her en typisk journalistisk skildring af den tragedie, der fortsat er under udvikling: »Jeg fandt en mand, som lå og jamrede under et træ. Han var blevet skudt i nakke og kæbe og overladt til sin dødskamp blandt en dynge lig. Under næste træ fandt jeg en fireårig forældreløs pige, som passede på sin sultende etårige bror. Og ved det næste træ igen lå der en kvinde, hvis mand og to små sønner lige var blevet skudt, før hun selv blev udsat for gruppevoldtægt og lemlæstelse.«
Hvordan får de råd?
Det ikke-folkevalgte, racistiske regering i Khartoum har næsten intet indtægtsgrundlag at opkræve skatter fra. Hver indbygger tjener i gennemsnit 220 pund om året. Hvordan har regimet råd til at udkæmpe en krig og gennemføre et folkemord? I det sydlige Sudan udkæmpede Khartoum-regimet op igennem 1980erne og 1990erne en krig mod den kristne befolkning. To millioner blev slået ihjel og derudover gennemførtes etnisk udrensning af fire millioner mennesker. I Darfur bevæbner og opildner Khartoum i dag Janjaweed-militsen til at begå folkedrab. De sudanesiske herskere har kontanter nok til at købe Mig-29ere, som er et af de mest avancerede og dødbringende angrebsfly i verden.
Hvordan får de råd? Det gør de, fordi de multinationale selskaber lader hånt om menneskerettighedsgruppernes appeller og fremturer i at forsyne massemorderne med en strøm af kontanter til gengælde for at få andel i Sudans olie. Fortegnelsen over selskaber som har valgt at handle på den måde er lang og indeholder flere velkendte navne: Siemens AG fra Tyskland, Alcatel SA fra Frankrig, ABB Ltd fra Schweiz, Tafneft fra Rusland og PetroChina.
Human Rights Watch fastslår: »Olieindtægter bliver af Sudans regering brugt til at anskaffe våben og ammunition, som sætter den i stand til at optrappe krigen.« Det er ikke de penge, som de multinationale selskaber betaler, der er årsag til nedslagtningsprogrammerne, men de er en væsentlig forudsætning for dem. Ligesom Hitler heller ikke kunne have gennemført sin effektive gaskammeroperation uden hjælp fra IBM-teknologi, ville Khartoum heller ikke være i stand til at føre et så effektivt og omfattende folkedrab uden sine oliepenge.
Selvfølgelig deltager selskaberne ikke aktivt i folkedrabene, ligesom IBM heller ikke tog aktiv del i mordet på jøderne. De indtager bare en ligegyldig holdning til det. De betragter tydeligvis mord på andre mennesker som en irrelevant omstændighed, så længe der er penge at tjene. Den kendsgerning fortæller os noget vigtigt om karakteren af disse selskaber, som i dag er dominerende kulturelle og økonomiske institutioner.
Vender det blinde øje til
Private forretninger er en vigtig del af vores frie samfund, fordi de skaber velstand og gør individerne mindre afhængige af staten. Men begæret efter at tjene penge må vejes op imod en forsigtig balance med hensynet til andre menneskelige behov. Alt for ofte bliver dette ikke tilfældet. Selv i demokratiske lande som USA, kan man se, hvordan store selskaber forsøger at købe sig fri af det frie samfunds institutioner politikerne og pressen og opfordrer dem til at vende det blinde øje til eller endog fornægte emner, som vedrører liv og død som f.eks. menneskeskabte klimaforandringer.
Der er kun en pressionsgruppe, som for alvor har sat sig op imod de selskaber, som fremskynder folkemordet i Sudan. Den kommer ikke fra den del af det politiske spektrum, jeg sympatiserer med, dvs. menneskerettighedsgrupper og den internationale venstrefløj. Den eneste gruppe, der på effektiv vis har udført lobbyarbejde mod folkemorderregimet i Khartoum, er kristne evangelister i USA. De har udført et stort lobbyarbejde for at gennemtrumfe en olieembargo mod Sudan, så amerikanske dollar ikke blev brugt til at slagte deres kristne medmennesker. Deres overmoralske religion stødte sammen med rå, amoralske markedskræfter, og utroligt nok har Bush-regeringen valgt side til fordel for evangelisterne og imod olieselskaberne. Siden 2000 har ingen amerikanske olieselskaber haft tilladelse til at operere i Sudan.
USA udfører et stort lobbyarbejde i FN for at pålægge Khartoum-regimet internationale oliesanktioner. Kina, som modtager en fjerdedel af sine olieforsyninger fra Sudan, har derimod fuldstændig modsat sig oliesanktioner det samme har Rusland. De to autoritære regeringer ødelægger alle forsøg på at bruge FN til at sætte effektivt ind mod folkemordet i Darfur. Der synes som, om de sorte darfurianeres tragedie ikke kan afværges.
Der er dog en udvej, som mangler at blive afprøvet. Professor Eric Reeves, der er ekspert i mordet på sorte fra Darfur, forklarer: »Den eneste måde at stoppe folkemordet på er ved at rejse en folkelig massekampagne der skal tvinge de multinationale selskaber til at afholde sig fra at investere i Sudan. Under apartheidperioden i Sydafrika var den internationale boykot-bevægelse en umådelig stærk kraft bag nedbrydelsen af raceadskillelsessystemet. Vi kan gøre det samme i dag.«
Gennem vores pensionsfonde, vores universiteter og vores aktiebeholdninger ejer vi i Europa det meste af de selskaber, som forsyner regimet i Sudan med penge til folkemordet. Hvis vores regeringer ikke sætter ind for at få stoppet folkedrabet, er det vores ansvar selv at gøre noget. Slå op på www.divestsudan.org for at finde af, hvad vi rent praktisk kan gøre for at fratage Janjaweed-militsen penge og våben.
Hvis du er ligeglad, hvis du har for travlt eller tror at selskaberne vil vågne op til deres ansvar, uden at du presser på, så vær sød at lade vær med at bøje dit hoved eller give dig hen i et øjebliks smertelig stilhed på Holocaust-dagen næste år. For så har du hverken lært eller husket noget.
*Oversat af Steen Lindorf Jensen
© Independent og Information
