Læsetid: 3 min.

Menneskets kropsholdning og dens betydning for vor civilisation

Debat
1. november 2004

Det’ da løgn
Hvis vi tilbragte hverdagen på hænder og tæer, ville vi alle sammen have hold i nakken. Det ville ikke være rart. Og hvad ville bagdelens ophøjede position betyde for vores selvværd og vores syn på andre? Forestil dig selv i kassekøen i Fakta eller under forsøget på at håndtere en paraply. Hvordan ville et 100 meters hækkevæddeløb tage sig ud? Eller Livgarden, når den trak op på Amalienborg? Alene anstrengelserne for at holde bjørneskindshuerne på plads ville gøre synet ubeskriveligt!
Og vores evne til at orientere os i omgivelserne – hvad med den, hvis de organer, vi bruger til at høre og se med, kun var 20 cm over terræn? Den del af kroppen, der befandt sig højest, ville jo ikke være til megen gavn. Vores opmærksomhed ville være rettet mod jorden eller bagud mellem benene. Det måtte da påvirke vores verdensbillede. Uden udsyn og en vid horisont ville vi næppe interessere os for meget andet end det, der lå lige for næsen.
Jeg tror, at vi ville anse begreber som initiativ og nysgerrighed som temmelig overflødige og omfatte egenskaber som fremdrift, forskertrang og skaberkraft med udpræget mistillid. Vi ville mangle incitamentet til at gøre nye opdagelser og skabe tekniske fremskridt. Hvorfor ulejlige sig med at udvikle skibssejl og dampmaskiner, benzinmotorer og jetdyser, hvis der ikke var nogen samfærdselsmidler at putte dem i? Hvorfor udvikle samfærdselsmidler, når vi ikke rejste omkring? Hvorfor rejse omkring, hvis ingen var nysgerrig efter at vide, hvad der gemte sig bag horisonten? Og hvad skulle vække vores nysgerrighed, når horisonten lå uden for vores synsfelt?

Tænker med anden ende
Kan der i det hele taget tænkes store tanker med enden i vejret? Jeg har prøvet. Svaret er nej. Ingen filosofi og videnskab endsige kunst og kultur kan skabes i den positur. Hvad det sidste angår, er det godt det samme. Tænk på den virkning det ville få på de udøvende kunstarter, hvis bagdelen var kunstnernes mest fremtrædende attribut. Forestil jer balkonscenen i Romeo og Julie eller en Rambo, der vikler sig ind i patronbælter og står på hovedet med alle sine shot- og pumpguns. Tænk jer de tre tenorer på en scene. Hvad vej skal de vende? Og hvad med de bildende kunster: Rudolph Tegners Mod lyset eller Otto Baches De sammensvorne rider fra Finderup. Lutter kunstoplevelser, som verden er forskånet for!
Ville der mon været opstået en vestlig civilisation, som vi kender den? At få den udbredt til resten af verden ville have været et håbløst projekt, hvis de spanske conquistatorer og de engelske kolonihære havde marcheret frem på alle fire med næsen i højde med slagmarken.
Disse tanker er ikke fri fantasi. Det var faktisk vores situation, som den så ud for 75.000 år siden. Dengang rendte vi rundt med bagdelen i vejret og kunne praktisk taget ikke se savannen for bar’ græs. Og der var ingen, der forstod at betjene en plæneklipper.
Men så indtraf et afgørende øjeblik i artens historie. De mest fremsynede af os rejste sig op på to ben og så sig omkring. Det var temmelig overvældende. I starten kunne vi slet ikke rumme alle de nye indtryk. Men så tog hjernen affære og begyndte at vokse. Og lidt efter lidt tog vores pandelapper form.
Derefter gik det slag i slag, indtil vi nåede det stade, vi har i dag.
Det er da en succeshistorie, ikke sandt? Og så skulle man jo tro, at alle var glade. Men nej, der er faktisk folk, der gør, hvad de kan, for at vi igen skal få næsen i jordhøjde og enden i vejret. Og det er ikke bare fundamentalistiske imamer. Ind imellem synes det nærmest at vrimle med allehånde bagstræbere, sorte præster, hadefulde politikere og andre, der nærer en sådan skræk for åbne vidder og udsyn, at de vist helst så udviklingen sat 75.000 år tilbage.
Men den går ikke. Toget er kørt. Vi gi’r ikke vores pandelapper fra os igen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her