Læsetid: 4 min.

Hvad Per Stig Møller bliver nødt til at forstå

Uanset de mange stridigheder mellem palæstinenserne indbyrdes er der nogle fundamentale principper, som forener de moderate og de mere ekstreme, og som ikke kan forhandles væk
13. november 2004

International
I en kommentar til Arafats død hørte jeg udenrigsminister Per Stig Møller sige, da han skulle evaluere den palæstinensiske leders virke:
»Når han ikke ville gribe chancen i 1999, så var det fordi der var kræfter, som ikke ville anerkende Israels eksistens.«
Udenrigsministeren hentyder formodentlig her til de fejlslagne forhandlinger i Camp David og repeterer en myte, som man bør gøre alt for at mane i jorden, ikke af hensyn til Arafat, men af hensyn til muligheden for en fremtidig tostatsløsning. Det er vigtigt med en realistisk bedømmelse af, hvad man kan forvente af palæstinenserne uanset, hvem der skal forhandle – og forhåbentlig bliver det en ledelse, der er legitimeret af nye demokratiske valg.
Efter sammenbruddet af de intense forhandlinger under arbejderpartiets premierminister Ehud Barak havde både den israelske leder og den amerikanske mægler præsident Clinton travlt med ensidigt at give Arafat skylden.
En af mine venner, Amal Jadou, mødte i slutningen af 2001 ekspræsidenten på Fletcher School of Diplomacy i Harvard. Den palæstinensi-ske mønsterstudent var blevet udvalg til at møde den besøgende notabilitet og havde lovet sin familie hjemme i flygtningelejren i Betlehem, at hun ville opføre sig ordentligt. Men da Clinton lagde ud med at rakke ned på hendes folks leder og give ham hele skylden for ufreden, tog hun respektløst til genmæle og satte Clinton ind i nogle helt grundlæggende krav, som alle palæstinensere ønskede opfyldt, for at der kan blive en varig fred.
Nu dukker Per Stig Møller op på skærmen i CNN’s direkte reportage fra Cairo, og jeg ville ønske, at han en dag ville tage omkring flygtningelejren Ayda og få et grundkursus af Amal, der igen er tilbage hos familien.

Klodsede israelere
Men forinden vil jeg prøve at korrigere udenrigsministerens historieforståelse, og det vil jeg gøre ved hjælp af israelske udsagn. Ron Pundak, som var med til at forberede det afgørende forhandlingsgennembrud i Oslo i 1993, har flere gange gennnemhullet myten om Arafat og Camp David. Bedst og grundigst i bogen Et andet Israel, som udkom i 2002 på Klim. Pundaks første punkt er, at forhandlingerne i modsætning til Oslo var dårlig forberedte og heller ikke levnede plads for Arafat til bagefter at tage hjem og sy en koalition sammen, som kunne bære et kompromis igennem. For det andet var de israelske indrømmelser langt fra det minimum, som kunne have fået palæstinenserne til at underskrive en aftale.
Det gælder de israelske krav på territorium, forholdene i Jerusalem og de fordrevne flygtninge i lejrene uden for Gaza og Vestbredden. Ulig Rabin som i aftalen med Jordan i 1994 udvekslede jord i forholdet 1:1 endte det med, at Israel maksimalt – på grund af bosættelserne – ville afgive én procent af eget areal, men have 9 procent af Vestbredden. Som Pundak skriver, kunne Barak ikke fatte, at palæstinenserne allerede havde gjort den vigtigste territoriale indrømmelse, nemlig da de accepterede staten Israels eksistens inden for 67-grænsen, på 78 procent af det areal, som det oprindelige Palæstina udgjorde. Han betegner det som »en ydmygelse«, og dertil kommer, som Jeff Halper – en anden israeler har gjort opmærksom på – at de arealer, Israel ønskede omkring Jerusalem, ville give dem en utrolig kontrol over Vestbredden – som fangevogterne over fængslet.
Endelig anklager Pundak de israelske forhandlere for at have optrådt meget klodset omkring de følsomme religiøse spørgsmål i Jerusalem – symboliseret ved striden om Tempelbjerget – og for at have fremprovokeret nogle meget voldsomme krav om alle flygtninges ret til tilbagevenden til det sted, de kom fra.

Forhandling nu
Ved de senere forhandlinger i Taba i Ægypten nåede man derimod meget tæt på en aftale, men da havde Sharon taget sin provokerende tur på Tempelbjerget, intifadaen var begyndt, og Barak tabte valget til Sharon, blandet andet på grund af myten om, at palæstinenserne i realiteten ønskede at udslette Israel.
Læren af denne historie er – baseret på mine utallige samtaler med palæstinensere gennem de sidste fire svære år – at der heller ikke vil kunne gennemføres en fred med de såkaldt moderate, hvis man gentager fejltagelserne fra Camp David og prøver at sætte tommelskruen på de nye ledere. Kun en aftale, der som udgangspunkt har 67-grænserne – der giver den palæstinensiske stat en plads i Jerusalem, og som indeholder en aftale om flygtningene, ville blive betragtet som fair af et flertal af palæstinenserne og kan klare sig i konkurrencen med de ekstreme organisationer. Som stadig – men vi ved ikke hvor længe – kun udgør et mindretal blandt folket. Også de mange moderate almindelige palæstinensere har ud over en stor tålmodighed en stor værdighed og ønsker ikke en ydmygende fredsaftale, som gør de enorme ofre under intifadaen forgæves.
Det allervigtigste lige nu er, at USA og Europa gennemtvinger en forhandling og ikke – som Sharon med garanti vil forsøge – lader det være afhængigt af, om de palæstinensiske ledere slår hårdt ned på Hamas og Jihad og forhindrer enhver terrorhandling. De første udtalelser fra Jerusalem viser en tydelig frygt for, at det internationale samfund vil call the bluff og afsløre, om Sharon kun har brugt Arafat som et påskud til at undgå de afgørende, kontroversielle forhandlinger om Vestbredden, sikkerhedshegnets linjeføring og bosættelserne. Som en af hans nære rådgivere kom for skade at sige for nylig, er Gaza-tilbagetrækningen et forsøg på at bevare status quo på Vestbredden.
Der har været begået fejl på begge sider siden 1993. Men Per Stig Møller opnår kun ’en frisk start’, hvis han i EU-sammenhæng også tør stille præcise krav til Israel.
Arafat er død. Det giver visse håb for freden. Men det vil være den store illusion at tro, at nye ledere kan og vil gennemføre løsninger af en karakter, som Arafat – med den kolossale legitimitet, som han havde som ’Mr. Palestine’ – ikke turde præsentere for det palæstinensiske folk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu