Læsetid: 5 min.

Alt fortsætter med plagiering

9. november 2004

Litterært
»Plagiering: Grundlaget for al litteratur, undtaget den første, som imidlertid er ukendt«, skrev                                                                 
Jean Giraudoux. Apropos – genkender du denne historie? I 1930’erne kom en ung mand fra Jylland til en mindre, sjællandsk provinsby. Den unge mand bar det gode jyske navn Skjern. Han kom fra et fattigt husmandshjem og en opvækst præget af streng kristendom og umådeligt mådehold. Han så den sjællandske idyl som en udfordring og åbnede kort efter en forretning med kantebånd, bændler og jysk uld til byens damer. Nu var Skjern lidt af en slider, meget af en handelsmand, og endnu mere af en idealist, og det gik ham så godt, at han kunne åbne en filial i en anden by. Men da han ville starte en klædefabrik, fik han afslag på et lån i byens bank. Hvad gjorde så den driftige jyde? Han åbnede sin egen bank. Det skabte røre i provinsbyens højere andedam. Den skvulpede over af forargelse over denne opkomling.
Men Skjern viste, at ingen og intet skulle stå i vejen for hans flid og fremskridtstanker, og han blev snart en stor, om end ikke lige vellidt mand i byen. Og da han så kronede sin succes med købet af det lokale herresæde, måtte man bøje sig. Han var nu, hvad man kaldte en matador, en god dansk mand, en, man måtte lytte til og følge – eller selv tage følgerne.
Hvad er det? Titlen er gemt i ovenstående referat! Hvis du nu siger Matador, er det næsten helt forkert. Det er fra Hans Scherfigs roman Idealister, som han skrev i 1941, men som på grund af krigen først udkom i Danmark i 1945 (den kom hos Bonnier i Sverige 1944). I romanen hedder vor helt ikke Mads Skjern, men Carl-Christian Skjern-Svendsen, og han har ikke en lille søn med sig; men ellers må man sige, at historiernes skeletter er påfaldende ens. Næsten utroligt ens.
Du godeste! Har Lise Nørgaard nu plagieret Hans Scherfig med oplægget til Matador? Man tør næppe tænke sådan om ikonet. Har Frank Esmann plagieret Walter Isaacson i sin Kissinger-biografi? Ja, dér har snakken gået i den danske presse -  hastigere end på det danske parnas, hvor man ved bedre og med flid kan hylde Giraudoux-citat, for dér ligger en stor del af sandheden. Det manglede bare.
Lad mig gribe i egen barm, skønt det er sådan et kedeligt alternativ til det virkelige liv. Jeg skrev engang et digt:

Et menneske uden erindring
Er som en valnød uden kærne,
Den har en ydre lighed,
Men den er ingen hjerne.

Det vers har jeg helt sikkert selv digtet. Men mens jeg skriver disse linjer, dukker den lille gnavende tvivlens orm op i mit hoved. Har jeg nu også det? Er det ikke bare noget, jeg erindrer, og så gendigter? Er jeg blot endnu et led i en lang kæde af plagierende? Jeg tror, at de fleste kender til den erindring, der for én selv er indlysende sand og original, mens andre, der var til stede, er langt mere bevidst om de relevante sammenhænge og må korrigere vor erindring.

Ønsketænkning
Jeg sidder lammet tilbage. Jeg var villig til at sværge på sandheden i min erindring, blot for at blive sat på plads af en, der kan skelne mellem mine drømme og virkeligheden, som når en onkel stilfærdigt siger: »Næ, det var nu ikke dig, der sagde det, det var din bror!« Var det, fordi man ville ønske, at man selv havde sagt det?
Man må mindes historien om det selskab i London, hvor nogen kom med en skarp bemærkning, og Oscar Wilde sagde: »Åh, bare det var mig, der havde sagt det!«, og hvor en af de andre gæster replicerede: »You will, Oscar, you will!«
Alt for ofte siger man noget med personlig vægt, og så viser det sig, at det er
Biblen, Shakespeare eller slagtermesteren henne om hjørnet, der er forfatteren.
Nu kan man vælge at skyde skylden på en så levende fantasi, at det hele bliver én stor kunstnerisk udfoldelse, hvor man ikke kan skelne det erindrede fra det originalt tænkte.
Har Lise Nørgaard læst Idealister? Ja, helt sikkert. På et eller andet tidspunkt. Har Frank Esmann læst Isaacson? Ja, helt sikkert. Og i civilisationens historie? Har evangelisterne, ikke mindst de apokryfe, læst hinanden eller hørt hinanden? Ja, helt sikkert. Derfor de mange variationer over Marias fødsel, over Jesu fødsel, over mirakler og død og genopstandelse, mens det overordnede skelet stort set var det samme. Det må have været et helvede at få Det ny Testamente ud af al det rod! Et held, at det var før copyright. De store vandrehistorier blev fortalt og genfortalt, indtil bogtrykkerkunsten kom og nogen satte navn under dem for første gang. Shakespeare lånte si ne historier hist og her, La Fontaine kaldte sine skriverier for originale imitationer, Holberg mere end skævede til Molière etc.

Er research massetyveri
Wilson Mizner sagde godt nok, at »hvis man stjæler fra én forfatter, er det plagiering; hvis man stjæler fra mange, er det research.« Men er det nu også sandt? For tempussen fugitter ubarmhjertigt, og med den kommer alle vore erindringsforskydninger med deres tvivlsomme krav om at blive taget for originale. Så er der mere hold i Voltaires: »Originalitet er for det meste intet andet end et endnu ikke afsløret plagiat.« Til alle tider har man inden for kunsten kendt til både plagiat og ’research’. Maler man et billede som Picasso og signerer det Picasso, er der tale om svindel. Men Rubens kunne male ’Bakkanal på Andros’ hundrede år efter Tizians ’Bakkanalen på Andros’ (1523-25), og for en overfladisk betragtning er de to billeder ganske ens. Men Tizian malede i italiensk renæssance og Rubens i flamlandsk barok. Ingen vil drømme om at kalde Rubens billede for et plagiat. Malere har fra tidernes morgen kopieret de gamle mestre. Det var den bedste måde at lære håndværket på.
Og musikken. Georg Friedrich Händel, denne mester, var en haj til at ’låne’ fra andre. Tag blot hans skønne arie fra operaen Rinaldo, hvor heltinden begræder sit fangenskab (ledemotivet i Bo Widerbergs film Lærerinden). Det er lånt fra en italiensk komponist, der bare ikke forstod at ’bruge den smukke sang ordentligt’, forklarede Händel. Hallelujah-koret i hans Messias er ’lånt’ fra en fuga af Corelli, og man har nævnt ham som den, der bragte ’God Save the King’ til England, angiveligt en Lully-sang, Grand Dieu sauve le roi, som Händel havde hørt på en fransk pigeskole. Den figurerer i musikhistorien som »af ukendt oprindelse«. Johann Sebastian Bach ’lånte’ Pergolesis Stabat Mater og skabte mere stor musik over en ny tekst. Musikhistorien er fuld af den slags, og den er ganske overfuld af eksempler fra vor tids adspredelsesindustri.
Jeg vil derfor ydmygt tage de historiske briller på og opfordre den offentlige mening til at vende tankens skrå, før nogen kastes på bålet for plagiat. Der er et meget stort skridt ned til begrebet svindel.

Og journalister!
Vi har da også både copyright og årvågne journalister. Hvordan er det i øvrigt med denne hæderkronede stand? Hvordan er det med journalisters research, inspiration, lån, kopieringer og plagiater? Hvordan har nogen nogensinde kunnet finde på det nedrige rim:

Uden saks og klister
– ingen journalister!

Ja, jeg spø’r bare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu