Kronik

Når selv en basketball skal bevogtes

Danskeren Nicolai Schubart har i et halvt år arbejdet i det irakiske arbejds- og socialministerium. Her oplevede han bl.a. en fejlslagen amerikanernes ledelsesstil og en grotesk sikkerhedssituation
Debat
1. november 2004

Danskeren Nicolai Schubart har i et halvt år arbejdet i det irakiske arbejds- og socialministerium. Her oplevede han bl.a. en fejlslagen amerikanernes ledelsesstil
og en grotesk sikkerhedssituation

Kronik
Da jeg i går eftermiddags landede i Kastrup efter seks måneder i verdens krigsområde nr. ét, Irak, var det med en usigelig lettelse over, at det er overstået. At jeg nu kan lægge sikkerhedstjek, bodyguards og konstante terrortrusler bag mig. Om opholdet i Irak har gjort en forskel, kan kun tiden vise, men det har uden tvivl været en kæmpe oplevelse og udfordring.
Den 29. april lander jeg i Saddam International Airport – eller Bagdad International Airport, som den officielt hedder nu om dage. Til et syn af mægtige paladser, kæmpe boulevarder, kampvogne, udbrændte biler, ødelagte autoværn, og horder af amerikanske soldater. Altsammen smidt ned i en nedslidt, beskidt og ødelagt by. Reklameskilte, neonlys og musik blander sig med lyden fra apache helikoptere og en bred, amerikansk, sydstatsaccent.
Langs vejene står snuskede drenge og sælger benzin fra dunke til overpriser (40 øre pr. liter). Butikkerne har åbent og alt sælges. Børnecykler, vaskemaskiner og computere står side om side. Små børn leger, mens deres mor i sort burkha køber ind. Varmen er ulidelig, 50 grader i skyggen, og luften er tyk af forurening fra trafik og olieraffinaderier. Dette er Bagdad.
Mit arbejde foregår i det irakiske Social- og Arbejdsministerium – en opgave under ledelse af FN-organisationen IOM (International Organization for Migration).
Hovedopgaven er at sikre irakerne ansættelse i de mange genopbygningsprojekter som koalitionslandene igangsætter. Jeg skal konkret hjælpe de irakiske ledere med at genopbygge deres erhvervstræningsskoler, som lider under 90’ernes totale opløsning og Saddam-styrets negligering af de mest basale behov for udstyr og undervisningsmaterialer. Flere skoler er lavet om til regulære våbenfabrikker. Efter krigen i 2003 blev skolerne plyndret, og i både Bagdad og Basra bebos de i dag af hjemløse. Hele uddannelsessystemet kræver derfor en gennemrenovering.
Da jeg ankommer til ministeriet, havner jeg i en totalt fastlåst situation. Ministeriets amerikanske rådgiver, som er placeret i og tilknyttet min afdeling, er sjældent tilstede. Alligevel formår han at sætte dagsordenen for ministeriets arbejde – og han kræver øjeblikkelige resultater. Irakerne har ofte svært ved at forstå, hvad han konkret mener, hvilket betyder, at de første måneder for mig bliver brugt på at ’oversætte’. Det største problem i ministeriet er dog, at amerikanerne ikke udnytter de allerede eksisterende magtstrukturer. De satser på de unge, højt uddannede og meget vestligt orienterede. Disse unge er dog hverken populære eller har den nødvendige opbakning i ministeriet.
Irakerne er vant til et meget hierarkisk system, hvor de ældste mænd eller kvinder med den højeste uddannelse sidder på de ledende poster. Amerikanernes ledelsesstil strider derfor mod hele ministeriets opbygning. Alt arbejde bliver derfor konstant saboteret og modarbejdet af de mere garvede (og oversete) medarbejdere.

Da for eksempel ILO (International Labour Organization) – i samarbejde med den tyske regering – arrangerer, et 14 dages kursus i Tyskland for at styrke genopbygningen af erhvervstrænningssystemet. En utrolig vigtig og vanskelig opgave. Interessen for at komme på en sådan tur er enorm, og spillet om, hvem der skal med, er straks i gang. Amerikanerne mener, at turen til Tyskland bl.a. skal bruges til at belønne de unge irakere. Da de ældre embedsmænd, som ellers vil være naturlige deltagere, får kendskab til historien, saboterer de processen totalt. Afgangen bliver således hele tiden udskudt med henvisning til manglende
visa med mere. Til sidst slipper ILO og tyskernes tålmodighed op, og turen ryger reelt på gulvet.
En mere grotesk historie fra ministeriets dagligdag udspiller sig, da den amerikanske rådgiver begynder med basketball-træning. De fire-fem irakere, der spiller med – og reelt er en del af inderkernen – bliver alle belønnet med massive lønforhøjelser og ledende stillinger. Ikke overraskende bliver basketbolden efter kort tid punkteret.
Hurtig bliver der købt en ny bold. Og belært af erfaring, bliver der passet bedre på den nye bold. Faktisk så godt, at en af de sydafrikanske lejesoldater, der skal passe på amerikanerne, sættes på opgaven. Det er noget af et syn, når en stor muskuløs lejesoldat med skudsikker vest, radioer, mobiltelefoner, patronmagasiner og maskingevær går rundt i ministeriet med en basketball under armen.
Selv om disse situationer undertiden er ganske underholdende, truer de reelt med at lamme ministeriet. Løsningen kommer dog en dag, umiddelbart efter magtoverdragelsen den 1. juli, hvor amerikanerne pludselig er væk. Derefter begynder vi på den langsigtede planlægning, der er absolut nødvendig for at få den reelle genopbygning i gangsat.

Men som en dyne hen over arbejdet hviler også en anden faktor, sikkerhedssituationen. En dag på vej hjem fra ministeriet passerer vi en panservogn, der pludselig begynder at skyde løs. Børn og gamle koner løber for livet, og gaden ryddes øjeblikkeligt. Jeg selv forholder mig ganske roligt, da jeg tror, det er støj fra noget vejarbejde lidt længere henne af vejen. Først meget senere går det op for mig, at jeg faktisk har været i fare.
Der er ingen tvivl om, at Irak i dag er et farligt sted at opholde sig i – både for irakere og for vesterlændinge. Der sker dagligt kidnapninger, hævndrab, bombninger, jævnlige skyderier og slagsmål. Stemningen er spændt, selv om de fleste forsøger at få det til at ligne en dagligdag. Jeg er meget tæt på det hele, og trods nervøsitet og anspændthed føler jeg mig aldrig bange.
Men den evige sikkerhedstrussel er opslidende. Mit hotel ligger i et compound i det sydvestlige Bagdad. Ved indgangen er der betonklodser og sandsække – og alle biler gennemsøges af bevæbnede vagter. Også i ministeriet er der sikkerhedskontrol hver gang , jeg forlader eller går ind i en bygning.
Den største sikkerhedstrussel er derfor den daglige transport til og fra ministeriet. Der er naturligvis situationer, hvor jeg føler, at jeg går på kompromis med min egen sikkerhed. Eksempelvis når jeg ved flere lejligheder blev fanget i den uendelige bilkø ind til Den Grønne Zone. Normalt kunne jeg via mit sikkerhedspas eller blot mit danske pas køre udenom køen og rimelig hurtigt komme ind i zonen. Men på grund af de mange angreb ved indgangene til zonen bliver sikkerhedsprocedurerne konstant ændret, hvilket betyder, at jeg ved flere lejligheder bliver fanget i den lange kø.
Vi har ikke lov til at forlade bilerne på grund af risikoen for kidnapning eller snigskytter. Men mine irakiske sikkerhedsfolk – og de øvrige irakere – skal ikke nyde noget af at sidde inde i bilen i 50 graders varme og vente på en bilbombe. Irakerne stiger ud af bilerne, ryger smøger eller drikker kaffe 100 meter derfra ved den lille – til lejligheden – oprettede cafe, mens vi udlændinge sidder tilbage i bilerne og hopper en halv meter i vejret, hver gang en bildør smækker. Det sorte hul i vejen – og den væltede betonpille fra gårsdagens bilbombe – minder alle om situationens alvor. Kort efter disse oplevelser må jeg aflyse møder med amerikanerne i Den Grønne Zone og klare kommunikationen gennem mail og telefon.

Irakerne har generelt en ganske anden oplevelse af sikkerhedssituationen – 30 års krig har sat sine spor. Usikkerheden er blevet en del af deres hverdag, de er også bekymrede for den stigende vold. Og mange er bange. En medarbejder i ministeriet, fortæller mig en dag en grusom historie: En af hans venner, der bor tæt på den berygtede al-Sadr-bydel, opdager, at en gruppe alSadr militser har taget opstilling med mortérgranat i hans forhave. Målet er en amerikansk kontrolpost i nærheden. Manden er bange for, at militsen vil tiltrække amerikanske helikopterangreb. Han beder derfor militsen om at finde et andet sted at være. Et par timer efter finder hans børn ham liggende i forhaven – skudt gennem hovedet.
Amerikanernes tilstedeværelse er kun med til at fremme lovløsheden i landet. Så længe irakerne føler sig besat, er alt tilladt. Så Nietzsches ord »Krig er en proces der gør sejrherren dum og den kuede ondskabsfuld« kunne ikke være mere rammende for netop situationen i Irak.
Alligevel er det slående hvor positivt, jeg bliver modtaget af irakerne. Lige meget, hvem de er, og hvor jeg kommer hen. Trods 10 år med vestlige sanktioner, der har kostet flere 100.000 irakiske liv – og trods den voksende lede ved de fortsatte militære bombninger – møder jeg intet andet end beundring og taknemmelighed over min tilstedeværelse i Irak. Jeg bliver konstant budt på arabisk te – og i kantinen foregår ofte en kamp om at købe frokost til mig – som en slags gengæld for min indsats.
I mine seks måneder i Irak har jeg været med til at iværksætte små ændringer, nogle indledlende skridt er taget, men der er lang vej endnu. Og irakerne mangler hjælp, meget hjælp og i mange år endnu. Administration og ledelse er under forandring, og genopbygningen er en kæmpe opgave. Kidnapningerne og terrorbomber har formået at skræmme
vesterlændinge og FN væk. Irakerne står derfor endnu engang temmelig alene. Men de tager det roligt. Det skal nok gå – inshallah (om Gud vil!)

*Nicolai Schubart er til daglig fuldmægtig i Socialministeriet, 31 år, gift og far til tre. Projektet (april til oktober 2004) han arbejdede for var ledet af FN’s IOM (International Organization for Migration)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her