Læsetid: 5 min.

Messias-præsidenten

Demokrater og europæere har gode grunde til at føle sig deprimerede med udsigten til fire år mere med Bush-regeringen
Debat
8. november 2004

International
Mismodet over det mareridtsagtige resultat af det amerikanske valg breder sig blandt de fleste europæere. I alt overvejende grad ville Europa have foretrukket Kerry – det gælder f.eks. fire ud af fem briter.
Næsten halvdelen af amerikanerne er mindst lige så rystede, og det er jeg også. Skønt jeg med min baggrund vel næppe vil blive opfattet som prototypen på en demokrat, og skønt jeg støttede Bushs beslutning om at drage i krig mod Saddam sidste år, var jeg forlængst nået frem til den konklusion, at Bush havde fortjent at tabe.
Hvorfor? For det første fordi han i fatal grad har forkludret besættelsen af Irak. Præsidenten og hans rådgivere har fuldkommen fejlbedømt, hvor stort et antal tropper det ville kræve at stabilisere landet. For det andet fordi Bush-regeringens skattepolitik kun kan betegnes som vanvittigt uansvarlig.
Der ikke er blevet gjort seriøse forsøg på at få styr på den truende krise i de sociale sikringssystemer og sygesikringsordningen Medicare. Bushs skattelettelser savner enhver meningsfuld makroøkonomisk begrundelse. De er intet andet end en skamløs begunstigelse af USA’s rigeste. Endelig har jeg fundet det stadig mere vanskeligt at udstå det republikanske partis tiltagende stejle intolerance i sociale og moralske spørgsmål fra ægteskab til stamcelleforskning.
I Oxford i 1980’erne var jeg en af de tory-konservative knægte, som hyldede Margaret Thatcher og Ronald Reagan for deres hårde linje over for Sovjet, fagforeningerne og en galopperende inflation. For os handlede konservatisme om frihed i betydningen markedsfrihed og individets frihed over for kollektive tvangsmekanismer. Det er slet ikke den samme frihedsopfattelse, der hersker i vor tids republikanske parti.
For nylig traf jeg en af mine gamle venner fra Oxford, som nu bor og arbejder i Washington. »Ved du hvad, Niall?,« sagde han til mig. »Jeg har i grunden altid set mig selv som konservativ, men siden jeg kom til dette land, er det gået op for mig, at jeg snarere er liberal.« Samme erkendelse har mange andre borgerlige måttet gøre – f.eks. det ansete ugemagasin The Economists lederskribenter, som endte med at bakke op om Kerry.

Vellykket mobilisering
Hvorfor tabte han? Trods alt klarede han sig overbevisende i de tre tv-debatter, hvor han flere gange fik Bush til at virke lige så tåbelig, som hans kritikere beskylder ham for at være. Og demokraterne har ikke siden 1960’erne præsteret at mobilisere så store vælgerskarer. Det enkle svar er selvfølgelig, at republikanerne var lige så dygtige til at mønstre deres vælgere, som åbenbart er marginalt mere talrige.
Alligevel var Rove kun i stand til at fyre så effektivt op under sit kampagneapparat, fordi de republikanske aktivister var i stand til at slå ned på den afgørende forskel i de to kandidaters holdning til valgets nøglespørgsmål. Hvori bestod denne? I mange henseender bliver de trukket tydeligt op i følgende udtalelse fra Kerry, som stod at læse i New York Times Magazine for nogle uger siden. Her er, hvad han sagde: »Vi er nødt til at komme tilbage til der, hvor vi befandt os, da terroristerne ikke var det stadige fokus for vores liv, men en sjælden pestilens. Som tidligere lovhåndhæver (Kerry er jurist og tidligere statsadvokat i Massachusetts, red.) ved jeg, at vi aldrig vil få udryddet prostitution. Og vil vil aldrig kunne eliminere illegalt hasardspil. Hvad vi kan gøre, er at reducere den organiserede kriminalitet til et acceptabelt niveau, hvor den ikke kan vokse sig større. Den er ikke en permanent og daglig trussel imod folks daglige liv. Den er noget, vi må blive ved med at bekæmpe, men den udgør ikke en fatal fare for selve vores livsform.«
Citatet afslører i to henseender, hvad Kerry simpelt hen ikke forstod om verden efter 11/9. For det første, at han fuldkommen undervurderer, hvor stor en fare radikale islamistiske bevægelser som al-Qaeda vitterligt indebærer. For det andet at Kerry er kronisk smittet med en art moralrelativisme, som måske nok kan være normen i Boston, men som er inderligt vederstyggelig for de kristne amerikanere i det 'hjerteland', som nu strækker sig hele vejen fra Montana ned til Texas og tværs hen over det engang så solidt demokratiske syden. Yerrorisme, prostitution og illegalt på »et acceptabelt niveau« er absolut ikke, hvad flertallet af amerikanerne ønsker sig, at deres præsident skal stræbe mod.
Det er lige præcis det, som præsident Bush – der aldrig går glip af en lejlighed til at fortælle, om dengang han så lyset og blev en genfødt kristen – har forstået. Det er netop disse moralske overforenklinger, som har præget hans første periode – og som kommer til udtryk i formuleringer som »ondskabens akse«, »krigen mod terror« og »frihedens fremmarch« – der vinder genklang blandt den kritiske masse af amerikanere landet over. Bush er, hvilket Europa knap nok har forstået, grundlæggende en ’messiansk amerikansk calvinist’, dvs. en glødende troende, for hvem alle tilbageslag blot er en guddommelig styrkeprøve, som en ’trosbaseret’ præsident kun kan reagere på ved stædigt insisterende viljestyrke. Derfor var Kerrys angreb på Bushs Irak-krig måske overbevisende nok til at appellere til demokratiske kernevælgere, men de rakte ikke til at vinde ’sving-vælgerne’. Alt for mange amerikanere deler fundamentalt Bushs religiøse sensibilitet.
I september røbede Bush over for højtstående medlemmer af den republikanske nationalkomité, hvad han havde tænkt sig at stille op med sin guddommeligt bestemte og ventede sejr. For det første ville han udpege mindst en ny – og selvfølgelig ultrakonservativ – højesteretsdommer. Energipolitisk vil han »satse stort på kernekraft og nye olieboringer i Alaska.« »Så snart jeg har aflagt præsidented vil jeg fremlægge et stærkt program,« sagde han til sit ellevilde publikum, »som omfatter en gennemgribende skattereform, retsreformer og privatisering af social sikkerhed.«
Og Mellemøsten? Til samme publikum sagde Bush: »Osama bin Laden ønsker at styrte saudierne. Så får vi et problem. For de har et våben. De har olien.« Sådan er det indblik, vi har republikanernes planer for de næste fire år. Demokrater og europæere har gode grunde til at føle sig deprimerede.

*Niall Ferguson er historieprofessor ved Harvard University. Han har senest udsendt Colossus: The Rise and Fall of the American Empire

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her