Kronik

Er hele verden på stoffer?

Øhh, nej tak – jeg gider ikke se Svenna fra Ølstykke springe ud og rundt som Anastacia – heller ikke kun for en aften. Styr jer! Det er tid til at slukke for tv’et, og det kan kun gå for langsomt. For det er på den måde, det forsvinder…
29. november 2004

Kronik
Det er bare så sjovt at være kendt. Folk kommer hen, og så taler vi bare om mit glasøje...« Det er tirsdag – det er TV 2. Allersidste ombæring af Huset er i gang – denne gang special-edition på halvanden times opvisning af nonstop sniksnak, udført af perfekte kærestepar, der på overbevisende, forudsigelig vis afslutter hinandens sætninger.
Der var pudlerne Magnus og Charlotte, olderne Winnie og Leon, Maja og Sebastian, jyden fra stenbroen, der lidt ligner Lisa Ekdahl, og hendes gemal; og hippierne anno 2004, der ligesom »startede ud med at heale lejligheden«… Plus et styks kikset vært.
Plus rigtig mange seere, som var valfartet til destination Huset på Frederiksberg for at se det og deres idoler (og måske sig selv, når programmet blev vist…). Gamle mænd med tophuer, slutty-hoes i miniskirt, og der var bare mange. Nogle græd. Andre ville fotograferes sammen med Leon. Og have autograf af Magnus. (Nu skal disse mennesker sikkert også have hemmeligt nummer, så de ikke bliver kimet ned af fans med spørgsmål om spartelmasse og andre nyttige ting. Måske skriver de en bog. Der er mange muligheder, når man først har været på tv).
På de halvanden time skete der reelt noget i fem minutter. Til sidst. Inden da havde vi set flash-back til begyndelsen for 10 måneder siden og en minutiøs gennemgang af forløbet hos de fire par fra dengang til nu. Vi så, når det gik godt. Og når det gik dårligt. Klip 1: »Jubii, vi har fået en detalje-pris«, klip 2: two-shot af parret i krise og melankoli (»vi må levere stolen tilbage«…)
Nu var det slut. Lejlighederne skulle sælges. Lidt synd, men alligevel mest sjovt, at Sjælsøgruppen købte alle fire lejligheder – nu havde man lige sat et scenarium op a la åbningen af Fields … og så kom en mand i jakkesæt og snuppede dem alle fire. Han blev den sande vinder (hvad siger det om vores samfund? Halvskaldede mænd i jakkesæt medio 40 med husfetish styrer verden…)
Hov! Pudlerne med deres italienske Ikea løb sgu med sejren (tude lidt igen). Så roser pudlerne de andre. Og krammeorgiet begynder. »Det hele sitrede på os. Blodet løb rundt« (yes, det gør sådan noget skidt). Magnus og Louise var meget glade. Så
fucking hellere single og husløs (godt bud på semi-reality, semi-populært program).
Lækkert at verdens mest anonyme mand lige skulle slutte af med at sige: »Vi ses til en ny omgang Huset – med nye par« (puha, der var vi lige bange for, at vi aldrig mere skulle se Huset.)

Smart træk med boligprogrammer. For efter fire år med Popstars er vi (thank God!) løbet tør for kiksede jyder, der ikke kan synge, og som alt efter, hvad provinsmoden dikterer, ynder at iføre sig en variation over temaet Diesel-cowboybukser og fake oversize Louis Vuitton-tasker, når de triller ind over stenbroen i deres busser og forlanger deres 15 minutter. Og så en masse bla-bla-bla pakket ind i pis af ham den selvfede medietype, der tydeligvis ikke har forstået, han har rundet de 45 år efter den baby-lyserøde polo-shirt at dømme. Bla-bla er der stadig, for selv om Popstars er blevet voksne og nu hedder Huset, kan de stadig smalltalke og græde, som havde de Ph.d. i det samme.
De græder hele tiden. Når de vinder (eller taber) i Scenen er din, Huset eller alt det andet, og de græder fordi, de bliver bekræftet – ikke kun i relation til det enkelte menneske, men endnu bedre bekræftet af massen. Men hvis scene er det egentlig? Et interaktivt show, hvor en ond cirkel af upersonlig bekræftelse (og penge) er målet. Hvor dommere bekræfter deltagere, deltagere bekræfter seere, alle bekræfter dommerne (da de ofte allerede er (afdankede) kendisser), og Bubber bekræfter sig selv og Frode Munksgaard (Frode, we miss you på Hammerslag!) og TV 2 Charlie – »der har verdenspremiere lige efter den spændende afslutning i Scenen er din – hvis du ikke bliver dumpet. Men det er der jo ikke nogen, der gør, for ihhh, hvor var du fantastisk til ikke at få folk til at grine – din komikerkarriere ser virkelig lovende ud. Du får max point. Og nej, hvor synger du bare helt fantastisk – det rørte mig helt ned i skridtet.«

Man behøver ikke have en phd. i klogskab for at se, at dommerne lyver, så
vandet driver af dem. Hele Danmark er indlagt til selvtillidskursus om fredagen (og om tirsdagen osv.), styret af en omvendt jantelov. Og jeg bliver bare bekræftet i, hvor langt ude vi – på nogle punkter – lever.
Mange mennesker synes, der bliver lavet super meget dårligt tv, både på private- og public service kanaler. Er det så fordi, bosserne har dårlig smag? Eller er det fordi, det faktisk er det, flertallet af seerne vil ha?
Jeg kan sidde i min sofa og følge med hos Kelly Osborne, der tilsvarende sidder i sin sofa og ser MTV og drikker Coca Cola, den samme Cola jeg drikker, kun lejlighedsvis afbrudt af vores respektive småbrødre, der gennem diverse præ-pubertære gøremål manifesterer deres eksi-stens. Endnu et reality-program, hvor deltagerne vrider sig, til sidste dråbe af bitter selviscenesættelse er løbet fra. Godt nok er der ikke nogle personer, der dør i fysisk forstand. Spillet er slut, når seerne bestemmer, hvilket giver seeren kæmpe magt.
Så er det så jeg siger: Lad for fucks sake vær med at se lortet. For det er på den måde, det forsvinder. Her er faktisk noget, man kan lukke øjnene for, og så forsvinder det (modsat aids i Afrika…) Kelly går væk, hvis vi alle sammen siger: Du er for selvoptaget til, at det er i orden. Sluk. Og samtidig må bosserne i gang med noget positiv indoktrinering og give os nogle gode tv-vaner og ikke så meget fordummende tv. Sådan som det funger – eller det fungerer jo slet ikke nu – giver det seeren følgende muligheder: reality-byg-et-hus-og-riv-dit-parforhold-ned-samtidig, okay-jeg-har-parkeret-hjernen-men-jeg-går-meget-op-i-min-have eller gamle film med Dirch Passer – en kæmpemæssig konspiration mod dem (os) der ikke har planer lørdag aften. Det siger sgu da noget om et samfund, at primetime sendefladen er så defekt.
Når jeg sådan er sammen med Kelly i sofaen, tænker jeg altid: Okay, hvem af os er mest miserabel? – mig, der ser, eller hende, der ses på. Jeg tænker, hvorfor er vi så fascinerede af trivialiteter? Fordi det er fucking opium til folket. Fordi det gør folk comfortably numb.
Og hvorfor denne trang til at udstille sig selv? Fordi vi vil huskes. Fordi det er måden at gøre sig udødelig på. Ved at skabe sig et ry. Den havde selv Odysseus luret. Og folk bliver mere og mere desperate for at få det her ry og blive »foreviget«. Yes, nogle gange skulle folk bare måske lige tænke sig om og gette a grip for, hvor fedt er det at blive kendt på at, man blev nummer sjok i Huset?

Nej Non-stop Hyleulven – et nyt reality-koncept, der sgu ville holde: Hvor mange minutter ud af 60 kan damer hyle over ting, der ikke har antydning af seriøs tudeberettigelse? For det er vel i bund og grund det, det handler om (nej, Sofie, det handler om nogle helt almindelige mennesker, der sætter et hus i stand…), og det vi vil have – en god omgang følelsesporno. Og så er jeg kamptræt af at høre om almindelige danskere, ligesom jeg ikke gider se deres kolonihavehus på Amager (ja tak, det slår selvfølgelig ikke, hvor helt utrolig træt jeg er af at høre om Iben Hjejle og Casper Christensens parforhold).
Nå, men finten ved reality er, at grænserne rykkes (vildere, vildere). Privatsfæren har i den grad overtaget det offentlige rum, grænsen er ikke kun utydelig – den er væk, og nu må det simpelthen stoppe… For man skaber en forbruger, der er fuldstændig ligeglad med det, han ser på. Ind, ud – ligesom man forbruger bussen – stå af og på efter forgodtbefindende i popsmart kulisse. Vi bliver hevet ind og ud. Men har man lyst til det?
Jeg er fucking ligeglad, om bosserne og bestyrelsen i vore respektive public service stationer hedder Per eller Poul, hvis de bare ville starte noget positiv in-doktrinering, sådan at folk kan få nogle gode (læs: andre) tv-vaner. Det kan lyde hårdt og elitært, men folk spiser nu engang det, der bliver serveret, og glemmer nogle gange, at de godt kan lide både indisk og japansk, og som alle ved, så bliver man, hvad man spiser og derfor ender Danmark desværre hurtigt som én stor, oppustet kajkage, der kun kan se egen snude. Og ja de unge tager stoffer – ja, men vi bliver sgu da dopet hver dag. Med dårlig junk og Simon Junker. Hvad har I gang i? Tag jer nu sammen. Hov, have to go – Strandvejsvillaen starter om to min…

*Sofie Wagner er 19 år og studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu