Kronik
I kølvandet på de seneste års diskussioner om globalisering er en gammel idé blevet hentet frem fra gemmerne: Kosmopolitismen. Det er ideen om, at man først og fremmest er borger i verden og ikke i en bestemt del af verden, som allerede kynikeren Diogenes formulerede det små fire hundrede år før vor tidsregning. Det var siden bl.a. stoikerne Seneca og Marcus Aurelius, der for alvor fyldte kød på ideen med deres tanker om verdensborgerskabet. Siden blev der stille om det kosmopolitiske, og det var først i renæssancen og specielt i oplysningstiden, at ideen igen kom på dagsordenen. Oplysningsfilosoffen Kant mente således, at klodens runde form satte en grænse for menneskets ekspansion, der ville fremtvinge en almen verdensborgerlig tilstand, når mennesket ikke længere kunne flytte væk fra hinanden, men var tvunget til at leve side om side på vores lille kugleformede klode.
Det blev dog ikke det verdensborgerlige, men dets modsætning, nationalismen, der kom til at sætte dagsordenen i 1800- og 1900-tallet. Med nationalismen fulgte også nationalstaterne, og det er præcist den nationale tilgang til problemerne, der ifølge mange globaliseringsteoretikere er blevet ufrugtbar i en så gennemglobaliseret verden, som den vi nu lever i. Det kosmopolitiske lanceres derfor aktuelt i den internationale, samfundsvidenskabelige debat som et alternativ til det nationalstatslige perspektiv.
Men hvorfor duer nationalstaten ikke længere? Politologen David Held (forfatter til bl.a. Risikosamfundet) fra London School of Economics and Political Science siger: »For mig at se skaber globaliseringen globale og systemiske udfordringer for menneskeheden, for det globalt fælles og for vores måde at gøre tingene på udfordringer, der ikke kan løses af nationalstater, der handler alene.
På den vis mener jeg ikke, at vi længere lever i det, jeg kalder nationale skæbnefællesskaber. Jeg bruger i stedet udtrykket overlappende skæbnefællesskaber, hvor nationernes skæbner i stadig højere grad er sammenfiltret med hinanden. Det er sandt inden for økonomi, kommunikation, miljø osv. Der er en enorm række udfordringer fra skovdød, formindskelse af fiskebestanden og global opvarmning til, hvordan vi skal udforme regler for internethandel, beskatning, kapitalbevægelser, handel osv. Og ingen af disse spørgsmål kan løses af enkeltstående nationalstater.«
Held mener dog ikke, at nationalstaterne totalt har udspillet deres rolle, men illustrerer problemerne i den nuværende, primært nationalstatslige verdensorden med de kuldsejlede WTO-forhandlinger i Cancún sidste år: »Hvis der fortsat på længere sigt ikke opnås en aftale, så vil verdenshandelssystemets uligheder, regler og dobbeltmoral, der alle i særlig grad straffer verdens fattigste lande, ikke blive adresseret. Det er ikke et spørgsmål, der kan løses af en enkelt nationalstat. For det andet er et presserende emne som spredningen af aids og andre pandemier ikke noget, som de afrikanske lande syd for Sahara kan løse alene. Det kræver et globalt modtræk.«
Den tyske sociolog Ulrich Beck argumenterer i forlængelse af en lignende analyse for, at samfundsvidenskaben må tænkes på ny. For ham er der ingen vej uden om en reformulering af samfundsvidenskaben: »Vi bliver nødt til at udvikle noget i retning af en ny grammatik for det sociale og politiske nye teorier.«
Det er dog langt fra noget enkelt projekt. Den nationalstatslige metodologi har nemlig vist sig at være særdeles effektiv. Beck spørger derfor videre: »Hvordan kan vi begrebsliggøre sådan noget som sociale uligheder, hvis ikke de har noget med nationalstaten at gøre, hvis ikke de er nationalstatslige uligheder? Hvis ikke de kan begrebsliggøres som klassesamfundet? Og hvad betyder det at stille spørgsmål til og forske i transnationale uligheder? Dette er bare et af mange vigtige spørgsmål, der dukker op. Det næste skridt består så i at finde ud af, hvordan vi kan forske i dette? Hvilke metoder har vi brug for kvalitative metoder, kvantitative metoder? Hvilke indikatorer har vi brug for? I hvilke skalaer eller med hvilke referencerammer analyserer vi den nye situation?«
Problemerne kan dog løses, mener Beck, der pointerer, at det vigtigste er at komme i gang; at begynde et sted. Virkeligheden har nemlig forandret sig og kan derfor ikke længere begribes ved hjælp af de gamle, nationalstatscentrerede ideer, perspektiver og teorier.
Ulrich Beck har også slået til lyd for en kosmopolitisering af staterne; for en omdannelse af de nuværende nationalstater til kosmopolitiske stater. Med en analogi til Den Westfalske Fred siger han i en tale til det russiske parlament, der på dansk er udgivet som Ordenes tavshed, at »Kosmopolitiske stater er grundlagt på princippet om statens nationale indifference. Ligesom de religiøse borgerkrige i det 16. århundrede afsluttedes med Den Westfalske Fred og adskillelsen af stat og religion, kunne det er tesen det 20. og begyndende 21. århundreds nationale verdens(borger)krige besvares med adskillelsen af stat og nation.«
Også David Held advokerer for en kosmopolitisering af nationalstaterne. Men hvorfor er netop kosmopolitisme svaret på de udfordringer, vi står overfor? Held siger: »Fordi jeg forstår kosmopolitisme som forsvaret af det sæt af principper, der artikulerer hvert eneste menneskes lige moralske status; udbredelsen af dette princip til at gælde for alle; personlig autonomi og ansvarlighed; princippet om samtykke og håndteringen af kollektive forskelle gennem demokratiske procedurer osv.«
Held fortsætter: »Kosmopolitismen er ikke interesseret i det, vi kan kalde en oppefra-og-ned forståelse af autoritet indeholdt i et enkelt afgrænset rum. Det handler snarere om genskabelsen af legitim autoritet og legitim magt på flere samtidige niveauer. Det handler om udbredelsen af offentlig magt til dem, der bliver afgørende påvirket af emner og processer om disse så finder sted lokalt eller globalt og om udvidelsen af offentlig magt til højere niveauer, hvor man bliver nødt til at have større valgkredse og større politiske fællesskaber, fordi emner som verdensgæld, global opvarmning, det internationale finanssystems ustabilitet osv. er globale problemer. De kan ikke løses lokalt. For at kunne inkludere dem, som spørgsmålene angår, bliver man nødt til at blive global.« Held konkluderer: »For mig er kosmopolitisme en måde at betegne et demokratisk system på flere autoritetsniveauer kendetegnet ved samtidige borgerskaber i flere forskellige valgkredse og ved forsvaret for hvert enkelt individs lige værdi og værdighed.«
Såvel David Held som Ulrich Beck ser opbygningen af EU som et skridt i den rigtige retning. Som Held formulerer det: »EU har skabt bemærkelsesværdige forandringer i den europæiske historie. Det var ikke Kina, Afrika eller Latinamerika, der næsten ødelagde menneskeheden to gange i det tyvende århundrede. Det var Europa. Europa har op igennem historien været et meget farligt sted for europæere og for resten af verden. Set på den baggrund har udviklingen af EU efter anden verdenskrig været af enorm betydning for freden, for begrænsningen af den nationale suverænitet, for indlejringen af Tyskland og Frankrig i det euro-pæiske system og for skabelsen af en mekanisme til at sagsøge ens egen stat, hvis den krænker dine fundamentale menneskerettigheder. Set på baggrund af statshistorien er det ganske forbløffende. Vi bør skatte og beskytte den udvikling.«
De ser dog også begge masser af svage sider ved den måde, EU konkret fungerer på. Held ser EU som et projekt, der forsøges implementeret oppefra og ned, og som derfor møder stærk folkelig modvilje, mens Beck er utilfreds med tendensen til europæisk protektionisme og med de fortsatte forsøg på at rekonstruere en nationalstatslig idyl. Men EU har potentialet til at blive et passende, kosmopolitisk svar
på globaliseringens udfordrin-ger hvis vi da ellers vil og tør. EUs fremtid er nemlig endnu ikke klart defineret; som Ulrich Beck formulerer det: »For mig er Eu-ropa et godt eksempel på et kosmopolitisk projekt, og vi er i en meget vigtig periode for
Europa i øjeblikket. Det kan være øjeblikket, hvor Europa eksplicit bliver re-defineret i en bredere europæisk debat som et projekt, der rækker ud over nationalstaten. Europa kunne redefineres i kosmopolitiske vendinger. Men på den anden side kan det også blive det stik modsatte. Mange regeringer synes at mene, at Europa udelukkende skal være et markeds-Europa. Blot et Euro-Europa. Og selv det synes for nogle at være for meget. De ønsker ikke at deltage i et Europa som politisk projekt. Så det er faktisk et meget afgørende øjeblik nu.«
*Mads P. Sørensen og Mikkel Thorup er er idehistorikere. De har redigeret det netop udkomne nummer af tidsskriftet Slagmark (nr. 41) med temaet Kosmopolis. Ovenstående er en sammeskrivning af to interview i tidsskriftet. Slagmark www.slagmark.dk
