Læsetid: 5 min.

Prædk ikke had i Guds navn

Religionens værste fjender er ikke de sekulære kræfter, men dens egne hadefulde fanatikere
Debat
15. november 2004

International
Først sent i mit liv har jeg fundet ind til min tro, og i modsætning til andre troende, som pludselig har ’set lyset’, kan jeg ikke sandfærdigt hævde, at vejen til min tro har været fri for vanskeligheder og anstrengelser. Ej heller kan jeg påstå, at min tro mirakuløst har ’renset mig’ eller gjort mig til en strålende mønstertroende.
Jeg stiller stadig mange spørgsmål til min religion og nægter at adlyde påbud, som forekommer mig meningsløse, samtidig med at jeg har bevaret min faste overbevisning om, at alle religioner skal forstås inden for deres historiske kontekst – ikke uden for den.
Store tænkere, som jeg nærer dyb beundring for – som filosoffen A. C. Grayling eller evolotionsbiologen Richard Dawkins – kan ikke fatte, hvorfor et uafhængigt og kritisk gemyt som jeg kan føle sig tiltrukket af religion. At forklare sin tro for ikke-troende er vanskeligt. Jeg ved blot, at jeg gribes af en vidunderlig følelse af fredfyldthed og ydmyghed, når jeg beder (og faster som under Ramadanen).
Og jeg ved, at jeg føler det som en pligt at forsikre min aldrende og stadigt skrøbeligere mor om, at jeg vil gå i moské, når jeg kan. Jeg ved også, at jeg gribes af medynk og indignation over, at materialisme og forbrug er blevet synonymt med livets mening for de alt for mange mennesker, der har bortjaget menneskelig spiritualitet og behovet for et indre liv fra deres sjæl.

Fanatismens bål
Vi går nu ind i den tid, hvor de store verdensreligioner fejrer og genbekræfter sig selv – ofte igennem overdrevent fråds, må man sige. Ramadanen kulminerer med Eid-højtidens festmåltider. Diwali, den hinduistiske lysfestival, finder sted i næste uge, og december bringer som bekendt såvel den jødiske lyshøjtid, Hanukkah, som den kristne jul.
Men i disse år er det, som om religion er blevet kompromitteret. Hvordan kan de store religioner fejre deres glædesceremonier, når så mange mennesker verden over krænker de samme religioners grundsætninger? Vi lever i en forvirrende, gruopvækkende og deprimerende epoke, hvor jeg oplever min gryende tro blive stadig mere trængt.
Religiøs fanatisme tænder bål adskillige steder på verdenskortet, opflammer folkemasser, sender hære og dødspatruljer på hærgetogt og skaber terrorisme, den være sig statslig eller sekterisk. At bekende sig som troende i dag er at invitere til foragt, mistro og ubehag. At dæmonisere islam er omvendt blevet stadig mere acceptabelt siden den iranske revolution og furoren om De Sataniske Vers. Og siden 11. september 2001 har islamistiske galninge gjort deres bedste for at få dæmoniseringen til at virke velbegrundet. Men også kristendommen forekommer i dag arrogant, hjerteløs og hævngerrig – sammen med millioner af andre gruer jeg for, hvad Bush og hans rethaveriske trosfæller nu vil finde på.
Min anfægtelser har intet til fælles med synspunktet hos fanatiske sekularister og ateister, som opfatter al religion som iboende tilbagestående og anser religiøsitet for en sindssygdom, der er skyld i de værste modbydeligheder, verden har kendt. Disse antireligiøse tager åbenlyst fejl.
Fascismen og stalinismen, der har fostret historiens værste diktatorer, blev ansporet af politisk magtbegær og erobringstrang. Etniske og racemæssige stridigheder har forårsaget ufattelige ulykker. Religion bliver selvfølgelig draget ind i sådanne konflikter af kyniske magtmennesker, som vi så det i Bosnien og Kosovo, men egentlige religionskrige har – hvor forfærdelige de end har været – resulteret i færre ofre og lidelser, end de regulære krige om magt og herredømme har gjort.
Det billede må man frygte, at der kan blive ændret på over de kommende år, efterhånden som Bush-regeringens neokonservative demokratikorstog udvikler sig i grufuld symbiose med bin Ladens og ligesindede militante islamisters terrorprojekter.

Horribel ironi
For troende er det en ond tid, vi lever i. Nogle af de kristne, som gav Bush sejren, hylder uhyggelige og rent ud vanvittige trosforestillinger. I genfødte kristnes kirker vises videoer af præsidenten som en salvet messiasskikkelse, der skal føre sine trosfæller mod ny storhed og ære ved at besejre de vantro. Bush og hans konservative kristne vil gøre deres yderste for at beskytte nogle få tusinde fosterceller i en petriskål, men føler intet over for de tusinder af virkelige mennesker, som USA nedslagter i Irak.
Sharon og de ultrazionistiske rabbinere har kategorisk afvist, at Arafat kan blive begravet i Jerusalem, og hindufanatikere opfordrer deres tilhængere til at ødelægge muslimske moskeer for at kvalificere sig til højere reinkarnation. Katolske og anglikanske præster opmuntrer – sekunderet af endnu mere frådende muslimske imamer – over hele verden til had mod homoseksuelle. I islams helligste måned terroriserer, ydmyger og hugger muslimer hovederne af sagesløse mennesker og udstiller dem i tv.
I dag er religionens værste fjender så sandelig ikke de sekulære kræfter, men tværtimod dens egen mest glødende troende. Den horrible ironi skriger til himlen. Bush og Blair udgyder blod i endeløse strømme for at hævne de flyangreb, som kostede over 3.000 amerikanere livet den 11 september 2001. Er det hvad Gud søn ønsker af dem? Muslimer, som hidser til giftig, ondsindet had mod jøder, kristne, hinduer og ikke-troende, handler også i åben modstrid med Allahs ord: »O, menneskehed, vi har skabt dig fra mand og kvinde og gjort dig til nationer og stammer, for at I skal kunne lære hinanden at kende.«
David Jenkins, tidligere britisk biskop, skrev engang disse vise ord: »Religiøse fortællinger bør vi kun tage for gode varer i det omfang, at de kan hjælpe os til at finde en mening i vores personlige liv og hjælpe os til at blive bedre mennesker, over for selv, over for andre og over for den verden, vi deler med disse andre.« Sådanne fortællinger findes der et utal af. Ingen af dem kan gøre krav på at have absolut monop0l på Guds sandhed, men alle har de bidraget med essentielle sandheder og befordret den evige menneskelige søgen efter transcendens.
Så jo – for mig har denne besværlige færd mod åndelig vækkelse været al angsten og tvivlen værd. Men jeg har måttet lære at gå vejen selv og sky alvidende medrejsende og selvbestaltede Guds udvalgte, der marcherer frem med absolut vished, opblæste af hovmod og blind fanatisme.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her