Læsetid: 10 min.

Hyr en dommer – ikke en advokat

Tyrkiet er et af verdens mest korruptionsplagede lande. Den udbredte nepotisme er blevet et stort emne i den offentlige debat – og kan i sidste ende true landets optagelse i EU
Debat
17. november 2004

XL
Da jeg gik i gang med min første store korruptionssag, blev jeg overrasket over, hvor nemt det var at opklare den.
I første omgang mente jeg, det skyldtes mine journalistiske evner. Men snart efter gik det op for mig, at det hurtige opklaringsarbejde, beroede på helt andre faktorer: Gerningsmændene var så sikre på, at de befandt sig uden for lovens rækkevidde, at de ikke en gang havde gjort sig anstrengelser for at slette sporene. De vidste, at de ikke ville blive fanget og blive stillet til regnskab for deres ugerninger. Det skulle senere vise sig, at de havde ret.
Den sag, jeg havde været i gang med, drejede sig som en dæmning tæt på byen Izmit. Dæmningen blev bygget for at skaffe vand til industrien og befolkningen i området. Izmit grænser op til Istanbul, Tyrkiets tættest befolkede by og landets mest industrialiserede område. Det var byens socialdemokratiske borgmester, som havde fået ideen til projektet. Jeg faldt over sagen i forbindelse med en undersøgelse af en mindre bestikkelsessag.
Dæmningen var blevet bygget af et konsortium af britiske, japanske og tyrkiske virksomheder og finansieret af en gruppe internationale banker og finansieringsselskaber fra Japan, Tyskland og Storbritannien. Projektet kostede den vanvittige sum af 890 millioner dollar. Jeg fandt ud af, at man kunne have udført det samme arbejde for mindre end 100 millioner dollar.
De høje investeringsudgifter ville desuden betyde, at vandet ville blive for dyrt til, at nogen ville have råd til at købe det. Ikke desto mindre ville regeringen i årevis være bundet af en såkaldt køb-eller-betal-aftale og være tvunget til at betale milliarder af dollar for vand, som man på grund af de høje priser ikke ville kunne sælge.
Det fandt jeg ud af og skrev om gentagne gange, før byggeriet af dæmningen gik i gang. Der var ingen, der reagerede på det.
Regeringens revisionsafdeling, Sayistay, udsendte senere en detaljeret rapport, der bekræftede mine undersøgelser, og understregede, at projektet fra ende til anden »var fyldt med lovovertrædelser«. Udgifterne til bygningen af dæmningen var tre til ni gange så høje som andre projekter af lignende karakter. I 1999 og 2000 betalte Tyrkiet det tyrkisk-britiske og japanske konsortium 387 millioner dollar for vand, som for størstedelens vedkommende ikke blev brugt, og Tyrkiet betaler i dag 20 millioner dollar om måneden til selskabet.
Tyrkiet, som forsøger at komme fri af dets værste recession siden Anden Verdenskrig, har forpligtet sig til at købe 142 kubikmeter vand om året frem til 2014. Regningen forventes da at nå op på 3 milliarder dollar.
Sayistay gjorde lige fra begyndelsen opmærksom på, at både de økonomiske sponsorer og regeringen vidste, at vandet ville blive for dyrt til at kunne sælge det. De sendte deres rapporter til republikkens chefanklager med en anmodning om at gerningsmændene blev retsforfulgt. Rapporten blev også sendt til præsidenten og til Nationalforsamlingen.
Endnu en gang skete intet.
En dag blev jeg ringet op af republikkens chefanklager. »Jeg ved, hvad du er i gang med,« sagde han med henvisning til de artikler, jeg havde skrevet om emnet, »Men du spilder din tid. Sagen er faldet for forældelsesfristen. Med andre ord var den juridiske deadline for fremsættelsen af anklager udløbet, og i praksis havde gerningsmændene fået amnesti.
Statskassen bliver ved med at betale for det ubrugte vand, fordi de er bundet på hænder og fødder af den garantiaftale, de har underskrevet. Hver gang Izmit vandværk producerer vand til en omkostning af 400 cent, indbringer det kun 25 cent i indtægter.
Ikke desto mindre blev Izmits borgmester, Sefa Sirmen, valgt ind i parlamentet december sidste år, og opnåede derved grundlovssikret immunitet mod at blive stillet for retten i løbet af sin femårige embedsmandsperiode.

Historien om Izmit-dæmningen giver et meget tydeligt billede af tingenes tilstand i Tyrkiet i dag: Tyrkiet er ikke kun et af de mest korruptionsplagede lande i verden i dag, det er også et af de mest afmægtige, når det gælder om at komme korrupte politikere, bureaukrater, forretningsmænd og den organiserede kriminalitet til livs og stille dem for en domstol. Hvert eneste år dræner de statskassen for milliarder af dollar. Statslige instanser som retssystemet, de statsautoriserede revisorer og de parlamentariske komiteer, som under normale omstændigheder burde være dem, som går forrest i kampen mod korruption er blevet svækket og har fået lov til at forfalde. Lovene er forældede, eller med vilje affattet på en sådan måde, at det har gjort det lettere at være forbryder.
Domstolene er et stort kaos. De er langsomme. Det tog en domstol i Istanbul 49 år at fælde en dom i en sag om et stykke jord på 750.000 km2, som var blevet ulovligt annekteret af en gruppe på 1.500 mennesker i det velstående Saryier område i Istanbul. De er også ineffektive og korrupte. »Hyr en dommer, ikke en advokat«, hedder det hos tyrkerne.
Selv om milliarder af dollar hvert eneste år forsvinder fra statskassen, er der praktisk talt ingen, som bliver dømt. Folk, der har gjort sig skyldige i korruption, bliver sjældent dømt, og hvis det sker, er strafudmålingen latterligt mild. Ifølge en tyrkisk avis fik en dommer, som blev kendt skyldig i samarbejde med forbrydere om afhændelsen af statslige besiddelser, en bøde på ca. en dollar.
De magtfulde er priviligerede. Højesteret gav den tidligere tyrkiske ministerpræsident Mesut Yilmaz tilladelse til at afgive vidneforklaring i den by, der lå nærmest hans ferieresidens, så han kunne slippe for besværet med at rejse til Istanbul. Anklageren måtte sidde og lytte andægtigt på hans forklaringer. Yilmaz er anklaget for at tilgodese en forretningsmand, som var på udkig efter en statsbank, der skulle privatiseres. Sagen er endnu ikke afsluttet. Revisorernes stilling svækkes af, at politikerne kasserer deres korruptionsrapporter.»Problemet er, at der ikke er nogen, der interesserer sig for revision eller tilsyn,« siger en statsautoriseret revisor, som ikke ønsker sit navn frem. »Ministerierne er fyldt til randen med rapporter. Men problemet er, at de aldrig bliver læst.«
Athlay Ergüven, som er formand for Forbundet for Statsautoriserede Revisorer, siger, at politikerne på en og samme tid hengiver sig korruption og samtidig svækker revisorernes stilling. »Der findes ikke nogen institutioner, som ikke er gennemsyret af korruption,« siger han. Det ved vi. Vi ved også, at den revision, som bliver udført under politisk tilsyn, er den rene svindel og humbug. Det fungerer ikke, når politikere skal føre tilsyn. De sidste 20 år har politikerne gjort alt, hvad der stod i deres magt for at svække revisorernes magt. Revisorerne bør blive uafhængige og selvstændige.«
»Det er umuligt at anklage tyve med love, som er lavet af andre tyve,« siger en tyrkisk efterforsker i korruption. Korruptionen er mest udbredt inden for bankverdenen, de offentlige selskaber og i forbindelse med de offentlige licitationer. Statskassen og de statslige banker blev drænet for 42 milliarder dollar sidste år. Tallet ventes de kommende år at stige. I et tilfælde forsvandt bankens ejere på mystisk vis, efter at de havde ribbet den for syv milliarder dollar. Tabet dækkes af staten. Det var den 22. bank inden for de sidste par år, som staten blev tvunget til at overtaget. Det er kun lykkedes at få inddrevet en meget lille del af tabet.
Tyveriet fra bankerne udgør mere end 20 procent af Tyrkiets BNP. Det er endnu ikke lykkedes at få sigtet nogen, måske fordi tyverierne foregår med politikernes billigelse.
»Der er blevet lavet fusk med så godt som hvert eneste licitationstilbud i Ministeriet for Offentlige Arbejder med ministerens fulde vished og samtykke,« siger en Tyrkiets statsrevisorer under forudsætning af, at han kan være anonym. »Der bliver ikke uddelt nogen kontrakter uden at ministeren er fuldt vidende om det.«
Ifølge Verdensbanken »er udbuds vilkårene så uigennemsigtige, at resultatet allerede er givet, før licitationsrunden er gået i gang, eller sagt på en anden måde, er det allerede blevet afgjort på forhånd, hvilken tilbudsgiver, der får tildelt opgaven; entreprenørens betaling sker i form af donationer til politiske partier, specielt til dem, der sidder på magten, med beløb svarende til 15 procent af kontraktværdien. Verdensbanken siger, at offentlig licitation af varer, tjenester og arbejde for offentlige projekter udgør mellem 16-18 procent af Tyrkiets BNP eller mellem 32-38 milliarder dollar. Eksperter siger, at bestikkelser, som er øremærket til politikere, politiske partier og bureaukrater står for mindst 20 procent af det samlede beløb. Ydermere går en stor del af pengene til spilde, fordi der uvægerligt tages overpris for arbejdet (som med Izmit-dæmningen) og aldrig bliver færdig til tiden (meget få offentlige projektet bliver nogensinde udliciteret som totalentreprise. Eller fordi det er overflødigt.
»Politikere sætter mange projekter i gang uden at have planlagt dem ordentligt i forvejen, uden at have undersøgt, om de kan gennemføres inden for budgetterede rammer i den hensigt at skrue priserne i vejret, så der bliver plads til bestikkelse,« siger en statsautoriseret revisor.

Næsten 95 procent af de undersøgelser, som bliver foretaget af de statsautoriserede revisorer drejer sig om overbetaling. F.eks. meddeler entreprenøren, at han er stødt på et grundfjeld på et sted, hvor der skulle have været jord, og derfor gerne vil have ekstra betaling for det. I virkeligheden lyver han. Eller også bliver han betalt for at have fjernet 700 lastvognslæs lort, selv om det snarere drejer sig om 90 læs. Det pågældende regeringskontor giver ham ret, og de deler derefter de ekstra penge med entreprenøren.
Vi har fundet ud af, at regeringen i gennemsnit betaler 25 procent mere for offentlige byggerier end den reelle markedspris. Tallet er langt højere, når det gælder vejarbejde.«
Verdensbanken er enig: Håndhævelsen af lovgivningen, som er relateret til offentlig licitation noterer den, er nærmest ikke-eksisterende.
Korruption, spild og overforbrug inden for offentlig licitation udgør sandsynligvis en større procentdel af Tyrkiets BNP end nogen anden aktivitet i Tyrkiet. I 2001 kom Tyrkiets Handels- og Børsforening (TOBB) frem til, at politikerne i løbet af 1990’erne groft regnet har ’klattet’ 195 milliarder dollar væk, hvilket svarer til hele Tyrkiets BNP i 2000.
TOBB’S beregninger er sandsynligvis ufuldstændige, fordi de ikke medtager de enorme ikke indfriede lån fra statsbanken, som beløber sig op til et beløb i størrelsesordenen 10 milliarder dollar.
Men korruptionen stopper heller ikke der. Den har gennemsyret alle aspekter af det tyrkiske liv.
Pricewaterhouse, som har undersøgt korruptionens udbredelse i 35 lande, placerede Tyrkiet som nummer fire på listen kun overgået af Kina, Rusland og Indonesien. »Det er blevet en livsstil,« siger revisoren. »Vi er blevet et land, hvor ingen offentligt ansatte vil løfte en finger, med mindre han/hun får penge under bordet. Der er ikke noget område, som kan sige sig fri fra at være infiltreret af korruption, sorte penge eller returkommissioner. I den offentlige administration er bestikkelsen allestedsnærværende. Da jeg var ung, faldt de tjenestemænd, som tog imod bestikkelse, i unåde. Hvis man ikke tager imod bestikkelse i dag, tror folk du er et fjols. Det er så udbredt, at folk ikke en gang prøver at skjule det.«
På toldsteder, hvor korruptionen er blevet institutionaliseret, er det nærmest umuligt at føre noget ind eller ud af landet uden at skulle betale bestikkelse. »Bestikkelse bliver bogført som eksport og importtold,« siger en tolder. »Man går fra det ene kontor til det andet med et bundt sedler og betaler. I gamle dage ville man gemme kontanterne. Nu gør man det åbenlyst. Man får oven i købet en kvittering«.

Tyrkiet betaler fire gange over markedsprisen for den elektricitet, der produceres i den private sektor i de dæmnings- og gasdrevne anlæg.
Som i tilfældet med Izmit-dæmningen, er byggeomkostningerne pustet så højt op, at resultatet af investeringerne bliver særdeles udgiftskrævende. Ikke desto mindre er Tyrkiet bundet til at købe den dyre elektricitet, fordi man har underskrevet garantiaftalerne.
Gas fra Sovjetunionen udgør størsteparten af den gas, som bliver købt af det energifattige Tyrkiet, der betaler langt over markedsprisen.

Korruptionen er blevet et stort emne i den offentlige debat. Ved sidste valg i 2002 straffede vælgerne de tre partier bag den koalition, som blev holdt sammen af den korrupte og ineffektive Bulent Ecevit og stemte dem ud af kongressen. Tayyip Erdogans uprøvede moderate pro-islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) vandt en jordskredssejr og kom til magten.
Erdogan har lovet at rydde op i landets korruption og hans første handling var at ophæve de deputeredes forfatningsmæssige immunitet, så de kunne blive retsforfulgt. Men da han kom til magten, trak han i land og sagde, at hele spørgsmålet om immunitet ikke mere »havde nogen relevans«. »Det vil ske på et senere tidspunkt,« sagde han. Men det er ikke særlig sandsynligt, at ’senere’ nogensinde vil indtræffe.
Da Erdogan kom til magten var han sammen med nogle af sine tættest allierede anklaget for korruption i sin periode som borgmester i Istanbul. Alle sagerne endte med frifindelse, efter at Erdogan blev ministerpræsident og hans nærmeste allierede blev udpeget som ministre i regeringen.
Erdogan fortsætter med sin anti-korruptions retorik, men har indtil videre praktisk taget intet gjort for at komme korruptionen til livs.
Tværtimod har han ’forbedret’ den strenge Verdensbank-designede offentlige licititaonslov på en måde, der vil gøre det nemmere for politikere at belønne deres venner. AKP nedsatte en komite i kongressen, der skulle undersøge korruptionen i bank-sektoren og i de offentlige licitationer og mange politikere højt på strå og embedsmænd og forrretningsmænd blev udspurgt. Lige før kongressen gik på ferie, blev en rapport indleveret til parlamentsformanden, som skulle afgøre, hvorvidt komiteens opdagelser berettiger til yderligere undersøgelser.
Det er for tidligt at afskrive Erdogan som en anti-korruptionens bannerfører eller at stemple hans regering som korrupt. Men det er også svært at være optimist. Korruptionen er så indgroet og rodfæstet, at de institutioner, som skal bekæmpe den selv er så svækkede og korrumperede, at det mest sandsynlige er at business as usual vil fortsætte i al overskuelig fremtid.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her