Læsetid: 11 min.

Læserens fødsel – og død

Der er beklagelige tegn på, at en del af vores samtids litteratur vil tildele læseren en passivt bekræftende rolle med imødekommende, velpolerede bøger, som celebreres i velmenende kredse
Debat
25. november 2004

XL
Zadie Smiths Hvide tænder er en roman, som en ung forfatter kun kan beundre: En dobbeltdækker af en fortælling drevet frem af uforfalsket talent! Og det er samtidig en roman, som synes at gøre velovervejet brug af ’historien’. Men holder man sig lidt på afstand af den tiljublende diskurs, som det multikulturelle Storbritannien har modtaget den med, støder man i læsningen af denne roman på flere forbløffende undladelser og unøjagtigheder. Jeg hæfter mig især ved, at romanens Samad Miah Iqbal hævdes at være og i teksten fremstilles som barnebarn af Mangal Pande, den indiske sepoy-soldat, som ifølge legenden affyrede det første skud i ’Det indiske mytteri’ – en folkelig opstand mod den britiske kolonimagt i 1857. For Mangal Pande er ikke blot et hindu-navn, det er et brahminsk højkastenavn. Det er ærligt talt meget svært at tro på, at efterkommere af frihedshelten Mangal Pande skulle have konverteret til islam, endda en militant, revolutionær afart af den – og det efter at de sidste symboler på det muslimske herredømme over Indien, Mughal-riget, blev væltet samme år, 1857.
Selvfølgelig er dette en roman, som ikke giver sig ud for at være historieskrivning, men af en sådan roman kunne man til gengæld godt have forventet en spektakulær beretning om denne spektakulære omvendelse, som fortællingen forudsætter.
En skeptisk læser støder på lignende problemer i en anden anmelderrost roman, Yann Martels Life of Pi, som skønt den holder sig solidt inden for visse gængse, tekstlige definitioner på religion (især ’hinduisme) – er ret vaklende i sit forhold til navnevalg. Tag f. eks. dette uddrag: »Han var sufi, en muslimsk mystiker… Satish Kumar hed han – et helt almindeligt navn i Tamil Nadu.«

I løbet af de år, jeg har været væk fra Indien, kan det da tænkes, at Tamil Nadu i det sydlige Indien er blevet invaderet og koloniseret af folk fra Nordindien, således at navne, der som Satish og Kumar, der er gængse i det nordlige og vestlige Indien, også er blevet almindelige her. Muligheden kan ikke afvises. Derimod finder jeg det meget vanskeligt at forestille mig en from muslim – selv en tilhænger af sufismen – skulle bære et et hindunavn, for både Satish og Kumar er typiske hindunavne.
Man kan ikke lade være med at undre sig over, hvad sådanne forvrængninger dækker over. Man kan selvfølgelig vælge at ignorere dem. Eller man kan svare, som Salman Rushdie gjorde, da han blev foreholdt nogle historiske fejl i sin fremragende roman Midnatsbørn, at kunstnerisk frihed og upålidelige fortællere hører romaner til. I Rushdies tilfælde blev hans romanprojekt for så vidt kun underbygget disse fejl, om de så var tilsigtede eller ej. Om det samme kan siges om Smiths eller Martels bøger og en lang række andre mere eller mindre roste og succesrige romaner føler jeg mig derimod mindre sikker på.
Hvorfor irriterer sådanne unøjagtigheder? Det gør de, fordi de for mig at se markerer læserens død. Hermed forstår jeg ikke læseren som en blot og bar modtager af forfatterens eller tekstens intentioner, men læseren som en person, der forstår at læse indenad. Læseren som kritiker. Etymologien i ordet read (at læse) må her holdes for øje: To read er at ’tænke, formode, gætte; skelne betydninger, granske og fortolke’. Beslægtet som ordet er med sanskrits rãdh og det oldslavoniske raditi rummer det også den aktive betydning af at ’fuldføre’ og ’deltage i’ noget. Ydermere er en af de oprindelige betydninger af dets germanske rod ’at overtage styringen med’.
Disse grundbetydninger minder mig om den irske digter og nobelpristager Seamus Heaney og hans særlige måde at betragte læsning på. I et af hans tidligere digte, Digging, skildrer han sin far i færd med at grave i haven udenfor, mens han – digteren og studenten – sidder ved bordet og skriver. Digtet noterer de to handlingers forskellige karakterer, men antyder også, at skrivning er en art gravearbejde:

Mellem min pegefinger og min
tommel
Hviler min lille, tykke pen
Jeg vil grave med den

At læse er altså på en måde at grave. En rigtig læser er ikke en person, som dvæler ved tekstens overflade, men aktiv tænker og medfortolker. Hun deltager i teksten, men hun fuldfører den også og overtager styringen af den.

Har vi efterhånden bevæget os fra forfatterens død til læserens død?
I 1968 publicerede Roland Barthes den definitive nekrolog over forfatteren. Skriften begynder, bemærkede han, når dens forfatter går ind i sin død. Det er sproget, der taler, ikke forfatteren, hævdede han – en måske ikke ukorrekt, men i også noget gådefuld tese.
Barthes proklamerede også kritikerens død og hyldede læserens fødsel. Læseren er, hævdede han, »det rum, hvori alle de citater, der udgør den skrevne tekst, indskriver sig.«
Læseren er, tilføjede han, uden historie, biografi, psykologi; hun er simpelt hen det rum, hvori de spor, som den skrevne tekst er opbygget af, finder sammen.
Det kan måske virke uforskammet at proklamere læserens død, når Barthes og andre litteraturkritikere nu har bebudet, at det netop er læseren, der er kommet til live.
Men der er beklageligvis tegn på, at en del af vores samtids litteratur forsøger at tildele læseren en passivt bekræftende rolle. Og det kunne tyde på, at det netop er denne type tekster – imødekommende, velpolerede og til tider ganske talentfulde – som celebreres i mange velmenende kredse.

Jeg er veget udenom den oplagte kolonialistiske vinkel. Jeg har ikke antydet, at det efterhånden, som vor tid bliver stadig mere neokolonialistisk, må betragtes som uundgåeligt, at kolonialistiske tendenser vil vende tilbage til romangenren. Trods alt var der i 1800-tallet en langt tradition for, at britiske forfattere skrev om Indien uden at bekymre sig særlig meget om de præcise detaljer i forhold til specifikke forhold, lokale identiteter eller navneskikke. Jeg vil nødig indlede mig på denne argumentation, for den synes snarere at udmunde i en holdningstilkendegivelse end i en analyse.
Jeg medgiver, at navnegivning af fiktionsfigurer altid er et problem. Det gælder så meget desto mere, når man skriver om andre tidsepoker, socialklasser og kulturer. Hvad man må forvente i disse tilfælde – hvis man vil holde sig i live som læser vel at mærke – er tilstedeværelsen af ’tekstlige spor’, der sætter læseren i stand til at udfylde hullerne, udglatte de ru flader, retfærdiggøre ’fejlene’ og gøre fiktionen ’autentisk’.
Det er ikke, fordi jeg vil opstillet et ideal om sandfærdighed. Tag et andet nyligt eksempel: Phillip Henshers The Mulberry Empire. Hensher er på ingen måde afghaner, og han har så vidt jeg ved aldrig levet i det 19. århundrede. Men hans roman beretter om begivenheder, der for en stor dels vedkommende finder sted i Afghanistan omkring 1839. I bogen figurerer en række afghanske karakterer – nogle af dem baseret på historiske skikkelser, andre fuldkommen fiktive.
Hensher er tydeligvis løbet ind i det problem at skulle finde passende navne til disse sine romanfigurer. Han ser ud til at have løst vanskeligheden ved at ty til et narrativt greb, som betoner romanens konstruerede aspekter. Følgelig bruger han fiktionen til at gøre sin fortælling autentisk. Han indleder med et kort første kapitel – en fabel eller et eventyr, der fungerer som ramme for den øvrige historie – der præsenterer den (historiske) afghanske konge på hans dødsleje. Han er her omgivet af sine henved 50 børn, og Hensher opregner nu navnene på dem alle. Da han derefter tager fat på den egentlige fortælling, er det disse historiske navne, som han vælger til sine fiktive karakterer.
Et greb som dette åbner efter min opfattelse et rum for læseren til at ’fortolke’, ’fuldføre’ og være aktiv. Selvfølgelig kan man forestille sig mange andre slags greb. Forfattere så talentfulde som Smith eller Martel kan givetvis udtænke helt nye greb. Men hvis dette rum på forhånd er lukket – ikke blot i en tekst, som efterlader uforklarede og kontekstløse huller – men også i en kritik, som afviser at notere sig disse huller – hvis dette rum af aktiv læsning er lukket på forhånd, er alt hvad man kan mobilisere en slags bekræftende ekko af tidens i forvejen dominerende kongstanker. Forfatteren kan være død eller ej, men læseren forventes åbenlyst ikke at tænke ret meget på egen hånd – at ’læse’ med andre ord.
En anden kritikerrost og talentfuld roman falder mig ind – Monica Alis Brick Lane (dansk udgave, Linhardt og Ringhof 2004) – og dermed også behovet for at undskylde til de passagerer i Kastrup, Københavns funklende internationale lufthavn, som under boarding af deres fly for nogle måneder siden måtte have følt sig skræmte ved synet af en terroristagtig og muslimsk udseende person, der lo som hyæne.
Jeg var netop blevet færdig med at læse Brick Lane, mens jeg ventede på, at lufthavnsmyndighederne skulle fortælle mig om, jeg kunne få tilladelse til at gå om bord på et fly til Heathrow for at nå en videre flyforbindelse herfra. At opnå denne tilladelse var tidligere ganske uproblematisk. Men uvist af hvilken grund var reglerne i London i blevet ændret, og nu krævedes det af indehavere af visse pas, at de kunne fremlægge gyldige visa til Storbritannien, selv om de ikke havde andet ærinde end at skifte fly i samme britiske lufthavn, som de ankom til. Mens ventetiden trak ud, nåede jeg frem til de sidste sider af Brick Lane, hvor hovedpersonen møder en person på rulleskøjter, der er iklædt sari. Man kan da ikke stå på rulleskøjter i sari, siger hendes ven. »Jo, for dette her er England,« svarer hovedpersonen. »Her kan man gøre lige, hvad man vil.«
Tja, måske. Måske kan man virkelig det.
Jeg husker, at jeg lo hysterisk i næsten tre minutter, da jeg erfarede, at jeg trods mine mange tidligere besøg i England, trods mit invitationsbrev og gyldige biletter til bestemmelsesstedet, ikke fik lov til at gå om bord i flyet. Jeg ville ønske, jeg kunne være hovedperson i Alis roman. Uanset hvad Barthes måtte have skrevet, satte min historie mig hverken fri som læser eller som person. Jeg var nødsaget til at forholde mig til navne, for mit navn bliver altid bemærket. Jeg var i en position, hvor jeg måtte holdes på afstand af selv det multikulturelle Storbritannien. Jeg kunne ikke gøre lige, hvad jeg ville. Jeg kunne ikke engang gøre det, jeg havde betalt for.

Skønt jeg har valgt at se bort fra den oplagte neokolonialistiske forklaring, kan jeg ikke lade være med at fundere på, om der ikke går en lige linje fra Alis uironiske afslutning, Smiths og Martels lemfældige navnevalg og lignende ’fejl’ i nyere fiktion til Barthes’ og andre teoretikeres kritiske fødselsforløsning af Læseren-Uden-Historie. Skønt dette kan synes uretfærdigt over for Barthes, kan man kun forestille sig Læseren-Uden-Historie som en ikke-læser, som en passiv modtager, en simpel bejaer af teksten – ikke som en instans, der fortolker, ræsonnerer og graver. Hun er i bedste fald en læser – i det omfang at hun bliver til som læser – der ønsker at undslippe fra historien. Med andre ord: En læser, som ønsker at føle sig godt tilpas over, at være den og det, hun er. Og kendskab til historien – selv ens egens historie – får ikke altid en til at føle sig godt tilpas. Konstruktionen af denne bevidst ahistoriske læser kan ikke blot forklare den muntre slutning på Alis roman, men også ’manglerne’ i Smiths og Martels romaner.
Sådanne mangler understøtter multikulturalismens myte på forskellig vis: den sariklædte skater hos Ali, London-hybriditeten hos Smith og den religiøst-æstetiske pluralitet hos Martel, hvis tekst vælger mellem to fortællinger på grundlag af deres ’skønhed’ og rummer passager som denne: »…I deres evne til at føle kærlighed er hinduer i sandhed som hårløse kristne – ganske på samme måde som muslimer ved at øjne Gud i alting er skæggede hinduer og kristne i deres hengivenhed for Gud er som muslimer iført hat.« Selv når Martels fortæller formidler en essentialistisk forståelse af religionerne, vil han række ind i ’alle religioners kerne’ – deres essens – for at forsikre os om tilværelsens grundlæggende godhed. Selv ikke ’den naturlige verdens’ brutalitet – der også i visse henseender bliver essentialiseret – trækker noget fra fortællingens sindsberoligende og bekræftende natur. Ydemere føjer selve fablens struktur i Martels roman sig smukt ind i multikulturalistens udbredte fordom: Pi bevæger sig fra et fredeligt, om end afgrænset ’traditionelt’ ordnet rum gennem en rejse med mange konflikter og omvæltninger undervejs til den vestlige multikulturalismes trygge, mere komplette og mere tilfredstillende trygge domæne.
Der kan ikke være megen tvivl om, at disse romaner fører til en særlig feel good-oplevelse, som er omhyggeligt justeret op imod de eksistentielle rædsler, der ligger uden for førsteverdenslæserens umiddelbare erfaringshorisont – en oplevelse, der appellerer til læsere på begge sider af det politiske centrum.
Det er der flere grunde til. Samtidig med at den knytter an til centrums og det liberale højres generelle tendens til at ’åndeliggøre’ og ’symbolisere’, appellerer den også til venstreorienterede læsere, som er bevidst om de skader, som dogoodism (den civiliserende impuls) medførte i kolonitiden. Da de ikke har modet til – eller ønsket om – at gøre det gode, har de ladet sig nøjes med alternativet: at føle sig gode. Deraf kommer disse romaner, der på en gang kan pynte sig med overfladeelementer fra filosofi og historie, og appellerer til de kredse, der generelt følger ubehag ved filosofi og historie.

Deraf kommer de ’multikulturalismens’ rum, hvor alle køber de samme ting, sat op over for ’unikulturalismen’ i en eller anden udbombet landsby i Afghanistan, som jo ellers blev smadret for at afsløre islamistiske terrorister, der kommer fra et dusin forskellige nationer og taler ti forskellige sprog.
Denne ’multikulturalisme’ opmuntrer til en tiljublende tilgang, der kan føre en til at glemme, at der er en afgrund til forskel mellem f. eks. den aktive og kæmpende multikulturalitet blandt slavere og arbejdere, der gav os Carabiens vidunderlige mosaik af folkeslag og kulturer og den passive og forbrugeristiske multikulturalisme ved en bestyrelsesfrokost i en multinational koncern med retter fra ti forskellige landes nationalkøkkener.
I deres tiljubling af en en specifik eksistensfilosofi – det kosmopolitanske Vesten, der omfavner multikulturalismen – i deres forsvar for ’skønhed’ som udvælgelseskriterium, i deres hån over for spørgsmål, der »blot er en trossag« (som Pi Patel formulerer det i Martels roman) og i deres skødesløshed over for fiktionens autenticitet, reducerer sådanne romaner læseren til en rolle som ikke-læser – eller i bedste fald til en læser af triviallitteratur.
Denne kendsgerning kan tildækkes af den sproglige eller narrative brillians hos en Martel, en Smith og en Ali, men den er noget som vi læsere må være på vagt overfor, hvis vi ønsker at forblive læsere.
Ellers kan vi lige så godt se fjernsyn.

*Tabish Khair er indisk forfatter og lektor på engelsk Institut ved Århus Universitet. Tidligere i år udkom hans anden roman, The Bus Stopped, på forlaget Picador i London

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her