Læsetid: 5 min.

Frihederne på fremmarch

Den aktuelle ’krig mod terror’ handler overhovedet ikke om at redde liv. Den handler om at bevare magten i hænderne på en lille celle af ideologer. I Bush-juntaens anden periode vil vi ikke have andet valg end at stille os op i medicineringskøen og nyde Den Nye Frihed
1. november 2004

Kommentar
Blandt de tiltag, vi kan forvente at se i den næste Bushjunta-periode, er ’Det Nye Frihedsinitiativ’. Dette forslag, som pressen stort set har fortiet, går ud på, at alle amerikanere skal gennemgå en standardtest med henblik på at fastslå, om de er sindslidende. De, som dumper i testen vil få ordineret passende psykofarmaka, og de, som ikke ønsker at tage deres medicin, vil blive kraftigt tilskyndet til at få det implanteret under deres hud. Det er vel overflødigt at nævne, at Den Nye Frihedskommission, som præsidenten personligt har udpeget, næsten udelukkende er sammensat af direktører, advokater og lobbyister for de farmaceutiske virksomheder.
Det virkelig interessante spørgsmål er imidlertid: Vil der være nogen amerikaner, som kan bestå testen? Halvdelen af den amerikanske befolkning er jo tydeligvis så mentalt forstyrrede, at det efterhånden har drevet den anden halvdel til vanvid.
Præsidenten erklærer åbent, at Gud taler igennem ham. Det republikanske parti har fremstillet tv-reklamer med den skuespiller, der spillede hovedrollen i Mel Gibsons The Passions of the Christ, og sender samtidig brochurer ud, der advarer om, at hvis Kerry bliver valgt til præsident, vil han forbyde Biblen.
Regeringen støtter aktivt ’videnskabelig forsk-ning’, der undersøger om andres bønner for en kan helbrede kræft – Det Nationale Sundhedsinstitut har forklaret, at undersøgelsen er »bydende nødvendig«, fordi fattige mennesker kun har begrænset adgang til almindelig sundhedspleje.
I den officielle gaveshop i Grand Canyon National Park, sælges en bog, som hævder, at Gud skabte dette område, som det står i dag, i løbet af de seks dage Skabelsen varede. Vi ved allerede, at den nuværende amerikanske regering ikke tror på, at der finder en menneskeskabt global opvarmning sted, eller at der findes risici ved forurening; åbenbart tror regeringens nationale naturstyrelse nu heller ikke på erosion.
Hver eneste uge gennemhegles vi med advarsler om, at terrorister muligvis vil slå til imod os i løbet af et par dage. Millioner af amerikanere har købt ledningstape og plasticlærreder for at beskytte deres hjem mod biologiske og kemiske angreb, og samlet depoter af dåsemad og vand. Efter massakren i Beslan modtog USA’s skoleinspektører breve fra Undervisningsministeriet, der formanede dem om at være på vagt overfor fremmede. Vicepræsidenten messer, at hvis Kerry bliver valgt, vil terroristerne smide atombomber i byerne.

Check-in-skræk
Frygt har sneget sig ind i selv de mest almindelige gøremål i dagligdagen. Det er ikke kun udenlanske besøgende i USA, som bliver behandlet som kriminelle og får taget fingeraftryk, fotograferes og får scannet nethinden. Enhver, der træder ind i en anonym kontorbygning, skal nu gennem sikkerhedstjek. I lufthavnene er flyskræk blevet erstattet af check-in-skræk. Næsten hver dag bringer historier om folk, der er blevet arresteret eller holdt tilbage på grund af harmløse aktiviteter, som f.eks. at have taget et billede af en ven i undergrundsbanen eller for at være iført et antikrigs-badge, når de køber ind i et butikscenter.
Den sunde fornuft har eksileret sig i nogle få hjemmesiders munkeklostre. Det bliver opfattet som en vanvittig vildfarelse, hvis man antyder, at den internationale terrorisme ikke er andet end nogle sporadiske, men spektakulære kriminelle aktiviteter udført af en lille håndfuld fanatikere, eller drister sig til at hævde, al-Qaeda og konsorter stort set ikke er andet end The Weathermen (militant fraktion i USA sidst i 1960’erne), Brigato Rosso og Baader-Meinhof-gruppen – blot med mere sofistikeret teknologi og kraftigere våben, som opererer i det hysteriske 24-timers nyhedsfjernsyns tidsalder.
Der er ingen tvivl om, at de islamistiske terrorgrupper består af uhyre farlige individer, men uden at ville forklejne det uaftvættelige drama den 11. september eller bombningerne i Madrid, må vi lære at anskue den fare, som de repræsenterer, ud fra et helt lidenskabsløst perspektiv.
Et terrorangreb er en sjælden og pludselig katastrofe – det menneskelige modstykke til et jordskælv eller en flodbølge. Tænk, hvis de milliarder, der er er forsvundet i nytteløse, snørklede bureaukratier som Ministeriet for Hjemlandssikkerhed, var gået til hospitaler og medicinsk forskning.
Hvis målet virkelig var at beskytte liv, ville terrorismebekæmpelsen være et anliggende, som var forbeholdt politi og efterretningstjenester – og kun et mindre projekt inden for nationens velfærdspolitik.

Spanien er forbillede
Se blot på Spanien efter Madrid-bomberne til sammenligning. På få dage arresterede politiet alle hovedmændene. Efter den 11. september 2001 pågreb de amerikanske myndigheder over 5.000 mennesker, hvoraf mange endnu sidder i fængsel, skønt der ikke i et eneste tilfælde foreligger beviser på deres deltagelse i terroraktiviteter.
Spanien tæppebombede ikke Marokko, men har stille og roligt øget deres politiovervågning uden at fremkalde national panik eller opfinde kulørte terroralarmsystemer, og uden at det har ført til nogen særlige forstyrrelser i dagligdagen. Og det til trods for, at der geografisk, demografisk og historisk (den fundamentalistiske drøm om at generobre al-Andalus) er langt større risiko for et nyt terrorangreb mod Spanien end for et imod USA.
Men sagen er, at den aktuelle ’krig mod terror’ overhovedet ikke handler om at redde liv. Den handler om at bevare magten i hænderne på en lille celle af ideologer. I stil med, hvad vi kender fra totalitære samfund, har Bush-juntaen med opbakning fra føjelige massemedier overdrevet Fjendens magt til vilde proportioner.
Det har tilladt juntamedlemmerne at føre den krig i Irak, de begyndte at planlægge længe før den 11. september, konspirere om flere invasioner, suspendere forfatningsgivne rettigheder, tilsidesætte international ret med foragt og lade total hånt om USA’s omdømme i resten af verden.
Alligevel vil mange af de amerikanere, som ikke bryder sig om Bush, stemme på ham på tirsdag, fordi den massive reklamekampagne i medierne har fremstillet ham som den sande Commander-in-Chief, som i krigstid formår at garantere nationens ’sikkerhed’.
En unavngiven »højtstående præsidentrådgiver« udtalte for nylig til journalisten Ron Suskind, at folk som Suskind var medlemmer af, »hvad vi kalder et realitetsbaseret fællesskab« – dvs. folk, »som tror på, at man finder løsninger på problemer ved skønsomt at granske skelnelige realiteter«. Men som han forklarede:
»Men sådan fungerer verden jo ikke mere. Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vores egen virkelighed. Og imens I har travlt med at studere den virkelighed… så handler vi på ny og skaber nye realiteter, som I så kan studere. Og sådan bliver tingene afgjort. Vi er historiens aktører, og I – alle folk som jer – har ikke nogen anden rolle end at studere det, som vi frembringer.«
Dette kan meget vel være den klareste formulering af Bush-doktrinen, der foreligger. Lader man sig distrahere af enkeltheder – det daglige blodbad i Irak, fængselstorturen, den værste økonomi siden Depressionen, bananrepublik-knebene og valgkampens bagvaskelseskampagner – har man ikke fattet en lyd.
Vi befinder os ikke længere i de ’skelnelige realiteters virkelighed’. I Bush-juntaens anden periode vil vi ikke have andet valg end at stille os op i medicineringskøen og nyde Den Nye Frihed. Som Bush nu siger i hver eneste tale, han holder: »Friheden er på fremmarch«.

*Eliot Weinberger er amerikansk forfatter og kritiker bosiddende i New York. Han er især kendt for sit arbejde med at fremme latinamerikansk litteratur i USA

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu