Kronik

Kan man blive lykkeligere ved hjælp af tv?

Deltagerne i ’Par på prøve’ har mere fået bekræftet deres virkelighed end det modsatte
11. november 2004

Kronik
Hvordan kan det være, at almindelige menneskers helt almindelige problemer, der udspiller sig i deres helt almindelige hjem sammen med deres børn, hunde og emhætter fylder så meget i tv?
Fordi realitydokumentar, som det hedder, interesserer de fleste og provokerer resten. Men vi må se det i øjnene. Det ville ikke være der uden seere. Men hvorfor ønsker man at deltage og måske endda udlevere sit almindelige, ja bevares, men stadig private liv? Hvad er gevinsten?
Det har jeg spurgt 17 familier om, som har deltaget i TV3’s »Par på prøve«. Det er en udsendelsesrække, hvor almindelige mennesker bliver sat ind i en konstrueret virkelighed, et tv-eksperiment, hvor mødrene bytter familie i ti dage, og et tv-kamera følger med. Interviewene er blevet til en bog, der hedder Er græsset grønnere?
Deltagerne synes generelt, at det har været en god oplevelse. Om de er blevet lykkeligere er nok en tilsnigelse, men parforholdene søgte enten ændringer eller forsikringer om, at deres liv var godt nok, som det var. Det at der i et kort øjeblik kom en anden (kamera)vinkel på deres liv, har enten betydet, at der er gået et par sandheder op for dem, eller at de er blevet mere bevidste og nu sætter mere pris på deres samliv.
Næsten halvdelen af familierne anvender selv ordet »trummerum« om deres parforhold. »Trummerum« vidner oftest om tomgang og stilstand og er langt fra tidens selvudvikling og progression. Måske betyder trummerum noget andet i forhold til parforhold. Måske er forholdet, hjemmet, familien dér, hvor roen, stabiliteten, regelmæssigheden har sin plads, dér hvor man kan restituere, som vi har sådan brug for.
Hvis hjemmet skal være stedet at restituere, så er der god grund til, at både seere og deltagere vælger »Par på prøve«. For vores hjem i dag er ikke helt, som normen foreskriver.
Der er 1,6 millioner enlige i Danmark, og der er 2,1 millioner gifte. 40.000 bliver gift hvert år, og 15.000 søger skilsmisse. Et ægteskab varer i gennemsnit otte år, og det er ikke døden, men gløden der skiller os ad.
18 procent af Danmarks befolkning bor far, mor, to børn i eget hus. Dette lille tal sætter normen, det er dem, der findes bag det nye ord ’familisme’, som betyder en trang til at indgå i ægteskaber og faste parforhold, fordi verden udenfor er uoverskuelig og utryg. De har hele reklamesegmentet for sig selv, fra bamseboller til mobiltelefoner.
Men kærligheden er ikke let. Det ved vi, det siger tallene, og hvis det var let, ville en udsendelse som »Par på prøve« slet ikke eksistere.
»Par på prøve« er, som Gunnar, en af interviewpersonerne siger det, »håbløst utrendy. I dag er det trendy at blive gift med et stort bryllup, så blive skilt og derefter leve en eksotisk singletilværelse. Udsendelsen her hædrer jo gammeldags værdier om at blive sammen«.
Det er det svære. At få et forhold til at blive ved med at give mening, så kærligheden bliver et mål i sig selv og ikke endnu et tilbehør til det normative, fede liv.
Hvorfor er det så svært? Den netop afdøde forfatter Morti Vizki definerer et parforhold som:
»Ideen om at et andet menneske kan være uerstatteligt, og at man derfor vælger at leve sammen med det i et sekund eller i en evighed, alt efter uerstattelighedens intensitet, eller efter hvor meget fred, man har med sig selv.«
Så, har vi fred nok med os selv til at evne det med parforhold? Ved vi, hvem vi er? Og hvilken en af os? Kan vi forsone os med alle sider af os selv, eller findes der noget, som er ’vores sande jeg’?

I dag er individet fri til at være den, han eller hun har lyst til at være. Vi skal selv forme vores identitet, ’vores sande jeg’. For at skabe sig selv, må man sætte sig selv i scene. Livet er i bred forstand blevet til et projekt, og vi må brande selvet. Det er i det samfund, at tv som »Par på prøve« vokser frem.
Det frie valg skal gøre os lykkeligere. Vi lever i en buffet-kultur. Vi er så heldige, at vi har ansvar for egen læring, vi har frit sygehusvalg, fri elsektor, fri seksualitet, fri børneopdragelse.
Men der er et paradoks i det lystfulde, unikke valg. Vi vælger ikke mere individuelt, bare fordi vi kan. 98 procent vælger hammer og rød, når de bliver bedt om at sige værktøj og farve, siger sociolog Emilia van Hauen i bogen.
Massevis af unge stiller op til tv-udsendelsen »Idols«, mange af dem kan ikke synge, men vil alligevel være sangstjerner. De vil være unikke, men det skal være på samme måde som alle de andre, siger psykiater Finn Skårderud, som også er interviewet til bogen.
Vi vil være specielle på en almindelig, en genkendelig måde. Vi har et frit valg, men vi gør det, vi genkender. Måske sulter vi efter noget at navigere efter, efter normative standarder, som vi kan vurdere os selv i forhold til, så vi kan vide, hvem vi selv er. Måske er det det, der får folk til at ville deltage i »Par på prøve« – se, gør vi det ikke rigtigt – se, ved vi ikke godt, hvem vi selv er?
Man kan shoppe identitet. Det materielle kan vises frem, fordi det er så dejligt konkret. Det, vi køber, afspejler ofte drømmene og værdierne hos os, og en af de helt store identitetsskabende varer i tiden er køkkener. »Alle har ret til et fedt køkken«, hævder et af tidens slogans – et slogan, der taler ned til os, fordi det dels antyder, at vores køkken ikke er fedt, dels dikterer os, hvad der er vores ret eller nærmere vores pligt at have for at være fede mennesker.
Hjemmet er et symbol på det nære og det intime. Parret med de to børn i eget hus, altså de 18 procent, er ikke hele sandheden om danske familier. Vi lever også i skilsmissefamilier, singlefamilier eller bruger hjemmet som en svingdør. Så vi holder os til det ydre, det skal sørme se godt ud, nu når vi er der så lidt. Og hvis verden er uoverskuelig, er hjemmet det ikke. Det er noget, vi kan gøre til et overkommeligt, konkret projekt.
Alle har brugt millioner på det fede køkken, og aldrig er der blevet lavet så lidt mad. Og nu er det nye udendørskøkkener, så vi kan signalere, at vi er typerne, der går rundt derude og nusser om en urtepotte, mens vi svinger en skaldyrsret sammen på grillen og leger nærværende med vores børn. Det er ligesom med samtalekøkkenet, godt nok viser statistikken, at vi ikke kokkererer i det, men hvis ungerne laver lektier i samme rum, som vi tør færdigretten op i, så får vi god samvittighed.
Måske løber det selviscenesættende materielle af med os, for viser alle disse køkkener og badeværelser, hvem vi i virkeligheden er? Det materielle er i sig selv
ikke identitetsskabende, det er blot en ramme for indholdet af vores drøm om, hvem vi er og gerne vil være. Hvis man får et samtalekøkken, får man ikke automatisk samtalen, og så er det nytteløst at shoppe sig til den identitet.

Psykiater Finn Skårderud, som også udøver parterapi, siger, at parforholdsproblematikkerne har været de samme i mange år. Det er penge, sex og børneopdragelse, som går galt for os.
Eller køkken, køkken og køkken. Køkken koster penge, får jeg et køkken, får du sex, i det fede køkken kan vi bilde os selv ind, at vi er sammen med barnet.
Køkken er lykken. Men reklamesloganet om det fede køkken strækker videre end den rent materielle utilstrækkelighed, hvis man ikke har råd. Man tænker, er vores køkken fedt? Er jeg fed? Er det mit jeg, der er noget i vejen med? Som en selvhjælpsbog: 101 måder at forføre en mand på. Så tænker man: Gud, er der mere end en, og bør jeg kunne forføre?
Efter læsning af interviewene med deltagerne i »Par på prøve« er det bl.a. den følelse af usikkerhed, som vi alle nok kender, der hersker. Føler man, at ens parforholdsprojekt er i orden, eller trænger det til et ’crunch’? Spejler forholdet det selv, man kender og vil stå ved?
I »Par på prøve«-udsendelserne fylder det, at man med små justeringer kan lave forholdsvis store ændringer i sit parforhold mere end kønsrollerne. Det kan være betydningen af at drikke en kop kaffe og få vendt dagen sammen, eller det kan være at turde forlade alt det praktiske for at spise aftensmad i naturen, eller give hende en buket blomster hver fredag.
Eller som en deltager siger det: »Den trummerum, vi sidder i, den er villet. Den måde, vi lever på, er noget, vi selv har valgt. Det har været en god iagttagelse.« De har altså valgt at være lykkelige for det, de har.
Vi må holde fast i, at det er i orden at betragte det som svær kunst at få livet til at være tilfredsstillende med en partner. Det vidner skilsmisse- og singletallene i høj grad om. Det er ikke alle, og slet ikke deltagerne i »Par på prøve«, der mener, at de hellere vil undvære end at lade sig nøje.
Faktisk har de ved at melde sig til udsendelsen taget et aktivt valg for at forbedre det værende, eller skabe en fælles oplevelse, et ’vi’ i hverdagen, i stedet for et ’kan jeg virkelig stadig bruge dig til noget her i mit livs selviscenesættelse’.
Deltagelse i udsendelsen er i sig selv identitetsskabende eller selviscenesættende, fordi udsendelsen netop går ud på at præsentere egne værdier, eget liv. Ved at deltage bidrager deltagerne til processen om at lære sig selv at kende, forsone sig med sig selv, vide hvem man er, så man evner at møde den anden.
For deltagerne i »Par på prøve« er græsset ikke blevet grønnere af at deltage. Det er mere bekræftelse af deres virkelighed, der er blevet resultatet end det modsatte. Som en deltager siger det: »Vi ved godt alle sammen, at græsset ikke er grønnere på den anden side«. Hverdagens trummerum har fået et twist.

*Lotte Garbers er cand.merc.int. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu